mandag den 18. september 2017

Solo

Det fortaber sig,
krattet,
hvor poter
blev formet
til hænder,
det klinede dække
for regnen
og vinden,
dit ansigt
blev tegnet i
et træk
ad gangen
igennem et
utal af
generationer,
det murede hus,
du løb
bort fra
så hurtigt,
du kunne,
i håb om
at blive
til noget,
alt andet
end det,
du var født
til at blive,
nu hænger du
på dig,
på gælden
og pligterne,
rodet
i skabet
og uret,
der tikker
i køkkenet,
og sneen,
som hober
sig op
foran døren
og ingen
vil bortskaffe
gratis,
den navnløse
sten
midt i plænen,
man giver dig,
når du har
realiseret
dig selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar