tag:blogger.com,1999:blog-67269202778668595612012-01-30T07:51:37.992-08:00Døgnfrisk lyrik - nu med bogstaver!Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.comBlogger11281100tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-33550113483478383212012-01-29T08:50:00.000-08:002012-01-30T06:51:49.234-08:00<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="http://1.bp.blogspot.com/-Ih-b6KIpAC8/TyV4qJjrscI/AAAAAAAABbI/qRxX0DStF0g/s1600/blomster_foraar_knopper_tina_kragh_juli08_600.jpg" imageanchor="1" style="clear: left; cssfloat: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" gda="true" height="150" src="http://1.bp.blogspot.com/-Ih-b6KIpAC8/TyV4qJjrscI/AAAAAAAABbI/qRxX0DStF0g/s200/blomster_foraar_knopper_tina_kragh_juli08_600.jpg" width="200" /></a></div><em>Endnu et prøvemanus: Denne gang med kortdigte fra stort set alle mine aktive år, nemlig perioden 1991 - 2012. Kan fornemme, at folk så småt er ved at være trætte af mine evige, massive&nbsp;posteringer, men giv alligevel dette en læsning: Det er om ikke andet hurtigt gjort.</em><br /><br />***<br /><br /><br /><br /><strong>Steffen Baunbæk</strong><br /><em>Knopper</em><br />Petitesser<br /><br /><br /><br />***<br /><br /><br /><br />Og jeg siger til Satan <br />i ørkenen: "Hør lige her <br /><br />lille ven, du kan kysse <br />min røv med dit valg,<br /><br />nu vil jeg lave <br />sandkager!"<br /><br /><br /><br />***<br /><br /><br /><br /><strong>I</strong><br /><br /><br /><br /><strong>Skyer</strong><br /><br /><br /><strong>I</strong><br /><br />Skyer<br />driver over,<br /><br />bliver til skum<br />langs kyster<br />langt, langt <br />borte. <br /><br /><br /><strong>II</strong><br /><br /><br />Fjerlette <br />penselstrøg<br /><br />hen over himlen,<br />der males<br /><br />portrætter<br />af nogen.<br /><br /><br /><strong>III</strong><br /><br /><br />Når dagen er slut,<br />søger ånderne<br /><br />sammen<br />i skyer <br /><br />og daler<br />mod jorden.<br /><br /><br /><br /><strong>Tomt – til Anker Pedersen</strong><br /><br /><br /><strong>I</strong><br /><br />Hjøllien ruster<br />bag laden,<br /><br />gardinerne<br />blafrer i stuen,<br /><br />på marken<br />går kornet<br />på knæ.<br /><br /><br /><strong>II</strong><br /><br /><br />Døren<br />er åben<br /><br />ved<br />kaffetid,<br /><br />køkkenet<br />er tomt.<br /><br /><br /><strong>III</strong><br /><br /><br />Rotterne<br />pusler<br /><br />i stalden,<br /><br />på loftet<br />kun englene.<br /><br /><br /><br /><strong>II</strong><br /><br /><br /><br />Lagde en blomst<br />på din grav,<br /><br />som om andet<br />end længslen<br /><br />kunne vokse<br />dér nu.<br /><br /><br /><br />Tiden<br />betændt,<br /><br />nogen prøver<br />at trække<br /><br />dig<br />ud.<br /><br /><br /><br />Af med livet<br />skal vi, <br /><br />vi skal vise,<br />hvad vi<br /><br />gemmer<br />neden under.<br /><br /><br /><br />Man bør dø<br />i højt vejr,<br /><br />bør forsvinde<br />som solglimt<br /><br />i vandpytter,<br />folk går forbi.<br /><br /><br /><br />Et efter et<br />slukkes lysene<br />ude i blokkene.<br /><br />Snart<br />vil jeg slukke<br />mit eget<br /><br />og drømme,<br />at natten<br />går ud.<br /><br /><br /><br />Natten<br />brænder på,<br /><br />du steger<br />stjerner<br /><br />på dit glatte<br />ansigt.<br /><br /><br /><br />Skumring<br />i skovbrynet.<br /><br />Bænkene fyldes<br />med skygger,<br /><br />der stirrer<br />i vantro<br />på os.<br /><br /><br /><br />Nogle læser<br />mønstrene i te,<br /><br />jeg gør det selv<br />i sure skodder<br /><br />på perronen,<br />mens jeg venter.<br /><br /><br /><br />At forme<br />sit skrig<br /><br />graciøst<br />er en<br /><br />livslang<br />mission.<br /><br /><br /><br />Føler mig fri<br /><br />som en tiger<br /><br />på Grønland.<br /><br /><br /><br />I ælte<br />og styrtregn<br /><br />må sjælene<br /><br />udvikle<br />gæller.<br /><br /><br /><br />Tårne <br />falder,<br /><br />duggen gør <br />det samme, <br /><br />men min favn <br />er stor.<br /><br /><br /><br />Her i oktober,<br />hvor bladene<br /><br />skiltes fra træerne,<br />opfandt vi os.<br /><br />Nogen måtte.<br /><br /><br /><br />Havrør,<br /><br />ridset lys<br /><br />og os.<br /><br /><br /><br />Jeg letter på låget, <br />du syder på panden,<br /><br />vi bader i sovs,<br /><br />der er udsigt til<br />sammenkogt ret.<br /><br /><br /><br />En rose er<br /><br />en kornblomst er<br /><br />en snerle.<br /><br /><br /><br />Kærligheden:<br /><br />Gift<br />præcist<br /><br />doseret.<br /><br /><br /><br />Hvis du<br />vil kende mig,<br /><br />bliver du<br />ensom,<br /><br />min ven.<br /><br /><br /><br />Bleg <br />sol<br /><br />på dit <br />ansigt,<br /><br />mens du <br />pakker.<br /><br /><br /><br />Uret<br />tikker,<br /><br />tiden går<br />sin egen vej<br /><br />som<br />altid.<br /><br /><br /><br />Det, der <br />ikke gik,<br /><br />gik hen<br />og blev<br /><br />stående.<br /><br /><br /><br />Ansigter set<br />i forbifarten;<br /><br />spraglede <br />høstblomster.<br /><br />plukket<br />og glemt.<br /><br /><br /><br />Der er <br />fedtede fingre<br /><br />på himlen,<br />nu er den<br /><br />uendelig.<br /><br /><br /><br />Perfektion<br /><br />er en<br />engel,<br /><br />der<br />skranter.<br /><br /><br /><br />Solen stiger <br />kluntet<br /><br />som en <br />dranker,<br /><br />spilder sjatguld<br />overalt.<br /><br /><br /><br />Sidder<br />her<br /><br />i solen<br />under birken<br /><br />og får<br />knopper.<br /><br /><br /><br />Efter endnu en kold<br />og hård vinter:<br /><br />Forbavselsen over,<br />at træer<br /><br />kan få blade<br />og sådan.<br /><br /><br /><br />Kornmarken<br />bølger.<br /><br />Med solskin<br />i lungerne<br /><br />dykker jeg<br />efter koraller.<br /><br /><br /><br />Prøver at smile<br />til havet,<br /><br />der sender<br />en blå finger<br /><br />ind over <br />molen.<br /><br /><br /><br />Mindre at <br />lære at se, <br /><br />end lade tingene <br />give mig <br /><br />de øjne, <br />de kræver.<br /><br /><br /><br />Vinden<br />i lærkene<br /><br />minder<br />mig ikke<br />om noget,<br /><br />og det er<br />det smukke<br />ved den.<br /><br /><br /><br />Vinden<br />i granerne<br /><br />suser<br />forbi dig<br /><br />om<br />muligt.<br /><br /><br /><br /><strong>III</strong><br /><br /><br /><br />Dråber<br />mod asfalten,<br /><br />helt <br />ubegribelige<br /><br />nodeark.<br /><br /><br /><br />Hårde<br />dråber<br /><br />hamrer ned<br />i sandet,<br /><br />børn<br />slår smut.<br /><br /><br /><br />Katten<br />drømmer,<br /><br />sneen<br />falder<br /><br />tungere<br />end før.<br /><br /><br /><br />Hunden<br />tuder,<br /><br />månen<br />tegner perler<br /><br />på dens<br />snude.<br /><br /><br /><br />Bræerne<br />kælver,<br /><br />kysternes<br />byer:<br /><br />Saftige<br />græsstrå.<br /><br /><br /><br />Tættere<br />konstant,<br /><br />den dag,<br />hvor blomster<br />skyder<br /><br />visne op<br />af jorden.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-3355011348347838321?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-60432463079596943452012-01-25T11:48:00.000-08:002012-01-25T19:58:11.630-08:00<a href="http://3.bp.blogspot.com/-BXeX8TalaFc/TyBj5z7B5xI/AAAAAAAABaM/xQbf-hfQhbU/s1600/nordkraft.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 200px;" src="http://3.bp.blogspot.com/-BXeX8TalaFc/TyBj5z7B5xI/AAAAAAAABaM/xQbf-hfQhbU/s200/nordkraft.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5701666973092538130" /></a><em>Historien bag dette prøvemanuskript er lang og meget personlig. Lad mig sige det sådan, at jeg blev nostalgisk i den sidste tid, hvor jeg boede i Aalborg, og længtes meget tilbage mod den hedonistiske og farverige periode i 90'erne, hvor jeg befandt mig i det samme undergrundsmiljø som nogle af de folk, der blev skildret i fiktiv form gennem <strong>Jakob Ejersbo</strong>s efterhånden legendariske roman <em>Nordkraft</em>. Fra den tid huskede jeg bl.a. den person, som dannede forlæg for "Gule Tilde", og på én eller anden underlig måde fik Ejerbos Tilde, mine erindringer om forlægget samt mit eget anima rodet sig sammen i endnu en 100 % - sådan da - fiktiv figur, som så fik navnet "agnes". <br /><br />Læg mærke til, at hendes navn ikke skrives med stort - det gør, med lidt held, intet i manuskriptet - og at der benyttes minimal, nærmest ikke-eksisterende tegnsætning. På den tid trippede jeg stadig på <strong>Per Højholt</strong> og skriftsmodernismen som helhed, og selvom valget måske i sin tid udsprang af en forvirret formbevidsthed, har jeg valgt at følge mønstret i dette manus også. Det kan man læse de pointer ind i, man vil. Jeg synes, at formen er tilstrækkeligt motiveret af indholdet.<br /><br /><em>agnes</em> er det ældste materiale, jeg har lyst til at bringe seriøst til torvs i dag. Forud lå der 3-4 mere eller mindre rædselsfulde manuskripter i 90'erne samt overgangsværket <em>Natskygge</em>, som egentlig var det sted, hvor jeg fandt min egen stemme, men i dag fremstår som alt for ujævnt til en redningsaktion. Så: Tap fra <em>agnes</em>, tap fra den egentlige kilde.<br /><br />Mit spørgsmål til læseren - dengang som nu - er dog: Står stoffet i virkeligheden distancen? Jeg synes, det er atypisk, men at det i det store og hele holder. Meget afhænger dog af kompositionen, som jeg har arbejdet en del på. Intet kan pilles ud længere, for så bliver samlingen for kort, og den stemning, den i sin tid blev skrevet på, er fortid. Så alt står og falder med dommen her... Venter og skælver...</em><br /><br /><br />***<br /><br /><br /><strong>steffen baunbæk</strong><br /><em>agnes</em><br />journaler<br /><br /><br />***<br /><br /><br /><strong>agnes i dagbogen</strong><br /><br />agnes<br />hedder jeg<br />agnes – guds lam<br />det har mor og far kaldt mig<br />fra da jeg blev født<br />og det passer<br />for da jeg blev stor<br />var min hud vokset til<br />om det navn<br />havde jeg heddet lisbeth<br />i stedet<br />var alting nok blevet<br />et rod der er værre end mit<br />og måske<br />var jeg slet ikke til<br />og måske også verden<br />var væk<br />så<br /><br /><br /><strong>agnes i dagbogen </strong><br /><br />jeg er bekymret for <br />at jeg kunne være en anden<br />en kælling ved kloakristen <br />rablende remser i rusen<br />der kan være drømme <br />spoleret i blenderen<br />eller krypteret <br />af sælsomme konspirationer<br />og jeg kunne være prinsessen <br />der ikke er øm<br />af at ligge på ærten <br />men værre: har spist den<br />og jeg kunne være min nabo <br />der starter hver dag<br />med at sætte sit hår <br />med gele og kan vælge<br />blandt tusinder af sko <br />og alligevel altid <br />forlader sin lejlighed <br />vaklende i de stiletter<br />hun valgte i går <br />og vil vælge i morgen<br />jeg ved ingenting <br />jo jeg ved<br />at jeg godt <br />kan lide rødvin <br />og æbler <br />og kjoler <br />og at jeg <br />er bange<br /><br /><br /><strong>agnes i dagbogen</strong><br /><br />de ligger der <br />i sengen<br />mine sjæle<br />nogle knapt nok født<br />og andre faldet fra<br />af alder<br />ligger der<br />og skiftes<br />til at våge<br />over huden<br />under søvnen<br />vil så gerne<br />møde alle mig<br />og holde <br />juleaften<br /><br /><br /><strong>agnes i dagbogen</strong> <br /><br />når jeg træder på revnerne<br />ude på fortovet<br />er det som om<br />at min mund <br />bliver dækket af mudder<br />og gummi<br />og øjnene sortner<br />alligevel gør jeg det altid<br />for fliserne<br />- de er for skræmmende!<br /><br /><br /><strong>december-agnes</strong><br /><br />”der er et snefnug”<br />siger agnes<br />og smiler:<br />”og der er der ét mer’<br />og ét mer’<br />der er mange”<br />hun danser<br />og lader dem <br />lande <br />på tungen<br />og nu<br />er de sne<br />og et skrig<br />der er lavet<br />af kød<br /><br /><br /><strong>agnes i modvind</strong><br /><br />nu står hun og råber<br />af blæsten på skrænten<br />for hvad kan man andet<br />når englene pisker mod huden<br />og flår den i stykker med kløer,<br />mens de klynger sig fast<br />til den første<br />den bedste <br />de kender<br /><br /><br /><strong>agnes i lavvande</strong><br /><br />ude i vandkanten<br />står hun og tuder<br />ved synet <br />af goplerne<br />tangen <br />og sandet <br />og solen<br />der danser <br />i hastige glimt<br />over bølgerne<br />inde på stranden<br />står tre mænd parat<br />med en trøje<br />og vognen<br />der kører<br />i tomgang<br /><br /><br /><strong>agnes på afdelingen</strong><br /><br />agnes er flyttet i hus<br />der hvor ingenting findes<br />og ansigter klasker mod ruden<br />på grene i blæsten<br />det sker at hun former en trutmund<br />og holder dem fast i sekunder<br />og åbner en dør<br />til et større og hvidere lys<br /><br /><br /><strong>agnes punkteret</strong><br /><br />vaserne visner<br />stolene bordet <br />og væggene visner<br />og agnes er knapt nok til stede<br />i sengen i trøjen i lampen <br />som lægen har sendt <br />hende ned i<br />og aldrig vil gnide på<br />hvis det kan bryde den ro<br />som han ønsker sig<br />synet er alt<br />der er til<br />det er heldigvis sløret<br />af duer<br />der letter<br />og letter<br /><br /><br /><strong>kaptajn agnes</strong><br /><br />inde til søs<br />uden udsigt til land<br />vugger agnes <br />på planker<br />af foldet papir<br />og de to sole <br />skinner endnu<br />hun kan blot <br />ikke plukke dem<br />båden kan brænde<br />og sådan<br />hvis hun gør<br /><br /><br /><strong>agnes i pytten</strong><br /><br />hun ligger i pytten <br />og drømmer<br />om hende <br />der ligger <br />og drømmer <br />i kisten<br />mens børn <br />løber rundt <br />over jorden<br />med vafler <br />der smelter <br />i solen<br />og sender <br />en hvid rod <br />af cremet vanille<br />helt ned <br />hvor hun ligger<br />som hun <br />kan lade vokse<br />og sende <br />til vejrs<br /><br /><br /><strong>spørge-agnes</strong><br /><br />”hvor gik det galt?”<br />tænker agnes til tider<br />når mørket bliver tungt<br />og hun har det som om<br />at hun ånder lakrids<br />- var øjnene klare fra fødslen<br />af levede liv<br />eller ulevet liv?<br />var de ting som de så<br />bare fremmede<br />eller ruiner?<br />var alt såre godt<br />til hun kom og blev ked<br />eller var hun et svar<br />på et spørgsmål<br />der aldrig blev stillet<br />fordi hun kom først?<br /><br /><br /><strong>agnes i spejlet</strong><br /><br />hun stirrer <br />ned i søen<br />ned på fiskene <br />der myldrer<br />rundt i stimer <br />under himlen<br />eller over den <br />og tænker: <br />”det er mig <br />det dér<br />så lykkeligt<br />i stykker”<br /><br /><br /><strong>agnes’ hænder</strong><br /><br />agnes’ hænder <br />er ikke ret store<br />og ligner <br />vist mest porcelæn<br />de kan gribe en masse<br />og tabe en masse<br />har svært ved at bygge<br />og revner omtrent<br />når de skriver<br />men dækket af floder<br />og højdedrag er de,<br />om natten<br />ser folk<br />op mod månen<br />og udbryder: <br />”nøj!”<br /><br /><br /><strong>checkpoint agnes</strong><br /><br />hanen galer<br />der hvor agnes bor<br />og huse flyder<br />veje kastes <br />rundt i vinden<br />skilte spirer<br />folk går til<br />og kommer<br />agnes holder <br />solen ind <br />til brystet<br />og bliver ved<br /><br /><br /><strong>agnes i løvfaldet</strong><br /><br />agnes ser bladene<br />danse mod jorden<br />i brunlige rødlige <br />gullige farver<br />og tænker <br />at havde hun bare <br />en tube med lim<br />og en tusch <br />der var grøn<br />var der <br />meget snart<br />forår igen<br /><br /><br /><strong>agnes i drivhuset</strong><br /><br />”her er koldt”<br />det hvisker hun<br />blandt druer <br />og agurker<br />det er ikke <br />hendes muld<br />det ved hun godt<br />men hun <br />kan drømme<br />kan hun<br />- drømme <br />under grønne<br />lave skyer<br />om at <br />springe ud<br />igen<br /><br /><br /><strong>agnes i hi</strong><br /><br />bjørnen sover<br />i sin lune bolig<br />i det svale rum<br />og drømme <br />fra en lang <br />varm sommer<br />brændes op<br />så kinden <br />blusser rødt<br />hun kan <br />forvandles<br />kan forstenes<br />hun bestemmer <br />selv<br />til hvad<br /><br /><br /><strong>agnes newton</strong><br /><br />under træet <br />sidder agnes<br />da et æble <br />dratter ned<br />og rammer <br />hovedet<br />”det er <br />tyngdekraften” <br />siger hun<br />og putter <br />det i munden<br /><br /><br /><strong>tumlingen agnes</strong> <br /><br />”så kan du gå<br />du er rask”<br />siger lægen til agnes<br />men benene bæver<br />hun mangler <br />en candyfloss<br />eller en død<br />lige nu<br /><br /><br /><strong>agnes på udgang</strong><br /><br />hun ser asfalten agnes<br />og husene busserne<br />kioskerne agnes<br />og agnes i spejlet på søen<br />og nu uden mærker på armen<br />og mærker fra trøjen<br />og sår omkring håndleddet<br />remmene bærer hun om livet<br />og der hvor de spænder endnu<br />presses bier og takvinger<br />raskt ud af navlen<br />og letter og sværmer<br />som ringe<br />i vandet<br /><br /><br /><strong>agnes’ fødder</strong><br /><br />agnes’ fødder <br />kan svæve <br />og danse<br />og tage hende hen <br />hvor hun vil<br />de kan slæbe <br />og smerte <br />og snuble<br />og synke <br />i alle <br />slags kviksand<br />og så <br />kan de gå<br />sådan lige<br />gå an<br /><br /><br /><strong>agnes i dagbogen</strong><br /><br />i dag er jeg blind<br />og jeg hilser på folk<br />der er stemmer<br />og lyde og dufte<br />men ikke helt nogen<br />og ingen kan se<br />hvor jeg er<br />for jeg kan ikke selv<br />og jeg holdes <br />kun sammen<br />af kjolen<br />der kildrer mod huden<br />og giver mig ben<br />jeg kan gå på<br />åh lad mig dog <br />mumle i drømme<br />til øjnene <br />skærer sig selv <br />ud i pap<br /><br /><br /><strong>agnes i dagbogen</strong><br /><br />jeg har fanget <br />en vind<br />i en flaske<br />jeg fandt den <br />på bænken<br />i parken<br />i sommers<br />den kom bare hen<br />mens jeg sad <br />og drak saft<br />og den kiggede <br />på mig<br />og smøg sig <br />om benene<br />indtil den <br />kravlede ned<br />og nu står den <br />i vinduet<br />endelig rolig<br />jeg tror <br />den har hjemme<br />hos mig<br /><br /><br /><strong>agnes’ hjerte</strong><br /><br />hjertet <br />der banker <br />i agnes <br />er rundt <br />som en sol<br />bløder toner <br />for dem<br />som er borte<br />og blæk <br />for den pige <br />der sulter <br />derinde<br />og aldrig <br />skal slippe <br />derfra <br />mens hun lever<br />det slår <br />og det slår<br />og det slår hende ud <br />alt for ofte<br />men krattene <br />bugner <br />de steder <br />hun går<br />og de frugter <br />de sætter<br />er grumme <br />og rene<br /><br /><br /><strong>agnes og manden</strong><br /><br />og agnes får øje på busken<br />og stirrer direkte derind<br />og bliver ved <br />til hun aner <br />en mand med en le<br />og et ansigt <br />for alle de folk<br />hun har mistet<br />et sted mellem grene <br />og skygger<br />og hun stikker hånden i lommen<br />og finder sin pose<br />og spørger:<br />”vil du ha’ en lakrids?”<br /><br /><br /><strong>agnes og johs</strong><br /><br />dagen står af bussen<br />på den vej hun fik i arv<br />fra mor og far<br />og dufter lidt af hendes hår<br />og røg og regn<br />og véd vist kun <br />det halve af det<br />taber så en bog<br />på jorden <br />hun kan samle op<br />og dagen <br />hedder johs<br />for det <br />er det<br />den er<br /><br /><br /><strong>agnes og elskoven</strong><br /><br />hun tror nok<br />hun elsker<br />det gør hun<br />det ved hun<br />hun elsker sin kat<br />når den kradser i hånden<br />og slikker i såret<br />hun elsker sin kaktus<br />der blomstrer en enkelt gang årligt<br />hun elsker de plader<br />der giver hende stemme og ro<br />og hun elsker<br />den lyd som pickuppen<br />giver af sig<br />i inderste rille<br />når sangene slutter<br />og hvis hun <br />kunne finde den ene<br />der kysser<br />som vinden<br />for enden af gaden<br />- måske kunne hun<br />elske ham også<br /><br /><br /><strong>agnes i dagbogen</strong><br /><br />det sker<br />at han kommer om aftenen<br />blodig og vaklende<br />jo – men han kommer<br />jeg sænker mit hår<br />ned af tårnet<br />og lukker ham ind<br />med hans sult<br />og hans blik<br />der går lige <br />igennem mig<br />gør jeg<br />og selvom jeg ved<br />han er væk<br />når jeg vågner<br />så ligger hans rustning<br />på gulvet <br />og venter<br />og så kan jeg<br />gemme mig <br />i den<br />imens<br /><br /><br /><strong>agnes i dagbogen</strong><br /><br />han kalder mig arendse<br />somme tider<br />og han græder<br />og han sidder der<br />på højen <br />med sin flaske<br />han er mærkelig johs<br />jeg er jo lige her<br />som han er dér<br /><br /><br /><strong>agnes og bomben</strong><br /><br />det var godt lige før<br />men nu ligger <br />en afrevet arm<br />som engang <br />blev kaldt johs<br />der på kanten af sengen<br />og griber mod agnes<br />som bløder et blod<br />uden pletter<br />og ikke <br />kan stoppe igen<br />de sprang vistnok <br />i luften<br />af lykke<br /><br /><br /><strong>agnes og skyggen</strong><br /><br />han fægter sig vej <br />ud af lagnerne<br />klamrer sig fast <br />til sit tøj <br />og sit spejl<br />og sin blok <br />med elendige digte<br />der blegner <br />og blegner <br />og blegner<br />som roser <br />og roser <br />og roser<br />mod det <br />som tager form<br />inden i ham<br />det frygtelige navn<br />der er rigtigt<br />han siger det<br />hun smiler<br />han<br />udtoner<br />udtoner<br />nu<br /><br /><br /><strong>agnes i dagbogen</strong><br /><br />johs er ikke gået<br />jeg har ikke <br />smidt ham ud<br />hvis det er det <br />du tror<br />hvis bøger tror<br />og ikke véd<br />men nu er byen<br />stor og klar<br />og dækket af<br />et tyndt <br />og fint lag frost<br />og døde fugle<br />sover rævesøvn<br />på græsset<br />andre synger<br /><br /><br /><strong>agnes i dagbogen</strong><br /><br />det er ikke så smart<br />når man spiser kastanjer<br />det ved jeg<br />for det har jeg prøvet<br />og så fik jeg ondt<br /> i min mave<br />men dyr kan man lave<br />kaniner og elge <br />og store giraffer<br />og så kan man også godt <br />prikke dem<br />let ned i jorden<br />så spirer de nok <br />og bliver træer<br />men lad vær’ <br />med at spise dem<br />sjæle <br />kan ikke <br />fordøjes<br /><br /><br /><strong>agnes i dagbogen</strong><br /><br />når det regner<br />er nogen ked af det<br />det ved jeg<br />det sker ikke bare<br />den slags<br />og måske er det engle<br />der sørger<br />fordi de er døde<br />og gerne vil ned<br />til os andre<br />måske er det mig<br />der er ked<br />og vil op<br />eller væk<br />eller sådan<br />og tænker på skyer<br />der kommer<br />og bliver for tunge<br />- at være et træ<br />i september<br />og dryppe <br />af blommer <br />og æbler<br />den regn<br />vil jeg lære<br />hvis englene<br />lærer den også<br />bliver verden<br />en stor appelsin<br />og de smager<br />så godt<br /><br /><br /><strong>agnes i haven</strong><br /><br />agnes er ude i haven<br />har sat sig ved foden af birken<br />fordi hun vil ældes med ynde<br />og bladene falder<br />og fnug finder plads<br />og en snerleblomst sniger sig frem<br />bag ved øret<br />og sætter sit frø<br />og se – kjolen er stadigvæk hvid<br />og se – håret er stadigvæk gyldent<br />og se – hun er klar til at rejse sig<br />kroget og stærk for at møde<br />de skrigende måger <br />der yngler bag hækken<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-6043246307959694345?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-46663412089001109372012-01-22T01:19:00.000-08:002012-01-22T08:55:35.947-08:00jeg tror, jeg har glemt, hvad jeg hedder,<br />jeg går, mine sokker er våde,<br />i midtbyen kaster man bomber, og bygninger<br />styrter, man løber, man falder<br />man knuses af vildfarne brokker, jeg binder<br />mit snørebånd, jeg skal afsted.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-4666341208900110937?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-75242665930054898862012-01-18T10:28:00.000-08:002012-01-19T20:23:54.907-08:00<a href="http://2.bp.blogspot.com/-ciQ72nhmNKA/TxcWr0UlfDI/AAAAAAAABZQ/2-dpXxOP1iI/s1600/uran.gif"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 320px; height: 318px;" src="http://2.bp.blogspot.com/-ciQ72nhmNKA/TxcWr0UlfDI/AAAAAAAABZQ/2-dpXxOP1iI/s320/uran.gif" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5699048795495824434" /></a><em>Selvom jeg nok efterhånden er ved at kede - eller fremmedgøre - folk med mine manuskripttests, følger hermed endnu én. Fokuspunktet har denne gang været de tekster, som kan siges at falde ind i en mere "beatlitterær" tradition. Siden mine teenageår har folk som <strong>William Burroughs</strong>, <strong>Allen Ginsberg</strong> og - som et dansk modsvar - <strong>Dan Turéll</strong> fyldt en del i min "læseplan", og selvom det, jeg i årene 2008 - 2011 har fremstillet på den baggrund, ikke har mindet forfærdeligt meget om nogen af dem, kan jeg godt selv se, hvor min skrift kommer fra.<br /><br />Kompositionen har haft associationen som den primære ledetråd, selvom visse temaer - atombomben og den deraf følgende dødsbevidsthed måske primært - binder en art sløjfe om hele stakken. Synes jeg da. Som altid modtages forslag til forbedringer gerne.<br /><br />God læsning!</em><br /><br />***<br /><br /><strong>Steffen Baunbæk</strong><br /><em>Picnic i Hiroshima</em><br />Lyrik<br /><br />***<br /><br /><strong>Picnic i Hiroshima</strong><br /><br />Vi kan blidt sætte brødkurven ned<br />ved det brændte, men levende træ,<br />vi kan svælge i vuet af væltede bygninger,<br />frådse i suset af fugle, der dratter til jorden,<br />blive høje af rødvin og håndmadder,<br />højlydte skrig fra terrænet, hinanden.<br />Og så kan vi elske i strålingen, udveksle gnister,<br />få afkom så sygt, at det evner at leve der,<br />pansret, fordrejet, forskruet,<br />men født til at hamre og save og drømme<br />om fadermord, moderdrab, renselse,<br />arkitektur så afskyelig,<br />at den kan modstå selv tanken.<br /><br />Vi kan betjene os selv,<br />vi kan skåle i kød,<br />det er alt.<br /><br /><br /><strong>Mennesker</strong><br /><br />Mennesker er ækle.<br />Mennesker hoster og harker<br />og prutter og bøvser <br />og spytter og ørler.<br />Mennesker skider<br />og ejakulerer.<br />Mennesker æder sig tykke<br />og fede i indpakket affald,<br />de kalder for "føde".<br />og smider papiret <br />på fortovet,<br />tankeløst.<br /><br />Mennesker flokkes om folk,<br />der er faldet,<br />og spærrer for lægen,<br />mens sladderen<br />pletfarver asfalten.<br /><br />Mennesker glor.<br />Glor på én, <br />når man sidder i bussen <br />og gerne vil græde i ensomhed.<br />Glor, når de ser én på gaden <br />om natten<br />og løber <br />og smækker<br />med dørene.<br /><br />Glor på de ting, <br />man har lavet,<br />og synes en helvedes masse <br />og glemmer<br />at "ja" eller "nej"<br />er de eneste ord,<br />man for alvor<br />kan bruge til noget.<br /><br />Lyver, <br />det gør de, <br />de mennesker,<br />lyver for verdens beståen<br />og manipulerer <br />for tidens fordobling<br />og leger med knive <br />i andre folks rygge,<br />så pladsen bliver stor nok <br />til lige det ene komplet <br />uundværlige væsen,<br />det hele <br />har drejet sig om<br />siden urægget <br />klækkede.<br /><br />Mennesker er ækle<br />og kaster med bomber for dem, <br />som de elsker,<br />og skyder med skarpt<br />for de børn, de har fået,<br />og spalter atomer<br />for deres idéer<br />og kigger mistænksomt på én<br />og med rette:<br />Man vil jo det samme,<br />og skyr absolut <br />ingen midler<br />i kampen.<br /><br />Mennesker er ok,<br />og helvede venter,<br />og snart er vi nok<br />til at nedbrænde bulen<br />og åbne en større<br />og værre<br />ved siden af.<br /><br /><br /><strong>Hangar</strong><br /><br />Her kommer flyet, brum brum,<br />lille ven, se, nu lander det, nam,<br />og her kommer et nyt, brummebrum,<br />hvad der er, det er bare en jet, ja,<br />en Boeing, hov, se, der var tårnet,<br />stik tungen ind, skatter, du spilder<br />det hele på maven, ja, se, det var bedre,<br />nu kommer der ét mere, wroum, og det kaster<br />en bombe, og nu er den nede i maven på dig,<br />slap dog af, det er mad, det er bare lidt<br />paddehat, pusser, det plejer du godt<br />at kunne lide, det var godt, nu er alting<br />i orden igen, bare ét til, en hel eskadrille,<br />Flight 19 med kurs mod Fort Lauderdale,<br />gab, nu er radaren tom, hør, hvor<br />solsorten synger, den ved, at<br />vi snart skal i seng.<br /><br /><br /><strong>Jeg var der i 80’erne</strong><br /><br />Jeg var der i 80'erne,<br />var der, da Elkjær var Målkjær,<br />og klaphatten lugtede lifligt<br />af dåsepils nede fra Poetzsch,<br />og Sepp Piontek lød som en klovn,<br />der var fyret fra Benneweis.<br />Var der, da Jørgen de Mylius,<br />skæv på champagne, forsøgte at sælge<br />Cliff Richard igen som det nyeste nye,<br />og var der dengang, Otto Leisner<br />stak nåle i folk, så de rigtigt<br />kunne komme i HOPLA.<br /><br />Jeg var der, da Rugsted var Kreutzfeldt,<br />og Sanne var Sneakers,<br />og Dodo var Dodos,<br />og alting var Robe di Kappa,<br />Lacoste og Ball og uendeligt pænt,<br />og jeg var der, da Strunge fornedrede Baidel,<br />og Sort Sol var sorte,<br />og Kvium var medlem af Værkstedet Værst,<br />og det hele var læder<br />og latex og Levi's og grænseløst grimt.<br />Og jeg var der, da Schlüter var Reagan<br />og Uffe var Thatcher<br />og Glistrup var Waldheim<br />og alt, der var virkeligt, endte<br />ved foden af Muren i Vestberlin, <br />sitrende, skælvende,<br /><br />ligesom min krop, <br />når den kravlede ned under dynen <br />og faldt gennem brændende skyer<br />og byer af aske <br />og gader med smeltede lig<br />og kun trøstedes vagt af det faktum,<br />at ingenting, absolut intet, <br />kunne modstå dén skærsild<br />- at 80'erne endte med mig<br />ligesom Sneakers <br />og Thatcher <br />og Piontek.<br /><br /><br /><strong>Salme</strong><br /><br />Dejlig er jorden,<br />og dejlig er ploven, der kløver den.<br />Dejlig er rugen, der pibler fra sårene.<br />Dejlig er køernes brølen ved truget<br />og malkemaskinernes pumpen i skumringen.<br />Dejlig er fluernes sus over møddingen.<br />Dejlig er fjernsynets summen i stuerne.<br />Dejlig er knallertens vræl gennem gaderne,<br />duften af olie og lyden af flasker, <br />der knuses mod asfalten natten til søndag.<br />Dejlig er haven og blæsten i bøgen.<br />Dejlig er hindbærrets bristen i munden.<br />Dejlig er småstenens gnaven i skoen<br />og tjørnen, der holder de ubudne ude.<br />Dejlig er gyngernes slyng op mod solen.<br />Dejlig er rustvognens tøffen mod kirken.<br />Dejlig er røgen fra graverens pibe,<br />mens stierne rives <br />og rives igen.<br /><br /><br /><strong>Sidste led</strong><br /><br />Jeg er den sidste<br />forkrøblede rest af Den Jyske Bevægelse.<br />Knapt nok en jyde<br />og knapt nok bevæget, men, hey,<br />jeg har klappet en hest,<br />jeg har hjulpet en ko med at føde<br />og druknede næsten i møddingen,<br />da jeg var barn,<br />og blev døbt ved den lejlighed, tror jeg,<br />i ældgamle, halvglemte, hedenske guders<br />hermetiske navne.<br />Familien hviler i Ulfborg og ude på Mols,<br />hvor den taler med tyk dialekt<br />om den dårlige høst og den sandede jord<br />og det gode ved læhegn,<br />men stadig er død<br />ligesom Amled, Mads Doss og Jens Langkniv,<br />og dermed forskånet for synet<br />af henfaldne gårde og braklagte marker<br />og rustende biler bag revnede huse<br />i selvdøde landsbyer.<br />Selv kan jeg stadigvæk klare<br />en hård dag ved Vestkysten uden at tude<br />og tackle en hugorm<br />og bunde en bjesk<br />og fortære en gris, som jeg ved,<br />at en pige et sted på en gård<br />har forkælet og nusset som spæd,<br />og en far har forvandlet<br />til bacon og fadkoteletter som voksen.<br />Og vel har jeg iklædt mig blinklys og motorstøj,<br />vel er mit ansigt forkromet <br />og tankerne udmålt i gigabyte,<br />vel kan jeg se til Berlin og New York,<br />hvis jeg spejder fra toppen af Himmelbjergtårnet,<br />men jeg er en Blicher på strøm og Jack Daniels,<br />Johannes V. Jensen på grillbar<br />og Aakjær til sexmesse.<br />Stik mig en høtyv, en mixer, en højttaler,<br />og der bliver kornmod<br />på Alheden.<br />Håndslaw på dét!<br /><br /><br /><strong>F.eks. Skorup</strong><br /><br />Der er steder som Skorup, <br />hvor stanken af gylle<br />- og ikke de vildfarne asters,<br />der baner sig vej op af jorden<br />blandt havernes bunker <br />af affald og brædder<br />og rustende biler -<br />er det, der er sundt,<br />og man afvikler timer<br />bag tunge gardiner,<br />mens fortiden langsomt<br />forvandles til muld <br />under kirkegårdsgruset,<br />og fremtiden bare er noget,<br />der sendes i døgndrift <br />fra himlen blandt space junk<br />og hvileløst støv <br />fra en skabelse, <br />ingen alligevel kan huske <br />på steder som Skorup,<br />hvor hundene bjæffer<br />og fryserne <br />bugner af fars.<br /><br /><br /><strong>Ved landsbyens gadekær</strong><br /><br />Der er skræpper <br />og sivrør og måger<br />ved landsbyens gadekær,<br />og der er dåser og flasker<br />og små stykker sort stanniol,<br />der er cykler og mursten<br />og opløste, gamle aviser<br />i landsbyens gadekær,<br />mudder i landsbyens gadekær,<br />tungt af de mønter,<br />de gamle smed i,<br />før de selv blev til ønsker<br />og sank og forsvandt ned <br />i landsbyens <br />gadekær.<br /><br /><br /><strong>Jeg har engang…</strong><br /><br />Jeg har engang lært at køre på tohjulet cykel<br />og skreget på isvaffel omme i Brugsen,<br />mens mor blev bestirret af alle de andre forældre.<br />Og jeg har engang bygget både af dagens avis<br />og sendt Schlüter og Anker på langfart<br />blandt hajer og skatte og skær med sirener.<br />Og jeg har engang lavet dyr af kastanjer <br />og småsvedne tændstikker, sluppet dem løs <br />i gevaldige flokke på tungens savanne <br />og skudt dem igen med mit blik.<br />Jeg har ligget i græsset engang,<br />mens jeg stirrede op på de drivende skyer,<br />der alle tog form af mit ansigt<br />- jeg var utrøstelig dén dag.<br /><br /><br /><strong>Løjer</strong><br /><br />Drømte som dreng<br />om at afspore tog:<br />Lægge småmønter ud<br />på de rustrøde skinner<br />og vente, til vognene<br />fortsatte ud i den <br />skumrende granskov<br />med skrigende mennesker<br />og brølende dyr<br />og en osende, <br />effektiv motor,<br />der hamrede videre,<br />indtil den ramte<br />et passende vandhul<br />og slukkedes<br />- ligesom mit had -<br />i et fugtigt,<br />forløsende suk.<br /><br /><br /><strong>Ræven</strong> <br /><br />går derude,<br />den er ikke<br />ligesom os,<br />for den har poter,<br />den har hale,<br />den har knurhår,<br />den er ikke<br />ligesom os,<br />den spiser fugle,<br />har jeg hørt,<br />den graver huller,<br />har jeg hørt,<br />og den er ikke<br />ligesom os,<br />og jeg har aldrig<br />set den, mor,<br />en anden gud har<br />skabt den, mor,<br />lad døren <br />være ulåst, mor,<br />for den er solen<br />også rød<br />og vinden<br />kold.<br /><br /><br /><strong>Revy</strong><br /><br />Jeg kan huske dengang,<br />hvor jeg lærte at gå,<br />og det hele var jubel<br />og bifald omkring mig<br />som om, det var noget,<br />jeg ikke var født til at gøre<br />og blot havde ventet<br />på publikum til.<br /><br />Jeg kan huske dengang,<br />hvor min morfar<br />tog øksen og skilte<br />en unghønes hoved fra kroppen,<br />der bagefter bare løb rundt<br />med en gejser af blod<br />op af halsen<br />og endelig fandt ro<br />i mit skød,<br />hvor jeg grædende prøvede på <br />at få stumperne<br />samlet igen.<br /><br />Jeg kan huske dengang, <br />der kom farver <br />på fjernsynet<br />hjemme i stuen,<br />og næsen blev presset mod skærmen<br />en lang, rastløs formiddag,<br />indtil det sort/hvide<br />prøvesignal blev kulørt,<br />men den skingrende <br />hylen i øret<br />var lige forfærdelig.<br /><br />Og jeg kan huske dengang,<br />jeg blev varm på en pige fra klassen<br />og skabte mig om,<br />så vi passede sammen,<br />hvorefter hun rejste,<br />og jeg stod tilbage <br />med bræmmer af kød<br />over knirkende knogler.<br /><br />Og jeg kan huske dengang,<br />der var raves til i Århus,<br />og folk drev omkring i asbestdragter,<br />skingrende skæve af fadøl og E,<br />og faldt om i en bunke,<br />så snart det blev lyst,<br />mens reaktoren fortsatte<br />ned imod Kina med hamrende stempler,<br />og jeg var det eneste<br />levende væsen tilbage<br />i sikkerhedszonerne<br />rundt om Tjernobyl.<br /><br />Og jeg kan huske dengang, <br />hvor et helt nyt årtusinde<br />blev indledt med dyre raketter<br />og billig champagne,<br />og fly havarerede,<br />huse blev mørklagt<br />og bomber gik af,<br />da en smådum computerfejl<br />slettede alt,<br />der holdt verden i gang,<br />min hukommelse<br />undtaget.<br /><br />Nu må jeg lære<br />at gå uden støtte<br />og spise <br />med gaffel<br />i dén.<br /><br /><br /><strong>Grunge comedown blues</strong><br /><br />Der var somre engang, <br />hvor vi syntes,<br />at verden var støbt af metal<br />og for tung til at bære på skuldrene,<br />og der var somre engang, <br />hvor hver urt<br />og hver svamp kunne gøre<br />det ud for en rygrad,<br />og somre engang, <br />hvor Nirvana var der, <br />hvor vi boede, <br />og Buddha var ufødt <br />og intet forklaret,<br />og somre engang, <br />hvor vi lignede white trash,<br />der hørte på hvid støj, <br />og lyset var hvidt,<br />ligesom huden var bleg, <br />og det hele alligevel <br />var nådesløst sort,<br />der var somre engang, <br />hvor vi hadede alting og alle,<br />hvor revolutionen var ovre, <br />fordi vi var født,<br />og vi selv stod for alt det, <br />der helst skulle væk,<br />der var somre engang, <br />hvor vi enten gik ned<br />i en røgsky af blod <br />eller lærte at gå <br />på de andres forkullede rester,<br />og somre engang, <br />hvor vi vågnede op<br />under duftende dyner <br />med udsigt til nyslået græs<br />og en barnevogn henne i hjørnet,<br />og nu er det efterår, <br />armene sover,<br />kompostbunken vokser, <br />i køkkenet er maden brændt på.<br />Det er efterår. <br />Vi havde ret:<br />Alt er galvaniseret <br />og snart bliver det snavset<br />og udsigtsløs vinter.<br /><br /><br /><strong>Det er mange år siden,</strong><br /><br />at gynger gav andet end kvalme,<br />og sandkasser ikke var noget,<br />som kattene sked i. Nu leger<br />jeg voksent. Jeg sluger kameler<br />og spiller fandango, får kæppe<br />i øret og holder balancen<br />på knivsæggen. Akrobat - oh!<br />Elefanterne trutter bag tremmerne,<br />teltet er hullet og tomt.<br /><br /><br /><strong>Jeg har glemt min dialekt,</strong><br /><br />jeg går i gummisko<br />og véd, hvem Ché Guevara var,<br />på gaden græsser køer af metal,<br />på himlen trækker fugle striber <br />ud mod fjerne mål,<br />jeg muligvis vil se engang,<br />og blåbær gror<br />på store, svale hylder<br />tæt ved kassen,<br />der er høst hver dag,<br />og frostvejr er på mode,<br />Jeg er død,<br />jeg bliver gammel<br />lige så snart,<br />jeg finder plads<br />i min kalender.<br /><br /><br /><strong>Hvid mil</strong><br /><br />Jeg sætter<br />en fod<br />ned på gulvet<br />og én til<br />og står op<br />og flytter<br />den ene<br />og flytter<br />den anden<br />og flytter<br />den ene<br />og flytter<br />den anden,<br />og det<br />er jo nemt,<br />og jeg <br />fortsætter,<br />én fod<br />og én fod<br />og én fod<br />og én fod,<br />og så<br />er der rytme,<br />og fodtrin<br />på fodtrin<br />på fodtrin,<br />og nu <br />er det sjovt,<br />og jeg trasker<br />og vandrer<br />og tripper<br />og glemmer<br />omtrent<br />hospitalsgangen,<br />mens jeg<br />går ned,<br />hvor du er,<br />for at sige<br />farvel.<br /><br /><br /><strong>Elegi til Esther</strong><br /><br />Jeg savner dig, farmor,<br />jeg savner dig, <br />når jeg vil kende<br />det ansigt, jeg havde,<br />før jeg kom til verden,<br />jeg savner dig, <br />når der er blomster<br />i vejkanten, <br />ingen kan huske, <br />hvad hedder,<br />jeg savner dig,<br />når jeg går rundt<br />i de nedfaldne blade<br />og ikke ser skønhed, men råd,<br />og jeg savner dig,<br />når der er snavs på min jakke,<br />som alle bemærker, <br />men blot ikke mig,<br />og jeg savner dig, <br />når jeg har stirret mig blind<br />på en ting til det punkt,<br />hvor jeg ingenting mener, <br />og savner dig, <br />når jeg er lost som sædvanlig <br />og mangler en hjælpende hånd, <br />jeg kan bide, <br />jeg savner dig, <br />når alle døre <br />i verden står åbne, <br />men ingen kan sige mig,<br />hvor jeg har hjemme,<br />jeg savner dig, farmor, <br />og alle de kvinder,<br />jeg siden har kendt,<br />har fortalt mig <br />hvorfor.<br /><br /><br /><strong>Lektioner</strong><br /><br />Da oldemor Maren gik bort,<br />blev jeg vantro og mærkelig,<br />da morfar fortalte<br />om blodproppen <br />oppe i hjernen, <br />men smilede bare<br />og vinkede op,<br />da han sagde,<br />hun nu var en engel.<br /><br />Da morfar gik bort,<br />så jeg kramperne starte<br />og væskerne sive<br />fra drænet i brystet,<br />mens pillen, min mormor<br />sneg ind i min hånd,<br />kvalte lugten af præster,<br />der rådnede ude<br />på lokummets fliser.<br /><br />Da mormor gik bort,<br />fik jeg bare beskeden<br />og fangede toget<br />og så hendes lig<br />i kapellet<br />- en tåbelig klump kød,<br />der tog pis<br />på det menneske, hun var -<br />og greb fat om mit håndtag,<br />da kisten skulle slæbes,<br />og stod så alene <br />tilbage i gruset.<br /><br />Når jeg drager bort,<br />vil der kun <br />være én hånd <br />tilbage at gribe, <br />og det<br />er min egen.<br /><br /><br /><strong>Der er dem,</strong> <br /><br />man er nødt<br />til at elske,<br />som hende,<br />der ikke vil have én,<br />og hende, der vil,<br />men er skudt i en anden,<br />og hende, der drikker,<br />og hende, der blæser<br />sig langt bort på piller,<br />og hende, der suger én ned<br />i sit mørke inferno,<br />og hende, der tager<br />én for det, <br />hun vil have,<br />man skal være,<br />og hende,<br />der bare er smadret<br />til plukfisk<br />af alle de svin,<br />som har været der før.<br />Der er dem,<br />man er nødt<br />til at elske,<br />fordi også skyggen<br />har ret<br />til et hjerte.<br /><br /><br /><strong>Den eneste ene</strong><br /><br />Jeg tror, <br />at der stadig <br />er kærlighed til.<br />Jeg tror stadigvæk,<br />at der findes en eneste ene<br />på trods af, <br />at alle de eneste ener,<br />mit liv har budt på,<br />nu er venner og mangler<br />og kejtede stilheder.<br /><br />Jeg tror, den eneste ene<br />sandsynligvis sidder<br />og læser det her<br />og bliver helt let i maven<br />og møder mig,<br />før jeg véd af det,<br />og bliver til den eneste ene en tid, <br />før hun, <br />ligesom de andre,<br />bliver sur over alt det,<br />jeg ikke har gjort,<br />og alt det,<br />som hun troede, <br />jeg var,<br />som jeg nægter at blive,<br />fordi jeg har travlt<br />med at blive den mand, <br />der er mig<br />for den eneste ene,<br />der pludselig bliver fortid<br />og gør det nødvendigt<br />at tælle alt forfra igen.<br /><br />Og jeg tror, at naturen<br />er ligeglad med, <br />at jeg tror,<br />at der findes en anden, <br />en kvinde,<br />hvis sjæl, <br />jeg har omfavnet før<br />og vil kysse igen<br />når den næve, <br />der holder på pennen,<br />er blevet til muldjord.<br /><br />Jeg tror,<br />at jeg muligvis selv<br />er den eneste ene<br />og derfor guddommelig, <br />men ensom,<br />fordi jeg kan favne det hele<br />og aldrig vil miste mig selv,<br />og jeg tror,<br />at den eneste ene<br />er den, <br />der er til<br />for at flænse mit hjerte<br />i stykker <br />igen og igen<br />gennem tusinder af liv,<br />så det aldrig vil rådne,<br />men banke på trods,<br /><br />og jeg tror,<br />at den eneste ene er mange,<br />men altid den samme<br />fordi der er kærlighed til,<br />og når den er forbi,<br />kan man tro<br />lige så tosset, <br />man vil:<br />Har man blødt,<br />er den eneste ene<br />et faktum,<br />og det, <br />der er splittet<br />og spaltet <br />og smuldret<br />er dømt <br />til at mødes <br />igen.<br /><br /><br /><strong>Hul</strong><br /><br />Der er hul<br />midt i spanden,<br />kære Lisbeth.<br />Der er hul<br />i mine sko.<br />Der er hul<br />i min kalender.<br />Der er hul<br />i mit budget,<br />og der er hul<br />i mine teser,<br />min hukommelse,<br />mit hoved.<br />Der er hul<br />midt i spanden,<br />kære Lisbeth.<br />Vil du ikke<br />være sød<br />at kravle ind?<br /><br /><br /><strong>Strejf</strong><br /><br />Jeg blev ramt<br />af en bil,<br />der var long drinks<br />og rasler<br />og bordbomber,<br />syningen gik<br />i din kjole,<br />i pisrenden<br />ude på lokummet<br />flød der en rose<br />af plastic,<br />de spillede Guns<br />og Nirvana,<br />min kind <br />var en slagmark<br />af udtværet<br />læbestift,<br />gulvet<br />var glat,<br />jeg blev ramt<br />af en bil.<br /><br /><br /><strong>I will survive</strong><br /><br />Bare én gang,<br />hvor man ikke til sidst<br />giver sig hen<br />til den værste<br />af alle klichéer:<br />At sidde<br />bag mørke gardiner<br />med rødvin i koppen<br />og Kleenex i hånden<br />og tude<br />til "I will survive"<br />på repeat,<br />og en dunken<br />bag brystkassen<br />hvisker: <br />"Hvad ellers, <br />din lallende<br />nar?"<br /><br /><br /><strong>Testamente, udkast</strong><br /><br />Ingen vil arve<br />min bogsamling,<br />bladre igennem<br />min lille stak førsteudgaver<br />og glædes ved dén,<br />Sophus Claussen engang<br />havde fat i,<br />signerede, <br />bøjede, <br />kyssede,<br /><br />ingen vil arve<br />min samling af plader<br />og vokse to meter<br />ved duften<br />af næsten fabriksny vinyl<br />eller danse til lyden<br />af håndplukket guld<br />fra The Shadows <br />og Bauhaus<br />til Portishead,<br /><br />ingen vil arve<br />min harddisk med digte<br />- fra gnidrede noter<br />til færdige værker,<br />som ingen vil udgive,<br />fordi "poesi<br />er en dårlig forretning" –<br /><br />og ingen vil arve<br />min bedstefars futsko,<br />min oldefars guldur,<br />min tipoldefars gamle pung<br />med det garvede, <br />revnede læder,<br />der ikke er tæt, <br />som den var,<br />men kan åbnes<br />og dufter af ham,<br /><br />ingen arver<br />mit ansigt, <br />min jublen,<br />mit vanvid,<br />mit smil<br />over kirsebærblomster<br />på gaden<br />i maj.<br /><br />Det er bare <br />til salg<br />- kom og køb -<br />bare endnu<br />et dødsbo<br />til åben<br />forhandling.<br /><br /><br /><strong>Visselul</strong><br /><br />Sov, mit digt.<br />Du ville ikke verden,<br />ikke die elefanter og piratfisk<br />fra min fingerspids<br />og drikke af den vin,<br />jeg havde presset ud<br />af ædelsten og gasbeton.<br />Du ville ikke læse på din "ABC i Tavshed",<br />ikke lyve for din føde,<br />ikke gå, til uret smeltede,<br />og knapt nok skide ordentligt i din ble.<br />Du var umulig at fornægte<br />og umulig at forsvare<br />og umulig at forsørge.<br />Du var ingenting, en skorpe fra et sår,<br />en gammel indkøbsseddel,<br />sæd på kolde fliser.<br />Du var ingenting, som kun jeg selv<br />kan være det.<br />Så sov, mit digt,<br />sov sødt<br />og trygt<br />og længe.<br /><br /><br /><strong>Selvtægt</strong><br /><br />Hej, papir, <br />der ligger du igen,<br />jomfrueligt, nøgent,<br />klart på hvad som helst<br />og allerhelst på cirkustricks,<br />der fylder dig med fryd<br />og mig med svedig, dyrisk angst.<br />Jeg véd jo alting om de andre ark,<br />om kurvens kolde dyb, om pennens tøven,<br />der blev tavshed, om den helt perfekte <br />side, der forlod mig og tog passet<br />med i farten. Du er bad news,<br />du er nederlag på nederlag,<br />og jeg er kun en mand,<br />der er allergisk<br />mod sig selv.