fredag den 10. februar 2017

Håbløse slægter

Prolog

1995


Det
hed sig
i morfars
familie,
at det
med den
brunlige
hud
og de
matchende
øjne
var noget,
som kom
fra de
tyskere,
kongen
fik hentet
til heden
med friske
kartofler
på sinde,
men ingen
vil dø
med en løgn
på sin læbe,
og morfar
da mindre
end flertallet,
så da
han lå
på sit yderste
ude på
Skejby
blev dette
benægtet,
endda
med et ord,
man normalt
ikke finder
i Bibelen,
så vidste
vi det
og alligevel
ikke helt
hvad.


Jacob Heinrich Kessler (1814 - 1906)
Johan Henrik Jakob Kæseler (1843 - 1916)


1

Indien
kom det fra,
folket,
der vandrede,
og en legende
fortæller,
at shahen
i Ctesiphon,
Bahram,
så ud på
det fattige
folk i
sit rige
og følte,
det manglede
noget
at danse til,
alle,
som kunne
betjene
en lut,
blev kaldt
til,
både kvinder
og mænd,
og han
gav dem
en okse,
et æsel
og hvede nok
hver til
at starte
et landbrug,
og så var
der fest
i et år,
indtil hans
musikanter
kom sultne
tilbage
og havde
fortæret
det hele,
da bad han
dem strengt
om at gå,
og det
gjorde de,
ind i
Europa,
hvor dørene
lukkedes,
hvor de
kom frem,
og man
smed dem
på bålet
som kættere,
afbrændte
vogne
og fritog
enhver,
som tog livet
af bare én
af dem,
for straf,
de var
vildt,
hvis de
levede
frit,
de blev
slaver,
hvis først
de blev
opdaget,
uanset hvad
var de noget,
man bare
smed væk,
Jacob
Kessler
var skidt
til at
spille,
og det blev
mit held.


2

Jacob
Kessler
så lyset
i Heiligenhafen
i Østholsten,
da det
var dansk,
hans forældre
kom længere
sydfra
og rejste
vel rundt,
som han
selv gjorde,
da han
var ung,
og tog fat,
hvor de kunne,
engang
gik det nordpå,
og oppe
på Møltrup,
en herregård
uden for
Vildbjerg,
fandt Jacob
en herre,
der lønnede
godt
og var
blind for,
at huden
var mørk,
og han
rejste
tilbage
og hentede
Anna,
sin hustru,
og børnene
op i
en vogn
for at tjene
til føden,
men knapt
var de nået
til Brejning,
før præsten
blev skeptisk,
"zigeunere,
får ikke
ophold"
skrev Guds mand
i bogen,
og det var
korrekt,
for som
lovene
sagde,
stod mænd af
det rejsende
folk
til en
udvisning,
straks,
og det samme
med kvinder
og børn,
men i
Vestjylland
lød man
sin herre
og ikke
sin drot
eller frelser,
og snart
var det høsttid
ved godset,
og Jacob
fik løn,
som han
hurtigt
forsøgte
at sætte
i ejendom,
men de
var tatere,
slænget,
og prisen
var altid
for høj,
hvor de
spurgte,
kun ude
i Fjaldene
lidt vest
for Ørnhøj
slog pengene
til,
og så
stod de
på heden,
de pokkers
til Kesslers,
og gravede
noget,
som vist
skulle være
et hjem,
ind i højen
med skovle
og spader,
mens naboen,
områdets
eneste,
stirrede
fjendtligt
på Kains børn
og harkede
højt,
før han
spyttede
over på
jordloddet,
da de
var færdige,
smadrede
Jacob
sin lut.


