mandag den 20. november 2017

Stormen

er kommet,
og fuck,
hvad den hedder,
den skrider
alligevel ikke
på trods af,
man råber
dens navn,
men her,
midt i
november,
er affald,
stilladser
og teglsten,
der rasler
forbi udenfor,
noget bedre,
trods alt,
end de blodløses
langsomme march
ned ad gader
og stræder
i kulde
og regnvejr
på jagt
efter liv.

Blue november

Afklædte
træer.

Der er
udsigt
til porno.

Det kaldes
vist
snuff.

fredag den 17. november 2017

Folk (manuskript 2015/17)

Folk, som jeg fremlægger her, er en gammel idé, der er tæt på have været 10 år undervejs, og faktisk stykkede jeg allerede for et par år siden et temmelig gennemarbejdet manuskript sammen under den titel, som dog forsvandt, da min gamle computer gik ned. Det, man ser her, er altså en rekonfigureret version. Dog langt hen ad vejen med samme indhold.

Konceptet er enkelt: At portrættere en række typer og personligheder: Fiktive såvel som virkelige, historiske såvel som komplet uhistoriske. Det er blevet til en broget buket, der rækker fra Onkel Joakim og Manden med Leen over Syd Barrett og Turkana Boy til Adolf Hitler og Ulrike Meinhof. Tilsammen håber jeg, de former en art katalog over menneskeheden på godt og ondt. Og gerne med mere end et glimt i øjet.

Bong appetit, som de siger ude på Staden.


***


Steffen Baunbæk

Folk

Digte


***


1


***


Turkana Boy

1

Turkana Boy
kigger

på stenen
og farer

i flint.

2

Turkana Boy
brænder

sin hånd,
men har ild

i sit blik.

3

Turkana Boy
spejler

sit ansigt
i floden

og prøver
at ytre

det navn,
som han

altid
har haft.


4

Turkana Boy
kigger

på Månen
og spidser

sit spyd,
han vil snart

tage derop
for at jage

gazeller.


***


2


***


Fangstmanden

Nul tupilakker
når herud,
her hersker
kun fladen,
den store og hvide,
som gemmer
på klipper
og hav eller liget
af Mylius Erichsen,
hvem bryder hovedet
med det,
men hans igloo
er varm,
den har tyngde
og tanke,
har undsluppet
stormenes slør,
og det sker,
at han griber
sin riffel
og skyder en ræv,
ligesom hundenes
hylen
mod Månen
og stjernerne
holder det
drømmene
isfri
et sneskred
endnu.


Turisten

Han har pisset
i buske
i Tokyo
og Rom,
han har stillet
figurer
af Stalin
og Frihedsgudinden
på plads
på chatollet,
har udbredt
klamydia
både i Phuket
og Cape Town
hos kvinder,
og børn
plus det løse,
hans udsyn
er bredt
ligesom Telstars,
det klæber
til kortet
som napalm,
han frygter
kun ét:
At man
giver ham
et navn.


Helgenen

De blinde,
de stumme,
de halte
forsamler sig
om ham,
og syn kan
han give dem
og stemme
og styrke i benene.
Kun deres dumhed
er kronisk,
for hvem
vil velsignes
af mennesker?


Kyperen

Han drikker
vin af
et timeglas,
ingen kan
lære ham
noget om
druernes
gæring.


Vanderbilt

På syvende dag
er kontoret
forladt,
på hans væg
er den ægte Monet
godt igang
med at falme,
mens kurserne
stiger
og stiger
og snart
rammer loftet
og fortsætter lige
igennem,
på syvende dag
er han bænket
ved baren
på Country Club,
stille fordybet
i glimtet
i glasset,
der henne
fra døren
har spejlet
sig vej
gennem samtlige
bowler
i rummet.


Poeten

De fandt ham
i baggården
som en
ynkværdig
organisk
remnant af
et oppustet ego,
der pludselig
blev grebet
af vinden
og blæste
afsted på
en tynd lap
papir.


Munken

Han sad
i sin hule
årti på årti
og forsøgte
at opløse mørket
og kødet
og tanken
i Buddha
med held,
men hans mester
lod stadig
sin stemme
vibrere
i bjerget.


Petrine

Børnene
voksede op
og forsvandt bag
ved skovene,
landsbyens teglsten
begyndte
at danse
i vinden
som remser,
enhver
havde glemt,
bag de vejrbidte
mure
sad gamle
Petrine
tilbage
i tusmørket,
strikkende løs
på sin gave;
en sweater
til juniors
lille blå
fodbold.


Dumme-Peter

Gennem operahuse
med gange,
der tuder
i vinden,
og templernes
ulmende
tomter
og boligkarèer,
der smuldrer
ved soklerne,
bærer han
totter
af græs
ud til stjernernes
køer.


***


3


***


Fars digt

1

Digtet
er kommet,
nu ligger
det der,
ganske nøgent
og grimt
og ubrugeligt,
kigger mig om
for at finde
den kælling,
som lagde
den der,
den der vrælende
tingest,
men lægerne
kigger blot
på mig
og verfer
mig ud
i den sjappede
sne bag
klinikken:
"Nu hænger
du på den,
bror lort!"

2

Digtet
er vågnet
om natten,
det skriger,
og nej,
det er vist
ikke sultent,
og ingen
trøst hjælper,
jeg tror,
det har haft
en slags mareridt,
hvad det end
drømmer om,
sådan en
størrelse,
sikkert om mig,
mens jeg
slukker for
lyset
og smækker
med døren
og går.

3

Digtet
er sygt,
det er
smitsomt,
det tror jeg,
det er,
jeg kan ikke,
kureres.

4

Digtet
har sat sig
på potten,
det skider
betydning.

5

Digtet
vil ikke
have grøntsager,
digtet
vil helst kun
have slik,
helt igennem
syntetisk
og kunstigt
og ulækkert slik,
det er ikke
helt tosset,
det digt,
det bliver stort
og stærkt,
gør det,
det digt.

6

Digtet
er dumt,
har så svært
ved at lære
at læse,
man bare
må ryste
på hovedet
og droppe
projektet,
til gengæld
er frygten
for Weltschmerz
og vanvid
nok ikke
begrundet.

7

Digtet
er ude
at løbe
omkring,
og det sker,
at jeg hører
kanonslag
og glas,
der bliver smadret,
bag blokken,
det sker,
at jeg hører
sirener
og hunde,
pistolskud
og hvinende
bremser
i gården,
det sker,
at jeg frygter,
det ikke
kan holde
sin mund,
at man ved,
hvor
jeg bor.

8

Digtet
har udviklet
skægstubbe,
stemmen
er gået
i overgang,
døren
til værelset
lukker det
bag sig
så snart,
det er hjemme
fra skole,
du ved,
og så hører
jeg knirken
og brølen
og sukken,
jeg tror,
at jeg snart
må fortælle om
alle de piger,
det aldrig
kan få.

9

Digtet
er træt af mig,
siger det,
træt af
det kværnende tv,
de klirrende
flasker,
den gnistrende
lighter
og mest af alt
tavsheden,
siger det,
tavsheden
trækker
på skuldrene,
tænder
en ny smøg
og ringer
så efter
en vogn.

10

Digtet
har pakket
det hele
og vinker
farvel,
før det sætter
sig ind,
før det ruller
afsted
mod et nyt liv
derude
et sted,
og jeg hoster
tilbage,
har fået
mig selv
galt i halsen.


Onkel Joakim

drømmer
om Skotland,
om vejrbidte
heder,
hvor stormene
knaser
i næbbet,
om moser
så dybe
som glemslen,
familien
er nedsunket i,
om de kredsende
ravne,
som aldrig
vil få ham,
om skaller
blandt raslende
siv fra
et æg,
ingen rigdom
kan samle
igen.


Kaptajnen

Han er der
endnu,
Moby And,
sejler rundt
på et hav
uden hvaler,
han ikke
må fange,
og mangler
tobak
til sin pibe,
han ikke
må ryge på
mere,
og ser dem
forsvinde
i disen,
de havne,
som gutterne
lå i
dengang,
en som ham
var en type,
man godt
kunne omgås,
i hvert fald
på tryk,
hans harmonika
hyler
hver eneste
nat mod
et stjerneløst
himmelrum,
vandene
skvulper
et bifald
så hult,
at det
sænker
enhver.


Mickey Mouse

i en baggård
i Andeby,
Sortepers
velkendte
banden
og fnysen,
mens Striks
får ham ind
i salatfadet,
Fedtmules
hydr, mens
langt større
skurke bliver
spottet i
klatter
af blæk.


Necktie party

1

Dengang,
de hængte
John Doe,
var der fadøl
i boden
og candyfloss,
billigt, endda,
til de mindste
og merchandise,
masser
af merchandise,
T-shirts
og badges
og caps,
der var
solskin
den dag.

2

Dengang,
de hængte
John Doe,
tog man
bøddelen
med,
liv
for liv
var vel ikke
for meget
forlangt.

3

Dengang,
de hængte
John Doe,
tog man
rebet ned,
før det
blev skyllet
og gemt,
værst af alt
er dog
spild.

4

Dengang,
de hængte
John Doe,
fik familien
regningen,
pokker skulle
sværte sig
sådan til
gratis.

5

Dengang,
de hængte
John Doe,
stod det
endelig
klart for
alverden,
at gribbe
kunne bygge
nationer.


Kurtz på frierfødder

Selv om junglen
er lummer
og tung,
og det hænder,
at fodfolk
må synke
til jorden
med vandfald
af blod
ud af munden,
kan dårligdom
dårligt nok
skræmme mig
længere,
dette
er Eden,
og Eden
er sygdommen
selv her,
hvor aberne
vræler sig vej
mellem træer
ligesom afrevne
lemmer,
der føler
sig frem
efter kroppen,
men blot
griber fat
i en krampe,
der sikkert
er livets
forbandede
mening,
og håbet
er ude,
men stadigvæk
findes der
læber at kysse
og mænd nok
endnu
til at fyre
en kugle
i nakken
på træernes
tykke
og svedige
hår
af lianer!


Showtime

1

Klovnen
går ind
i manegen
til hestene,
bjørnene,
løverne,
hellere
dem
end
sig selv.

2

Klovnen
besidder
en næse
så stor
og så rød,
den kan lugte,
hvor hundene
ligger
begravet.

3

Klovnen
har lagkager
nok,
der er ingen
god grund
til at dele,
enhver
får sin egen
i synet.

4

Klovnen
punkterer
ballondyr,
vist mest
af medlidenhed,
hvad skal de
leve af,
egentlig,
de kræ?

5

Klovnen
jonglerer
med tal,
to og to
bliver til fem,
fem og fem
bliver til otte,
de stemmer
perfekt
alle sammen,
hvis blot
han er sikker
på hånden.

6

Klovnen
har presset
alt vand
ud af blomsten,
der visner
i knaphullet,
børnene
hulker
af grin.

7

Klovnen
er træt
og går ud
for at gemme
sig lidt,
bare lidt,
bag en virkelig
mand
med et
navn.


***


4


***


Kongen

Elvis

i vuggen,
den alt,
alt for store,
i færd med
at blive
tenor.

Elvis

i Tupelo,
barfodet,
solbrændt,
med mudder
og rifter
på knæene,
Elvis
i Tupelo,
bare en drøm,
endnu ikke
en mand.

Elvis

i Memphis,
"My happiness"
ridset
i lak,
verden
drejer,
hvert øreblik
sænkes
en nål.

Elvis

i Tyskland
mit Schwarzbier
und Fräuleins
und Mutter
und Vati
und Colonel Parker
aus Holland,
ein Volk
und ein Reich
und ein König,
en sangkanon
indstillet,
ladt.

Elvis

i fængslet
og Elvis
i hæren
og Elvis
på prærien
og Elvis
i marken
og Elvis
på stranden
og Elvis
i byen
og Elvis
i baggården,
blødende
popcorn
og cola.

Elvis

på Graceland
i enerum,
stadigvæk
Elvis,
selv inde
i spejlet
er Elvis
en Elvis,
men stemmen,
mand,
stemmen
er stadig
en stemme,
enhver sang
er stadig
hans sang.

Elvis

i læder;
en nat
i Amerika,
summende,
krydret,
uendelig,
nu givet
hænder
og læber,
så ingen
bliver
lonesome
tonight.

Elvis

i farver,
aloha,
Hawaii,
via satellite,
fandeme,
en hound dog
bliver hot dog
i prime time
og real time
og anytime,
it's now
or never,
Hawaii,
don't
be cruel.

Elvis

i Vegas,
yeah, viva
Las Vegas,
hvor hanerne
spændes,
og tromlerne
ruller,
der ryges
cigarer
i røde foyerer,
og navnene
flasher i neon
om natten
og pludselig
slukkes,
her spilles
der højt,
Elvis synger
og vinder
hver gang.

Elvis

på Graceland
igen, den
er rummelig,
kummen,
den starter,
hvor enden
er slut.

Elvis

på Månen
i færd
med at male
den grønne ost
over Kentucky
helt blå.


Robert Johnson

ved korsvejen,
spejdende vestover,
spejdende østover,
brændende inde
med sjælen,
som end
ikke Satan
vil have,
men hans guitar
er nystemt
og byder
sig til som en
honky tonk woman,
og fingrene
vokser,
en lille,
sort hund
spidser ører
og følger
ham hjem.


Johnny Rotten

på Tuben i '75,
blot en larmende
knægt
med en mærkelig
frisure
og revner
i tøjet,
der tror,
at man blot
kan stå af,
hvor man vil,
helst på Månen
og slet
ikke Waterloo
Station,
hvor rockerne
venter
med næver
og knojern
og vildfarne
duer
bliver skudt.


Brian Wilson 

har sat sig
i sandkassen
ved sit piano,
nu virker den,
syren,
og alt,
både flammer
og orme
og selleri
rummer
en lyd,
og den smiler
til ham,
og han smiler
tilbage,
og kattene
skider
i gruset,
og sikringer
springer,
og spolebånd
smuldrer
i mørklagte
kældre,
han hører
et lys,
intet øje
har lov
til at se.


Barrett 

- fem miniaturer

(The Gnome)

Syd
beder gnomen
om ild:
- Hov,
du findes
rent faktisk,
siger han.
- Lige over,
siger gnomen
forskræmt.

(Bike)

Syd
pudser cyklen
og stiller
den op
ad et træ,
som han glemmer,
hvor er,
den skal ruste
perfekt.

(Apples and Oranges)

Syd
spiser æbler
og fortsætter,
fortsætter,
fortsætter
indtil
han gylper
en varm
appelsin.

(Astronomy Domine)

Syd
lukker døren
og sover,
han sover
et lysår
og vågner
som den,
der var Roger
engang.

(Interstellar Overdrive)

Syd
kigger stjerner
og ved,
at der mangler
en enkelt,
han smiler,
han gav den
til dig.


Pigs on the wing

Roger

har sat sig
i græsset
ved Cam
med sin
fiskestang,
første gang
går der
en krigshjelm
på krogen,
den næste
et selvdødt
og stinkende får,
tredje gang
nok en sol,
han kan hænge
på himlen,
så selv
Månens ryg
lyser op.

Dave

står
på stranden
blandt tomme,
men nyredte
senge,
mens sommeren
slutter
og slutter
på ny,
mens den
fede sol
synker
i havet,
og floderne
tømmer
sig ud
i et bølgende
ingenting,
klokkerne
ringer
for Dave,
mens hans
guitar
er nystemt,
han kimer
da bare
igen.