<br /><br /><br /><strong>Gør noget, Pjerrot!</strong><br /><br />Tag hatten af, Pjerrot!<br />Spis napalm i stedet for blår, ikke, Pjerrot,<br />det kan du jo godt! Og spil kødfløjte,<br />Pjerrot, forfør os og før os<br />til bjergsiden, Pjerrot!<br />Skift køn og lyn ned, så vi tror,<br />at vi fatter dig, Pjerrot!<br />Gør Harlekin kold, han fortjener det, Pjerrot!<br />Bliv korsfæstet, Pjerrot,<br />så klapper vi, Pjerrot!<br /><em>Mach schau</em>, så vi glemmer<br />at du er<br />en Pjerrot.<br /><br /><br /><strong>Wham bam</strong><br /><br />Digtet er ikke et bind, <br />der forhindrer forblødning,<br />en ble for en engel med inkontinens.<br />Det er ikke en dør, <br />der giver efter for næven,<br />et øre ved baren, <br />en favn i det høje.<br />Det hader din svedlugt <br />og dyre parfume,<br />det afskyr din barndom, <br />din samtid, din skilsmisse,<br />væmmes ved jubel og klagen<br />og hælder dig ud<br />efter samlejet, <br />køligt, bestemt.<br />Det er ikke personligt, <br />men livet skal leves<br />- og helst på papir.<br /><br /><strong>Improvisation i hvidt</strong> <br /><br />Altid dette hvide ark. <br />Altid det hvide, som altid er byer og vækster <br />og væsener i firespring og søvn. <br />Altid det hvide, der altid er sort og i farver. <br />Altid en flimrende skærm og en knivskarp kontur. <br />Altid en råhvid pupil, der tilhører nogen, <br />jeg ved ikke hvem, måske dig, måske mig, måske Gud. <br />Altid kun blikket, der møder sit blik. <br />Altid former, der former sig ud af det tomme <br />af egen fri vilje, helt uden formål og påskud, for alle og ingen. <br />Altid en isnende død på en bundfrossen tundra, <br />en rådnen for foden af skoldhede palmer. <br />Altid et pust gennem aske, der daler <br />og bliver til aske igen. <br />Altid noget. <br /><br /><br /><strong>Jeg skriver</strong><br /><br />Jeg skriver, fordi jeg har bjælder på skyggen.<br />Jeg skriver, fordi jeg har råd til at sælge min sjæl.<br />Jeg skriver, fordi jeg har rotter på loftet<br />og orme i hjertet<br />og helvedeshunde i hælene på mig.<br />Jeg skriver, fordi jeg har blodstænk på tøjet<br />og altid kan bruge et raskt alibi.<br />Jeg skriver, fordi man bør vande sin have<br />og studse sin buksbom<br />og gøde sin guldregn.<br />Jeg skriver, fordi jeg er blind uden briller.<br />Jeg skriver, fordi jeg er død uden kiste.<br />Jeg skriver, fordi mine nerver vil visne,<br />hvis ikke de pirres til live af pisken.<br />Jeg skriver, fordi andres ord er en tese.<br />Jeg skriver, fordi mine egne er løgn.<br />Jeg skriver, fordi intet ord er et ord,<br />men et osende svigt i et hav af ampere.<br />Jeg skriver, fordi jeg har meningers mod.<br />Jeg skriver, fordi jeg har sår på min fod.<br />Jeg skriver, fordi jeg er sand i en flod.<br />Jeg skriver, fordi jeg er ustørknet blod<br />og der ikke er noget, som rimer for alvor.<br />Jeg skriver, fordi Gud har ret til en gårdtur.<br />Jeg skriver, fordi jeg har ret til et ur,<br />der kan måle min tid,<br />ikke blot registrere et hvidt snit<br />igennem en evigheds bark.<br />Jeg skriver, fordi ingen andre skal skrive mig først.<br />Jeg skriver, fordi jeg har brug for en konstruktiv måde<br />at spilde et nyttigt og produktivt liv på.<br />Jeg skriver, fordi jeg er Jesus på Korset.<br />Jeg skriver, fordi jeg er Hitler i Nürnberg.<br />Jeg skriver, fordi jeg er bumsen på bænken<br />og præsten i kirken<br />og fodtussen fanget i ilden.<br />Jeg skriver, fordi jeg er aben i træet,<br />der spejler sit ansigt i floden<br />og genkender kraniet<br />og aldrig, nej, aldrig<br />vil lære at klatre<br />naturligt igen.<br /><br /><br /><strong>Digtersvin</strong><br /><br />1<br /><br />Jeg er et digtersvin,<br />ryger McBaren i pibe<br />og bærer helst tweed,<br />går med briller <br />og hører kun jazz,<br />når jeg vågner<br />et godt stykke<br />oppe af dagen,<br />og stiller min tørst<br />med et glas<br />af de tårer,<br />jeg netop har fældet<br />ved tanken<br />om Holocaust, X-Factor,<br />vejret og alle de folk, <br />som besynderligt nok <br />har forladt mig,<br />fordi de fik nok af at se <br />på mit grådkvalte fjæs,<br />og i skumringen<br />trasker jeg op<br />på kontoret<br />i Elfensbenstårnet<br />og prøver<br />at skrive,<br />mens folk bliver myrdet<br />og sulter<br />og stresser<br />på gaderne under mig,<br />hvæser mod ruden<br />i ren distraktion,<br />lægger pen, låser dør<br />og går ind i min seng,<br />mens jeg venter<br />på inspiration<br />fra det høje<br />og kysses godnat<br />af et koldt,<br />men forstående <br />vindpust<br />fra rummet<br />og drømmer,<br />at jeg<br />er en digter.<br /><br />2<br /><br />Jeg er et digtersvin,<br />ryger de billigste smøger,<br />der er i butikken,<br />og bærer det tøj,<br />jeg kan finde i skuffen,<br />som ikke er tydeligt snavset,<br />og lytter til smægtende salmer<br />og afstumpet støj,<br />når jeg vågner hver morgen ved femtiden, <br />børster mit hår, drikker kaffe<br />og skramler med S-toget ud på det job, <br />jeg er nødt til at have <br />for at passe min gæld og mit selvværd, <br />og smiler mig vej frem mod fyraften<br />over et sammenbidt tandsæt,<br />før turen går hjem<br />foran skærmen i stuen,<br />hvor opbrudte forhold<br />og jordskælv i Japan<br />og kosmiske farer<br />forvilder sig ind i det digt, <br />jeg er nødt til at skrive hver dag,<br />så jeg ved, at jeg var her<br />og fyldte min plads,<br />og som gør, at jeg endnu en gang<br />rammer sengen for sent,<br />mens jeg synker igennem<br />en malstrøm af tanker<br />og mødes med katten,<br />der drømmer med rette,<br />at den er en kat, <br />og jeg selv<br />drømmer mest<br />om at være <br />et hæderligt<br />menneske.<br /><br /><br /><strong>Doggystyle</strong><br /><br />Øllen er lunken,<br />gardinerne gule<br />og manden for enden<br />af baren et rablende<br />orgie af kvaler <br />og had. Der er hunde,<br />som sover i bunker<br />på gulvet og drømmer <br />om højt græs<br />og hældende træer,<br />og et sted<br />i den drøm,<br />går jeg rundt<br />med en vag fært<br />af tæve i næsen<br />og kaster<br />med pinde.<br /><br /><br /><strong>Det regner i mit hjerte</strong><br /><br />Det regner i mit hjerte,<br />jeg har gummitøj<br />og vaders på, <br />det rører mig næsten ikke,<br />det er sikkert drevet over,<br />når jeg vågner,<br />men det regner i mit hjerte,<br />og jeg drikker tæt<br />af pytterne og tørster,<br />spiser småfisk, <br />men er sulten, <br />og det regner i mit hjerte,<br />hajer hugger, <br />hvaler driver <br />gennem stuer<br />fyldt med stilhed,<br />der er søgræs<br />i min vase,<br />og det regner<br />i mit hjerte,<br />på min tinding<br />lander duen<br />med en oliegren<br />i næbbet,<br />den<br />er træt.<br /><br /><br /><strong>Færd</strong><br /><br />Santiago, Santiago,<br />der er sammenklemte dåser<br />i den vejkant, som jeg vandrer langs<br />et sted lidt syd for Vojens.<br />Santiago, Santiago,<br />jeg har asket i min hat,<br />og pornobladet i min lomme klasker sammen,<br />hvis jeg ikke snart når Tønder.<br />Santiago, Santiago,<br />jeg kan ikke skelne dag fra nat<br />på Lüneburger Heide,<br />der er bare ben i alting, som jeg bider i, og hvorfor<br />er jeg nu på vej til Polen?<br />Santiago, Santiago,<br />Compostella, mozzarella<br />i min mund, jeg spiser muslinger<br />fra Salling i Abruzzerne og knuser deres<br />skaller under støvlen.<br />Santiago,<br />det er støvet, som jeg rejser mod,<br />Sankt Jakob,<br />giv mig styrke til at blæse<br />om i vinden!<br /><br /><br /><strong>Præd. 1,2</strong><br /><br />Alt er tomhed.<br />Tiende tomhed, talende tomhed.<br />Hylende, brølende, skrigende, <br />pibende, gøende tomhed.<br />Spirende tomhed og hældende tomhed.<br />Tomhed i bøger og tomhed i æter.<br />Tomhed i bølger og tomhed i marmor.<br />Tomhed i vaders og træsko og støvler af læder.<br />Kysset er tomhed og drabet er også en tomhed,<br />en stirrende tomhed, en duftende tomhed, <br />en tomhed i ørerne, næsen og huden.<br />Tiden er tomhed og glemslen er tomhed.<br />Du vandrer og løber og snubler i tomhed.<br />Det samme gør jeg, jeg er også en tomhed,<br />en jublende tomhed, en kogende tomhed,<br />en skælvende tomhed svøbt ind i mærkater,<br />der også er tomhed.<br />Og bilernes susen er tomhed, <br />som vinden i træernes blade er tomhed.<br />Pelsen og fjeren og skællet er tomhed,<br />som pollen og bark og mycelium er tomhed.<br />Og regnen er tomhed. Lynet og sneen er tomhed.<br />Det runger i himlen af tomhed<br />og brænder af tomhed i tomhedens indre.<br />Summende, myldrende, fuldstændig <br />højspændt og blændende tomhed.<br />Det hele står tomt kun for dig. <br />Flyt dog ind!<br /><br /><br /><strong>Chaufføren</strong> <br /><br />Du tror, at du har en adresse, <br />du tror, du har penge, <br />du tror, du har midlet og manden, <br />men ruden er tonet og sæderne sorte og glatte. <br />Du ånder din egen luft ind, farer vild i din blazer <br />og klynger dig fast til champagne og snitter, <br />mens lysprikker, tomheder, slørede stednavne farer forbi, <br />og du råber til skikkelsen dér bag ved rattet, <br />at han skal parkere ved banken og kirken, <br />men glasvæggen hæver sig ikke. <br />Du hører hans syvendedagsslummer <br />og ser, hvordan lungerne fyldes og tømmes <br />med gummi og asfalt. <br />Du stirrer på krager, der letter i lyskeglen, <br />ser taxameteret tikke sig ud af dit liv, <br />og det fortsætter, fortsætter, fortsætter. <br />Motoren arbejder, <br />landskabet tier <br />og griber.<br /><br /><br /><strong>Indfart</strong><br /><br />Vi kører mod centrum,<br />mens biler forsvinder for høj fart i bakspejlet,<br />kaffen er kold i sit bæger,<br />alléerne tilsnavser ruden med kirsebærblomster,<br />hanami my ass, vi har travlt<br />med at nå det, vi skal, og på bagsædet kaster du op,<br />burger, rødvin og ænder af<br />plastic, du spiste dengang, du var lille og sød,<br />og vi taler om vejret, <br />mens husene tætner sig mere og mere over os,<br />drukmåse snubler på brosten<br />og sindssyge taler sig varme på bænke om emner, <br />kun de kan se klart nok <br />til konversation om, og ingen vil svare, og slet <br />ikke os, mens vi kører <br />mod centrum og dufter af kamfer og æter og<br />Wunderbaum, træerne hælder<br />og vælter på fortovet, gadelys falder og knuses<br />mod asfalten, præmierne<br />venter, og mågerne skriger, og snart er vi nødt <br />til at købe tobak.<br /><br /><br /><strong>Tag mig til Manchester</strong><br /><br />Tag mig til Manchester.<br />Giv mig en taxa til Dry Bar <br />og stik mig en pint,<br />jeg kan drikke med Vini <br />og Mozzer og Howard Devoto,<br />mens snakken går længe og højt <br />om den kvælende smog<br />fra maskinernes kværnende <br />urværk på Moss Side,<br />de nedslidte boligkaréer <br />og nedlagte chip shops i Salford, <br />Sex Pistols på scenen <br />i Lesser Free Trade Hall i '76<br />og en hel masse andet, <br />jeg næsten kan huske, <br />fordi jeg har boet en livstid<br />til leje i netop dé stemmer.<br />Og lad mig så drive <br />igennem de myldrende gader <br />ved fyraftenstid,<br />mellem grædende mødre <br />og bandende fædre <br />og skrigende børn,<br />mellem smadrede ruder <br />og kirker af marmor,<br />og fortsætte, indtil det hele <br />er blevet ét kød <br />og én stemme, <br />der crooner,<br />at "Love Will Tear Us Apart".<br />Og ring til Shaun Ryder og Bez. <br />Jeg ved, de har været på Månen<br />og kender adressen <br />på Wilson og Hannett deroppe, <br />har pakket den ind i en stump stanniol <br />og vil sælge til passende pris.<br />Kør min krop gennem Palatine Road, <br />se den vride sig saligt<br />i lyshavet på Hacienda, <br />mens Stone Roses spiller "Fool's Gold"<br />i den lange og gennemført maniske udgave. <br />Skyd mig i døren<br />og bær så mit hoved til stadion, <br />Manchester City, hvor grønsværen<br />smager af guld. <br />Bare skyd. <br />Jeg skal nok <br />gå i mål.<br /><br /><br /><strong>Min karmalov</strong><br /><br />I mit næste liv vil jeg, <br />hvis ellers den slags <br />stadig findes, <br />helst være en stor, <br />fed orangutang,<br />dase det meste af dagen i træet<br />og æde mig større og større<br />i friske bananer <br />og kneppe de hunner, jeg vil,<br />hvor jeg vil, <br />fordi ingen har tænkt på blufærdighed, <br />synd eller ejendomsret,<br />lave lyde, som ingen kan misforstå,<br />eftersom ingen <br />har opfundet sproget,<br />og kigge på flintesten <br />ofte og længe,<br />men blot lade bøger <br />og byer og bomber<br />forblive en svævende tanke,<br /><br />og når jeg så dør<br /><br />og bliver genfødt som coelacanth,<br />som en blå fisk med kvastfinner<br />stik ud fra Afrikas kyst,<br />vil jeg hvile min bug<br />på de mørklagte klipper i dybet<br />og kun skyde frem i ét hug<br />ind imellem<br />og fange en småfisk, <br />som min slags nu gør,<br />og lade dagene gå<br />uden sollængsel, <br />uden at vide, at knoglerne<br />under min krop <br />kunne forme mig om<br />til en padde,<br /><br />og når jeg så dør<br /><br />for at finde mig selv<br />som en alge<br />i dampende søer af svovl,<br />vil jeg drive omkring,<br />som det passer alt andet,<br />og optage noget<br />og udskille noget<br />og blot være noget, <br />der ikke er andet end det,<br />alle viljer engang<br />fik sit kød fra,<br /><br />og når jeg så dør<br /><br />og bliver fundet igen<br />som et tyndt tæppe støv<br />over Kuala Lumpur<br />vil hvert korn, jeg er,<br />håne Buddha og Brahma,<br />men hylde min skaber<br />og lande præcist,<br />hvor det skal.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-7524266593005489886?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-69688351855974632282012-01-15T09:53:00.000-08:002012-01-30T07:51:38.004-08:00<a href="http://2.bp.blogspot.com/-X56_frM9BZY/TxMXzJmUChI/AAAAAAAABZE/OV5sJK7rAi0/s1600/ap_osama_bin_laden_2_ll_110502_wg.jpg"><img alt="" border="0" id="BLOGGER_PHOTO_ID_5697924121071192594" src="http://2.bp.blogspot.com/-X56_frM9BZY/TxMXzJmUChI/AAAAAAAABZE/OV5sJK7rAi0/s200/ap_osama_bin_laden_2_ll_110502_wg.jpg" style="cursor: hand; float: left; height: 112px; margin: 0px 10px 10px 0px; width: 200px;" /></a><em>Endnu en manuskripttest. Materialet stammer denne gang fra årene 1997 - 2011, og at forene æstetikkerne fra så langt et tidsrum har, indrømmet, været et helvede, men jeg føler, jeg er nået frem til et nogenlunde sammenhængende resultat. Håber i den grad, jeg har ret...</em><br /><br />***<br /><br /><strong>Steffen Baunbæk</strong><br /><em>Folk</em><br />Digte<br /><br /><br />***<br /><br /><br />Mottodigt:<br /><br /><br /><strong>Stykke 42</strong><br /><br />Vær folk, der går forbi.<br />Vær folk, der haster, folk, der tigger, folk, der ryster regnen af sig. <br />Folk, der søger sammen over risten, folk, der knækker sammen <br />blandt de handlende i frosten.<br />Folk, der ikke rigtigt ved, hvad de skal sige, folk, der taler højt <br />og længe om det rene, skære ingenting,<br />og folk, der bliver overskrifter, overskrifter, der tager form af folk.<br />Folk, der blot er folk, og folk, der er et folk, og folk, der går i flok.<br />Vær folk, vær sten og æter, kløer og vinger, tåge over fliser.<br />Vær det kød, jeg er,<br />Og vær dét ord.<br /><br /><br />***<br /><br /><br /><strong>I</strong><br /><br /><br />***<br /><br /><strong>Spillemanden</strong><br /><br />Mens flækkernes folk<br />slog til søren,<br />fandt sammen i høstakken,<br />så deres ensomhed ligge<br />på bunden af nok en pægl brændevin,<br />rejste han rundt<br />med sin fele på ryggen,<br />og strengene spirede,<br />bredte sig stolt ud<br />i kroner og stammer,<br />mens frugterne <br />ramte hans pande:<br />En dag gav den efter,<br />på bunden <br />af hullet<br />lå jeg.<br /><br /><br /><strong>Bjergvandreren</strong><br /><br />Der, hvor du kommer fra,<br />vandrer man op i de sneklædte bjerge<br />så snart, man kan mærke,<br />at verden bliver fremmed for øjnene.<br />Ikke i Danmark: Her holder<br />man udkig fra højenes toppe, og søen,<br />de sænker dig ned i med piller<br />på Afdeling C er for varm til at bære <br />den flage, du prøver at fragte <br />din sidste rest virkelighed væk på.<br /><br /><br /><strong>Fangstmanden</strong><br /><br />Nul tupilakker når herud, her hersker<br />kun fladen, den store og hvide, som gemmer på<br />klipper og hav eller liget af Mylius Erichsen. Hvem<br />bryder hovedet med det? Mens hans igloo<br />er varm, den har tyngde og tanke, har undsluppet<br />stormenes slør. Og det sker, at han griber<br />sin riffel og skyder en ræv. Ligesom hundenes <br />hylen mod Månen og stjernerne <br />holder det drømmene isfri <br />et sneskred endnu.<br /><br /><br /><strong>Turisten</strong><br /><br />Han har pisset i buske i Tokyo og Rom,<br />han har stillet figurer af Stalin og Frihedsgudinden<br />på plads på chatollet, har udbredt klamydia<br />både i Phuket og Cape Town hos kvinder, hos mænd<br />og hos børn, og hans udsyn er bredt ligesom <br />Telstars, det brænder som napalm. Han frygter kun dem, <br />der berejser ham, dem, han kan se.<br /><br /><br /><strong>Gøgleren</strong><br /><br />Han stod der på Strøget<br />blandt klynger af jublende børn<br />og forældre, som ikke smed penge i hatten,<br />for nej, han kunne ikke jonglere.<br />Hans bolde hang bare i luften og lignede,<br />dannede skyer, vandt farver, trak op.<br />Kun de håbløst naive og dem, <br />der var rede til døden, <br />kunne le af <br />og tilgive den slags!<br /><br /><br /><strong>Dæmonen</strong><br /><br />Det kan godt ske, min skikkelse flyder,<br />min tanke er flammer, min hånd er af is.<br />Det kan godt ske, jeg omskaber sjæle til luft,<br />former luft om til sjæle og helst bakker snagvendt.<br />Mit navn er et grundstof, sågar, og jeg skriver<br />i stjerner og slagmarker. Spejl dig, jeg svarer<br />i brændende skyer og afsvedne byer. Men læs<br />mig, og jeg bliver ler i din hånd.<br /><br /><br /><strong>Gartneren</strong><br /><br />Høsten er ovre, <br />det sidste læs æbler er afsat, <br />og træerne visner i lunden, <br />bliver sorte i regnen <br />og dækkes af svampe, <br />der skjules<br />i skuret,<br />kun han<br />kan fordøje<br />dén frugt.<br /><br /><br /><strong>Kyperen</strong><br /><br />Han drikker vin<br />af et timeglas,<br /><br />ingen kan lære<br />ham noget<br /><br />om druernes<br />gæring.<br /><br /><br /><strong>Helgenen</strong><br /><br />De blinde, <br />de stumme, <br />de halte<br />forsamler sig <br />om ham,<br />og syn kan <br />han give dem<br />og stemme <br />og styrke i benene.<br />Kun deres dumhed <br />er kronisk,<br />for hvem <br />vil velsignes<br />af mennesker?<br /><br /><br /><strong>Munken</strong><br /><br />Han sad <br />i sin hule<br />årti på årti<br />og forsøgte <br />at opløse mørket<br />og kødet<br />og tanken<br />i Buddha<br />med held,<br />men hans mester<br />lod stadig <br />sin stemme<br />vibrere <br />i bjerget.<br /><br /><br />***<br /><br /><strong>II</strong><br /><br /><br />***<br /><br /><br /><strong>Far på stranden</strong><br /><br />Du bygger slotte af sand, lille ven, <br />og du skriver i sand,<br />du har sand mellem tæerne: <br /><br />Husk, det var bjerge engang <br />og knejs ordentligt, knægt!<br /><br /><br /><strong>Hamlet ved vandhullet</strong><br /><br />Der er ingen Ofelia herinde,<br />kun enlige mødre med fadøl<br />og kødsmag på tungen og hængende<br />bryster, små piger gemt væk<br />bag et jordlag af sminke<br />og nonner med knive i bæltet,<br />parate til hævn over alt med en pik,<br />der så meget som vover <br />at vandre på jorden<br />og blotte et hjerte. Og alle<br />som én ignorerer de ham. <br />Det er godt. Han har al den nat<br />i sig, en bejler behøver,<br />han har sin absinth,<br />og han har sine kranier at snave.<br /><br /><br /><strong>Jacks bog</strong><br /><br />Her er Jack.<br />Jack er glad for guns.<br />Jack er meget glad for guns<br />og ikke Roses, bare Guns<br />og så sit mobile home i Tucson, Arizona,<br />og sin Rover<br />og sin dunk med Southern Comfort.<br />Jack er træt.<br />Jack er meget træt<br />af jobbet som pedel<br />på byens high school.<br />Jack er træt af konens snorken,<br />ungens vrælen, bilens hosten.<br />Jack er træt af slidte stole.<br />Jack er træt af majs på dåse.<br />Jack er træt af både niggere og jøder.<br />Jack er træt af folk i jakkesæt <br />og træt af dumme jocks<br />og træt af slackere<br />og hippier<br />og white trash.<br />Jack er også<br />træt af Gud<br />og skød ham ned<br />en dag i krydset<br />med sin riffel,<br />og nu hænger Herrens <br />åsyn over sengen,<br />fyldt med vat og formalin.<br />Jack vil meget gerne skyde.<br />Jack er lykkelig, når han skyder.<br />Jack kan lide at skyde folk, <br />og gerne folk, der ikke venter det<br />og pludselig taber luft og dratter ned<br />som store kødballoner<br />foran deres vogne.<br />Jack kan lide sin egen stemme.<br />Jack kan lide at hviske "puf, puf puf"<br />i høj og renset æter,<br />der er hans,<br />og hans alene.<br />Jack er vild med Arizona<br />efter solnedgang.<br />På søndag <br />vil han hvile<br />i et koldt <br />og sodet <br />kammer.<br /><br /><br /><strong>Patient J</strong><br /><br />Jeg lukker min dør, <br />og straks vælter det ind <br />med insekter og kryb og betjente, <br />jeg spiser min frokost og tænder <br />en chillum og venter på virkelighed <br />af den slags, jeg har hørt skulle <br />findes et sted bag de væltede møbler <br />og posernes mylder af mider, <br />og smadrer en rude. En vind <br />hvisler ind, det er nat <br />nu, min mors bryst er <br />gyldent og varmt.<br /><br /><br /><strong>Petrine</strong><br /><br />Børnene voksede op og forsvandt<br />bag ved skovene, landsbyens teglsten<br />begyndte af danse i vinden som remser, <br />enhver havde glemt, bag de vejrbidte<br />mure sad gamle Petrine tilbage<br />i tusmørket, strikkende løs<br />på sin gave; en sweater <br />til juniors blå fodbold.<br /><br /><br /><strong>Metha</strong><br /><br />Hun sidder<br />ved karmen<br />og kigger<br />på bilernes <br />pløjen sig vej<br />gennem pytterne,<br />kattenes strejfen<br />og fuglenes<br />larmende trækken<br />mod syd,<br />der er snevejr<br />på vej,<br />og en dag<br />vil hun finde<br />den eneste<br />oplyste rude<br />i byen<br />og se, <br />den er lukket,<br />og stirre<br />på kvinden<br />i stuen<br />og vide<br />præcist<br />hvem,<br />hun var.<br /><br /><br /><strong>Den grå dame</strong><br /><br />Den grå dame kalder de hende.<br />De siger, hun spøger. De siger,<br />at hun indvarsler dødsfald og sindssyge.<br />Tåbelige væsener! Hun valgte at være<br />den mørtel, som samlede smuldrende mursten,<br />de skridt, som bandt salene sammen,<br />den ånde, der krævede ilt for dem alle.<br />Nu råber de op, når hun vækker<br />dem. Ak! De kollapser,<br />som de har forstand til!<br /><br /><br /><strong>Yo, Lazarus!</strong><br /><br />Den er der jo stadigvæk, verden, let bulet <br />og bleget en smule af solen, men fortsat anvendelig,<br />lidt ligesom dig! Ja, din dovenlars! Du dér i graven! <br />Stå op! Han er væk, ham, du venter på! <br />Men der er kvinder ved brønden <br />og vin nok på lager <br />til også at fylde din flodseng.<br /><br /><br />***<br /><br /><br /><strong>III: Assistens</strong><br /><br /><br />***<br /><br /><br /><strong>Ved Dan Turélls grav</strong><br /><br />Der er blyanter dér, hvor du blunder. <br />En, nej, to, nej, flere! En mark af grafit <br />- som om skriften, der ellers med exhorbitant <br />appetit slugte Big Sur og Malta og Vangede, <br />Buddha og Billie, Manjana og Danny og Dan, <br />har fortabt sig tilstrækkeligt længe <br />og prøver at vokse sig frem<br />til den rigtige hånd.<br /><br /><br /><strong>Ved H.C. Andersens grav</strong><br /><br />Ingen går fejl af dit hvilested,<br />for du er blevet til skilte,<br />et hegn og en høj, plejet hæk.<br />Du er Dannebrog mejslet i sten<br />og en svane til stads,<br />en prinsesse spændt fast til en ært.<br />Men jeg kender dig, HC, <br />er venner med O.T. <br />og soler mig stadig i Skyggen.<br />Jeg véd, at din benede fod<br />kender pløret på bunden af Odense Å, <br />at dit pandeben stadig vibrerer<br />af farfars forskruede skrig,<br />og at hakkerne i dine dagbøger<br />stadig er enheden, ensomhed måles i.<br />Du var et sår, Mester Andersen<br />- dét er en blomsterkrans værd!<br /><br /><br /><strong>Ved Jens August Schades grav</strong><br /><br />Det var lige efter Hjertebogen, Sjov,<br />og ingen Schade til, når læber mødte<br />læber her i Danmark, der var både smæk<br />for skillingen og rosenstorm for ingenting,<br />Jens August, når du skrev, så sten blev kød,<br />og alt det Skæve, ømt og afklædt, blev det lige.<br /><br /><br /><strong>Ved Kjeld Abells grav</strong><br /><br />Det kan godt ske,<br />at blomsternes <br />gyldne trompeter<br />er tavse det sted,<br />hvor du ligger og lytter,<br />men stadigvæk nynner<br />en tæt klynge urter<br />den flygtige, blå melodi, <br />som du sang,<br />da dit tæppe gik ned,<br />og blandt hækkene<br />høres en glammende,<br />glad pekingeser.<br /><br /><br /><strong>Ved Rasmus Rasks grav</strong><br /><br />Du fødtes i Babylon, legede mellem ruiner<br />og spartlede stenblokke sammen med stenblokke.<br />Søjler blev rejst over urgamle revner,<br />man råbte igen over have og skove og bjerge <br />fra bygningens top og fik svar. <br />Da dit hjerte gav op, var der kun fire<br />piller tilbage at rejse. <br />Med ét ord på læben begyndte du forfra,<br />og nu er der stille det sted,<br />du steg op i den grå lithosfære.<br /><br /><br /><strong>Ved Michael Strunges grav</strong><br /><br />Der ligger du så. Helt håndgribelig.<br />Støv i en krukke - blot væbnet<br />med ordenes vinger, der bar dine lemmer<br />elendigt nok til, at jeg lærte<br />at blive på jorden og grave mig ned<br />under grundfjeldet, ledende <br />efter den stjerne, jeg gik på.<br />Nu kender vi begge to flammen.<br /><br /><br />***<br /><br /><br /><strong>IV: &amp; elsewhere</strong><br /><br /><br />***<br /><br /><br /><strong>Osama bin Laden</strong><br /><br />I<br /><br />Osama bin Laden er dumpet i havet, <br />nu ligger han nede på syv favne vand <br />ligesom Rasputin, Harry Houdini og Paul Celán, <br />ligesom Mary Celeste og Titanic og Kursk, <br />ligesom Mu og Atlantis,<br />og ingen kan røre ham mere; <br />signaturen er mejslet i fisk. <br /><br />II<br /><br />Osama bin Laden er dumpet i havet, <br />han skrælles af bølger og slibes af sand <br />til han blot er en kalkmasse, <br />end ikke hovedet <br />kan nægte at hvile sig på.<br /><br />III<br /><br />Osama bin Laden er dumpet i havet, <br />og Allah er stor, <br />klækker søtunger ud, <br />som han plejer.<br /><br /><br /><strong>Hitler i Argentina</strong><br /><br />Her sidder jeg, manden fra Berghof, <br />mens bjergkæder heles og marker gror sammen <br />og farver bliver blandet, så alting bliver hvidt,<br />mens jeg udsteder ordrer til måbende gauchos, <br />som intet forstår, spiller Wagner <br />for græssende kødkvæg og kun får tequila <br />hver gang, jeg bestiller en rhinskvin. <br />Forbandede pampas, der ingenting skjuler, <br />her bærer selv overskæg aks!<br /><br /><br /><strong>Elvis lever!</strong><br /><br />Jeg så ham på Månen i går,<br />mens han, blålig af gas,<br />gul af løgn, hilste tavst<br />og forsvandt over sletterne<br />- ud mod den eneste døgnkiosk,<br />hvor hostepastiller <br />af grøn kryptonit<br />kunne fås <br />under bordet <br />endnu.<br /><br /><br /><strong>Mosekonen Brøgger,</strong><br /><br />dampe stiger op fra Afrodites lænder.<br />Katte smyger sig om benene på folk<br />i Bangkoks gyder, på Paris' boulevarder,<br />Sølves våde, bløde stier. De har øjne,<br />de har store, spidse ører. Du er genkendt!<br />Bag ved sløret bliver dit hoved sort<br />af hyldens korte favntag.<br /><br /><br /><strong>Robert Falcon Scott</strong><br /><br />Hestenes knogler <br />er blevet til runer i sneen,<br />og jernslædens motor <br />forbrænder kun stilhed.<br />I teltet har polen forskudt sig, <br />den findes et sted<br />under Nordstjernen nu, <br />foran varme kaminer,<br />i dampende favntag, <br />i bundløse søer, <br />og Scott griber pennen, <br />forsøger at åbne en sejlrende<br />gennem sit navn, <br />men den stivner <br />om spidsen,<br />han hejser <br />sin hud <br />op i pælen, <br />der stiger <br />en sol over <br />Plymouth.<br /><br /><br /><strong>Nick Drake</strong><br /><br />Mulden er frugtbar ved Tanworth-in-Arden,<br />og træerne springer helt uhæmmet ud. <br />”Hvorfor det?", synes stemmen at hviske, <br />hvis ribben nu afstiver stammerne.<br />Jeg svarer: "Ikke for noget"<br />og savner afsindigt min ustemte guitar.<br /><br /><br />***<br /><br /><br /><strong>V</strong><br /><br /><br />***<br /><br /><br /><br /><strong>Mor Karen</strong><br /><br />Hos mormor og morfar fik hønsene<br />lov til at hakke i jorden,<br />og alle beundrede hendes rabarber<br />og huggede løs af de saftige jordbær,<br />der stod lidt for tæt op ad Bygaden<br />bag ved en alt for lav hæk<br />- også mig, der lå helt flad af grin,<br />når hun dansede rundt <br />mellem platter og vaser i stuen<br />og skrålede løs til den tyndslidte<br />spole med Cash i San Quentin<br />og mente hvert ord, <br />som hun ikke forstod,<br />og at helvede, havde man spurgt,<br />lige så vel kunne være<br />et sortsvedet franskbrød<br />som iskolde tremmer<br />i Syden et sted.<br /><br /><br /><strong>Johannes</strong><br /><br />Der lå sælsomme blomster <br />fra fjerne og ukendte steder <br />og somre i oldefars Bibel, <br />og selv gik han aldrig i kirke, <br />men hang i sit cykelværksted <br />med en øl og en smøg <br />og fortalte de ventende kunder <br />om solen i Rio <br />og tågen i Harwich <br />og stemplernes hamren, <br />når båden, <br />han sejlede med <br />i sin ungdom, <br />smed trosserne <br />ude i Nordhavnen.<br /><br />Først da han døde, <br />blev Laurbjerg landfast <br />med Jylland <br />og tørlagt i den grad, <br />at præsten i Houlbjerg <br />fik brug for at købe<br />en ny sending altervin.<br /><br /><br /><strong>Maren fra Mogenstrup</strong><br /><br />Oldemor Maren<br />blev født i et jordhul<br />på Mogenstrup Hede<br />ved Sevel,<br />som ingen <br />kan finde på kortet,<br />for hvorfor <br />skulle nogen dog dét?<br />Hendes far <br />var en rejsende sælger <br />i uldtøj, <br />og moderen <br />strikkede trøjer <br />af garn, <br />som hun selv <br />havde spundet og kartet<br />og klippet af fårene <br />ude på heden,<br />når ellers hun kunne få tid<br />for de skrigende unger, <br />hun fødte på samlebånd: <br />Seksten i alt. <br />Fire døde i vuggen, <br />mens Maren så til, <br />og var fuldstændigt magtesløs<br />ligesom sin mor, <br />der var halvvejs sigøjner,<br />men hverken kunne læse i kort <br />eller vække de døde til live igen,<br />og hun voksede op, <br />mens hun røgtede dyr,<br />lærte ikke at stave og regne, <br />men kunne sin salmebog udenad.<br />Sammen med den <br />kom hun gennem de ensomme <br />nætter på gårdene, <br />hvor hun kom ud for at tjene<br />så hurtigt som muligt. <br />Der mødte hun Christian Baunbæk,<br />en husmand og ungkarl fra Ulfborg,<br />der gerne tog for sig af retterne,<br />indtil hun svulmede op,<br />og han pludselig var nødt<br />til at gifte sig under sin stand.<br />Fra den dag var hun pige<br />i huset hos ham, <br />kogte øllebrød,<br />stoppede sokker <br />og malkede køer,<br />mens hun fødte hans børn,<br />der fik bank, <br />hvis hans rute <br />som mælkekusk drillede,<br />alt imens Maren lå inde <br />i sengen <br />med salmerne, <br />nynnende lavt,<br />og først åbnede døren igen<br />for den grædende søn <br />eller datter,<br />der fik hendes hjerte <br />i stedet for det, <br />der blev knust <br />under livremmen.<br />Pludselig<br />var Christian væk<br />ligesom børnene.<br />Stuen blev stille<br />på Baunbæk,<br />og lokkerne hvide. <br />Hun strikkede gaver<br />til alle og én <br />i den større<br />og større familie,<br />der også blev min.<br />Jeg blev mødt <br />af et sølvkrus,<br />som hun havde spinket<br />og sparet i månedsvis<br />for at kunne give mig,<br />og nåede at kende<br />det trætte, <br />men kærlige smil,<br />før hun endelig gav op<br />og forvandledes om <br />til et meningsløst navn<br />på en gravsten,<br />en salmebog, <br />krøllet og kold,<br />og en kalk på en hylde,<br />med noget, der tit <br />flyder over <br />og holder<br />mig varm,<br />når jeg fryser<br />om natten.<br /><br /><br /><strong>Edmund</strong><br /><br />Alt, hvad jeg ved<br />om min oldemors bror,<br />der hed Edmund, <br />beløber sig til, <br />at han styrtede ned <br />i et kar <br />fyldt med kogende fedt,<br />mens han tjente sin løn<br />hos en slagter <br />i Odenses udkant,<br />og mindede mest<br />om en menneskelig pomfrit,<br />da han bjærgedes op,<br />og at endnu <br />et udkast til mig<br />dermed endte.<br />Nu mangler jeg selv<br />at nå frem<br />til en bedre pointe.<br /><br /><br />***<br /><br /><br /><strong>VI: Forsøg på selvportræt</strong><br /><br /><br />***<br /><br /><br /><strong>Forsøg på selvportræt</strong><br /><br />Jeg er et barn af den kolde krig. Over min barndoms solbeskinnede enge hang der altid en bombe, bag mine elskedes ansigter var der altid et lysglimt, i mit blod altid en trykbølge. For mig er konceptet "fremtid" en absurd abstraktion. Og den eneste opgave, jeg nogen sinde har følt mig forpligtet på, har været at samle alle de spaltede atomer igen.<br /><br />Mine forældre gav mig verden. Mine bedstefædre lærte mig den at kende. Mine bedstemødre lærte mig at blive mand nok til at bruge den til noget. Bag dem lyder et kor af fjerne, men klare stemmer, der vil lære mig noget helt andet igen.<br /><br />Jeg er vokset frem af muldjord, og jeg stoler kun på muldjord. Vil du ind, så sørg for mudder under sålerne.<br /><br />Jeg er skytte. Jeg forsvarer min offensiv.<br /><br />Jeg er ikke autoritært anlagt. Jeg er frafalden anarkist. Ve dem, der ikke er deres egen tanke.<br /><br />Min kærlighed har været rundt om blokken nogle gange, og det er et hårdt kvarter. Nu mangler den en arm, et ben, et hoved og visse vitale indre organer, der står af og på efter forgodtbefindende, og den føler kun, den er til stede, når den krummer sig sammen under snerten. Men kødklump eller ej - du skulle se den på et dansegulv.<br /><br />Kroppen er et fantastisk instrument, men en nådesløs tyran. Jeg øver i døgndrift på at klare mig uden.<br /><br />Finder mig selv komplet uinteressant som andet end den tragt, verden filtrerer sig igennem. Og det fine støv, der lægger sig på bunden, kalder jeg skiftevis Gud og poesi. Set i dét lys er præcision en pligt.<br /><br />Det er ikke tiden, der løber ud. Det er mig.<strong></strong><div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-6968835185597463228?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-56982801833969523552012-01-11T09:04:00.000-08:002012-01-11T09:05:09.197-08:00ligger stille<br />på mit bord<br /><br />og sætter<br />rødder,<br /><br />skyder<br />blæk.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-5698280183396952355?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-59970643316233784482012-01-06T23:53:00.000-08:002012-01-08T10:39:08.564-08:00<a href="http://1.bp.blogspot.com/-alArzsszUns/TwgB9kEgQ0I/AAAAAAAABYg/lSAZZP_-PwQ/s1600/1109524_23.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 150px;" src="http://1.bp.blogspot.com/-alArzsszUns/TwgB9kEgQ0I/AAAAAAAABYg/lSAZZP_-PwQ/s200/1109524_23.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5694803885976208194" /></a><em>Endnu en manuskripttest: Denne gang af en stak kærlighedsdigte fra de sidste 10 år. Der er blevet lagt en del arbejde i at få disse tekster, som stammer fra vidt forskellige perioder af min produktion, til at passe sammen - specielt rytmisk - og danne en art sammenhængende historie, men jeg bilder mig ikke ind, at resultatet er perfekt endnu. Derfor er feedback i endnu højere grad end med <em>Memo</em> væsentligt, før jeg smider bunken afsted til noget som helst forlag... God læsning - og lad gerne høre fra dig!</em><br /><br /><br />***<br /><br /><br /><strong>Steffen Baunbæk</strong><br /><em>Favne</em><br />Kærlighedsdigte<br /><br /><br />Mottodigt:<br /><br /><br /><strong>Mellemrum</strong> <br /><br />Vi elsker mellem byerne og mellem hjertets slag. <br />Vi elsker mellem stjernerne og mellem nat og dag. <br />Vi elsker mellem verdener – på de steder, der er plads. <br />Vi elsker som to spøgelser – fra start er der meldt pas. <br /><br />For alting, der kan samle, det må også skille fra, <br />og det, som snart vil komme, vil vel ligne det, der var. <br />Du hører også bragene, når sjælen rammer kød. <br />Du ved så godt som jeg, at to, der elsker, ønsker død. <br /><br /><br />***<br /><br /><br /><strong>Kali</strong><br /><br />Hun danser<br />i engen,<br />hun danser<br />i solen<br />og græsset<br />og afsvider <br />blomsterne.<br />Bier med <br />flammende vinger <br />forsvinder<br />og afsætter ringe<br />i øjne så svale<br />og smukke<br />og klare<br />og sande<br />som vand.<br /><br /><br /><br /><strong>Thirtysomething love note</strong><br /><br />Kærlighed: Terapeutiske sessions for krigsinvalider. Hvert kys et granatchok. Hver berøring et krater. Sex: Et kværnende, nådesløst flashback. Vi brøler og skriger i dødsangst. Vi går, når vi kommer. Vi afskyer hinanden, som ingenting sværmer for tomrummet.<br /><br /><br /><br />Jeg savner dig,<br />som vandet <br />savner ilden,<br />ilden vinden, <br />vinden jorden,<br />jorden vandet,<br />som kun verden,<br />rund og rolig,<br />kender længsel.<br /><br /><br /><br /><strong>Bøn</strong><br /><br />At varme hinanden i periferien af altid større og koldere pladser, mens duerne lander og tigger og skider. At akkurat undgå at blive til brosten. Det er vel kærlighed. Brug ikke ordet - det stikker os ned! Lad mig mærke en brise af kød på din ånde i stedet, så blotter jeg gerne min hals!<br /><br /><br /><br /><strong>Spøgelsesbilist</strong><br /><br />Jeg ser mig selv i fuld fart ud mod lyset, hen mod mødestedet.<br />Speederen er nede, rattet ryster, stempler hamrer under hjelmen,<br />skove splintres, skyer spreder sig og stjerner farer akkurat forbi,<br />og der er en af mig, der lykkeligt går bort i det sekund, <br />hvor bilen havarerer mod din hvide pande.<br /><br /><br /><br /><strong>Shot!</strong><br /><br />Jeg kunne drikke dig, lade dig rulle<br />i bølger diskret over tungen, lade smagen<br />af bittert og salt, sødt og skarpt finde plads<br />i mine gane og synke, mens smagen var klar,<br />huske suset fra nerver og årer og tanker,<br />der mistede formen i tarmene på mig, <br />og vågne alene om natten med nyrer<br />som skrigende bremser og svulmende<br />tæer, jeg kunne drikke dig rent.<br /><br /><br /><br /><strong>Kys</strong><br /><br />Dette er et kys.<br />En fjern, forvitret skygge<br />af en sang, vi kunne synge rent<br />dengang, der fandtes drager bag ved Brugsen,<br />og vi legede i rigtig sol,<br />der ikke kun var stråler<br />fra en skoldhed ting på himlen.<br /><br />Dette er et kys.<br />Et stik af angst<br />i ømme tunger,<br />der har kendt.<br /><br /><br /><br />Som træer ved kysten<br />formes af vinden,<br />som sten ved en strandkant<br />formes af vandet,<br />som bølgerne muligvis<br />sliber sig runde mod tiden,<br />vokser jeg ind i dit blik.<br /><br /><br /><br />Du er smuk,<br />som kun Juliet Browner<br />kunne være det,<br />når hun blev fotograferet<br />af gamle Man Ray:<br />Ikke elsket af ham<br />eller linsen, nej,<br />end ikke farverne, formerne; <br />lyset, du, lyset.<br /><br /><br /><br /><strong>Det er hende, du altid har drømt om</strong><br /><br />Det er hende, <br />du altid har drømt om.<br />Hun beder dig komme, <br />men ikke med smil eller tårer <br />og slet ikke længsel,<br />men blot med den samme forvisning, <br />som når du om aftenen <br />lader dine øjenlåg falde <br />og ikke er angst <br />for aldrig at vågne igen.<br /><br /><br /><br />Vågner<br />til dit ansigt<br />med et smil<br />fra før min tid.<br /><br />Det heles,<br />føler jeg<br />det sår,<br /><br />som ingen af os<br />kunne mærke<br />eller kende til<br />før nu.<br /><br /><br /><br />Husene, vejene,<br />træerne<br />mejslet i solskin.<br /><br />Hænderne, fødderne,<br />tankerne<br />mejslet i solskin.<br /><br />Hjemme<br />er der,<br />hvor du er<br /><br />og i dag<br />overalt.<br /><br /><br /><br />Vi sukker fra hver vores kyst, og et sted over havet hænger en engel. Den ene arm griber du fat i, jeg klynger mig fast til den anden. Den vrider sig, bølgerne skvulper, og øjnene lyser i natten. Den ytrer et navn.<br /><br /><br /><br />Dit navn<br />er et ekko, der kaster <br />sig frem og tilbage imellem de hærdede <br />stammer i skoven, og nok er jeg døv af de larmende <br />biler, og nok er jeg halt efter talrige spark <br />mod blokerede døre, men en ting <br />er sikker: Jeg ønsker, at <br />træerne blomstrer <br />i nat.<br /><br /><br /><br /><strong>Drømmetid</strong><br /><br />Du var her i nat. Du drømte en drøm i min seng, som jeg ikke kan huske, og vågnede bort. Jeg er dens erindring. Slår øjnene op til et lys, der er større end solen. Suger det ind, mens jeg dufter dit hår og din hud. Mine lemmer er former og tankerne skygger. Jeg mærker det hærdes, mit skind. Mine ben bliver faste og hænderne stærke. Jeg rejser mig op for at bruge mig. Senere, når det er gjort, kan jeg drømme dig til.<br /><br /><br /><br />Bladene danser<br />i vinden.<br /><br />Jeg tænker <br />på dig.<br /><br />De har noget<br />at lære.<br /><br /><br /><br />Ikke kun se dig igen:<br />At erkende <br />du findes.<br /><br />At støvet har fundet<br />et hjemsted i kroppen<br />af årsager,<br /><br />ingen behøver<br />at vise<br />sig selv.<br /><br /><br /><br /><strong>Showtime</strong><br /><br />En af de dage,<br />hvor arket er glat,<br />hvor man glider i ord,<br />som det nægter<br />at tage imod,<br />og man prøver<br />at rejse sig stolt,<br />i det mindste,<br />med mudder<br />og græs og hvad<br />har vi på tøjet<br />i store plamager,<br />men skvatter <br />igen og igen,<br />og du smiler fra siden:<br />Et vidende grin<br />over klovnen, <br />der lige har sagt<br />det, han ville.<br /><br /><br /><br /><strong>Grovæder!</strong><br /><br />Du har slugt mit digt, du har!<br />Det skvulper rundt dér i din mave,<br />brydes ned til tegn og klange,<br />skyller ud i dine årer, hobes op i din idé<br />og munder ud i det der lys i dine øjne,<br />der var grunden til, jeg aldrig fik det skrevet!<br /><br /><br /><br /><strong>Mission</strong><br /><br />At være en sten<br />i din dønning,<br />at slibe mig hudløs<br />mod det, jeg er af,<br />og at glimte i solen<br />en dag, rund og glat,<br />det er viljen<br />for mig.<br /><br /><br /><br /><strong>Favne</strong><br /><br />Følger dig gerne til havs<br />- ud, hvor ingen kan bunde.<br /><br />Det sorte, det røde, det stille.<br />Blandt isflager eller vulkaner,<br />blandt hvaler og blæksprutter.<br /><br />Der vil vi synke<br />og løfte hinanden<br />og synke<br />og løfte hinanden<br /><br />og drukne <br />i æter,<br />i vand,<br /><br />og lære<br />at ånde<br />påny<br /><br />og at svømme<br />fortroligt<br />i blodbaner<br /><br />ind i et fjernt<br />og hvidt hjerte.<br /><br /><br /><br />Bag horisonten<br />og vejen<br />og dagens aviser,<br />der bliver <br />til mudder <br />i regnen<br />- bag hjertet endda -<br /><br />gror en frugt<br />på et træ<br />af en art,<br />der har undsluppet<br />navne<br />endnu,<br /><br />og vi<br />sulter.<br /><br /><br /><br />Om du vil, kan du lade mig synke. Ned i det blå, du betragter igennem. Helt ned til hajer, delfiner, koraller. Der vil jeg lære at leve, at ånde dit sprog, dine tusinder af tungemål. Der vil jeg blive dit kød.<br /><br /><br /><br /><strong>Munding</strong><br /><br />Vi vælger at gå ned til havet af den smalle sti. Vælger siv, der snitter i lårene, småsten, der skærer under fødderne. Vælger at æde hinanden med øjnene, forme hinanden igen med et smil. Vi går ned, der er vand, der er æter, og det er det samme. Og vi går under i syv favne sjæl.<br /><br /><br /><br /><strong>Træk</strong><br /><br />Himlen myldrer af fugle. Ørne på jagt, spurve på flugt, måger, der søger en redeplads, skader, der spejder mod bunden af dammene efter en guldmønt. <br /><br />Bare kløer og næb og fjer og vinger er de. Kløer og næb og fjer og vinger på træk. <br /><br />Og over dem spejder vi ned. Når vi tier, så skriger de. Og når vi taler, så giver vi dem navne. Vi giver dem nerver og kroppe og formål. Vi er de eneste, der kan fortælle dem, hvor de skal hen.<br /><br /><br /><br />Poplerne<br />stynes,<br /><br />du griber<br />din grensaks,<br /><br />jeg elsker<br />dig.<br /><br /><br /><br />Høj sol gennem <br />marv og ben.<br /><br />Pløjer furer<br />i hinandens kroppe.<br />Kornet spirer,<br /><br />vokser indad, <br />indad, gyldent.<br /><br /><br /><br />Du gør solen klar til dagen<br />foran spejlet,<br />det er sommer.<br /><br />Nu skal kornet<br />straffes for<br />at stå så højt.<br /><br />Nu skal det flamme<br />i din farve,<br /><br />du skal lære det<br />at holde<br />til din vægt.<br /><br /><br /><br />Du skal riste<br />dit navn<br />i min hud,<br />du skal skære<br />så dybt,<br />at det står der<br />den dag,<br />vi er døde<br />og borte.<br /><br /><br /><br /><strong>Dressur</strong><br /><br />Jeg bukker mig gerne<br />og lader mit ansigt <br />få mønstre af tæppet,<br />du går på,<br />så længe jeg ved,<br />at du prøver at kærtegne<br />eller erobre<br />en kerne, <br />jeg ikke kan nå<br />af mig selv<br />for den hud,<br />der forsegler mit kød,<br />og det kød,<br />mine knogler<br />har gemt sig imellem.<br /><br />Jeg bukker mig gerne<br />og klæder dig af<br />ind til negle og tænder.<br /><br />Jeg tæmmer<br />min ulv.<br /><br /><br /><br />Vi mødes om natten. Vi klæder os i farver, som kun vi, med lysende øjne, kan se. Vi kender hinanden på skyggen, og den giver vi krop. Vi opdyrker månen, ser blomsterne spire langs rifter og kratere. Vi hvæsser kløer, slikker pels, planter stjerner og indvier hellige pladser. I afgrunden bygger vi hus. I det hus vil vi skinne, til dagene kæntrer.<br /><br /><br /><br /><strong>Knæleren</strong><br /><br />Markerne rødmer et helt andet sted, her, en helt anden dag, lige nu. Mellem aksene knæler du, der mellem aksene vokser mit ansigt.<br /><br />Jeg savner det, pluk det - og kys det!<br /><br /><br /><br />Så uvist,<br />hvem jeg ser i dag,<br />selvom<br />det er dig.<br /><br />Så uvist,<br />hvem jeg bringer med mig,<br />selvom<br />det er mig.<br /><br />Så uvist,<br />som at solen<br />snart<br />står op.<br /><br /><br /><br /><strong>Tø</strong> <br /><br />Det tør, siger du nok. <br />Jeg har stadigvæk ikke <br />set luft blive vand <br />eller sten sætte stængler. <br />Og os? Vi er hårdest af alt, <br />frosset inde bag frakker <br />og negle og knogler. <br />Vi ånder krystal.<br /><br /><br /><br /><strong>Kridt </strong><br /><br />Du har tegnet <br />din cirkel på gulvet, <br />du rådner i fred <br />der ved bredden af lunkne <br />og afsides tårekanaler. <br />Måske er det rigtigt. <br />Måske er kys stikflammer, <br />kærtegn en svidende stribe af lava, <br />samleje skærsild, nærvær tortur. <br />Måske får jeg horn <br />af at sidde herude <br />og vente på vinger. Men du? <br />Du har afsvoret verden <br />og næres af tab. <br />Og den cirkel <br />er kærlighed, <br />tror jeg.<br /><br /><br /><br />Gød blot<br />mit jordlod<br />med vrede,<br />med had,<br />med foragt,<br /><br />ting vil <br />gro der,<br />vel også<br />en rose<br />til dig.<br /><br /><br /><br />Det regner<br />helt ind<br />i din sjæl,<br /><br />hvor jeg står<br />ved en vandpyt<br /><br />og søsætter<br />skibe<br /><br />af foldet<br />papir.<br /><br /><br /><br /><strong>Prinsessen</strong><br /><br />Prinsen er død,<br />og du bukker dig<br />ned over liget<br />og flår det i stykker,<br />ét lem og én indvold<br />ad gangen, du syder<br />af svigt, og du ser<br />ned i vandet,<br />du skriger,<br />du ser på <br />dig selv.