3

Ingen
var noget
i Fjaldene,
Kæselers,
som klanen
blev kaldt,
var dog
mindst
af dem alle,
specielt
efter krigen,
hvor alt,
som var
preussisk,
var hadet,
om muligt
med vildere
gejst
end det
rejsende folk,
og alligevel
var der
til får,
som fik lov
til at græsse
i lyngen,
før ulden
blev kartet
og spundet
og lavet
til garn,
og man
satte
kartofler
i rækker,
lidt længere
blev de
for hvert år,
til sidst
var råd
til at bygge
et hus
på matriklen
af rigtige
mursten
i stedet
for hullet
i højen,
på den tid
var Jacob
brugt op
og på
aftægt,
mens sønnen,
Johan,
greb stafetten
og alle
hans børnebørn
spillede
terre
på dansk.


Elisabeth Jensine Kæseler (1877 - 1956)
Herman Friedrich Marienberg (1679 - 1745)
Conrad Nielsen (1786 - ca. 1840)
Søren Conradsen (1837 - 1901)
Hans Jørgen Konradsen (1871 - 1938)


1

Hun var bare
en pige,
Elisabeth,
men hun
var ferm
med en rok,
og i køkkenet
lærte hun
hurtigt,
hvordan man
fik mad
til en voksende
flok
ud af lidt,
ja, så lidt,
at de
lo af det,
ungerne
ude på
heden,
som også
smed sten
efter tøsen
og råbte,
så det
kunne høres
af alle,
om aber
og tyvepak,
selvom hun
aldrig
tog noget
fra nogen
og hellere
lyttede med,
når Johan
bad en bøn
over maden
og talte
om Jesus
bagefter,
den Jesus,
som kun
dømte dem,
der var onde,
og ikke
det rejsende
folk
i sig selv,
som var folk,
ikke aber,
for Gud,
og hun rankede
ryggen
og tænkte
på Eskild
og Anders
og Anne Marie,
der nok
ville ende
i ovnen
den dag,
hvor de mødte
Sankt Peter,
og selvom
hun vidste,
at hun
var et dårligt
parti,
skulle manden
nok komme,
den mand,
som var
værd
at tage
med,
når hun
skulle
til vejrs.


2

Oppe
i Sevel
var Conradsens
kendt
for det slette,
og dog
var de
selvejerbønder
i Handbjerg
dengang,
kun de rigeste
var det,
for da
Herman Friedrich
Marienberg
ankom
fra Holland
på Frederik
den femtes tid,
havde han
formue
med sig,
som hurtigt
blev omsat
i jord,
men hans
oldebarn,
Conrad,
var svagelig,
og da
hans søn,
Søren Conradsen,
så dagens lys,
var der gæld,
og hans marker
var fulde
af kornaks,
som aldrig
blev høstet,
og da han
var død,
var der intet
tilbage,
og Barbara,
konen,
tog Mogens,
en bror,
med sig
ud for
at tjene,
mens Søren
blev anbragt
i pleje
hos hvem
som helst,
før han
blev gammel nok,
endelig,
til at
få lov
til at tjene
sin konge
som artillerist
mod den
preussiske hær
under bombardementet
af Sønderborg,
hvor han
var håbefuld,
indtil
Rolf Krake
stak af
for at
fortsætte
mod København,
efter det
var det eneste,
Søren
erindrede,
lig
og forkullede
huse,
og selvom
han vendte
tilbage
til Sevel
og giftede sig
med Dorthea,
var noget
forkert
med ham siden,
han farede op
over ingenting
tit,
og engang
gik det galt,
og han endte
i fængsel
på vand
og brød
i Holstebro,
da han atter
kom ud,
stod det
skralt til
med arbejde,
og han
var nødt
til at flytte
på fattiggård
sammen
med kone
og børn
for en tid,
før man
fandt ham
anvendelig,
manden,
som daglejer,
da var
Hans Jørgen,
hans søn,
blevet stor nok
til selv
at begynde
at sælge
de trøjer,
Dorthea
fik spundet
og strikket
på Mogenstrup
Hede,
hvor det,
som var blevet
tilbage
af slægten
holdt til,
og i Fjaldene
hos en
sigøjnerflok
fandt han
en kvinde,
hvis drømme
slog til.