Nick

spænder
trommeskind
ud mellem
Roger
og Dave,
mellem Adolf
og Buddha
og London
og Alpha Centauri,
han lader
dem buldre,
han ved,
de kan
holde
til alt.

Rick

giver op,
han har
skrevet den
hundrede
gange,
den sang,
han alligevel
aldrig
får færdig,
den sang,
han har lovet
at give
til den store
koncert
i det blå.


Stories for boys

Edge

sidder tavst
hen i bussen
en onsdag
i Hillerød,
hvor han
har shoppet
asparges,
han er træt,
han har ikke
sin guitar med,
den har
han glemt
på hotellet,
hvor Bono
har drukket
sig stiv
i absinth,
han er
sikker på,
Adam
og Larry
er taget
til bowling,
han slukker
mobilen
og sukker
og stirrer
så ud i
det silende
regnvejr,
der ingenting
skjuler,
for han
er The Edge,
ligesom Dublin
er Dublin
er Hillerød,
folk af
hans slags
ville ønske,
de havde
behov
for en
optiker,
udenfor står
David Evans
og glor.

Larry

kan godt
lide
at tromme,
er altid
på stikkerne,
stikker
i øjnene,
stikker
bemærkninger
ud til enhver,
der vil ind
under skindet,
for Larry
har takt,
er en takt
og har ikke
en tone
i livet,
kun den,
der vil synge
kan gøre
det
falsk.

Bono

har været
i Irma,
og nu
går han ud
med en
stivfrossen
and i
sin favn,
den er fransk,
den kan sige
je t'aime,
hvis man
steger den
grundigt
og længe,
men Bono
er hæs
og beruset,
har glemt
både "Pride",
"One"
og "Gloria",
Dublin
er fyldt
med kartofler
og folk,
der vil væk,
tænker Bono,
han skælver
i kulden,
han taber
sin pung i
en rist.

Adam

har stillet
sin bas
op ad muren,
der har den
det bedst,
og nu sidder
han der,
lutter øre,
og spiser
sit æble,
det skrog,
han er
inde, hvor
kernerne
bor,
han er
tung
af musik.


Mr. Cave

Nick
holder ind
på et truck stop
og åbner
sin mappe.
Den rummer kun
tre ting,
en Bibel,
en kniv
og en rusten
kanyle,
og hvis han
kan smile,
så smiler han
over,
hvor meget
det ligner ham
bare at sidde der,
arret og besk,
men alligevel
ude af stand
til at træffe
beslutninger.
Forude
aner han
vejens
klaverstreng,
der dirrer
i præmiens
sydende
hede.
Han tanker
benzin
og Jack D.
Der er dømt
rock'n'roll.


The Next Day

- tre Bowie-fantasier

1

Bowie
spiser is
og skifter
ble og
glemmer
næsten,
han er
Bowie,
han går
rundt
og rundt,
det skratter
lidt, der
dufter
af vinyl.

2

Bowies
øjne
falmer,
de er
næsten
ens nu,
mørket
ser de
klart.

3

Bowie
tager
sin maske
af og
endnu en
og endnu
en og
endnu en,
til alt,
der er
tilbage
er en
sang.


Jaki Liebezeit (1938 - 2017)

Jaki
kan slet
ikke stoppe,
for det,
som kan
stoppe,
er dødt,
før det
fødes,
og det,
som er dødt,
før det
fødes,
er ikke
en rytme,
en ordentlig
rytme
som Jakis,
der altid
er ens,
som er ens,
fordi takterne
falder
præcist,
som de skal,
og alligevel
altid
en smule
forskelligt,
en smule
forskelligt
og dog blot
et splitsekund
fra det
perfekte,
det splitsekund,
Jaki
vist endelig
har indhentet.
Jaki
kan slet
ikke stoppe,
vi danser
om lidt.


***


5


***


Dallas forever

Kennedy, vink!
Der er noget
i luften,
jeg ved ikke
hvad,
det er ikke
missiler
fra Cuba,
i hvert fald,
er ikke Khrusjtjov
på privaten,
er ikke parfume
på halsen
af Marilyn Monroe,
men er der,
det er det,
det lurer
i kamre
bag lukkede døre,
det nærmer sig
hastigt fra
ganske umulige
vinkler,
det bærer
dit navn
gennem uger og år,
op til Månen
og længere ud,
hvor det blinker
og skratter
og lyser
så hvidt,
at selv guder
bliver blinde,
så vink,
John Fitzgerald!
Man hilser
da pænt
på sit
punktum.


Alptraüme

– til Douglas P.

1

Himlen
er grå
over Braunau
am Inn,
men der lyder
et skrig,
hvilken farve,
et skrig har
i Braunau
am Inn
aner ingen
endnu,
solen grubler
og finder
et svar.

2

Alois!
Alois!
Alois!
Den falder
i slag,
klokken ovre
i kirken,
og Klara
er hæs,
Adolf
bukker sig,
jordskorpen
flænses,
men ormene
danser
af fryd.

3

Adolf
har fanget
en skalle
i floden,
nu ligger
den oppe
på bredden,
og spræller,
og gællerne
vipper,
og øjnene
stirrer
i rædsel
på drengen
og solen
og drengen
igen,
og så rammer
den, stenen,
og noget
bliver knust,
Adolf tier,
en pram
driver langsomt
mod vest.

4

Adolf
har sat sig
ved bordet
med penne
og pensler,
og bygning
for bygning
tager Wien form
foran ham,
karéer
gror op
langs med
vejstrøg,
og kirker
får spir,
slotte tårne
og alting
til sidst
sarte farver,
han maler
sit blik,
det er steder,
hvor ingen
kan bo.

5

Henrich
er død,
det er Wolfgang
og Gerhard
og Anton
og Hermann
og Ulrich
og Jürgen
og Friedrichschen
også,
men Adolf,
han løber endnu
mellem rækker
af pigtråd
og bunker
af blomstrende lig,
Blut
und Ehre,
mein Freund,
det er dét
alting handler
om nu,
og enhver har
sit jernkors
at bære.

6

"Det er jøderne,
er det,
de svin,
det var dem,
som fik standset
den krig,
det er dem,
som lader kurserne
sejle,
og dem,
som forhindrer
en gæv veteran
i at få sig
et ordentligt job",
svovler Adolf
og hamrer
sit ølkrus
mod bardisken
inde på Gasthaus
Majewski:
"For helvede,
Josef,
min ven,
fyld nu op,
bare én til,
så går jeg i seng,
det er gas,
er det,
og du
kan tage det!"

7

Så strålende
og stolte,
de ser ud
med lange rifler
over skuldrene
og rene,
brune skjorter,
åh, så herligt,
jorden skælver,
når de går
igennem gaderne
og synger
himlen højere,
så blanke,
deres blikke er,
så fyldte,
de kan blive
med en stemme bag,
som fylder
deres trin
med lys
og dybdeperspektiv,
så højt,
det lyder,
da paletten
rammer
jorden.

8

Cellen
er lille
og deler
sig ikke,
men rådner,
og Adolf
har opgivet
tanken
om bomber
og kup,
det er Mein
Kampf,
det her,
der er blystøv
på gulvet,
og træmanden
snitter
sig selv.

9

"Der er kryds,
der er kors,
det er nemt,
man kan krydse
et kors
eller korse sig
over
et kryds,
det er nemt,
det er demokrati,
der er kryds,
der er kors,
det er nemt",
siger Adolf
og finder
sin boks,
han kan være
derinde
endnu,
men det kniber
med pladsen
så småt.

10

Adolf
har nu
et kontor,
som er stort nok
til alle
hans drømme,
der sidder
han så,
ganske stille,
og kigger
på sneen,
der falder
bag ruden,
en død hane
galer
bag muren.

11

Faklen
er tændt,
mikrofonen
det samme,
og München,
ja, München
i heden
er blevet
en snestorm,
et hylende
mylder
af små,
hvide fnug,
selv hans
stemme,
på forhånd
forgyldt,
som den er,
kan forsvinde i
uden
at savnes,
og nu er der
bloodsports
for all.

12

Natten
er lavet
af blod
og krystal,
der går
sjæle
i stykker,
som end ikke
flammerne
atter kan
samle,
I Rigskancelliet
bliver
rodfrugter
snittet,
en brun
skjorte
udvides,
mæt.

13

Polen
er faldet,
og Frankrig
er faldet,
og Norge
er faldet,
og Holland
og Belgien
og Danmark
er faldet,
og stadigvæk
står han kun
der mellem
linjerne,
Adolf,
og ligner
et udkast
til noget,
han ikke
begriber
endnu.

14

Josef
har ringet
og råbt
en hel masse
på russisk,
som Blondi
forstod
eller noget,
i hvert fald
lod Adolf
sin hund
føre ordet
på Berghof,
geværerne
tale
i øst.

15

Adolf
har plukket
en rose,
nu står han
i haven
på Berghof,
alene,
og ved,
han bør give den
til Eva,
som sidder
i stuen
og fryser
og lytter
til Lohengrin,
der er så meget,
man skal,
der er langt
til Moskva,
og det står stadig,
Tower of London,
og Rudolf
har ringet
fra Auschwitz
og rykket for gas,
og hun kunne
vel elske
sig selv
bare lidt,
ikke sandt,
og nu er der
en rose
i overskud,
pokker
til udsigt
herfra,
man kan se
verdens ende.

16

Hitler
har været
i postkassen,
fandeme,
postkassen!
Nøglerne
fik han
af Traudl.
sin hussekretær,
under måben
og lavmælt
protest,
men han fik dem,
Der Führer,
til sidst,
og i pelshue,
vanter
og uldtrøje
gik han derud,
og han tænkte
på dengang
i Wien,
hvor han gjorde
den slags
hele tiden,
og verden
var ækel,
men enkel,
ja, enklere,
meget,
end nu,
og der stadig
lå breve
fra Mutti
i Linz
med kontanter
og trøst
ind imellem,
han standsede,
bed sig
i læben
og låste
så op,
tømte ud
og gik ind,
og nu sidder
han der
på kontoret
med bare
ét eneste
vandskadet
postkort
i hænderne,
"Herzliche
grüssen
am Weinacht
aus Leningrad"
står der,
signeret
von Leeb,
endnu én,
han må se
at få skudt.

17

Nå,
det blev så
Normandiet,
mein Herr,
ikke Hirtshals,
sese,
og de dør
dine tropper,
i bunker,
nuvel,
og de mangler
forstærkning,
jojo,
og der falder
granater
i nærheden,
nå,
ser man det,
det er yderst
beklageligt,
hils
deres skaber
fra mig
og sig tak
for en evneløs
kryster,
de hørte
skam rigtigt,
farvel.

18

Speer
kommer ind,
og der sidder han,
Hitler,
ved stabskortet,
mens
divisioner
af spøgelser
rykkes
i stilling
langs frontlinjer,
Albert
har set
ikke findes:
”Mein Führer,
De leger
endnu?”,
spørger
rustningsministeren
spagt,
Adolf
smiler
tilbage,
tilbage
til bredden
af Inn.

19

Oppe
i gaderne
brænder de,
flagene,
grænserne
flakker
som lyskegler,
frem
og tilbage,
men nede
i bunkeren
hersker
der ro,
og han
kærtegner
murene,
Føreren,
faste
og værdige
er de,
mod dem
vil man måle sig,
når han
er taget
afsted.

20

Her
kommer Adolf,
blob, blob,
lige så død
som en sild
og forbandet
i live
og puttet
på dåse,
blob, blob,
og snart drevet
i land dér,
hvor peberet
gror,
og det ikke
er krager,
der vender,
men gribbe,
her kommer,
blob, blob,
Adolf Hitler,
mens Føreren
oser
endnu
i Berlin. 

21

Her sidder han,
manden
fra Berghof,
mens bjergkæder
heles,
og marker
gror sammen,
og farver
bliver blandet,
så alting
bliver hvidt,
mens han udsteder
ordrer
til måbende
gauchos,
som intet
forstår,
spiller Wagner
for græssende
kødkvæg
og kun får
tequila
hver gang,
han bestiller
en rhinskvin.
Forbandede
pampas,
der ingenting
skjuler,
her bærer
selv overskæg
aks!

22

Nu er han
blevet
til jord,
Arnulf Schmidt,
og ved gravstenen
vokser
der palmer,
som vinden
kan suse i:
”Was
ist geschehen?”,
spørger
en pige,
og moderen
peger,
og blomsterne
lyser
igen.


Anna over Stammheim

Ulrike Meinhof,
der dingler
i cellen.
Ulrike Meinhof,
som skriger
i kulden
i Oldenburg.
Ulrike Meinhof
med blomster
i hånden,
mens tropper
i brunt
promenerer
på gaderne.
Ulrike Meinhof,
der vokser,
mens far og mor
svinder
og falder
og sluges
af hullerne.
Ulrike Meinhof,
som bløder
i bindet
og sætter det op
på reolen
i Weilburg.
Ulrike Meinhof
i værelset,
filosoferende både
med seglet
og hammeren.
Ulrike Meinhof
i Münster,
Konkret s
om Klaus Reiner,
Konkret
som Regine,
Bettina,
Konkret
som Karl Marx
og Konkret
som en brændende bank,
som metal
frosset sammen
med tankerne.
Ulrike Meinhof,
som dingler
i cellen
i Stuttgart,
mens fodtrin
forsvinder
blandt skyggerne.
Ulrike Meinhof
i Jordan
med varme geværer
i skælvende,
frysende hænder.
Ulrike Meinhof
i sengen
med Baader,
mens børnene
græder
i verden
ved siden af.
Ulrike Meinhof
i Hamburg,
mens bomberne
svider
i kraniet
igen og igen.
Ulrike Meinhof,
der dingler
i cellen
i Stammheim
og fortsætter,
fortsætter,
fortsætter.
Ulrike Meinhof,
der hænger
i luften,
mens Solen
bliver rød
og går ned.


***


6


***


Fuldtid

1

Døden
har søgt
om en pumpgun,
og endnu
en gang
er det blevet
et nej,
der skal spares,
hvis biksen
skal køre,
og leen
har virket
perfekt
indtil nu,
hvorfor spilde
sin tid
på det nymodens
pjank,
råber bossen
i hovedet
på Døden,
som blot
skærer tænder
og ser
på det bølgende
korn
man kan
måle hans
træthed
i aks.

2

Døden
har trukket
sit stik,
lukket ned
for mobilen
og nyder
den salige
fred for de
tryglende fæ,
der vil klage
konstant,
men har svært
ved at kredse
den ind,
relevansen
af kød.

3

Døden
forlanger
lidt mere
i løn,
det er
velfortjent,
synes han,
længe
og tro
har han passet
gesjæften,
og både
om dagen
og natten,
i skybrud
og snestorm
og regn,
og ser ler
han blot,
bossen,
og hænger ham
ind i et
klædeskab,
hvor han
kan rasle
i fred.

4

Døden
har været
på ferie,
nu er den
kommet
tilbage,
og bordet
er dækket
af bunker
af sager
fra Syrien,
Irak,
Donetsk
og Nigeria,
bossen
har sagt,
der er flere
på vej,
at det blot
er begyndelsen,
døden
får hul
på et
pilleglas,
går så
igang.

5

Døden
har talt,
og han sidder
endnu,
psykologen,
og tygger
på blyanten,
solen
går ned
over vesten,
og regningen
lander
i postkassen
senest
i morgen.

Mr. Cave

Nick
holder ind
på et truck stop
og åbner
sin mappe.
Den rummer kun
tre ting,
en Bibel,
en kniv
og en rusten
kanyle,
og hvis han
kan smile,
så smiler han
over,
hvor meget
det ligner ham
bare at sidde der,
furet og besk,
men alligevel
ude af stand
til at træffe
beslutninger.
Forude
aner han
vejens
klaverstreng,
der dirrer
i præmiens
sydende
hede.
Han tanker
benzin
og Jack D.
Der er dømt
rock'n'roll.

Idéerne

bløder,

og jeg
tørrer op med
papirservietter

og sælger dem
til dig
som kunst.

onsdag den 15. november 2017

Syng en ny sang (manuskript, 2017)

Nyt manuskript produceret i løbet af i år sideløbende med, at jeg læste mig igennem Bibelen: Det Gamle Testamente, Det Nye Testamente og De Apokryfiske Skrifter.

Har selv valgt at kalde teksterne for apokryfer. Dels fordi de er vokset naturligt ud af de hellige bøger, dels fordi de forholder sig endda meget frit til forlægget. Jeg kan såmænd ikke engang påstå at tro på den gud, som optræder i dem, selvom jeg uden blusel vedkender mig, at jeg tror på en gud.

Stoffet falder i to dele. Dels et kommentarium, hvor jeg improviserer over kendte bibelske motiver, dels Baunbæks bog, som er mit eget, ydmyge forsøg på at skrive en visdomsbog af gammeltestamentligt snit. Måske først og fremmest med afsæt i den apokryfe Siraks bog.

God læsning.


***


Steffen Baunbæk

Syng en ny sang

Apokryfer


***


Til Tilde: Min guru gennem mange år.


***


Kommentarium


***


Markør


Der er
ingen
begyndelse.

Ordet
har stoppet
den til

med betydning
og lemmer
og ved

og kun
efterladt
tavsheden.

Bag
den
fornemmes

partiklernes
pludren
endnu.


Potentiale


Dette
er ler.

Det
er mættet
og fugtigt
og føjeligt
ler.

Det
kan blive
til krukker
og vaser,
til mursten
og tegnsten,
til mænd,
som kan pustes
til live,

men lige nu
er det
kun ler
på min
skosål,

på dørmåtten
bliver
det sikkert
til støv,

så er chancen
forspildt,

tak,
min gud.


Kid A


Adam
var fader
til venner
og fjender
i flæng,

havde
mudder
i hjertet,
var lunken
i hånden
og tåget
i tanken.

En masse
i uhæmmet
deling
endnu
og af
den grund
umulig
at elske
og glemme.

Et blik
gennem
buede
vægge
af glas.


Løverne


spiste
da græs
engang.

Det har vi
fået
på skrift,
så det
passer
velsagtens.

Jeg lader
selv hellere
livet blandt
tænder
og kløer,

end jeg
vokser
ihjel.


Haven


Hvis du
virkelig prøver,
så husker
du godt,
hvordan
vandene flød
og det
hvislede
ude i græsset.

Du husker den,
smagen,
som ændrede
alting,
og navnet,
du ridsede
ind i den
knoprede
bark.

Hvis
det var,
har I
begge to
glemt.


Slangen


har krøllet
sig sammen.

I buskene
høres
der slag
og i æteren
råb,
ikke puslen
fra mager
og byttedyr.

Jordskorpen
gungrer,
og to sole
brænder
på himlen,
før lyset
går ud.

Den har
set dem før
nede
i søen,
erindrer den
oppe
i favnen
på gud.


Natrium


Du er en
saltstøtte,
drejet
omkring,
som du er.

Sunkne
landskaber
bærer
din fod.

Blege arme
beskytter dig,
vugger dig
varsomt
til ro.

Og alligevel
sveder du
savn,
bløder tab
og forfald.

Koen
slikker dig
i sig.

Du smager
som syv
have mælk.


Ark


En dag
vil jeg bygge
en båd
af papir,

ikke skrive
på stadset,
men folde det
sirligt
og fint,

og mens regnen
tager til,
vil jeg
fylde den op
med de ting,
som jeg elsker,

med katte
og blåbær
og bamser
og plader
med Kraftwerk
og dig
ikke mindst,

og måske
vil den verden,
den kommer til,
fyldes
med skrammel
og væsener,
som ikke
giver mening
for andre
end mig,

men da
hellere det
end at drukne
i endnu
en bog.


Mare Rubrum


Du har
krydset
et hav,
faktisk
mange,
og hver gang
set vandene
lukke sig
bag dig
og opsluge
hobe af
fjender.

Kun tåber
som dig,
der har dit
på det
tørre,
vil gerne
til bunds i
hvorfor.


Definitioner


Du hamrer
på klippen,
men vand
får du ikke.

"Miraklernes tid
er forbi",
er der nogen,
som hvisker
i baggrunden.

Du hoster
blod op,
til farverne
skingrer.

Du ved,
det er løgn.


Rock'n'roll


Jerikos
mure
faldt om,
da man
blæste
i horn.

Du har
købt dig en
Marshallforstærker
og seks
nye strenge
til spaden,

men det er
dig selv,
som vil
styrte
i grus.


33:3


Syng en
ny sang,
giv rytmen,
der altid
var til,
nye lemmer
af klang.

Se den
hvirvle
sig rundt
mellem gasser
og sten.

Sæt et
spejl op
for tonerne.

Peg, når
de peger
sig ud.


Touch


Hænder,
der drypper
af blod,
bygger
måske
et rige,
men ikke
et tempel.

Det kræver
en Salomon,
ikke en David,
at kløve
en ånd fri
af ceder
og sten.


Prædikeren


siger,
at der
intet nyt
er under
solen,
og det er
i orden
med mig.

At forstå det,
som er her
i forvejen
kalder
på ånd,
intet kød
skygger af.


Esajas,


din gud
er humørsyg.

Han knuser
og kærtegner
skiftevis
folket.

Han lover
en frelser
og er dog
en ulykke.

Ingen
forstår ham,
han føler sig
ensom
og indebrændt,
tror jeg.

Han ligner
sit talerør
meget,
Esajas.

Jeg kender
en god
psykolog.


Samme forskel


Det kræver
kød og blod,
hvis man
skal blive
fortæret
af løver.

Hvis flammer
skal æde én,
kræver det
stoflighed.

Daniel,
visse folk
mener,
du aldrig
var til,
at du blot
var fiktion.

Er det sandt,
var du
god til
at være det.

Faktisk
så god,
at der næsten
må findes
en gud.


Mene tekel


Du har
svært ved
at tyde den,
skriften
på væggen.

Du ved ikke,
om du
har kradsen
den ned
i din brandert
i går
eller hvem,
der har været
her ellers,

men ude
i køkkenet
har nogen
haft vægten
i brug

og har
efterladt
tyngden
til dig.


Føreren


Ezra
i templet
med tårer
i øjnene
over sit
folkeslags
urene
blod.

Ezra
på bjerget,
mens lange
kolonner
af kvinder
og børn
vandrer ud
i det blå.

Ezra
i bunkeren
foran
sit spejl:
Riget
rummeligt
som en
ampul.


Ester


En stjerne
på himlen
er nok
til at redde
et folk,

og en stjerne
på himlen
tilstrækkeligt til,
at en mand
kommer op
for at danse
i rebet
og sønnerne med,

og en stjerne,
blot en,
skal der til
for at afklæde
kongen,
så alle
kan se,
at hans hud
ændrer farve,
som vindene
skifter.

Et legeme,
som ikke
er angst
for at skinne
ihjel


Åh, Judith,


du løj,
og du gjorde
dig til,
og du dræbte
til sidst
for dit folk
og din gud,
der velsignede
adfærd
som din,
åbenbart,
og var med på,
at målet
kan hellige
midlet
i anstrengte
tider.

Jeg ved ikke,
hvad jeg
skal tro
om dig selv
eller væsenet,
du kaldte
for herre,
men gætter på,
at Holofernes
kom lykkeligt
af dage
den nat.


Modsat Jonas


Der venter
et uvejr
på den,
som vil rejse
til Tarsis
og ikke
Nineve.

Der venter
en hvalfisk
på stjernen,
der hellere
slukkes
end følger
sin vej
over himlen.

Der venter
en favn
fuld af lys
på det blik,
som er fast
hver gang
terningen
stirrer
igen.


Johannes


er endnu
en gang
gået ud
i sin flod,

og med
benene
mærker han
skidtfisk
og stumper
af plastic
passere,

mens ligene
kommer
til ham
fra massakrer
på afsides
steder,
kun tåber
vil vide af
findes.

Han
døber dem,
trist,
men tålmodig.
Han
venter.

I brokkerne
vågner
et menneske.
Benene
ryster
af angst,

men de
går.


Stjernen


er klar,
men har svært
ved at stille
sig ind
på den rigtige
krybbe
for porno
og dansemusik
og signaler
fra afsides
russiske
baser,
der knager
af kulde
og rastløshed,

og der
er mangel
på den slags
i Betlehem
nu til dags,
hyrder
og vise mænd
også.

Nu har man
mest lagener
og senge
og hænder,

der vinker
farvel.


Rebellen


Che rydder
pladsen
ved templet,
han omstyrter
boder
og kaster
med mønter
og guld,
jager krejlerne
bort med
sin pisk.

I det inderste
rum flænges
forhænget
over
fra øverst
til nederst.

I regnskoven
venter
geværer,
i himlen
en mand med
et skæg.


5000 munde


Du har
5000
munde
at føde,
og du har
atomer
i stænger,
som nogen
skal passe,
fabrikker,
der udspytter
gødning
og roundup
på samlebånd,
andre
skal holde
igang.

Du har
koder
at rode med,
så du
kan parre
giraffer
og fjerkræ
med henblik
på bjerge
af kød.

Du har
tilmed
en doktor,
der lukker
de groveste
munde
og lyver
for resten
så tykt,
at de tror,
de er
mætte.

Og du har
et hjerte,
der hamrer
i brystet,
et mærke,
som vokser
på armen,
en endeløs
nat fuld
af sved
og bevægelser,
vagter,
der hvisker
konstant.

Du har
alting
og 5000
munde
og mere
end det,
du har
to fisk
og fem brød
og spejlet
ved sengen,
der, selvom
du smadrer det,
stadigvæk ved
hvad,
du er.


Dæmring


Hanen
galer,
og du
har
fornægtet
ham for
tredje
gang.

I morgen
er det
dem,
du
kom af,
næste dag
igen
dig selv,
du ikke
kender
til,

for du
har aldrig
heddet
Peter,
aldrig
været
nogen
klippe,
man kan
bygge på,
en mand
med både
nøgler
og en
plan,

men blot
et rygte
uden
kød på,

der er
sandt.


Via Dolorosa


Der er
mennesker
på Via
Dolorosa,

og de
ligner
ikke nogen,
som du
kender,
men
dig selv,
og de
har alle
langt
at gå
endnu
på Via
Dolorosa,

hvor det
larmer,
og man
altid
rodes ind
i nogens
fotos
eller podcasts
live
fra Via
Dolorosa,

mens man
hoster hult
i tågeslør
af bilos,
smog
og askestøv
på Via
Dolorosa,

der er
endeløs,
hvad enten
man skal
fremad
eller bagud,
hvad man
skal,
især
på Via
Dolorosa,

som man
kun vil
væk fra,
ud i
hvad som helst,
der måtte
være til
bag Via
Dolorosa,

hvor man
måler tid
i træ
og levret
blod.


Lazarus


lugter
af jord,
men han
går,
han kan
regne
den ud,
og hans
hænder
fungerer
perfekt.

Han kan
fange
en sommerfugl,
score
i fodbold
og udregne
pi med
halvtreds
decimaler,

men lugter
af gamle
kartofler,
som ikke
bør spire,
og kødrester
spredt over
slagterens
forklæde.

Hundene
hyler,
og børnene
skriger,
og kvinderne
hvisker
ved bordet,
når han er
i nærheden.

Manden i
vandspejlet
ligner
en ting,
der er væk,
blot en
knude
på tiden,
som æder den
langsomt
ihjel,

og i morgen,
når alle
alarmerne
kimer,
begynder han
forfra
igen med
opstandelsen,

trættere,
mere
konturløs
og indsunket,
end da
han søgte
sin kiste,
mens lyset
fra solen
svandt ind,

og et sted
i det blå
kan han høre
en stemme,
der ler
bag en
trædør,

som aldrig
er låst.


Naos tis Anastasia


I Jerusalem
er der
en kirke.

Den står
på en grav,
som er skjult
bag en tyk
plade
marmor
i tilfælde af

at selv
fravær
kan
afsættes
sort.


Epifani


Der er langt
til Damaskus,
men vejen
til Vigerslev
rækker
en morgen
som denne,

hvor grøfterne
syder
af grønt,
fugle kvidrer
febrilsk,

og din
skændsel
mod tingenes
orden
er klar.

Selv
for dig.


Salme


Krybben
er tom.

Han har nok
lært at gå,
Jesus.

Et skridt
ad gangen,

til sidst
uden støtte,
gudhjælpemig
også.

Og verden
har nok
stået åben
fra da af,

og Jesus
er smuttet
i kiosken,
på bar
eller hen
over åen

på jagt
efter vand,
han kunne
gå på,

måske
efter kors,
der skulle
bæres.

Og her
står så vi,

her, hvor
krybben
er tom,

mellem
engle og
skrydende
æsler.


Kakafoni


Af jord
er du kommet,
til støj
skal du blive,

til skratten
og hjælpeløs
gråd over
babyalarmen
og hylen
på lægernes
udstyr,

til løgne
og løfter
og påstande,
jura
og dogmer,

til hamre,
som gnistrer
i smedjen,
når solen
står op,
og geværer,
der larmer
hver nat

og til sidst
dette sus
gennem fingrene,

før du
igen
er musik.


***


Baunbæks bog


***


1


Lyt, hvis du ønsker det.
    Manden, som taler, er ikke en engel
og mindre endnu en profet,
og hans mund er kun hellig,
fordi den kan kysse og sluge den føde,
som bærer hans krop gennem natten,
fordi den kan forme de ord,
som den selv bliver skabt ved.
Og intet ved den er specielt,
intet ved den sædvanligt.
Den ligner din egen som to stykker væv
fra det selvsamme legeme.
Den bliver til støv ligesom din inden længe,
og dog har den været her altid,
og altid vil bølgerne spredes i vandet
fra stedet, hvor skærven forsvandt
ned til dybdernes mylder af sandkorn og ral,
til den evige bølgen og rullen,
som nedbryder alt og alligevel favner det hjerteligt.
Men inden da vil jeg fortælle,
og ikke om hekse og trolde, og ikke
om opfundne skæbner på jagt efter mål eller vished,
men mere om det, som er blevet tilbage af tid,
der fordampede, skridt, som blev taget
og siden forsvandt bag ved bakker og skove,
den nyfødte ikke var klar over fandtes,
og den, som er død, ikke savner at kende igen.
Det, man kalder for visdom,
og jeg kalder blod, som er størknet,
og åndedræt afsat som blomster på ruden.
Lyt kun, hvis du ønsker det.
Lær, hvad du vil,
hvis du kan.


2


Visdommen kommer af skade,
og verden er drægtig med mure
og tornede vækster, og ingen
kan skjule sit kød bag ved ord,
ingen status forhindre ens blod i at flyde.
Al visdom er gaver, der minder om smerte,
et kærtegn fra den, som har pisket dig,
roser på dørtrinet efter en nat
af den slags, du vil glemme,
et vidnesbyrd om, at du elskes af det,
som har sat dig i verden,
en blodstænket hånd, som har båret dig,
mens du forsøgte at lære at gå,
for du har kun én vej gennem årene,
én sti, der fører dig frem til dit evige billede.
Splinterne, skærrene, asfalten
er der hver gang, du er tæt på
at komme på vildspor.
Kun tåben har svært ved at værdsætte arret,
kun den, som er håbløst forblændet
af det, som han er,
frygter noget, når hjerternes
jordskorpe ryster,
for visdommen kommer af skade,
og kun den forslåede, krøblingen, nærmest,
kan kende en kirke blandt skure
og rønner og kolde kontorer af glas og beton.
Kun den kvæstede drikker fra fonten,
man døber den nyfødte i, og får
stillet sin tørst.


3


Viden er godt, men visdom er bedre,
for det, som kan måles og vejes,
kan måles og vejes på måder, der tjener et formål,
som ikke er formålet selv.
Og den kundskab, som ses sort på hvidt på papiret,
kan blive til grød, når det regner,
og brændes til aske i ilden.,
Og det, som er logisk, er logisk ifølge
en vedtaget lov, ikke grænseløs sandhed,
for sandheden gemmes til den,
som kan læse sig frem mellem linjerne,
afkode skriften på vandet og vinden.
Sandheden tilhører den, som kan måle
med hjertet i stedet for vægten.
Sandheden starter, hvor sanserne kommer til kort,
og hvor jordskorpen skjuler sit formål for tanken.
Den er en afgrøde høstet i lufttomme rum,
hvor enhver dimension driver fattige hoveder til vanvid,
og lader sig ikke forvandle til gærbrød og klingende mønt.
Den har ikke et formål, men bærer det rundt i sin hud,
lader sig ikke betjene af hænder, som ikke er kyndige,
ikke forstå af de tanker, der tilstræber nytte.
For viden kan mætte din mund, men kun visdom
kan stille den sult, ånden føler,
og den, som tager fejl og serverer den rette ting
på den forkerte tallerken
vil udmarve både sig selv og sit hjem,
og kun den, som formår at fordøje det hele,
vil blomstre og gro, som et menneske skal,
sende rødderne ned i det uvisse, næres af solen
og regnen og tabe sin frugt i de rette folks kurve
og kende sin plads uanset, hvad der sker:
Der, hvor alting roterer og drejer og var, hvad det bliver,
hvor gartneren vandrer omkring med et håndelag,
alle fornemmer, og øjne, man aldrig vil se.


4


Den gudløse mener, at alting solen er skabt
til at kredse omkring ham,
at alle, han kender, er tjenende ånder,
at vinden er til for at kilde hans hår,
vandet til for at stille hans tørst.
Og den gudløse tænker, at verden vil ende med ham
og begyndte den dag, han blev født.
Og den gudløse føler, at intet er større
end netop hans trivsel,
og alt blot er midlet til målet.
Den gudløse frådser i lig på sin vej,
lægger lande og kontinentalplader øde,
imens han forsøger at hejse sig op i en himmel,
der synes ham tom,
og jo højere opad, han stiger, des mere.
Den gudløse vågner en dag i en bunker,
en celle, en gennemblødt tremmeseng,
ensom, skønt rost af de stakler,
som frygtede ham, da han fyldte sin plads,
men nu samles på torvet med fakler
og reb for at se hans krop danse i lyset.
Den gudløse ser da de afsvedne marker
og bidende blikke.
Han mærker de hænder, som forhen berørte ham ømt,
lave mærker på kinden og flå i hans hensunkne hud.
Den gudløse vil da gå bort
til den glemsel, han hylder som herre,
og ønske at glemme sig selv,
for den gudløses sult er så stor,
at han hellere æder de ting, som han var,
end erklærer sig blind og forfejlet,
og det, som har skabt os,
har intet behov for at dømme en sjæl,
der således har kastet sig ned i en afgrund
så dyb som en hals fyldt med vrimlende mider,
for det, som har skabt os,
vil grøde og frodighed,
det, som har skabt os, behages ved kampen
og kysset, ved vreden og euforien, ved synet
af blomster, der baner sig vej op ad jorden i marts,
og har udmålt en tid for det hele,
så intet, der visner, skal skygge for det,
som vil leve og kan det endnu.
Og det skænker os glæde ved alt, der er til,
og vi mærker den stærkt, eftersom vi skal dø
ligesom det og formuldes.
Og det, som har skabt os, er døvt, når vi beder,
og døvt, når vi råber et navn,
for det flyder i blodet og brænder i hånden
og ligger på tungen,
parat til at lette og danse i luften.
Det bærer de handlinger frem,
som er livet til gavn, og det giver dem varighed.
Styrker det ord, som vil kærtegne kødet,
og tysser af det, der kun tjener sig selv.
Det, som har skabt skabt os, genkender den hånd,
som går ydmygt til værks, og lader den
få en flig af det evige med sig,
mens hånden, som bare tager for sig,
vil bygge paladser af flyvesand.
Det, som har skabt os, ser stort på de navne,
vi giver det, på ofre og andagt
og tiender og skat,
blot vi er det, det er,
og vi gør det, det gør,
og kan se værkets virkelige størrelse.
Det, som har skabt os, foragter kun én ting:
Det blik, som kun tændes af spejlet.
Og det, som har skabt os, belønner dets ejer
med splinter på gulvet, som ingen kan samle igen.


5


Det, der kan føles som straf
fra et højere sted,
kommer gerne i to slags forklædninger,
som man bør lære at skelne imellem,
for kommer den virkelig uforskyldt,
elsk da dig selv
og de andre, den rammer,
og vid, at der tit spirer
grønt frem i jævnede byer,
og nye ideer på steder,
hvor gamle idoler er faldet.
For noget, der minder om revselse,
kommer til en for at bortrense det,
som er vissent og råddent
og kun øver skade ved stadig at findes,
og selv den uskyldigste sjæl
møder modgang, fordi den skal styrkes og gro,
også selvom den først
meget senere ser det og ved det,
og det, der kan føles som straf,
er som regel en gave i længden,
men kommer den til dig
igennem en menneskehånd,
som er hård og urimelig:
Græd ikke. Grib dine våben
og kæmp med al kraft, du kan mønstre,
for det, du har kært,
og vær ikke fortvivlet
om så du end taber det hele,
for hellere fejle og dø
med et hjerte, der flammer af retfærd,
end bøje sin nakke for sjæle,
som ikke fortjener hengivelse.
Udånd og påskøn din indsats
og vid, at der også på slagmarker
vokser de saftigste frugter,
når kødet er borte og smerten er glemt,
og at intet, der virkelig er rent,
eksisterer forgæves trods misvækst,
men bærer de frø, som vil sikre
en duftende klode, når osen har lagt sig
og selviske herrer
er blevet til støvkorn i vinden.
Men gransk dig selv grundigt,
for mennesker handler som regel
med egne gevinster for øje
og skubber til dem,
som har valgt samme rute til lykke,
og bortskaffer det,
der har andre og fremmede formål.
Til dem, som har handlet således,
vil tugtelsen komme på måder,
der ofte kan ligne tilfældige hændelser,
men der er intet, som sker uden grund,
og der findes en ligevægt
givet af det, som har skabt os,
der udligner ujævne regnskaber.
Oppe i himlen er domstolen tom,
men på jorden er salene fyldt
med de sælsomste vidner,
og straffen er vis,
men kun nyttig for den,
som med visdom kan dømme sig selv.