<br /><br /><br /><br /><strong>Tagfat</strong><br /><br />Pæren er sprunget,<br />og vandet er lukket,<br />og solen for længst gået ned,<br />og langs iskolde radiatorer<br />forsøger vi begge at føle os<br />frem til – og kysse – de skygger,<br />der minder os mindst<br />om hinanden.<br /><br /><br /><br />I en opblødt og udtrådt avis,<br />der er hensmidt på fortovet,<br /><br />ser jeg dit navn dukke op<br />på en liste med savnede<br />folk efter krigen.<br /><br />Måske er det bare en anden,<br />der hed ligesådan,<br /><br />men det ligner din måde<br />at dø fra mig på,<br /><br />og det ligner <br />min form for erkendelse.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-5997064331623378448?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-21006180219789407572012-01-05T07:03:00.000-08:002012-01-05T07:19:49.630-08:00<a href="http://1.bp.blogspot.com/-e_ESHQNf8-Y/TwW-4HVZwLI/AAAAAAAABXw/LVkD1o6JCko/s1600/8462743.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 150px;" src="http://1.bp.blogspot.com/-e_ESHQNf8-Y/TwW-4HVZwLI/AAAAAAAABXw/LVkD1o6JCko/s200/8462743.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5694167175130628274" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />og vragene åbner sig, sæderne dufter,<br />antennerne blafrer i vinden,<br />i skrammede skurvogne<br />slibes der stål.<br /><br /><br />(tak til <strong>Shubidua</strong> for lån af åbningslinjen)<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-2100618021978940757?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-18378364263887651082012-01-03T09:13:00.000-08:002012-01-04T07:42:20.956-08:00<a href="http://4.bp.blogspot.com/-rHe571fbRKM/TwM6hqugFVI/AAAAAAAABXI/7TTXdBjBCKM/s1600/img151.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 180px; height: 200px;" src="http://4.bp.blogspot.com/-rHe571fbRKM/TwM6hqugFVI/AAAAAAAABXI/7TTXdBjBCKM/s200/img151.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5693458704005862738" /></a><em>Fra nu af vil der jævnligt - efterhånden som de bliver redigeret sammen - lande deciderede manuskripter her på <em>Assistens & elsewhere</em>. Dog kun i en kortere periode. Efterhånden som de skibes afsted til forlag, vil de naturligvis blive fjernet.<br /><br />Grunden til at gøre det er selvfølgelig, at jeg gerne vil give folk mulighed for at kommentere indholdet. Jeg garanterer ikke, at jeg følger op på forslag og kritik, for til syvende og sidst er mine ord mine - og fiaskoen ved en forgæves indsendelse ligeså. Men jeg lytter meget gerne!<br /><br />First up: Et manuskript, som på mange måder læner sig op ad den berømte/berygtede "8600 Silkeborg", men omhandler <em>hele</em> mit liv frem til 2010, hvor cyklussen blev sat i bero, som det <em>var</em> - i kortform uden lidt for smart og konsekvent narratologi, for sådan er livet jo netop ikke. Selv er jeg ganske tilfreds med det og synes, det kan stå for sig selv. Måske som et hæfte mere end en decideret bog, men alligevel.<br /><br />Bon appetit!</em><br /><br />***<br /><br /><strong>Steffen Baunbæk Pedersen</strong><br /><strong>Memo</strong><br />Tekster<br /><br />***<br /><br />Bræen tøer, og folket dyrker solen. Lader indfald blive steder, samler tanker til et rige. Klokker ringer jætter væk. De første gange må jeg leve på sumpede borge med sværdet i hånd, vogtende over min egen og slægtens ærgerrighed. Dernæst på gårde i trav efter ploven, bekymret for konens og børnenes tarv. Og jeg lægger til i en skude fra Holland, bevæbnet med troskab, visioner og grøntsager. Beder til Gud fra min celle i Holstebro Tugthus og mangler den hest lige meget. Rejser en mølle bag gården i Grølsted og trækker en glød ind i stuen. Ombytter ledninger, tænder, lader Stauning få stemme i Valby. Ser landsdele skrumpe, mens jeg bliver større. Og snaver min tunge bag kroen i Linå, til alting bliver sort. <br /><br />***<br /><br />Fødeafdelingen, Silkeborg. Rågerne pikker mod ruden. De ved, hvad der mistes i dag.<br /><br />***<br /><br />Ligger på bordet, mens mormor og mor skifter ble. De taler og griner og synger, men kun deres stemmer forstår jeg, jeg kender min tunge. Og lyset fra lampen i loftet er velkendt endnu. Jeg griner af nogen derinde.<br /><br />***<br /><br />”Det er torskemund”, siger min farmor. Hun viser mig storkenæb, rødkløver, meld. Hun lærer mig navnene, giver mig begreber for former og farver og dufte. Hun lærer mig at elske. Men senere græder jeg over en vase, som nogen har slået itu.<br /><br />***<br /><br />Morellerne glimter på træet i haven. Jeg ved, de er noder. Den sang synger farfar med hænderne hver dag, når han vender hjem fra sin ager. Jeg spiser mig skalaer til.<br /><br />***<br /><br />Voel er stor. Større end mors og fars synsvidde. Går gennem bjørneklo, buske, tunneller. Hilser på fremmede folkeslag, kortlægger veje på Månen. Spøgelser kører i Taunus, og stjerner forskyder sig længere ud af ren angst for min tungespids.<br /><br />***<br /><br />Ninka Ninus er væk. Hun ligger i græsset derude et sted. Hendes stemme er tydelig og kærlig endnu, men alt, hvad hun siger, bliver til falmet og stinkende fløjl. Snart vil jeg kun elske afstanden.<br /><br />*** <br /><br />Mor læser op. Om Snøvsen, som alle går fra. Jeg bliver trist, for jeg ved, det en dag bliver mig. Og jeg klynger mig fast. Ikke til hende, men stemmen. Den mister jeg efter mig selv.<br /><br />***<br /><br />Det styrter ned. På marken segner kornet under det, der holdt det oppe. Regnorme vrider sig panisk i pytter. Henover fliserne sejler en båd af papir. For den er der kyster i højderne.<br /><br />***<br /><br />Omme bag ved gården ruster en plov. Morfar har solgt sine heste og fået en traktor. Men jeg er kaptajn nu. Jeg hejser mit sejl, fanger vind, stævner ud over ingenting. Mågerne indfanger regnorme bag mig, og jord bløder korn.<br /><br />***<br /><br />Morfar sænker øksen, hanens hoved dratter ned af blokken. Kroppen render rundt og galer blod en tidlig morgenstund. Her varer dagen blot. De lover regn.<br /><br />***<br /><br />Far går på jagt. Kommer hjem med sit tømte gevær og fasaner og harer med flænsede kroppe og stirrende øjne. Ude i værkstedet dannes en sort sø af blod under snoren, hvor dyrene hænger og modner. Selv bader han i den. Jeg vandrer langs bredden på jagt efter rav.<br /><br />***<br /><br />Nu kommer de igen. Stimler sammen i en flok og lugter væv. De trykker røde knapper ned med deres tunger, og de bruner sig i lyset fra den anden sol på legepladsen. Ænser i ekstasen ikke, at den ild, som de har skænket ansigt, er uendelig og stærkere end panser, og at strålerne nu tørster efter celler, de kan spire i.<br /><br />***<br /><br />Vi pisser på elhegn i engen. Ser gnister forplante sig op gennem strålen og krummer os sammen i smerte. Vi rejser os op, og vi gør det igen og igen. Vi er rigtige mænd nu.<br /><br />***<br /><br />Der er hår dernede. Stride, sorte hår. Et dyr er ved at bryde op igennem huden. Og jeg aer det. Men jeg har skrevet ned, hvor mor har gemt sit sølv, hvor far har hængt sin riffel.<br /><br />***<br /><br />Hun kysser mig nu. Jeg har ventet. Det føles som fostre, der vrider sig rundt om hinanden i bugen på et eller andet. Hun flygter. Hun sætter i løb op mod kirken og lyser i skumringen. Selv står jeg bare tilbage og venter på midnat, hvor alle de døde står op for at jage mig ud.<br /><br />***<br /><br />Jeg kaster op for tredje gang i dag. Der ligger hus og hjem dernede, hjul og urværk, vægte, våben "Du bliver tynd", siger mor, "men du er altså køn nok, at du ved det." Tvivler ikke. Tvivler mere på, om jeg kan grave englen frem af skraldet.<br /><br />***<br /><br />Der er det leende løb ned ad bakkerne. Helt ned til Gjern Å, hvor dyrene græsser. En venten i tavshed på lygtemænd - lys over bundløse kær, der kan vise os vej i hinanden. Og pakkede tasker i hytten, hvor læreren venter. Og dug i dit hår, der fortættes. Nu trækker den småbække ned ad din kind. Dem vil andre folk tie ved snart.<br /><br />***<br /><br />Nu står det der, mit første digt. Om dig og mig, der sejler på en tømmerflåde gennem golde byer, marker fyldt med hvide knogler, svedne skove. Ud til havet, hvor de sidste læber skummer ind imod det sorte sand, og vi går ned i bruset. Siden henter jeg min cykel, ruller hen forbi dit hus. Mon jeg kan kende dig endnu?<br /><br />***<br /><br />Mor sidder ved bordet og græder. Far tier stille. Forsøger igen og igen at forklare sig. Standser og stivner ved synet af noget i rummet, der nok er sig selv. Eller mig, der fortæller ham, at der er spejle, man ikke kan smadre.<br /><br />***<br /><br />Huset er tomt nu og lamperne nedtaget. Nu er det mure, og vi er de andre. Jeg rejser for første gang, finder mit ansigt i farten, som mor finder sit i sin sorg. I kurven i hjørnet er hunden helt stille og stiv. Den er stadig familie.<br /><br />***<br /><br />Glider op i hendes skød. Det allerførste. Mosen lukker sig om hovedet på mig. Synker, synker, synker gennem kloden, kommer op et andet sted, nøgen, skrigende og ren. Jeg har lava i mit blik nu, ja, og tyngde!<br /><br />***<br /><br />Sommeren '94. Luft siler rådnende ned af min kind. Isflager driver på Silkeborg Langsø, sorte af råger. Jeg hører en hakke et sted under skallen. Han aner en sol langt herfra.<br /><br />***<br /><br />Aalborg '94. Gaderne hviner som blottede nerver. Prøver at skrive mig ned til et stød for at stige cementen til hovedet.<br /><br />***<br /><br />Vi læser bøger. Platon og Nietzsche og Burroughs. Så smutter vi på Revolution og danser. Platon og Nietzsche og Burroughs. Og så går vi hjem, hvor madrasserne lugter af øl, sæd og daggammel pasta.<br /><br />***<br /><br />Fredag nat igen på Revolution. Vi hopper mod loftet til hidsig musik, så vi minder om hvaler, der aner en sol over spærrene. Bliver ét kød og ét hav, sort som tøj, rødt som blod, hvidt af snitter og gyldent af pilsner. Vi knepper ethvert køn, fordi vi er blevet ethvert køn, vi snaver os skæve i snavs og tager bad under pisken. Vi ophører, hvor vi begynder. I sandkassen, synkende, synkende.<br /><br />***<br /><br />Sender min sidste bøn ud mellem stjernerne: Hel morfars lunger! Men han ånder lys nu, og jeg bliver svaret med mørke. Kun under min hud er der stadig barmhjertighed til. Den deler sig, deler sig, deler sig, trøster brutalt ved at fylde hans plads.<br /><br />***<br /><br />Vi spiser hash i Vor Frue. Sidder og kigger mod Dyrskuepladsen, hvor mennesker bliver mylder, koncerter bliver lyd og beruselse religion. Vi findes derinde. Men her sidder skyggerne. De danner celler af tavshed, de vikler sig sammen, de stiger mod himlen som én stor ballon og forsvinder i røgen, i støvet, i stjernerne. Mønten er brugt. I morgen vil kroppene vågne og rejse sig op, stirre sultent mod flokke af spøgelser, sulte, men aldrig få bid.<br /><br />***<br /><br />Hun sniger sig ind bagom stanken af gammel stearinos og tørrede ølsjatter, billig tobak. Hun dufter af havvand og lys, bruser op, da hun ser mig, og visker mit fodspor helt bort. Jeg er nødt til at lære at vandre på bølgerne. I mine håndflader bliver de til vin.<br /><br />***<br /><br />Vi vandrer i strandkanten, ude af stand til at skelne os selv fra hinanden, hinanden fra havet, havet fra solen og solen fra tiden. Det hele er én stor, hypnotiserende summen. Men intet, der lever, kan ustraffet mærke den lykke, og benene stivner og knækker som glas i bevægelsen. Vi lækker sand. <br /><br />***<br /><br />Vi har elsket hinanden i stykker. Hun skrubber sin hud af, når hun vasker hænder. Jeg er hende utro, fordi jeg bliver knust af at slæbe min engel på ryggen. Vi bærer et menneske imellem os, men det har mistet forældrene. Her bor kun grædende børn.<br /><br />***<br /><br />Mor har taget sin mors smykker på. Vi læsser mit hjerte og kisten, det ligger i, ind i en rustvogn. Motoren startes, og det sætter kurs mod en røgsky. Dødt væv, som kun eksisterer i kraft af en mangel. Som kroppen, der viger for solen og smelter på gruset bag Vestre Kapel.<br /><br />***<br /><br />I den fremmede lejlighed står mine ting. Den har mure. Ret praktisk. De hindrer, at fotos og løsark med dårlige digte bliver taget af vinden. Der er et bord til min sult og en seng til min søvn. Der er lys, der er ilt, der er gulv. Mit navn står med prikker....... ....... ........<br /><br />***<br /><br />Hun stjæler min ånde og stopper mig ud. Hun ridser sit navn på min hud. Hun har tænder af sølv i en kæde om halsen, og øjnene svømmer af gift. Efter rusen friserer hun håret. Striber af blod og mascara bliver fjernet fra kinden. Hun bringer mig kaffe på sengen.<br /><br />***<br /><br />Det er morgen. Du findes endnu. Der er blod i min krop, kan jeg mærke, og tænder i munden. Jeg tror, du er min. Må jeg godt smage efter igen?<br /><br />***<br /><br />Farmor kalder, jeg stopper. Hun sætter i løb langs den tornede hæk. Hun giver mig det kolde glas mælk, hun har lovet. Pludselig skylles hun bort i en styrtsø af fløde fra brysterne bag hende. Ude i strandkanten finder jeg kisten. Så hvid som det lys, mine øjne bliver revet til blods af, da du lukker lågene op med et kys.<br /><br />***<br /><br />Alt har sin plads. Den pumpede gipstorso oppe på skabet, stellet fra Emily Rose på den øverste hylde i skænken og mig på kontorstolen. Flot emballeret i gasbeton, altsammen. Værket bærer din signatur.<br /><br />***<br /><br />Portland brænder. En tyk sky af plasticrøg omslutter bydelen, fuglene tier. Du tænder for fjernsynet, ligger på fremmede strande, hvor sandet er hvidt. Jeg vakler på dørtrinnet, holder mig kun lige oprejst med treforkens hjælp.<br /><br />***<br /><br />Kornene spirer på marken, men den er solgt fra. Stalden er slagtet. Muldvarpe graver sig ind under hækkene. Farmor rumsterer i stuen, og tankerne klumper sig sammen. Farfar vil miste forstanden i nat.<br /><br />***<br /><br />Sidste tur hen langs med havnen. Skridtene synker på plads mellem tusinder af andre på bunden af Langerak, kysset af bølger af kviksølv. Oppe på kajen: En sjæl rådnet ren mellem skidtfisk og skorstene, klar til at hæve sit anker igen.<br /><br />***<br /><br />Regnen stilner af på Nørrebro. Shish kebab og halve hot dogs æltes sammen under gummisåler, cykelhjul og bildæk. Skud bliver løsnet, bolde sparkes rundt i Folkets Park. Stiger af mit S-tog, nøgen, ubemærket, glider ud blandt dyrene fra Ararat. Har tænder og gevir nok til at søge vinger her. <br /><br />***<br /><br />Vi læser ofte digte for hinanden i caféen. Vi forstår som ingen andre, vender samme ømme hul i ryggen op mod himlen, ønsker lindring eller glemsel. Men når lyset slukkes, hamres knive ind imellem skulderblade, tænder blottes, maver fyldes op med blod. Vi er familie, vi er mennesker her.<br /><br />***<br /><br />Poesi er ikke godt nok for de andre, så jeg skurer gulvet rent for metaforer, fejer ordforråd af bordet, skyller tema og motiver ud i kummen. Dét belønnes! Næste morgen venter digtet stadig på de første gæster.<br /><br />***<br /><br />Nok en øl og nok et hul. Fugt, det hele. Ikke til at skelne fra det vand, der løber ned ad kinden, eller det, jeg boede i engang. Forlader Understellet. Falder snart til ro på frosne fliser.<br /><br />***<br /><br />Asfalten flyder om støvlerne, husene lukker sig over mit hoved. Vil synke og kalde fortabelse liv indtil hænder, jeg aldrig har set, rækker ud fra en by, som bliver grundlagt om lidt, griber fat om min tone og lader den vibrere i kødet, til alt er musik.<br /><br />***<br /><br />Hun er lavet af sår. Arvæv samlet i sirlige kniplinger. Heling er noget nær kræft. Min kærlighed noget nær mord.<br /><br />***<br /><br />Hun sidder i hjørnet og tier. Medikamenterne gør hendes silhouet sløret, hvis ikke det er hendes piller, der giver hende form. Hun ænser mig ikke, ja, ænser vel knapt nok sig selv. Men det værker i benene, brænder i brystkassen, svier i halsen, mens jeg tikker videre. Uret må ringe engang.<br /><br />***<br /><br />Mine celler er i flammer. Hver eneste en. Svare skal de jo, når tomrummet spørger, og du holder mig fast ved at tage, men ingenting giver.<br /><br />***<br /><br />Du er gået i hvidt. Jeg er gået i sort. I din lejlighed findes der farver endnu. Ingen bærer dem.<br /><br />***<br /><br />Bilruden blomstrer, en rose af stål foldes rundt omkring kroppene på os. Vi klæder os i flammer, og flammerne lyner os op. Det er kærlighed, det her, og endelig er dét show forbi.<br /><br />***<br /><br />Jeg har fire vægge i byen på kloden, hvor stjernerne skinner endnu trods usynligt forfald og kollaps. Og jeg har fire lemmer på kroppen: En hånd til at forme og en til at fumle, et ben til at løbe og et til at snuble. Jeg har fire ønsker: Et rummeligt øje, et rummeligt hoved, et rummeligt hjerte, en rummelig kiste. Og nu er det hele på udsalg.<br /><br />*** <br /><br />Jeg ved, at det er mit kød, mine knogler, som jordkloden maler, når den snurrer rundt om sin akse i den uendelige, kulsorte morter. Jeg ved, at jeg ikke kan tale og huske mig hård nok til modstand. Jeg ved, at jeg bliver lidt mindre at sige for hver dag, der går, men mere at tie om. Men jeg kan elske, til bræer vil tø. Og kværnen besvarer mit kærtegn.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-1837836426388765108?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-16598480497521634212012-01-03T08:58:00.000-08:002012-01-03T19:53:00.646-08:00<a href="http://4.bp.blogspot.com/-UOCFAeCg__Y/TwM1xfXZITI/AAAAAAAABW8/b8ZtnmJXGkw/s1600/Sommeren%2B11%2B055.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 150px;" src="http://4.bp.blogspot.com/-UOCFAeCg__Y/TwM1xfXZITI/AAAAAAAABW8/b8ZtnmJXGkw/s200/Sommeren%2B11%2B055.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5693453478275916082" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />Jeg blev født der,<br />hvor folk blev til drømme<br />og drømme til nedbør<br />og nedbør til afgrøder, ja,<br />jeg blev født der,<br />hvor folk<br />var til nytte,<br />og måtte så lære<br />at leve<br />med det. <br /><br /><br />(til "8600 Silkeborg")<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-1659848049752163421?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-40330254473099046282012-01-01T09:15:00.000-08:002012-01-01T09:16:55.727-08:00Røgen har lagt sig, <br />men bærret gør ondt.<br />Flaskerne rasler, <br />men går ikke rundt. <br />Gulvet er fedtet <br />af sjatter og bræk, <br />vinduet åbnes,<br />der er gennemtræk. <br /><br />Nede i Østrig <br />står tosser på ski, <br />statsministeriet <br />spreder "magi", <br />men selvom du minder <br />mest om et får, <br />slipper du ej for <br />det ny, herrens år.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-4033025447309904628?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-74843664131979727312011-12-31T02:31:00.000-08:002011-12-31T02:37:22.172-08:00letter,<br /><br />det samme<br />gør tankerne,<br /><br />verden er <br />lavet <br />af sol.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-7484366413197972731?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-58907525479691880812011-12-31T00:19:00.000-08:002011-12-31T00:56:45.045-08:00<a href="http://1.bp.blogspot.com/-rxoNf5efTrg/Tv7OIlzC-oI/AAAAAAAABWE/voDxdKEefYA/s1600/forside.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 191px;" src="http://1.bp.blogspot.com/-rxoNf5efTrg/Tv7OIlzC-oI/AAAAAAAABWE/voDxdKEefYA/s200/forside.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5692213626023377538" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />Gaderne buldrer<br />som om, der er krig.<br />Hjørnerne fyldes<br />med gylpende lig.<br />Bilerne slingrer,<br />det samme gør du.<br />Noget er gået<br />uhjælpeligt itu.<br /><br />Dronningen viser sig<br />for sin nation,<br />møder med alvor<br />den situation,<br />at det, der venter,<br />er det, som var til<br />- at det, man ville,<br />er det, som man vil.<br /><br />Glassene fyldes,<br />og så bliver de tømt.<br />Smertende sår bliver <br />ting, man har drømt,<br />men når du vågner,<br />er solen en kniv <br />- huggende til, <br />indtil tid <br />bløder liv.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-5890752547969188081?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-75772686406005180042011-12-31T00:02:00.000-08:002011-12-31T00:17:25.386-08:00<a href="http://3.bp.blogspot.com/-PPuqO39eMRk/Tv7FBfZ5guI/AAAAAAAABV4/Mm60K16_3HY/s1600/images.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 200px;" src="http://3.bp.blogspot.com/-PPuqO39eMRk/Tv7FBfZ5guI/AAAAAAAABV4/Mm60K16_3HY/s200/images.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5692203608443552482" /></a>vi samler rav på kolde strande, skriver breve hjem, får fingrene i klemme, sætter spir på høje kirker, hælder vin på flasker, farer vild i slagtehuse, måber over klintens mur af kalk, der bliver lys, vi trækker over.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-7577268640600518004?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-13970727679908513402011-12-30T08:37:00.000-08:002011-12-30T09:03:18.378-08:00Jeg skriver godt og grundigt udenom. Du kan slet ikke overse det sted, hvor vi skal mødes.<br /><br />Jeg skriver godt og grundigt udenom. Roserne må ikke visne i din have.<br /><br />Jeg skriver godt og grundigt udenom. Jeg vil ikke falde i huller, som ikke kan tildækkes.<br /><br />Jeg skriver godt og grundigt udenom. Sådan runder man Kap Farvel.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-1397072767990851340?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-87976578577425001092011-12-30T08:30:00.000-08:002011-12-30T08:35:20.283-08:00<a href="http://4.bp.blogspot.com/-fOJNvcHRqIs/Tv3oDOxAymI/AAAAAAAABVs/v126ALUmrAM/s1600/skumring.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 132px;" src="http://4.bp.blogspot.com/-fOJNvcHRqIs/Tv3oDOxAymI/AAAAAAAABVs/v126ALUmrAM/s200/skumring.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5691960646267095650" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />næsten før,<br />den begyndte,<br />tilbage står sokler<br />af mørke,<br />solide, kunstfærdige,<br />formet af kyndige hænder,<br />de knager,<br />de bærer min vægt.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-8797657857742500109?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-41674160617687931672011-12-30T01:23:00.000-08:002011-12-30T10:02:57.422-08:00<a href="http://2.bp.blogspot.com/-jOG7pArBGXI/Tv2JoWkZMZI/AAAAAAAABVg/W2xpRCy9xGE/s1600/blod.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 193px; height: 200px;" src="http://2.bp.blogspot.com/-jOG7pArBGXI/Tv2JoWkZMZI/AAAAAAAABVg/W2xpRCy9xGE/s200/blod.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5691856830412173714" /></a>og der er faldet sne. Jeg kigger ud af vinduet, og et vældigt bæst har slæbt kroppe hen over plænen hele natten. Jeg kan se dets krogede fodspor tydeligt, og frosne blodsøer, totter af hår og stumper af flænset tøj afslører væsenets forehavende. Jeg sørger ikke over ofrene, for jeg kendte dem ikke. Jeg frygter ikke skabningen, for jeg ved, jeg kan nidstirre den. Jeg kan nidstirre alt. Jeg har stirret selv glemslen i knæ.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-4167416061768793167?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-36745560741770565172011-12-29T07:46:00.000-08:002011-12-29T07:48:13.223-08:00og finder skjulte skattekister,<br />splinter fra et kors<br />og friskt mammutkød,<br />hunden graver efter ben.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-3674556074177056517?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-75815039598350604082011-12-29T06:53:00.000-08:002011-12-29T07:44:43.336-08:00jeg går, så jeg ikke vil stivne,<br />jeg går for, at urene ikke skal stoppe,<br />jeg går, til det regner og fyger og brænder,<br />jeg triller en lille, blå kugle i hul.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-7581503959835060408?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-24521734179780299382011-12-28T08:04:00.000-08:002011-12-28T08:55:47.683-08:00<a href="http://1.bp.blogspot.com/-tCPVkoFycTo/TvtI8qdt5OI/AAAAAAAABVI/Bb6X_Vnt9GM/s1600/words2.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 133px;" src="http://1.bp.blogspot.com/-tCPVkoFycTo/TvtI8qdt5OI/AAAAAAAABVI/Bb6X_Vnt9GM/s200/words2.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5691222761141036258" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />Words don't come easy to me.<br />Words come up.<br />Words come by.<br />Words come in.<br />Words come home.<br />Words come down.<br />Words come close.<br />Words come closer and closer<br />and closer and closer.<br />Words come in my mouth<br />and I choke,<br />oh, boy,<br />words don't come easy to me.<br /><br /><br />(mod min vilje en art improvisation over <strong>F.R. David</strong>)<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-2452173417978029938?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-5690292872085772902011-12-28T07:30:00.000-08:002011-12-28T07:57:25.389-08:00<a href="http://2.bp.blogspot.com/-Bal0ESq_0WE/Tvs8W9I5ysI/AAAAAAAABU8/MUlAy53BSs0/s1600/M5320047-Transfusion_bag_containing_blood_plasma-SPL.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 138px; height: 200px;" src="http://2.bp.blogspot.com/-Bal0ESq_0WE/Tvs8W9I5ysI/AAAAAAAABU8/MUlAy53BSs0/s200/M5320047-Transfusion_bag_containing_blood_plasma-SPL.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5691208919179446978" /></a>Jeg bløder fra hovedet. Jeg bløder en klar, klæbrig substans, som samler sig i en pyt ved mine fødder. Hen over den sejler der skibe mod fjerne kontinenter, mens fisk, guld og krudt danner hidtil ukendte kemiske forbindelser i lastrummene. Busser sender kaskader af vand op i hovedet på ventende passagerer, og mænd synker ned gennem varme bassiner, mens armene låses i forgæves forsvarsstillinger. Folk plukker æbler ved floders udspring, fartøjer cruiser sammenbidt ind i mørke hjerter, fangarme slynger sig op over rælinger. Stirrende vantro ned, ramt af blackouts, kulde og kramper, ser jeg mig selv som gammel siddende på en åbrink, mens myggene suger mig i sig og svæver steder hen, hvor de kan lægge æg.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-569029287208577290?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-63172500819127015392011-12-27T06:31:00.000-08:002011-12-27T06:32:40.040-08:00bør forsvinde som solglimt<br />i vandpytter, folk går forbi.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-6317250081912701539?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-54871391046153792292011-12-27T06:29:00.000-08:002011-12-27T06:31:29.812-08:00på perronen,<br />herfra kører tog<br />ned i jorden,<br />mens kufferter<br />hober sig op<br />langs med skilte<br />og mure, der <br />lyder alarmer,<br />jovist, men<br />vi mødes <br />om lidt<br />under uret.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-5487139104615379229?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-4440387016941295592011-12-26T12:06:00.000-08:002011-12-29T07:55:34.052-08:00<a href="http://2.bp.blogspot.com/-AKtGz8DxSK0/Tvjfr3M4o7I/AAAAAAAABUk/cl8EwELvH54/s1600/Rationsm%25C3%25A6rke%2Brugbr%25C3%25B8d%2B1941.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 105px;" src="http://2.bp.blogspot.com/-AKtGz8DxSK0/Tvjfr3M4o7I/AAAAAAAABUk/cl8EwELvH54/s200/Rationsm%25C3%25A6rke%2Brugbr%25C3%25B8d%2B1941.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5690544073827984306" /></a>Farmor gik ind i stuen for at hente noget. Dybt nede i en skuffe fandt hun nogle gamle, gulnede papirlapper, som lignede frimærker bortset fra påskriften: 5 gram margarine. 1/4 groft rugbrød. Dem skulle jeg have. Ligesom oldefars forgyldte knapper fra tiden til havs og oldemors krøllede regnskabsbog.<br /><br />Mormor døde, og mor, moster og morbror ledte altind igennem for at finde de 16.000 kroner, de mente manglede på bankbogen. Tømte poser i skabene, løftede op i gulvtæpper og sprættede madrasser op. Til sidst åbnede onkel Erling af kedsomhed en luge i et gammelt sybord, og der lå sedlerne, som betalte begravelsen. <br /><br />Mormor bad mig om at tage huen på. Når jeg ikke ville, fortalte hun om engang, hvor der var meget kolde vintre, og hun var en tur på hospitalet. Mens hun ventede, sad der rækker af grædende børn i venteværelset, hvis ører var knækket af i frosten. Sådan ville det også gå mig, hvis jeg ikke passede på. Hun fortalte også ind imellem om soldaterne ude ved Ulfborg, som havde været ude ved noget, som hed Østfronten, og var sådan nogle skravl at se på, at man fik ondt af dem. Huer havde de dog.<br /><br />Mormor og morfar standsede altid ved Hørbylunde, når de skulle vestpå. Der stod os børnebørn så i én stor flok og kiggede på et åndssvagt kors. "Der døde Kaj Munk", sagde hun og blev fjern i blikket.<br /><br />Ved Vesthavet lå der ubrugelige betonklodser, som var ved at forsvinde ned i sandet. Jeg havde tit lyst til at dykke ned og finde deres indgange, men blev stoppet af mor eller far. De var bange for, at jeg ville drukne. De var de døde soldater, som kaldte på mig derinde fra, ikke.<br /><br />Der var varulve på egnen, sagde man. De havde engang marcheret i geled inde i Silkeborg, og da deres tid var ovre, gemte de alt deres guld i en stor kiste ude i Ørnsø, før de drog ud i skovene, hvor de forsvandt med geværer, støvler, uniformer og det hele. Ind imellem syntes jeg, jeg så bevægelser i hækkene på Krakasvej og hørte pludselige lyde, når Månen var fuld. Så løb jeg hjemad i et brus af panik, mens tænder snappede og poter ilede bag mig. <br /><br />Vel hjemme studerede jeg længe mine øjenbryn i spejlet for at sikre mig, at de ikke var ved at vokse sammen.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-444038701694129559?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-5215400312308569452011-12-26T11:42:00.000-08:002011-12-26T12:05:29.324-08:00Sneen er biler mod træstammer,<br />knogler mod tilfrosne vandflader,<br />summen i stivnede lemmer.<br />Sneen er marker og stuer,<br />gemt bort under lagener af murstøv.<br />Sneen er fygende ansigter,<br />dalende livsaldre.<br />Sneen er rød, <br />du kan gå,<br />når du kommer<br />til havet.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-521540031230856945?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-65276634577058788322011-12-26T11:40:00.000-08:002011-12-26T11:42:18.698-08:00Stuerne<br />rådner<br /><br />omkring os,<br />en dag<br /><br />vil vi <br />vågne,<br /><br />forvandlet<br />til sten.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-6527663457705878832?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-15440835638819366902011-12-26T11:38:00.000-08:002011-12-26T11:40:05.868-08:00og lander<br />og letter <br />og vender<br />og skriger<br />og vender<br />tilbage<br />til dig.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-1544083563881936690?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-14279284512997919752011-12-23T23:19:00.000-08:002011-12-23T23:50:46.672-08:00den skal knuses under støvlen,<br />du skal sætte fodspor<br />langt ud i det blå.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-1427928451299791975?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-4676729297794893382011-12-23T23:00:00.000-08:002011-12-23T23:19:26.773-08:00ringer,<br /><br />røret<br />suser,<br /><br />det<br />er jul.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-467672929779489338?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-79762503355992382472011-12-22T21:38:00.000-08:002011-12-22T21:48:21.740-08:00på nogen,<br />måske er det mig,<br />der skal gå,<br />lygter tændes,<br />og lyset<br />er grønt.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-7976250335599238247?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-23376677883335125562011-12-22T21:28:00.000-08:002011-12-22T21:38:19.547-08:00hjerterne<br />står stille <br />i kupéen,<br />sporet bløder, <br />pytter spredes <br />over gulvet,<br />tanker svømmer<br />ind mod land.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-2337667788333512556?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-74501432972553513952011-12-22T08:24:00.000-08:002011-12-22T09:00:57.907-08:00Jeg er smil, jeg er håndtryk,<br />er udtværet læbestift, stramt bundne slips<br />i et landskab af bowler og lyskæder,<br />let's do some business together, my friend,<br />lad os satse det hele og falde<br />i afgrunden sammen med stil, <br />it's not personal, partner, <br />c'est beau, c'est travaille, oui,<br />und Arbeit macht Frei.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-7450143297255351395?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-43280448320252159882011-12-22T06:47:00.000-08:002011-12-22T08:17:02.904-08:00<a href="http://1.bp.blogspot.com/-DT_grSsacl8/TvNVwvo5IVI/AAAAAAAABUY/_cr-5krpRXk/s1600/imagesCAHFJ4RC.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 186px; height: 158px;" src="http://1.bp.blogspot.com/-DT_grSsacl8/TvNVwvo5IVI/AAAAAAAABUY/_cr-5krpRXk/s200/imagesCAHFJ4RC.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5688985050209132882" /></a>Han gemte det i en lille æske, som var gemt bort inderst i den nederste skrivebordsskuffe. I starten fordi han lagde mærke til, at folk ikke brød sig om, når han brugte det, senere fordi han fandt ud af, at det også for ham kunne medføre kedelige bivirkninger, når han anvendte det i for store doser. Ansigtet begyndte at skrælle i spejlet, og alt, han betragtede, mens han var påvirket, blev hæsligt og deformt. Under sit værste trip hang han ud over kanten af sin altan vel vidende, at den mindste ubalance ville udløse et brat fald tre etager ned på hårde, frosne brosten. Hvilket i den situation ragede ham en høstblomst. Faktisk var det kun vinternattens helbredende bid i kinderne, som mindede ham om, at det rent faktisk kunne være godt at se en høstblomst igen. Engang.<br /><br />Først efter den tur begyndte han at gemme substansen væk. Smide den ud kunne han ikke. Samtidig med, at dens effekt var hæslig, var der også noget ægte i rusen. Den fik ham til at se skeletternes dans inde i dem, han elskede, så han holdt så meget desto mere af dem. Den gjorde det muligt for ham at kigge dybt ned under jordoverfladen, hvor lavaen brændte og kogte, og langt ud i himmelrummet, hvor store knolde af sten, støv og is styrede direkte hen imod ham fra stor afstand med en svimlende hastighed. Løgne blev til faste substanser, illusioner til hårde metaloverflader, bedrag og manipulation til kogende vand og iskrystaller. Mangen en nat havde han tilbragt med at kaste blod og galde op, mens hans indre vendte vrangen ud på sig selv. Men sundt, det var det helt åbenlyst til tider, og bagefter var tingene altid, som de var. Bare klarere og stærkere end før.<br /><br />Han vidste, at den ville komme engang, dagen. Dagen, hvor han fejlbedømte doseringen eller ikke kunne mønstre modstandskraft nok til at absorbere virkningen. Men et drug var et drug. Han havde set folk blive forvandlet til flæbende, uforståelige dødninge på alkohol eller døsige, umælende planter på cannabis. Han havde gloet måbende på andre, der løb rundt om sig selv som hamstre i et hjul på amfetamin, og gyst for sig selv, når han passerede junkierne nede på gaden, der rystende tryglede om rabat gennem rådne tænder vel vidende, at de kun kunne indfri gælden med brækkede lemmer. Uanset hvad, man indtog, ville regningen melde sig en dag, men for hans vedkommende trods alt ikke i form af rockere eller skrumpelever. En dag ville celler blot begynde at afstøde celler, tanker tanker, og han ville kun have sig selv at takke for det.<br /><br />Han åbnede skuffen. Det var tid igen. Fingrene fumlede sig ind bag bunker af gamle forretningsskrivelser og andet ragelse af den slags, man bruger til at fingere en art normalitet. Æsken var væk! Han følte efter en gang til, og den var god nok. <br /><br />Han sprang op fra kontorstolen og løb et par gange rundt om sig selv. Kom så til at kaste et blik ud i køkkenet, hvor hans teenagesøn hang og dinglede under loftet fra lillesøsterens sjippetov. Øjnene var tomme, og tungen, der hang ud ad den store drengs mund, var dybblå. På gulvet nedenunder lå æsken. Fuldstændigt tom.<br /><br />Det fór gennem årerne på ham, stoffet. Det startede med at brænde i årerne. Så nåede det hjertet, som det låste fast i en langsom, smertelig rytme, der aldrig ville stoppe. Det banede sig vej op mod hjernen, som nåede at tænke en masse alt for ægte ting, før den frøs fast i en tanke, der ganske vist fulgte rusens mønster, men ikke var tilsigtet. <br /><br />Solen, der faldt ind ad vinduet, sved sig igennem pupillerne.<br /><br />Nu blev der mørkt.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-4328044832025215988?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-36387054541906347242011-12-21T05:21:00.000-08:002011-12-21T05:23:14.077-08:00falder,<br /><br />jeg giver den<br />dit navn <br /><br />nu, du ikke<br />skal bruge det <br /><br />længere<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-3638705454190634724?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-19735946567219634822011-12-21T05:13:00.000-08:002011-12-21T05:19:51.076-08:00Døren smækker<br />bag mig,<br /><br />bilen kører<br />dig bort<br />mod hospitalet,<br /><br />du vil <br />blive rask <br />deroppe,<br />siger de,<br /><br />jeg må<br />være syg.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-1973594656721963482?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-78629399799557525312011-12-20T08:18:00.000-08:002011-12-20T20:12:41.339-08:00<a href="http://2.bp.blogspot.com/-ZAfmLidLzG8/TvDPl2HUvMI/AAAAAAAABUM/zmyAmaCEux4/s1600/i18248631__szw188h188_.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 132px; height: 188px;" src="http://2.bp.blogspot.com/-ZAfmLidLzG8/TvDPl2HUvMI/AAAAAAAABUM/zmyAmaCEux4/s200/i18248631__szw188h188_.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5688274578457279682" /></a>Det er jul, og vi danser i stuen. Vi spiser hjemmelavet konfekt og drikker cognac fra brede glas. Vi åbner gaver, men det er indpakningspapiret, der fylder mest på gulvet. Vi bliver tavse på skift. Vi kaster diskrete blikke på hinanden og ved hvorfor. Børnene vælter rundt med påklædningsdukker, brandbiler, actionmen, ponyer og malebøger. Når den ene gave er åbnet, erstattes den af den næste, og ting bliver nådesløst parkeret i hjørnet. Jeg bider mig anspændt i læben.<br /><br />Så går jeg ud i bryggerset. Der er stille her, og jeg kan se min ånde i luften. Efter et stykke tid kan jeg se den danne først bølger, så konturer. Jeg er ikke alene. Stilheden er et tungemål. Jeg kan høre latter, sludren og kvidren i den. Mørket svajer. I korte glimt aner jeg ansigtstræk, jeg har set før. Nogle af dem er rettet mod hinanden, andre flugter med vinklen over mod stuen, som lyser rødt og klart herhen tværs over terassen. Selv er jeg luft. Jeg ryger smøger. Det er det, jeg gør.<br /><br />Så går jeg. Gennem døren, der er lukket. Ind til glögg.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-7862939979955752531?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-8846571552736678612011-12-20T06:32:00.000-08:002011-12-20T08:12:24.691-08:00<a href="http://1.bp.blogspot.com/-guoUicL2NvI/TvCz3bVFiGI/AAAAAAAABUA/ub8ayfEaI3A/s1600/habilis_med.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 168px; height: 200px;" src="http://1.bp.blogspot.com/-guoUicL2NvI/TvCz3bVFiGI/AAAAAAAABUA/ub8ayfEaI3A/s200/habilis_med.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5688244094179313762" /></a>I begyndelsen var Ordet. Det hang bare. Der eksisterede endnu ingen luft, det kunne ytres i, ergo måtte en sådan udspaltes. Men luften havde ingen jord, den kunne resonere mod, og sådan opstod den. Jorden var for dum til at forstå noget som helst, så vandet indfandt sig, hvorefter ting begyndte at gære, udskille sig i enheder og leve. Men væsenerne udviklede sig ikke - formerede sig bare - så ilden kom til for at true dem til forbedring. Former kom, fandt deres plads og gik til grunde. De fleste fordi de var for dumme til alligevel at fatte Ordet, nogle få fordi de var for kloge. At le i stedet for at samle føde er ikke et holdbart eksistensgrundlag.<br /><br />En dag faldt der en abe ned fra et træ et sted i Afrika. Det gjorde ondt, men den overlevede dog, og eftersom den ikke magtede at kravle op igen med en forstuvet hånd, måtte den finde ud af, hvad den ellers skulle gøre. Det oplagte var at spise, så den rejste sig op på bagbenene og gik ud for at finde nogle døde dyr, den kunne guffe i sig. Det uventede proteintilskud fik kræets hjerne til at vokse, og det lærte sig selv at bruge spidse grene og den slags til at nedlægge andre kræ, så det kunne slippe for den dér rådne stank ud af gabet. Derved fik tungen overskud til andet end at vride sig rundt i gabet af væmmelse, og en dag fandt aben ud af, at den kunne bruges til andet end at forme lyde som "i, i, i" og "o, o, o". <br /><br />Da var det, den første gang udtalte Ordet. Det sad den en hel nat under stjernerne og messede i håb om, at fantastiske ting ville ske. Til sidst gav den op og vandrede ud for at plukke et æble. <br /><br />Ordet var "øh".<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-884657155273667861?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-58563766671130789432011-12-19T09:17:00.000-08:002011-12-19T09:23:57.707-08:00i baggården,<br /><br />roserne<br />visner<br /><br />ved lyden<br />alene.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-5856376667113078943?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-3322544967999777662011-12-19T08:03:00.000-08:002011-12-19T08:20:22.271-08:00<a href="http://4.bp.blogspot.com/-w-aTPCMAxQw/Tu9jze5Ju9I/AAAAAAAABT0/qrMbL6whUAU/s1600/BLUM%25252%257E1.JPG"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 191px; height: 200px;" src="http://4.bp.blogspot.com/-w-aTPCMAxQw/Tu9jze5Ju9I/AAAAAAAABT0/qrMbL6whUAU/s200/BLUM%25252%257E1.JPG" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5687874590509480914" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />er nedrevet,<br />nu ser man tv,<br />hvor melet<br />blev kværnet,<br />man indstiller ure,<br />bliver vækket<br />og møder,<br />man indtager<br />gigtpiller,<br />vinden <br />er hård.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-332254496799977766?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-18612135686779074552011-12-19T06:31:00.000-08:002011-12-19T20:14:34.679-08:00<a href="http://4.bp.blogspot.com/-STZcv4tEVK0/Tu9fwuWoIdI/AAAAAAAABTo/ygAxb2kGjKU/s1600/Manen_og_M45.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 184px; height: 200px;" src="http://4.bp.blogspot.com/-STZcv4tEVK0/Tu9fwuWoIdI/AAAAAAAABTo/ygAxb2kGjKU/s200/Manen_og_M45.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5687870145073521106" /></a>De havde mødt hinanden før. For mange år siden havde de været skygger, som forsvandt mellem buskene der, hvor de kom fra, så ingen af dem nogen sinde følte sig alene. De havde hindret hinandens mareridt i at få dødelig udgang. De havde holdt hinandens sole i brand, så de kunne vokse op og blive så store, som de var nu. Der var bare ingen af dem, der kunne erindre det. Man husker kun det, man har bemyndigelse til.<br /><br />Nu var tiden kommet, og de løb hele tiden på hinanden, hvor de færdedes. Hilste, når de mødtes på gaden, men vidste ikke hvorfor. Kunne se lige gennem tøj og hud, når de fandt hinanden på de samme caféer, og så...noget. Gav ind imellem ligefrem hånd og udvekslede almindeligheder før en tavshed, der hverken var stabil eller ubehagelig, tvang dem i hver deres retning igen.<br /><br />De kunne have talt om så meget. Om hvordan den jord, de vandrede på, hele tiden voksede og gjorde dem tungere, mens folk, de havde elsket, formuldedes under den. Om følelsen af, at ansigtet fortonedes i spejlet jo mere, det lignede. Om natlige sejladser på uendelige, oprørte lagner og skygger, som åndede tungt og væmmeligt ved siden af dem, når de endelig faldt i søvn. De kunne have talt sammen, til det blev lyst, men gjorde det aldrig. Der var en drøm imellem dem, og de troede hver især, den var deres egen.<br /><br />En oktoberdag mødtes de for sidste gang. Hun fulgtes med en mand i sort, som bar en le over skulderen, og ind imellem standsede parret for at grine til hinanden og kysse. Han kunne se det på lang afstand, selvom gaden var fyldt med hastende, stressede mennesker på vej hjem fra arbejde. Det var ok. Han havde hele fire hænder at holde, og den nye hjertenskær havde en fornem halskæde af kranier dinglende om halsen. <br /><br />De passerede hinanden og smilede flygtigt, som de plejede. Nu uden forventning, nervøsitet, spænding, kejtethed. Afgørelsen var blevet truffet, og den lod sig sig ikke omstøde. Ingen af dem ville nogen sinde have grund til at tvivle på nogen mere.<br /><br />Men de frøs.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-1861213568677907455?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-29043231461010207522011-12-18T11:15:00.000-08:002011-12-18T11:25:35.485-08:00<a href="http://4.bp.blogspot.com/-LfWkO2p6_rs/Tu49qUmq-PI/AAAAAAAABTc/_B1g2S4uyOU/s1600/H2P7173026.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 150px;" src="http://4.bp.blogspot.com/-LfWkO2p6_rs/Tu49qUmq-PI/AAAAAAAABTc/_B1g2S4uyOU/s200/H2P7173026.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5687551176710224114" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />fører til veje,<br />der leder til veje,<br />som drejer<br />og bliver til veje<br />og kommer i vejen,<br />og jeg tager på vej,<br />det er min vej,<br />måske <br />når jeg frem.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-2904323146101020752?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-65410883747461825052011-12-18T10:06:00.000-08:002011-12-18T11:08:34.005-08:00<a href="http://4.bp.blogspot.com/-KrOQCuUf3CU/Tu44-QPqk6I/AAAAAAAABTQ/oky68sU0ldU/s1600/IMG_0276.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 130px;" src="http://4.bp.blogspot.com/-KrOQCuUf3CU/Tu44-QPqk6I/AAAAAAAABTQ/oky68sU0ldU/s200/IMG_0276.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5687546021579232162" /></a>Jeg har aldrig åbnet døren til det rum. Ikke siden jeg var der. Hver dag i årevis har jeg spadseret forbi den, og nøglen har raslet betryggende i min lomme. Jeg har til enhver tid kunnet fiske den op, hvis jeg ville, og det har været en god fornemmelse. Men jeg har ikke ønsket det. Det har været nok at vide, at den var der.<br /><br />Jeg besøger fremmede lande og vender brun hjem. Jeg spiser is. Jeg læser bøger og hører cd'er, jeg har fundet i tilbudskasser uden for små butikker, mens jeg sipper rødvin fra høje glas. Jeg arbejder. Jeg arbejder en masse. Så tror folk, de kender mig. Jeg skriver. Jeg skriver en masse. Så tror jeg, at jeg kender mig selv. Alle véd sikkert bedre, men den, der ikke vælger sin løgn, vil aldrig nå jorden. Og aldrig kende stjernerne.<br /><br />Jeg har en fortid. Den er det kød og den bevidsthed, jeg befinder mig i. Lige nu. For jeg har et nu. Og i det nu træffer jeg beslutninger, som vil ændre hele verden. Sætte landmasser i drift ved at klø mig på ryggen, umuliggøre andre udfald. Resultatet kalder man fremtid. Jeg er slet ikke så sikker på, at tingene overhovedet kan adskilles. Jeg formoder, at jeg aldrig har foretaget mig noget, der ikke allerede lå i spådomskort, som blev blandet evigheder før min fødsel. Og jeg antager, at det, man kalder min vilje, allerede er forudsat af den verden, som venter i morgen. Jeg er tid. Jeg går. Jeg går over i kiosken for at købe en pakke smøger.<br /><br />Så går jeg tilbage og kigger på døren. Den er støvet. Farverne er slidte. Jeg kan godt lide tanken om, at intet vil blive som før, hvis jeg åbner den. At kloden vil krænge over i sin akse. Der er noget vederstyggeligt derinde, hvis man mener, at det uventede er skræmmende. Der er også noget smukt, hvis man kan lide følelsen af blæst, som flår hud og kød i strimler. Så meget ved jeg. Hvad jeg ikke ved er, om det er forventet.<br /><br />Nøglen brænder i min hånd. <br /><br />Jeg skal snart have solgt det hus.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-6541088374746182505?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-15899260132234360312011-12-16T23:02:00.000-08:002011-12-16T23:42:23.760-08:00<a href="http://3.bp.blogspot.com/-O6EAoznrCJ4/TuxHbZ3nILI/AAAAAAAABS4/YB7IdGy4caQ/s1600/Foster.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 199px; height: 200px;" src="http://3.bp.blogspot.com/-O6EAoznrCJ4/TuxHbZ3nILI/AAAAAAAABS4/YB7IdGy4caQ/s200/Foster.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5686998965588271282" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />Stemmerne fortaber sig. Det suser på et varmt og mærkeligt sted.<br /><br />Det bliver lyst, og jeg skriger. Jeg svarer på det, jeg bliver spurgt om.<br /><br />Pudderet føles godt mod min bagdel. Bleen er ren. De ler. Jeg vil engang finde ud af, hvem de er.<br /><br />Mosters ansigt, der smiler under trætoppene. Bladene, som hvisler under hjulene på vognen, mens hun går.<br /><br />Sukkerknalden knaser mellem tænderne. Vi er hos lægen.<br /><br />Rallet på gårdspladsen ligner.<br /><br />Vægten af mørket, når lyset bliver slukket. De gamle menneskers bløde, snorkende kroppe, som jeg klynger mig fast til på skift.<br /><br />Solen dingler i en snor fra en kastanjegren. Nogen har brændt den af.<br /><br />Bladet sejler hen over mit ansigt. Det har regnet. <br /><br />Luften er min.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-1589926013223436031?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-52530926881922468942011-12-16T22:43:00.000-08:002011-12-16T23:44:20.933-08:00<a href="http://4.bp.blogspot.com/-sMmzTeqtoYk/TuxITTIwYlI/AAAAAAAABTE/YHFDi_v2FaE/s1600/regn.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 150px;" src="http://4.bp.blogspot.com/-sMmzTeqtoYk/TuxITTIwYlI/AAAAAAAABTE/YHFDi_v2FaE/s200/regn.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5686999925853807186" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />vi vover os ud i det fri, <br />plukker jordbær, <br />bliver stukket af myg, <br />taler længe om vejret<br />og spejder mod himlen,<br />hvor noget tager form,<br />vi vil vide om lidt,<br />hvad det er.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-5253092688192246894?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-5037904960791347082011-12-16T11:08:00.000-08:002011-12-16T11:16:52.003-08:00og drejer sig, <br />prøver at finde<br />på plads i en<br />tid, der er øjne<br />og gravmæler,<br />solen er hjemløs<br />som altid, om <br />lidt går den ned<br />på sin bænk.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-503790496079134708?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-35374529692561201582011-12-16T09:33:00.000-08:002011-12-16T22:42:43.064-08:00<a href="http://4.bp.blogspot.com/-pqvb5xAJuhw/TuuSlRoNF4I/AAAAAAAABSs/ujDEJv5tuSc/s1600/DSC00141.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 155px;" src="http://4.bp.blogspot.com/-pqvb5xAJuhw/TuuSlRoNF4I/AAAAAAAABSs/ujDEJv5tuSc/s200/DSC00141.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5686800123570231170" /></a>Der lyder et brag. Faktisk lyder der mange. <br /><br />Mormor er ude på gårdspladsen med sin rive. Hun kan gå længe derude, mens hun fjerner ukrudt mellem småstenene, og jeg leger med kastanjedyr, men fra køkkenvinduet ser jeg hende lægge redskabet og forsvinde ned ad indkørslen. Hun er væk i et stykke tid. Så hører jeg pludselig døren til stuehuset åbne sig. Skridt knirker sig hen over trægulvet og når endelig ind i stuen, hvor jeg sidder med snotten op mod vinduet ud mod vejen, men ikke kan se andet end et par af de andre koner fra byen, der står og stirrer ud mod ét eller andet.<br /><br />- "Du må ikke gå derhen!". <br /><br />Det er alt, hun siger. Så går hun ud i bryggerset for at vride tøj. Hun stoler på mig.<br /><br />Uendeligt stille åbner jeg hoveddøren. Jeg hopper fra det nederste trappetrin over på græsplænen i blomsterhaven, går stille ned til havelågen, som jeg sagte åbner, og følger træerne ned på Bygaden. Da jeg når til Knud Eriksens gårdsplads, spejder jeg omkring hjørnet for at se, om Bjørn - hans særdeles bidske Sct. Bernhardshund, som nær havde overfaldet min mor, mens hun var gravid med mig - er ude. Det er den ikke. <br /><br />Det er underligt. Det er den altid.<br /><br />Så er det nu! Jeg spæner over hans gårdsplads og befinder mig pludselig ved kanten af landevejen.<br /><br />Det er en drøm, det her.<br /><br />Fem biler holder i den anden grøft. De var i hvert fald biler engang. Nu er de sære, abstrakte skulpturer af skrot. Nogle af dem ryger, andre står og afgiver sære lyde i tomgang. Folk står i klynger og overvåger redningsfolkene fra Falck, der slår døre ind og redder skikkelser ud, som de hælder over på bårer. Nogle af dem rører på sig, andre ikke. <br /><br />Døren på en gammel Ford går op. En kvinde prøver at sætte sin fod ned mod asfalten, men den knækker over i en vinkel, den ikke burde, mens hun vælter forover. Hun giver en mærkelig lyd fra sig, der ikke er et skrig, men heller ikke en hujen. Hun er voksen. Hun er voksen ligesom mor. Så hamrer hun hovedet ned i vejbanen. Hun strækker sin hals frem og stirrer på mig. Bare stirrer.<br /><br />Jeg vender om og spæner. Piler tilbage over Knud Eriksens gårdsplads, hvor Bjørn bjæffer bag køkkendøren. Sender skyer af ral og kastanjer op i luften. Jeg kan ikke lugte noget. Der er roser bag hækken, der er æbler og pærer, som rådner, men de findes ikke mere. <br /><br />Mormor fanger mig på vej hen mod trappen. Knuger mig ind til sin store, blomstrede kjole.<br /><br />- Hvad så du?<br /><br />Hun kigger skarpt på mig.<br /><br />- Ingenting.<br /><br />Så går vi ind til kaffe.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-3537452969256120158?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-48552076848131991192011-12-16T06:10:00.000-08:002011-12-16T06:11:27.543-08:00hvor du ønsker<br /><br />grebet rundt<br />om struben.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-4855207684813199119?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-11121827583807427442011-12-15T08:25:00.000-08:002011-12-15T08:54:45.997-08:00Jeg har<br />ikke tid,<br /><br />jeg har<br />et omfang,<br /><br />har en<br />skæbne,<br /><br />har et<br />formål,<br /><br />du kan<br />få mig,<br /><br />men du <br />giver mig<br /><br />ikke<br />tid.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-1112182758380742744?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-85369357464151958592011-12-15T07:32:00.000-08:002011-12-16T06:20:21.065-08:00<a href="http://2.bp.blogspot.com/-VT8-y2hL2VA/Tuoe-ldv_nI/AAAAAAAABQ0/jnCu4m-_EZc/s1600/4354242-edderkop.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 125px;" src="http://2.bp.blogspot.com/-VT8-y2hL2VA/Tuoe-ldv_nI/AAAAAAAABQ0/jnCu4m-_EZc/s200/4354242-edderkop.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5686391540066287218" /></a>Jeg har mit værelse i udkanten af en større by. Græsset ude i forhaven gror lige op til min vindueskarm, og det sker, at edderkopper sniger sig ind, hvorefter de begynder at yngle under sengen og bag reolerne. Statistikkerne siger, at man uforvarende kommer til at æde nogle stykker af slagsen hvert år, mens man sover. De kravler hen over ens mund, forsøger muligvis at lave en spind mellem læberne og ryger ned med hud og hår og øjne og det hele, mens man smasker distraheret i søvne. Man siger også, at man bliver, hvad man spiser. <br /><br />Jeg ved ikke rigtigt.<br /><br />I nærheden rykker ambulancerne ud. En af gangene kom den hertil. Naboen havde slået konen til plukfisk, og jeg hørte det hele. Jeg hørte også hvordan, hun hidsede ham op. Jeg hørte betjenten, som forsøgte at overtale hende til ikke at indgive anmeldelse, da de rullede hende væk. Jeg hørte, hvordan hun og hendes nye kæreste druknede mandens kattekillinger ude på badeværelset et par uger efter. Der troede jeg ikke mine egne ører. Det gjorde jeg de andre gange.<br /><br />Det sker, jeg har piger med hjem. Jeg finder dem nede i byen, og mens de tomme glas hober sig op omkring mig, tror jeg, jeg er forelsket i dem. Det er jeg også, mens de hæver sig op og ned over mig, men bagefter har jeg kun den fade smag af kød på tungen. Om den er deres eller min, kan jeg aldrig finde ud af. Det er også underordnet. Jeg er mæt, når de går, og de kan ikke ringe til mig. Jeg har ingen telefon.<br /><br />Der står et andeskrog og rådner ude på bordet. En af de andre beboere efterlod den, inden han tog på dykkerferie i Egypten. Forventede vel, at nogen ville smide det ud for ham. Nu kravler miderne rundt i det sorte, smattede kød, og hele underetagen er svøbt ind i en voldsom stank. Jeg tænder røgelsespinde og sprayer med deodorant. Jeg læser bøger.<br /><br />Der står en kaktus på mit skrivebord. I kommodeskuffen ligger der en pisk og et sæt håndjern. Pladen på grammofonen hakker i den sidste rille.<br /><br />Snefnuggene begynder at dale udenfor. Jeg åbner vinduet, så de kan fyge ind og danne driver i det spind, der fanger drømme.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-8536935746415195859?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-28752276821821221162011-12-15T07:28:00.000-08:002011-12-15T07:29:30.707-08:00stynes,<br /><br />du griber<br />din grensaks,<br /><br />jeg elsker<br />dig.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-2875227682182122116?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-14329582543318653072011-12-15T07:26:00.000-08:002011-12-15T07:27:46.107-08:00sol<br /><br />på<br />dit <br />ansigt,<br /><br />mens<br />du <br />pakker.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-1432958254331865307?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-92093096801638035522011-12-13T07:53:00.000-08:002011-12-13T09:00:24.706-08:00<a href="http://1.bp.blogspot.com/-ExQJt9_7AzI/TueDe07gBEI/AAAAAAAABQc/aDAZX9iUGe4/s1600/laika420.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 146px; height: 210px;" src="http://1.bp.blogspot.com/-ExQJt9_7AzI/TueDe07gBEI/AAAAAAAABQc/aDAZX9iUGe4/s200/laika420.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5685657620206060610" /></a>Det, jeg kan se i mit vindue, ligner stjerner, men er regndråber, som bliver oplyst af gadelysene udenfor. Ikke engang mine længsler er ægte længere, men iscenesatte. Flyene letter fra en lufthavn i nærheden, stryger hen over mit tag og lander andre steder, de skal forlade. Scott er ikke bare overvundet, han er rådnet op. Folk brænder op i forsøget på at gentage det, Gagarin gjorde, før jeg blev født. Erstat din næste med din næste, and you're next. <br /><br />Der er klister på stolen, men limningerne i mine gamle paperbacks går op, og det, der engang var værker, bliver til sider. Af hvad ved ingen. Mallarmé blev aldrig færdig med det, han skrev på. Enten dét, eller også blev han, og så var det netop det, der slog ham ihjel. <br /><br />Jeg kan selv navngive de stjernebilleder, jeg kan se fra min stol. Der har vi grillbaren, fukssvansen, eunukken og bruttonationalproduktet. De er flotte, men ikke flottere, end jeg selv har skabt dem. Månen bevæger sig gennem deres huse, og det kan jeg uden videre bestemme betydningen af. Vil jeg vinde en million i Lotto i morgen, kan jeg det. Dermed ikke sagt, at det sker. Ønsker jeg hellere, at naboen bliver kørt over af sin egen plæneklipper, er det muligt. Men dermed endnu mindre sagt, at dét sker. Når jeg drømmer, sker det fra indersiden af en body bag. Når raketterne letter fra mit Baikonur, mit Cape Canaveral, er det mod destinationer, der meget vel kan vise sig ikke at være der.<br /><br />Men Laika gør deroppe. Jeg kan høre det. En lysende stribe løber ned over mit øjenæble. Jeg kan høre noget, der lander hårdt et sted i mit baghoved, og sirener, der med lynets hast bevæger sig gennem uigennemskuelige vejsystemer. Og nu ligger hun her i mit skød, hunden. Hun slikker mig på kinden. <br /><br />Vi bliver aldrig ens. <br /><br />Vi passer samme tøj.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-9209309680163803552?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-47872536550312584562011-12-13T06:41:00.000-08:002011-12-13T07:51:25.424-08:00<a href="http://1.bp.blogspot.com/-SZuZcmnkQ4w/TudyZPNr3SI/AAAAAAAABQQ/2NHG5B8qRu8/s1600/Drdestructo.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 156px;" src="http://1.bp.blogspot.com/-SZuZcmnkQ4w/TudyZPNr3SI/AAAAAAAABQQ/2NHG5B8qRu8/s200/Drdestructo.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5685638832484769058" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />Dr. Destructo<br />på torvet <br />i regnen<br />i færd<br />med at optælle<br />samtlige duer.<br /><br />Dr. Destructo<br />i parken med <br />hænderne fulde <br />af bamser <br />og liljekonvaller.<br /><br />Dr. Destructo<br />på posthuset,<br />mens han frankerer <br />det sidste læs <br />regninger,<br />henkastet <br />fløjtende.<br /><br />Dr. Destructo<br />et sted bag <br />i køen<br />på møntvasken,<br />bandende højt <br />over kurven.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-4787253655031258456?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-71977964162907145642011-12-12T08:24:00.000-08:002011-12-12T09:41:29.265-08:00Vi har ikke noget til fælles længere. Vi snakker og snakker, og toppene gråner, og stadigvæk er vi det nyeste nye hver dag. Vi vrisser af vores afkom som om, de er gamle idioter. Vi taler om steder, der ikke mere findes. Vi mindes ting, der aldrig er hændt. Vi hilser på hinanden, men kun skyggerne nikker tilbage. Vi går hjemad, men ender ved en andens dør. Vi puttes i kister, men synes ikke rigtigt, de passer. Jorden er dum og banal. Vi har ikke det mindste til fælles.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-7197796416290714564?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-66251562471812327682011-12-12T07:13:00.000-08:002011-12-12T10:14:47.930-08:00<a href="http://3.bp.blogspot.com/-INbCfqViaFs/TuYpQcQZQ2I/AAAAAAAABQE/g3ICpAQjWz4/s1600/normal_slagt.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 195px; height: 200px;" src="http://3.bp.blogspot.com/-INbCfqViaFs/TuYpQcQZQ2I/AAAAAAAABQE/g3ICpAQjWz4/s200/normal_slagt.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5685276942041432930" /></a>Morfar holdt myrer. Dvs. han havde en aftale med en lodsejer ude i Vesterskoven om, at han ind imellem kunne komme ud i granbevoksningen, grave sig ned i de høje tuer og fylde store, klare plasticsække med det, han fandt i dem. Det skete, at jeg var med, og med lige dele nysgerrighed og væmmelse så jeg morfar sænke spaden ned i bjergene af nåle, der afslørede et panisk mylder af arbejdere, æg, larver og - hvis man var heldig - en dronning, som nu var hjælpeløs og uden rige. Alle som én endte de i næbbene på de høns, jeg så ham hugge hovedet af på en blok bag stalden, hvorefter mormor og jeg først sved dem, bagefter rensede de endnu varme kroppe på et stort træbord ude i bryggerset. Jeg husker stadig tydeligt lugten af indvoldene, mens jeg pillede de gådefulde tingester ud og kiggede på dem som om, de ville fortælle mig noget. - "Sådan ser vi også ud indvendigt", sagde mormor, og jeg vidste, jeg aldrig ville få et begreb om fremtiden, før jeg havde accepteret dét som et faktum.<br /><br />Hønsekødssuppen er spist forlængst, men jeg drømmer af og til, at der hamrer en kæmpemæssigt flade af rustfrit stål ned gennem loftet, og jeg bliver løftet op i en klar membran mellem skrigende børn, råbende mænd og hysterisk rablende kvinder, som roder rundt mellem hinanden i et virvar af planker og mursten. Fra min ophøjede position kan jeg se byens gader slynge sig i sindrige, blålige mønstre ned mod havnen. <br /><br />Jeg kan spå nu. Jeg kan se, hvordan det hele ender.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-6625156247181232768?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-50774545190345240162011-12-11T01:16:00.000-08:002011-12-11T01:25:11.450-08:00har lagt sig,<br />og tøj<br />ligger spredt<br />over gulvet,<br />nu venter den,<br />åben<br />og klar.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-5077454519034524016?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-29890210470968685312011-12-11T00:31:00.000-08:002011-12-11T01:43:36.249-08:00<a href="http://2.bp.blogspot.com/-PzzVFHlH0qY/TuRwefkm00I/AAAAAAAABP4/ghxPdK3jU0k/s1600/images.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 120px;" src="http://2.bp.blogspot.com/-PzzVFHlH0qY/TuRwefkm00I/AAAAAAAABP4/ghxPdK3jU0k/s200/images.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5684792298821833538" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />kuttere kæntrer i stivnet palmin, der er slagsmål i kirkerne, røgelsen nedsætter strædernes sigtbarhed, stjernen er spiddet på toppen af træet, en mand losser planker på bakken, der skåles i eddike, tallerkenerne bugner af kryddersild.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-2989021047096868531?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-67717116495711200902011-12-10T08:14:00.000-08:002011-12-10T08:22:14.702-08:00<a href="http://2.bp.blogspot.com/-XJpAjMDXFUk/TuOG1Sbf5jI/AAAAAAAABPw/zbKkuUM72gA/s1600/kross_grus_290x.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 145px;" src="http://2.bp.blogspot.com/-XJpAjMDXFUk/TuOG1Sbf5jI/AAAAAAAABPw/zbKkuUM72gA/s200/kross_grus_290x.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5684535404710061618" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />sparker<br />til bildæk,<br />på tanken<br />bliver priserne<br />hævet hvert døgn,<br />det er vinter<br />i Fårvang,<br />man læser<br />i mønstre<br />af grus,<br />dynejakkerne<br />lyner<br />man til.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-6771711649571120090?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-15297886823596274862011-12-10T08:13:00.001-08:002011-12-10T08:14:33.679-08:00This<br />is just<br />another<br />place <br />to <br />leave.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-1529788682359627486?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-75612860084635634242011-12-09T05:43:00.001-08:002011-12-09T05:45:01.417-08:00birthday boy,<br />det brænder<br />for dig,<br />birthday boy,<br />og smelter<br />for dig,<br />birthday boy,<br />det oser,<br />du er levende<br />endnu.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-7561286008463563424?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-73794332769777619062011-12-09T05:40:00.000-08:002011-12-09T05:42:34.385-08:00i spejlet,<br />nu ligner<br />det blod,<br />og nu ligner<br />det syre,<br />nu ligner<br />det vand,<br />og nu ligner<br />det bare<br />et spejl<br />og dig selv<br />én, der blot <br />går forbi.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-7379433276977761906?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-45512416141045716352011-12-08T09:20:00.000-08:002011-12-08T09:34:49.181-08:00<a href="http://4.bp.blogspot.com/-eDREWxR4UM8/TuD1L3J-ILI/AAAAAAAABPg/c28xskFbrsc/s1600/hejre.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 149px; height: 200px;" src="http://4.bp.blogspot.com/-eDREWxR4UM8/TuD1L3J-ILI/AAAAAAAABPg/c28xskFbrsc/s200/hejre.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5683812313874702514" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />De sad ved skovsøen i april. På samme bænk, men dog adskilt fra hinanden. Åkanderne blomstrede, og hejren stod i kanten, mens den tålmodigt ventede på en fisk.<br /><br />- Du er ulækker, sagde hun.<br /><br />***<br /><br />De sad ved skovsøen. På samme bænk, men dog adskilt fra hinanden. Åkanderne blomstrede, og hejren stod i kanten, mens den tålmodigt ventede på en fisk.<br /><br />- Du er ingenting, sagde han.<br /><br />***<br /><br />De sad ved skovsøen i april. På samme bænk, men dog adskilt fra hinanden. Åkanderne blomstrede, og hejren stod i kanten, mens den tålmodigt ventede på en fisk.<br /><br />Hun græd. Han tog sig til maven.<br /><br />- Det er bare den måde, blomsterne falder på. Sagde hun.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-4551241614104571635?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-389405877306163962011-12-08T08:54:00.000-08:002011-12-08T09:05:33.081-08:00Batteriniveauet er lavt. Jeg ringer til dig, men du kan ikke høre mig, og et øjeblik efter er skærmen sort. Fravær transformeres om til pixels. Landsdele falder fra hinanden. Folk går rundt i byer og laver ting, som intet har med hinanden at gøre. Atomer spaltes fra atomer, de itusprænger kloder, og dog er de stadig atomer. Jeg ved, at vi elsker hinanden, og lyset er koldt, det er koldt som en krig.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-38940587730616396?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-13834338782170314902011-12-07T19:47:00.000-08:002011-12-07T19:48:38.918-08:00dit ansigt,<br />mens du sover,<br /><br />det er fredfyldt,<br />det, du drømmer om,<br /><br />kan intet<br />menneske<br />give dig.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-1383433878217031490?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-1097633757500082462011-12-06T20:31:00.001-08:002011-12-07T19:46:55.053-08:00falder,<br /><br />i carporte<br />holder<br />der biler,<br /><br />de tier<br />i flok.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-109763375750008246?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-60698308585472026032011-12-06T07:41:00.000-08:002011-12-06T08:31:29.561-08:00<a href="http://3.bp.blogspot.com/-f9zvupHux8w/Tt5C2x4PZ0I/AAAAAAAABPU/Ukon88U6c8c/s1600/Howling_Wolf.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 132px; height: 200px;" src="http://3.bp.blogspot.com/-f9zvupHux8w/Tt5C2x4PZ0I/AAAAAAAABPU/Ukon88U6c8c/s200/Howling_Wolf.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5683053288657741634" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />Nu trasker den rundt i Sevilla og kigger på tasker, besøger bordeller i Phuket, bliver gift i Las Vegas af Elvis, forsvinder i mængden på Piazza del Popolo. Du er alene på Månen, du lever af grøn ost, men ulvene hyler dit navn.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-6069830858547202603?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-53342034844193907922011-12-06T07:17:00.000-08:002011-12-06T07:36:39.707-08:00<a href="http://3.bp.blogspot.com/-Er2pZAS_a_4/Tt42e0jLk4I/AAAAAAAABPI/i6oU2EgH0KA/s1600/3119.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 120px;" src="http://3.bp.blogspot.com/-Er2pZAS_a_4/Tt42e0jLk4I/AAAAAAAABPI/i6oU2EgH0KA/s200/3119.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5683039682918323074" /></a>Der er kød på dig. Masser af kød. Og det er ikke bare fedtvæv, det er muskler, sener, nerver, indvolde. Der er også et hjerte et sted, som du har noget på. Om natten kan du høre det banke så højt, at du ikke kan sove for lyden. Det ved alt om de knogler, der spjætter bag huden og gerne vil ud i det fri.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-5334203484419390792?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-87461110184984989872011-12-05T08:05:00.000-08:002011-12-05T12:14:02.546-08:00<a href="http://2.bp.blogspot.com/-VJ9_v8zPrQs/Ttz4Q3CAqxI/AAAAAAAABOw/4KOpjq5ZWHQ/s1600/220px-Solar_eclips_1999_4.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 197px;" src="http://2.bp.blogspot.com/-VJ9_v8zPrQs/Ttz4Q3CAqxI/AAAAAAAABOw/4KOpjq5ZWHQ/s200/220px-Solar_eclips_1999_4.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5682689798368701202" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />Solen er sort, og vi stuver os ind<br />i kapellet, vi synger, vi bærer dig ud.<br />Solen er sort, og vi fryser i bilerne,<br />skoven er grøn, og dog falder der slud.<br />Solen er sort, og det samme er præsten,<br />der taler om mørket, men ikke om dig.<br />Solen er sort ligesom hånden, der knuges<br />om grebet på kisten, men føles som dej.<br /><br />Solen er sort, og vi lytter til solsorten <br />ovre på grenen, der skammeliggør os.<br />Solen er sort, samme farve som dødningekød <br />og de klæder, vi bærer på trods.<br />Solen er sort, og der venter en vogn,<br />klappen smækker, og høsten er pludselig i hus.<br />Solen er sort, og jeg leder på P-pladsen<br />efter mit hjerte, men finder kun grus.<br /><br /><br />(da min mormor blev bisat i august 1999, var der total solformørkelse. Præsten - pastor Cemik fra Gødvad Sogn - syntes åbenlyst, at det var mere interessant at forholde sig til den end hende. Symbolikken var sigende for dagen, men alligevel...)<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-8746111018498498987?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-11425496332500569272011-12-05T06:49:00.000-08:002011-12-05T08:00:49.768-08:00<a href="http://4.bp.blogspot.com/-nYmCArccJyE/Ttzpl3p2m6I/AAAAAAAABOk/aihgQc3aOmI/s1600/Karen%2BHansen%2BBryrup%2B1983.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 136px; height: 200px;" src="http://4.bp.blogspot.com/-nYmCArccJyE/Ttzpl3p2m6I/AAAAAAAABOk/aihgQc3aOmI/s200/Karen%2BHansen%2BBryrup%2B1983.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5682673666638650274" /></a>Mormor lagde hver dag en sukkerknald i køkkenvinduet, og man måtte ikke røre den. Den var til storken, sagde hun. Når man mindst ventede det, ville den lande ude på gårdspladsen, snappe den lille, søde terning og række en baby ind ad vinduet som tak. Hun gjorde det, selvom det var november måned. Alle vidste, at storken var i Egypten. Jeg ved stadig ikke, hvad hun håbede på, og undrede mig til tider over hvilket væsen, der havde efterladt mig, som var født i december. Men jeg ved, hvem der tog sukkerknalden.<br /><br />***<br /><br />Mormor stillede hver jul en stor skål risengrød op til nissen på loftet. Der kunne den så sidde og spise den herlige ret, der leveredes komplet med kanelsukker og smørklat, mellem syltetøjskrukker, gamle ketchupflasker fyldt med solbærsaft og krøllede aviser fra starten af 70'erne. Hun syntes vist, hun skyldte den noget, og det gjorde hun måske også. Resten af året var den pakket ned i en papkasse sammen med væsener af vat.<br /><br />*** <br /><br />Mormor kunne ofte, da han var død, se morfar i gangen, når lyset var dunkelt. Om natten kunne hun høre ham trække vejret tungt ved siden af sig i dobbeltsengen. Ved spisebordet i stuen var der ingen af os andre, der vovede at tage hans faste plads. Og når vi ikke var der, talte mormor med ham om vigtige ting. Han forstod det hele, og hun forstod alt det, han aldrig sagde. Da vi stod omkring hende nede i kapellet, var hele flokken tavs.<br /><br />***<br /><br />Mormor kunne ikke lide at blive fotograferet. Dækkede gerne ansigtet eller vendte sig væk. Visse folkeslag siger, at man mister sin skygge, når blitzen bliver udløst, og de har ret. Nu bliver hun længere, mens solen skruer sig ned bag horisonten.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-1142549633250056927?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-61616006265307501822011-12-04T10:53:00.000-08:002011-12-04T11:24:42.449-08:00<a href="http://2.bp.blogspot.com/-oKTvg5TpRXs/TtvIiGSQZSI/AAAAAAAABOY/XSM79fec9Xs/s1600/HemmeligHule_2_508.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 134px;" src="http://2.bp.blogspot.com/-oKTvg5TpRXs/TtvIiGSQZSI/AAAAAAAABOY/XSM79fec9Xs/s200/HemmeligHule_2_508.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5682355842986304802" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />Vi lavede hemmelige<br />huler i buskene, smadrede <br />alle de andres og græd,<br />når de gik efter vores,<br />til sidst mødtes alle<br />på sportspladsen, <br />røde af anger <br />og sol.<br /><br /><br />(til "8600 Silkeborg")<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-6161600626530750182?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-88093247510075088102011-12-04T10:30:00.000-08:002011-12-04T12:48:08.714-08:00<a href="http://1.bp.blogspot.com/-wuU8CZqJW6c/TtvAegFx35I/AAAAAAAABOM/K2vtfRPdTqc/s1600/7hob.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 162px; height: 200px;" src="http://1.bp.blogspot.com/-wuU8CZqJW6c/TtvAegFx35I/AAAAAAAABOM/K2vtfRPdTqc/s200/7hob.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5682346985100795794" /></a>- Hvad laver de deroppe, sagde hun og pegede. - De er ingen nytte til.<br />- De skinner. Bare for at nævne noget, ikke? Stjerner har det jo med at gøre den slags.<br />- Jamen hvorfor? <br />- Det ved jeg sgu da ikke, sagde han. Måske der er planeter omkring dem. Dem, der bor der, er nok ret glade for lidt lys og varme ind imellem.<br />- Jo, men hvad rager de os? Det er jo ikke som om, de kommer forbi eller noget.<br />- Ingenting. Det kan du da umiddelbart have ret i. Men det er da en spændende tanke, at de måske er der, synes du ikke?<br />- For mig er det fucking lige meget.<br />- Men de kan jo alt mulig andet også, stjernerne. Hvis en af dem svulmer tilstrækkeligt op og eksploderer, bliver vi måske alle sammen blæst ad Helvede til. Og de får os til at længes.<br />- Fede ting at kunne, mmmm!?<br />- Sig mig, er du depri eller noget?<br />- Nej, jeg fatter bare ikke, hvad de laver deroppe.<br />- Solen er også en stjerne, jo. Den er måske bare lidt vigtig for os. Men det mener du måske ikke?<br />- Tror du, jeg er idiot? <br />- Du lyder sådan.<br />- Men hvad laver den helt ærlig deroppe?<br />- Hvad laver vi hernede?<br />- Det er jo det.<br />- Sådan kan man sgu da ikke argumentere. <br />- Hvorfor ikke?<br />- Fordi...så hører alting op.<br />- Mmmm.<br />- Du er fuld af lort.<br />- Og du fornægter bare.<br />- Luk!<br />- Nej, hvor elegant <em>du</em> argumenterer. Godt, jeg fandt dig!<br />- Jeg skrider! Hyg!<br /><br />- Jeg har bare lyst til at...hvile øjnene på noget.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-8809324751007508810?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-5169811872241491682011-12-03T00:03:00.000-08:002011-12-03T00:04:26.310-08:00der samme gør pigerne<br />nede på gaden, det blæser<br />en del i september.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-516981187224149168?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-8837426389679444652011-12-02T23:21:00.000-08:002011-12-02T23:58:41.771-08:00<a href="http://4.bp.blogspot.com/-RdSf5UhCjsk/TtnVfdwHdBI/AAAAAAAABN0/rSGfF9KexCw/s1600/Bulbjerg%252520strand-2%252520lige%252520ned.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 150px;" src="http://4.bp.blogspot.com/-RdSf5UhCjsk/TtnVfdwHdBI/AAAAAAAABN0/rSGfF9KexCw/s200/Bulbjerg%252520strand-2%252520lige%252520ned.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5681807141443695634" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />Du spytter mod vinden <br />og får det tilbage i hovedet, <br />og det er den eneste ting, <br />som du husker fra den dag ved Bulbjerg, <br />og nu er du gammel, og skrænten, <br />du stod på, er styrtet i havet <br />forlængst, du kan stadigvæk <br />smage det, sandet.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-883742638967944465?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-7064454110805217362011-12-02T10:43:00.000-08:002011-12-02T11:21:01.981-08:00<a href="http://1.bp.blogspot.com/-Js-_TTOpVws/TtklFr8vSgI/AAAAAAAABNo/t4E_PfhoAFc/s1600/krussedullet-skrift.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 160px;" src="http://1.bp.blogspot.com/-Js-_TTOpVws/TtklFr8vSgI/AAAAAAAABNo/t4E_PfhoAFc/s200/krussedullet-skrift.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5681613184531646978" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />Det kalder på det næste, som er socialt anlagt og bange for intimitet. Det tredje ord er ikke tryg ved tanken om at stå stille, så det går hen til det fjerde, som bare har lyst til at stirre på det sjette. Det sjette har nok i sig selv, så det bliver væltet omkuld og kvæstet af det syvende, der kører frontalt ind i det ottende. Det ottende, som ikke engang ved, at det er et ord, men alligevel bliver set ned på af det niende, der hænger i luften. Ovenfra dratter det tiende og kvaser alle de andre. Nu venter det på, at nogen ligesom rømmer sig.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-706445411080521736?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-41001091689904328502011-12-02T10:19:00.000-08:002011-12-02T10:39:06.129-08:00Ordene sl år mod,<br />hin and en<br /><br />slår,kolbøtter<br /><br />v ælter og tø m<br />me so g, fyld es ogs æt<br /><br />tes<br />is pin <br />nedm<br /><br />od<br /><br />jorden<br />mod,j<br /><br />orden mod<br /><br />j,ord.<br /><br />en<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-4100109168990432850?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-41406237603825983122011-12-01T07:43:00.001-08:002011-12-01T07:43:57.261-08:00gennem natten,<br /><br />steder findes<br />ikke mere,<br /><br />kun<br />lys.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-4140623760382598312?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-12438662493464595082011-12-01T07:37:00.000-08:002011-12-01T07:42:57.874-08:00venter i skoven<br />på save<br />og hjerter,<br /><br />vi siger,<br />at vi venter<br />på ham<br />dér Godot.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-1243866249346459508?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-43926701891512763622011-11-30T09:03:00.000-08:002011-11-30T10:23:06.674-08:00<a href="http://1.bp.blogspot.com/-i3Bc4RQcsls/TtZo3dSbioI/AAAAAAAABNQ/MQuNpGOUj30/s1600/74141.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 148px;" src="http://1.bp.blogspot.com/-i3Bc4RQcsls/TtZo3dSbioI/AAAAAAAABNQ/MQuNpGOUj30/s200/74141.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5680843281938483842" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />"Det er forstenede lyn", <br />sagde farfar<br />og samlede aflange sten<br />op på marken,<br />jeg fik dem om aftenen,<br />de svier <br />i hånden endnu.<br /><br /><br />(til "8600 Silkeborg")<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-4392670189151276362?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-81980320361636890642011-11-30T07:42:00.000-08:002011-11-30T13:23:31.231-08:00<a href="http://2.bp.blogspot.com/-JxkiMgXtLJY/TtZglaDUG-I/AAAAAAAABNE/ShV-c4O-sa4/s1600/Jagt_41405e.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 80px;" src="http://2.bp.blogspot.com/-JxkiMgXtLJY/TtZglaDUG-I/AAAAAAAABNE/ShV-c4O-sa4/s200/Jagt_41405e.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5680834175739108322" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br />Jeg kommer fra et hjem med gevær.<br />Mit navn, det står med grene og bær.<br />Jeg kender frostens bid i min kind.<br />Jeg slipper gerne hugormen ind.<br /><br />Du gemmer dig bag nylon og guld.<br />Du sover, selvom Månen er fuld.<br />Du ser dig om, men ser ikke een.<br />Du lever i en kasse af sten,<br /><br />men jeg ved, hvem du er<br />lige før, jeg trykker af.<br />Ja, jeg ved, hvem du er<br />lige før, jeg trykker af.<br /><br />Vi mødes der, hvor land bliver by,<br />hvor peber gror og støv bliver til sky.<br />Du lufter hunden klædt i civil.<br />I busken smiler ulven mit smil.<br /><br />Dit kød er blødt, din pande er klar.<br />Jeg tænder lidt diskret min cigar<br />og sigter - i et brus af viol<br />griber du din tjenestepistol,<br /><br />og du ved, hvem jeg er<br />lige før, du trykker af.<br />Ja, du ved, hvem jeg er<br />lige før, du trykker af.<br /><br /><br />(tænkt som en sangtekst - bud på musik modtages gerne!)<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-8198032036163689064?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-32673064830137336972011-11-29T07:08:00.000-08:002011-11-29T07:23:53.043-08:00og lortene lægges<br />på hjørnerne,<br />koordinat efter<br />koordinat tegnes ind,<br />det må minde om noget<br />fra luften, måske<br />blot en tanke,<br />der stadig er ren.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-3267306483013733697?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-8098674148535051342011-11-29T06:52:00.000-08:002011-11-29T07:07:31.865-08:00hænder larmer i posen,<br />en stemme forsøger at <br />blive en stemme igen, <br />og der stinker af sprit, <br />mens hun åbner for lugen <br />til skakten og lader det <br />falde, det hele, hun <br />tænder for varmen <br />i stuen, den husker <br />tilstrækkeligt.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-809867414853505134?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-76977125968355212712011-11-28T05:47:00.000-08:002011-11-28T08:30:21.682-08:00<a href="http://3.bp.blogspot.com/-evhfMP8YTyc/TtOlnvHz4nI/AAAAAAAABMs/tKGcrpjxZ9w/s1600/Sommeren%2B11%2B051.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 150px;" src="http://3.bp.blogspot.com/-evhfMP8YTyc/TtOlnvHz4nI/AAAAAAAABMs/tKGcrpjxZ9w/s200/Sommeren%2B11%2B051.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5680065657127035506" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />Der var yoghurt,<br />der var heste,<br />der var dolke,<br />der var bip-spil,<br />der var E.T.,<br />der var Schlüter,<br />der var grillmad,<br />der var elhegn,<br />der var ærter,<br />der var snekamp,<br />der var fliser,<br />der var Dollars,<br />der var porno,<br />der var regnvejr,<br />der var skateboards,<br />der var kolort,<br />der var hvidvin,<br />der var buske,<br />der var Kappa,<br />der var læber,<br />der var busser,<br />der var hærværk,<br />der var bøger,<br />der var guitar,<br />der var Strunge,<br />der var hip hop,<br />der var roser,<br />der var snerler,<br />der var bomber,<br />der var Love Shop,<br />der var ingenting<br />og alting,<br />der var mig.<br /><br /><br />(bygget over codaet til <strong>Love Shop</strong>s "I dag så bedre ud igår" (1990) - til "8600 Silkeborg")<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-7697712596835521271?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-33959080386472297512011-11-28T04:39:00.000-08:002011-11-28T05:36:11.503-08:00<a href="http://4.bp.blogspot.com/-H6hzxSHhZ7I/TtOMg2BLmRI/AAAAAAAABMg/TogXnw6TR6c/s1600/untitled.bmp"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 162px; height: 200px;" src="http://4.bp.blogspot.com/-H6hzxSHhZ7I/TtOMg2BLmRI/AAAAAAAABMg/TogXnw6TR6c/s200/untitled.bmp" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5680038050928498962" /></a>Vi stod i haven og observerede flyenes striber, mens de blev trukket hen over himlen. De var så højt oppe og virkede så faste. Af og til fantaserede vi om at finde det sted, hvor de nåede jorden, og vandre op til englene på dem. Bare at se, hvem de var, og om de virkelig havde vinger. Men de forstøvede jo deroppe, de hvide motorveje, og hvad nu hvis vi ikke kunne komme tilbage? Men vi havde det jo også godt der på græsplænen, hvor vi kunne bygge huler af hynder fra sofaen, lege med hunden eller bare ligge og drømme i sollyset.<br /><br />Nu sidder jeg selv oppe i et fly, mens knapperne blinker på styrepanelet foran mig. Nedtællingen til detonationen er begyndt, men boltene nede i lastrummet har ikke løsnet sig, som de skulle, og jeg ved, at der kun er én vej frem.<br /><br />Under mig ligger Tokyo med sine brede vejstrøg, åbne pladser og jordskælvssikrede skyskrabere, der alligevel ikke er bygget til at modstå det, jeg bringer med mig. Dernede går folk rundt og taler et sprog, jeg ikke forstår, og det kan godt være, de har vinger. Jeg er kommet for at tale et tungemål, ingen kan fatte, men heller ingen misforstå.<br /><br />Jeg hiver nedad i styrepinden, så maskinen foretager et vældigt dyk. Bag mig dannes et bredt spor af damp og gasser, jeg i dag ved, jeg ikke kan gå på. Men jeg ved trods alt med sikkerhed, at det vil nå jorden, og måske ligger der lige nu nogen på en græsplæne meget langt væk, hvis drøm jeg hjælper lidt nærmere at gå i opfyldelse.<br /><br />Selv har jeg ingen drømme længere. Jeg er en funktion. Jeg er kød, der bevæger metal, og om lidt vil det alligevel være underordnet hvad, der er hvad.<br /><br />Det er alt sammen bare et spørgsmål om lys, mere lys, mere<br /><br /><br />(inspireret af <strong>Pere Ubu</strong>-sangen "30 Seconds Over Tokyo" (1978))<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-3395908038647229751?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-38058706805699220712011-11-27T12:09:00.000-08:002011-11-27T12:10:16.918-08:00blinker,<br /><br />de blinker<br />til mig,<br /><br />der er noget,<br />de vil,<br /><br />de er smukke,<br />men nøj,<br /><br />de er<br />dumme.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-3805870680569922071?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-33304773683020685132011-11-27T11:53:00.000-08:002011-11-27T11:56:51.253-08:00i Aalborg<br />er trosser,<br />der smides<br />i land<br />og bliver grebet<br />og smides igen,<br />når man sejler,<br /><br />og regnen<br />i Silkeborg<br />gør fibre glatte,<br />så rebene glider<br />enhver ud<br />af hænde,<br /><br />og regnen<br />på Nørrebro<br />er, hvad den er,<br />den er våd,<br />ned ad gaderne<br />driver <br />der folk.<br /><br /><br />(Originalversionen doneret som obligation til Det Poetiske Bureau d. 26/11)<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-3330477368302068513?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-44189873588375638442011-11-27T11:50:00.000-08:002011-11-27T11:52:53.567-08:00Hear me roar,<br />hear me sob,<br />leave me be,<br />join my club,<br /><br />watch me rise,<br />see me fall,<br />watch me just<br />hit the wall,<br /><br />follow me,<br />there is space,<br />years will turn<br />into days,<br /><br />they will pass<br />just like you,<br />monkey say,<br />monkey do.<br /><br /><br />(doneret som obligation til Det Poetiske Bureau d. 26/11. Skrevet til det modstående litografi af TAT)<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-4418987358837563844?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-66217731100356503472011-11-27T11:45:00.000-08:002011-11-27T11:47:31.280-08:00Time is nigh,<br />there will be blood,<br />we're one nation<br />under God<br /><br />howling in<br />the menstrual night,<br />losing sleep,<br />losing sight.<br /><br /><br />(doneret som obligation til Det Poetiske Bureau d. 26/11. Skrevet til det modstående litografi af TAT)<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-6621773110035650347?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-19675551796127018802011-11-27T11:42:00.000-08:002011-11-27T11:44:23.389-08:00de vrider sig,<br />afviser skoene,<br />kaster din skygge<br />ad helvede til,<br />de er lavet af asfalt <br />og brosten, og hvad,<br />du er lavet af,<br />véd du vist<br />ikke engang<br />selv.<br /><br /><br />(originalversion doneret som obligation til Det Poetiske Bureau d. 26/11)<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-1967555179612701880?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-31298607738397287302011-11-27T11:38:00.000-08:002011-11-27T11:41:00.867-08:00og busserne<br />kører til tiden,<br />og tiden<br />forsvinder med dem,<br /><br />det bliver aften,<br />og barerne åbner<br />og lukker igen,<br />der er folk,<br />som forsvinder<br />med dem.<br /><br /><br />(originalversionen doneret som obligation til Det Poetiske Bureau d. 26/11)<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-3129860773839728730?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-19996091440239605542011-11-27T11:32:00.001-08:002011-11-27T11:37:05.257-08:00<a href="http://2.bp.blogspot.com/-K-X4VjDJ1gI/TtKQXTWALFI/AAAAAAAABMU/hrgDSreUO_w/s1600/Billede0150.jpg"><img style="float:left; margin:0 10px 10px 0;cursor:pointer; cursor:hand;width: 200px; height: 179px;" src="http://2.bp.blogspot.com/-K-X4VjDJ1gI/TtKQXTWALFI/AAAAAAAABMU/hrgDSreUO_w/s200/Billede0150.jpg" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5679760810071567442" /></a><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br /><br />Lampenschwarz,<br />Lampenschwarz,<br />wir sind Licht, und <br />wir sind Quartz.<br /><br />(doneret - sammen med illustrationen - som obligation til Det Poetiske Bureau d. 26/11. "Lampenschwarz" er det tyske navn på den farvenuance, solen er malet med)<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-1999609144023960554?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-47119061880147954932011-11-27T11:27:00.000-08:002011-11-27T11:29:25.308-08:00blæser,<br /><br />men<br />luften<br /><br />står<br />stille.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-4711906188014795493?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-11088327674161055422011-11-25T22:42:00.000-08:002011-11-25T22:57:37.495-08:00Så sidder du der<br />med din visnede husfred<br />og vaskemaskinen, der banker, <br />så muren slår revner,<br />og stirrer på skærmen,<br />hvor folk bliver stemt ud<br />og ført bort i en båd, <br />og nu ringer de på,<br />du kan høre dem græde<br />ved brevsprækken,<br />gulvet er glat,<br />i din pung<br />vil man finde<br />et foto.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-1108832767416105542?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-73120546934421279402011-11-25T21:59:00.000-08:002011-11-25T22:39:37.974-08:00Englene lettede, fløj og forsvandt<br />ud af syne, og du sad tilbage <br />med kager af fjer og guano, du <br />bød af, når folk kom til kaffe.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-7312054693442127940?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-23273834861374041202011-11-25T06:54:00.000-08:002011-11-25T07:12:02.200-08:00spejler<br /><br />mit ansigt,<br />og det<br /><br />spejler <br />dem, du<br /><br />har foldet<br />en båd<br /><br />af papir,<br />lille ven.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-2327383486137404120?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-31533516594282224432011-11-25T06:29:00.000-08:002011-11-25T06:54:03.770-08:00Vi legede garder og dronning <br />på p-pladsen uden for byens forsamlingshus,<br />indenfor sad vores olde, der snart skulle dø,<br />og blev hyldet fordi hun var gammel <br />og snart skulle dø, hun forsvandt<br />bag en mur af cerutrøg, <br />vi delte et rige, <br />en dag var der jord, <br />i det også.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-3153351659428222443?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-70343365628798350092011-11-24T07:38:00.000-08:002011-11-24T08:51:36.921-08:00til arkene smelter<br />og bliver jeg spejle,<br />jeg spejler mig,<br />indtil jeg synker,<br />jeg synker, til <br />bunden er nået, <br />når bunden er nået,<br />går vandet, så starter <br />jeg forfra igen.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-7034336562879835009?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-52550451930115557222011-11-24T06:32:00.000-08:002011-11-24T07:34:34.373-08:00er natten lang<br />og sengen kold<br />og kroppen stiv,<br /><br />uden dig<br />er æter gas<br />og tiden bare<br />tidsfordriv,<br /><br />uden dig<br />går tog i stå,<br />og bomber sprænges<br />uden bål,<br /><br />uden dig<br />er jeg blot støv,<br />der samler støv<br />i metermål.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-5255045193011555722?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-20884959097800945762011-11-23T07:10:00.000-08:002011-11-23T07:17:07.024-08:00jeg lærte at gå,<br />og jeg lærte at spise med gaffel,<br /><br />jeg lærte at forme en snebold,<br />jeg lærte at skrive med blyant,<br /><br />jeg lærte at kysse en pige,<br />jeg lærte at åbne en bh,<br /><br />jeg lærte at gå, <br />gå min vej.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-2088495909780094576?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-65741893229100085502011-11-23T07:08:00.000-08:002011-11-23T07:10:21.925-08:00rødt lys <br />grønt lys<br />rødt lys <br />grønt lys<br />rødt lys <br />rødt lys<br />grønt lys <br />rødt lys<br />rødt lys <br />grønt lys<br />gult <br />gult <br />gult<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-6574189322910008550?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6726920277866859561.post-66256085410141837882011-11-22T07:46:00.000-08:002011-11-22T07:49:13.842-08:00Aber kalder tavst<br />på andre aber<br /><br />i den morgenstille bus,<br /><br />ved næste stop<br />står mennesker af.<div class="blogger-post-footer"><img width='1' height='1' src='https://blogger.googleusercontent.com/tracker/6726920277866859561-6625608541014183788?l=steffenbaunbaekpedersen.blogspot.com' alt='' /></div>Steffen Baunbæk Pedersenhttp://www.blogger.com/profile/07539418397010923656noreply@blogger.com0