fredag den 23. juni 2017

Celler

I Svedala
standser det,
toget,
så sidder
vi der
og er kroppe
med rådnende
tænder
og pumpede
bryster
og skjolder
af sved
under armene,
dørene
binder,
og udenfor
ligger
en virkelighed,
svensk
og ubrugelig,
børnene
knækker sig
først,
og en mand
knuser hånden
mod ruden,
som holder
og blot
farver himlen
til blods,
og vi tilstår
hvad end,
det skal være,
maskinen
er døv,
gid,
den bare
var ond.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar