mandag den 6. februar 2017

Hyrden

Hans Christian Hansen (1927 - 1995)


1

Der var
smalhals
i hjemmet,
da mor
var en tøs,
og han
snakkede,
morfar,
om Canada,
ofte
og længe,
men så
kom de,
60'erne,
og han
bestemte
sig om,
for nu
var der
til traktor
og fjernsyn
og den slags,
men det er
et faktum,
at halvdelen
af mig
var tæt på
at komme
til verden
et helt
andet sted,
hvor den
aldrig
var blevet
forenet
med det,
der resterede,
hvad der
var sket med
fragmenterne,
aner jeg
ikke,
om de havde
sluttet sig
sammen
med andre
forvildede
løsdele
til en
person
eller to,
som jeg
meget lidt
havde til
fælles med,
eller om
skæbne
var skæbne,
og alle
slags brud
på den orden
en dødsdom,
måske er
jeg den,
som er
ukurant,
det ville
sikkert
forklare
en masse
for mange,
mig selv
ikke mindst,
men han
tog en
beslutning,
Hans Hansen
i Haarup,
og det er
så det,
som
du
ser.


2

At kalde ham
for patriark
ville være
at strække den,
nok sad han
altid for enden
af bordet,
og vel var
det ham,
som hev
pengene hjem,
og hvis ikke
fra marken,
så Danfoss,
men selvom
han vidste,
hvad han
ville have,
og det ofte
var sådan,
det blev,
var han
ingenting
uden min
mormor,
som ingenting var
uden ham
og var hersker
i køkkenet
og haven
i forvejen,
kunne det
gøre ham
glad,
måtte morfar
da godt
lege mand.


3

Morfar
holdt ænder,
de hentedes,
mens de
var gule
og uldne
endnu,
hos en avler
ved Sahl
og fik plads
bag et net,
de fik lov
til at snadre
i grutning
og rappe,
til brysterne
svulmede op,
de beholdt
den dog,
charmen,
og selv
ikke ham,
som var
praktisk
og hård,
når det gjaldt,
sleb sin økse
og hentede
blokken
med entusiasme,
kalkunerne
lignede
mad.


4

Da oldemor
døde,
gik morfar
i haven
og gravede,
og jeg
gik ud
for at spørge
ham om,
hvad det
egentlig
var,
det der
død,
og han
svarede,
at når man
gjorde det,
blev man
en engel,
og engle,
det vidste
jeg fra
fætter Søren
i Klarup,
var nogle,
som tissede,
når det
var regnvejr,
det dryppede
lidt,
så var
emnet
brugt op
for den
dag.


5

Lørdag
var sportsdag,
og når først
Claus Borre
var gået
igang,
var der
to gange
11 mand
til i hans
verden,
på dårlige
dage
vel også
en dommer,
men mest
til at
aflede lyn
og den slags,
at han
så på
den tegning,
jeg gav ham
engang
under kampen,
fortæller
vel alt.


6

Vi var
skakmestre
begge to,
morfar
og jeg,
men jeg
var dog
den største,
jeg slog ham
i hvert fald
i tide
og utide,
indtil
det langsomt
gik op
for mig,
at han
lod kongen
gå ind i
mit baghold
med vilje,
jeg skældte
ham ud
og forlangte,
han gjorde
sit bedste
ved brættet,
det gjorde
han så,
efter
otte træk
blev jeg
poet.


7

Når det
blev sommer,
smed mormor
og morfar
os børnebørn
ind i en Taunus
og rullede
ud i det blå,
som i løbet
af ugen
fik lyde
og dufte
og geografi
og eksotiske
navne
som Tversted,
Juelsminde
og Tranekær,
mormor
var mest
interesseret
i kirkerne,
morfar
i jorden
og vandet
og os
i hinanden,
til sidst
fik vi
bygget
et land.


8

Alt gik
på lungerne,
støvet
i marken
og fugten
i hallen
på Silkeborgs
gamle
papirfabrik,
hvor han
supplerede
op med
at frembringe
sedler
til banken
i riget,
og også
det værksted,
han kom til
bagefter,
hvor folkene
svejsede løs
uden udluftning
satte sig der,
værst af alt
var det faktum,
at også
den Orlik,
han stoppede
ned i
sin pibe
og duftede
skønt
af vanille,
var skadelig
for ham
og snart
måtte lægges
på hylden,
han mistede
gløden
for sagen,
men dog
slap historien
aldrig
sit greb
om hans
hals.


9

Dengang
i Blokhus
var lungerne
faktisk
kaput
allerede,
og dog
blev han
vanvittig,
tror jeg,
af bare
at sidde
i stolen
på plænen
og høre
æ haw,
så han
tog sin
rollator
og trillede
op imod
klitterne,
smed den
i sandet
og gik så
igang
med at
gå.


10

De flyttede,
mormor
og morfar,
fra gården
i Haarup
og købte
et rækkehus
oppe på
Nørreskov
Bakke,
hvor jeg
kom forbi
for at slå
deres græs
ind imellem,
så sad han
og kiggede,
Hans,
og var
over mig
hver gang,
jeg missede
noget,
om bare
det så
var ét strå,
og kun
én gang
forblev han
helt tavs,
før han
godkendte
alt,
og jeg
ved ikke,
om han
var sløj,
men han
fandt en
halvtredser
frem
til mig
og blev
indendørs
næste gang.


11

Da jeg blev
student,
var han stolt
som en pave,
den gamle,
for jeg var
den første
af hans blod,
det skete for,
og da vi kørte
i hestevogn
ind på Resedavej,
sad han
ved bordet
i stuen
og smilede
stille,
mens stangstive
drenge
og tøsebørn
væltede ind
for at drikke sig længere ud i galaksen endnu,
tre stop
senere
havde jeg
glemt alt
forlængst om,
hvem pokker,
jeg var,
men fandt
åbenbart
hjem,
og han
vidste det
heldigvis
godt.


12

Ved min
ankomst
til Skejby,
lå sneen
i lag
og var
hvidere,
faktisk,
end gangene
inde i
bygningen,
morfar
var rød
i sit ansigt
og opsvulmet
efter
et anfald
om natten,
men talte
og tænkte
dog klart,
og vi sagde
farvel
på en måde
så kringlet,
at ordet
blev undgået,
så lå
han der
i en dag
eller to
på sin
tildelte
seng,
mens de
sluttede
tættere
om ham,
de pokker
til slanger,
og kravlede
ind i
hans bryst,
ind i
hjertet,
endda,
mens vi
holdt på
hans hænder,
der fægtede
løs for
at trække
dem ud,
men til sidst
fik han ro,
vi fik bare
en grund
til at plukke
buketter
i knagende
frost.


13

De puttede
morfar
i ovnen
og brændte ham
sammen med
kviste
og visnede
blomster
fra sløjfede
grave,
for "det
kunne være
det samme",
men klumpen
af tandguld,
de fandt
under asken
var åbenbart
ikke det
samme,
og halsen,
det glimter
om nu,
noget andet
igen,
og jeg selv
noget tredje
og flammerne
uden for
nummer:
Dem deler
jeg gerne
med dem.


14

Han blev
hængende,
lyset
var ikke ok
at gå ind i
så længe,
det ulmede her,
var familien
til frokost
hos mormor,
stod stolen for
bordenden
tom,
for han
sad på den,
følte
vi alle,
selv nu
kan man ofte
fornemme
en duft
af barberskum
og røget
vanille,
når alt
går i sort,
og på
armen
af Michael,
min fætter,
er uret,
hans ur,
aldrig gået
i stå.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar