mandag den 8. maj 2017

Lazarus

lugter
af jord,
men han
går,
han kan
regne
den ud,
og hans
hænder
fungerer
perfekt.

Han kan
fange
en sommerfugl,
score
i fodbold
og udregne
pi med
halvtreds
decimaler,

men lugter
af gamle
kartofler,
som ikke
bør spire,
og kødrester
spredt over
slagterens
forklæde.

Hundene
hyler,
og børnene
skriger,
og kvinderne
hvisker
ved bordet,
når han er
i nærheden.

Manden i
vandspejlet
ligner
en ting,
der er væk,
blot en
knude
på tiden,
som æder den
langsomt
ihjel,

og i morgen,
når alle
alarmerne
kimer,
begynder han
forfra
igen med
opstandelsen,

trættere,
mere
konturløs
og indsunket,
end da
han søgte
sin kiste,
mens lyset
fra solen
svandt ind,

og et sted
i det blå
kan han høre
en stemme,
der ler
bag en
trædør,

som aldrig
er låst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar