tirsdag den 2. maj 2017

Bjergtaget

Til min egn
kom punken
i '89,
da den
var død,
som et
genfærd,
kun jeg
kunne se
stavre
klagende
rundt
mellem hække
og bøge
hver aften,
når solen
gik ned,
og jeg
luftede
hund.

Og den
gjorde
mig selskab,
fortalte
om Iggy
og Lou,
Siouxsie Sioux,
Ian Curtis
og alle
de andre,
den kendte
engang,
om de
smadrede
flasker
og kulsorte
faner,
om spring
gennem
mandshøje bål
ind i
landskaber,
kun dem,
som ofrede alt,
kendte til.

Den var
med mig
den aften
ved spejlet,
hvor drengen
blev slået
ihjel
af et
vilddyr,
som kom
fra en afkrog
af hjertet
og åd sig
igennem
pupillerne,
ud i
det fri,

hvor det
bed i
min fars
dyre
blazer,
min mors
pæne kjole,
raserede
naboens
Volvo
og lærerens
taske
og pissede
op ad
hver eneste
lygtepæl,
det kunne
finde,
i håb om
at noget
derude
fik færten af,
hvad der
var løs,
at man snart
var en flok.

Men hver
aften,
når solen
gik ned,
bad man
bønner
og lukkede
døre,
når genfærdet
krydsede
vejen
og tav,
mens det
murrede,

og i '90
kunne spurvene
kvidre
igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar