torsdag den 3. maj 2018

gudenåen

de brede dalstrøg åen løber igennem afslører hvor stor den var dengang
hvor isen smeltede og verden dukkede frem
at den stadigvæk er der afslører at noget mangler at tø

guden kaldte jægerne den på et for forskerne ukendt sprog
og man skal passe på med hvad man ophøjer
strømmen skabte dem og de blev sikkert dens bytte
hvem de end var blev de ikke hvert fald ikke til os

på prammene fragtede man papir og landbrugsvarer
fra silkeborg til randers havn med hænder heste og okser
om aftenen spillede man hasard og smadrede hinanden i krostuerne langs med løbet
om natten boblede man i flimrende senge under syv favne brændevin

ålen i sminge sø var mindst 12 meter lang
og der fortaltes om bønder som havde mistet hunde og kvier til bæstet
og stig fra klassen havde set den med egne øjne engang
og påstod at den kunne bide sig selv i halen
jeg ved ikke hvor hverken den eller ham blev af

kadaverne driver ned ad ganges
men i østjylland dør ingen
først bliver man til brændstof
så vaskes man ud og ren i guden
det knager og brager i lemmerne såvel som koncepterne
jeg er også færdig som permafrost en dag

Ingen kommentarer:

Send en kommentar