3

Mogenstrup
Hede
var Fjaldene
om igen:
Klynger
af lyng
kun brudt op
af de
græssende får,
som de ældste
af børnene
så til,
hvis ellers
de kunne
for stenkast
og tilråb
fra unger
i området,
og når
Hans Jørgen
var ude
på tur
for at sælge
det tøj,
som Elisabeth
lavede,
tænkte hun
af og til på,
hvad der var
bag ved bakkerne,
om der
var markeder,
dansen
og lutspil
endnu,
men at Maren
skreg løs
var vel også
en form
for musik.


4

Søren,
de havde
på aftægt,
var død,
og det samme
var gamle
Johan,
og nu
sad de,
Hans Jørgen
og konen,
i huset
i Fjaldene,
som hun
var født i,
og passede sit,
men i Tyskland
var krigen
forbi,
og på gaderne
legede børn
med værdiløse
sedler,
man vist
kaldte penge
engang,
og en dag
gik der rygter
om vogne
et sted
syd for Borris
med rejsende
folk,
og Elisabeth
anede noget,
men tav
til de
rullede ind
foran rønnen,
mens naboen
stod ved
sit hegn
og så underlig
ud i sit
hoved
og hurtigt
var væk,
og der
var han så,
Heinrich,
den salige
Jacobs
skinbarlige
lillebror,
ældet
og tynd
og i selskab
med børnebørn,
oldebørn,
svigerbørn,
hvem som helst,
tænkte
Elisabeth,
og han
steg af
for at kysse
niecen
på kinden,
men kinden
var kold,
og de rester
af roma
og tysk,
som hun kunne
engang,
vokset
helt til
med rust,
hvis endda
ikke lyng,
men hun
gættede på,
at de ville
slå lejr
på hendes
matrikel,
hvis hun
gav dem lov,
og hun
kiggede over
på flokken
af karle
og husmænd
fra egnen,
som nu havde
samlet sig
henne
ved skellet,
gav Heinrich
et knus
og den opsparing,
hun havde
liggende,
før hun
lod fingeren
pege den
vej ud,
de kom fra,
alligevel
græd hun,
da de
råbte "gadjo"
til tak.


5

Det var
Maren,
hun hørte
det fra,
det om
Hans,
som,
da tyskerne
rømmede
skolen,
han gik på
i Brejning
fordi,
der var brug
for kaserner,
blev standset
og udspurgt
om håret
og hudfarven,
"Deutsch
sind wir,
Deutsch
mit Kartoflen
aus Friedrichs"
fik knægten
vist fremstammet,
før han
kom hen
til de andre
i bussen,
hun lo
for sig selv,
det var godt
fundet på,
og det
sparede ham
og dem alle
for mange
problemer,
for Heinrichs
familie
blev,
efter
hvad hun
havde hørt,
bare hentet
en morgen
og smidt
på et tog,
som gik
østpå,
og alt,
hvad man fandt,
var de osende
vogne
i skovbrynet,
siden
hun fik
den besked,
sov hun
dårligt
om natten,
hun drømte,
at Otto
og Ernst
og Cathrina
lå inde
i ovnen
og råbte
på hende,
mens Schallburg
og Bormann
og Heydrich
blev båret
til himmels,
Hans Jørgen
var puttet
i jorden
for længst,
og at blive
hos ham
lige der
var den
nådigste
dom for
en gadjo,
forstod hun
så småt.


Epilog

2008


"Zigeunere,
får ikke
ophold",
det står der
på skærmen
med præstens
krampagtige
håndskrift,
jeg tænder
en smøg,
mens jeg
synker
beskeden
og tænker
på sedlen,
jeg fandt
i min
postkasse,
alle de
hagekors,
alle de
heftige
ord,
som var
skrevet
MED STORT
af en
dansker,
som åbenbart
mente,
jeg også
var dansk,
jeg kan
høre
et tog
i det
fjerne,
min guitar
er stemt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar