onsdag den 16. maj 2018

alt går nemmere i uniform

det er uniformen
som sælger muggent brød
og værdiløst crap
der falder fra hinanden
ved første berøring
det er den
som får jesus
til at gå strækmarch
foran alteret
henne i kirken
hver søndag
og tordne
mod uægte børn
og forsmædelig kærlighed
det er den
som hamrer demonstranter
ned på gaden
med knipler
og ved
at den bliver frikendt
for alt
selv for drab
det er den
der marcherer
og den
som ved alt
om at anvende giftgas
og lave
et helt korrekt
nakkeskud
ikke personen
personen
kan danse en slow fox
og købe
en stor pose slik
til familien
hver fredag
og indsamle penge
til sultende børn
i sudan
lægge flotte buketter
på velholdte gravsteder
men det ser
nu engang
bedre ud
med folk
i uniform

Ingen kommentarer:

Send en kommentar