6


Man siger, at viljen er fri,
og alligevel sker ingenting uden årsag.
Kun den, som er svag af forstand,
ænser ikke, hvordan alle hændelser
bunder i dem, der gik forud,
som dem, der vil komme,
bestemmes af handlinger nu.
Manuskriptet er skrevet fra starten
og rollerne uddelt forlængst,
og alligevel findes der ingen,
som aner, hvordan stykket ender.
Det sind, som kan rumme en verden
og læse sig fremad mod kommende tider,
er ikke et menneskes.
Var det, var galskaben sikker
langt mere end spådommens gyldighed.
Dog: Den, som ikke kan skelne sin ringe forstand
fra tilfældighed
og tror sig fri til at handle derefter,
vil rammes af ulykker større end dem,
han vil udrette selv,
for der findes en handling,
og den, som forstyrrer den,
spytter den nådesløst ud.
Man bør læse i stjernerne,
indtil man kender sin bane
igennem det vældige himmelrum godt.
Man bør læse i håndfladen,
indtil man ved, hvad den rummer,
og handle derefter,
for alt godt vil komme til den,
som forfølger det mål, han er skabt til,
mens den, som selv sætter sin kurs,
bliver lønnet med sorger og skuffelser.
Hvad så med friheden, spørger du?
Ingen kan kende sin næste replik,
før den selv finder ud gennem munden,
og ingen kan kende de roller,
som andre skal spille, til bunds,
og at skrive sig selv
står én frit for, hvis blot
man kan udholde smerten.
Men lykkeligst er den,
som har fattet sin enfold
og kalder den frihed
og hviler i det.


7


Det påstås, at frihed
er vigtigst af alt,
og vel visner enhver,
som tyrannernes trusler
og præsternes flammeord
fratager alt råderum:
Sjæle skal ånde
og ikke i fattige doser.
Men den, som for alvor er fri,
kender ikke til kærlighed,
ej heller venskab,
og spiller sin rolle
i tomme og kølige sale,
for det, som er bedst
her i livet,
får vægt af de bånd,
som man knytter,
og knytter man ingen
af angst for at miste sig selv,
bliver man let, men betydningsløs.
Vælg dine lænker med omhu,
din celle med omtanke.
Vælg den, hvor væggene passer dig.
Vælg, før det sagteste
vindpust kan feje dig bort.


8


Der er dig,
og så er der de andre.
De andre er dem,
som du bruger,
og de bruger dig
som et middel til målet
på selvsamme vis,
når de fryser om natten
og mangler en hjælpende hånd
og en kilde at tømme,
en ager at udpine,
nogen at tildele skyld,
for vi har kun hinanden,
og ingen kan bære
en verden alene
og det, der er værre: Sig selv.
Vi er ulve, der angriber flokken,
og frelsende hænder,
som kommer, når nøden er størst.
Vi er salt i de sviende sår
og en dulmende balsam på huden.
Er himmel og helvede,
hver til sin tid,
for den anden.
En gyngende grund og dog den,
man er tildelt at gå på.
Dog: En ting er sikker.
At den, som behandlinger sin næste
med nænsomme, kærlige hænder,
får mere igen end den mand,
for hvem andre er brønde,
man tørlægger uden et anstrejf af anger.
Den vej, som kan føre til lykke,
er brolagt med gaver
i stedet for hvasse og hånende ord,
for man fødes alene
og møder sin skaber
på lignende vis,
men man lever som menneske en tid,
og det liv
er kun umagen værd,
hvis det ikke bliver henslæbt
i frugtesløs ensomhed.
Tvivl blot,
men elsk,
før du hader.
Luk ingen dør i
for dig selv.


9


At arbejdet bærer
sin løn i sig selv
er en tvetunget påstand,
for vel er det rette par hænder
til passende opgaver
altid en glæde for sjælen,
men donten, som påtvinges den,
der har andre kald,
giver ubrugeligt makværk
og dage med eder og sorg.
Alle fødes til noget,
og den, som er klog,
bruger tid på at opdage hvad
og forfølger sit mål
uanset, hvad det koster,
og hvad man kan vente i løn,
mens den tåbelige
kigger på mønterne først
og sig selv efter dem
og forlanger af andre,
at det, som er dumhed,
bliver hævdet som pligter og love,
men landet, der drives af nød,
ikke lyst, hænger sammen som sand,
og den sjæl, som gør slavearbejde til dyd,
får kun tildelt lidt glæde i livet
ved leden, han spreder omkring sig.
Det rigtige arbejde,
det, man er udvalgt til
lige fra starten,
er salig forløsning
og udført med kærlighed,
bøn som en levende praksis,
fordi man da skaber
som det, der har skabt.
Og for herskeren
lige så vel som den nøjsomme mand,
som har glæde ved jorden og værktøjet,
smager dets frugter vel ens,
hvis de plejes med lignende gejst,
og de mætter vel mere
end brødet, der surt tjenes ind
og kun smager af støv.


10


Rigdom er ikke en himmelsk belønning
for iver og handlekraft.
Mange har slidt sig selv op
med et smil på de revnede læber
og dog manglet smør til sit brød,
for trods det, at en stat falder sammen,
hvis ikke hver enkelt står op
for at passe sin vagt,
og til tider med livet som indsats,
er lønnen afhængig
af dem, som betaler,
og dem, som betaler,
har penge, fordi de begærer dem,
ikke fordi de er gavmilde mennesker.
Kend dine fjender på tøjet,
for ingen, der anser
en formue for en velsignelse,
ønker dig godt.
For de folk er du bare et redskab,
et middel til højere indtjening,
og de vil hellere spare dig bort
end forære dig almisser,
hvis dine hænder er svage og usikre,
så du kan komme på fode igen.
De er troløse overfor riget,
for nok kan de øge dets velstand,
men hellere lader de flagene falde
og sjælene falme
og byerne styrte i grus,
end de sætter et overskud til.
De har ofte den mening,
at alting begynder med dem,
og det passer,
men mere fra bunden end toppen.
Der findes vel næppe
en lavere livsform end den,
som er til for at snylte
på alt, der er sundt,
og kun lader det leve,
som stadig har næring i årerne.
Har du en formue:
Spred den
som gødning på udpinte jorde,
så det, der er livløst og bart,
kan begynde at spire igen,
og du bliver belønnet
med frugt og beundring,
for sedler er tørre i munden
og mønterne tunge i hjertet
og råbet fra dem,
man har ofret, uendeligt,
og mulden,
som sluger den høje
såvel som den lave til sidst,
lader sig ikke bestikke
med guld.


11


Magt gives typisk af dem,
som helst slipper for dårlige nætter
og plettede hænder,
til dem, som tør handle
og ved, at en hård hånd som regel skal til
for at øve det gode,
og den er således en gave til dem,
som er angste for ansvar
og kun tager fra under tvang,
og for hånden, som modtager,
er det, som kun synes at være en ære,
en gift, som forstyrrer fornuften
og mørklægger hjertet,
så klogskab og moderation vil erstattes
af grusomhed før eller siden,
for hvis man vil vises respekt
af sin herre, er starten på det,
at man viser respekt for sig selv.
Ingen hylder en slavesjæl,
ligesom de færreste elsker tyrannen,
og den, som forærer kontrollen
af alting i livet til nogen,
fortjener sin undergang,
ligesom den mand eller kvinde,
som ønsker at styre på måder,
der ikke er mennesker beskåret,
fortjener at falde for pøbelens
forker og fakler og sværd.
Verden fremmer kun sjælen,
som kender sin styrke og svaghed
og selv kan fordele dem,
foden, som selv kender kursen
og føler sig varsomt,
men målbevidst gennem terrænet,
og hånden, som selv kan fornemme,
hvornår den skal gøde og høste
og aner, hvor skellene går.
For kun den, som er tro mod sig selv
og står ved sine valg,
avler trivel
i stedet for angst.


12


Vrede er ikke forbudt,
den er bare et råstof,
og verden, som mennesket former den,
en uudtømmelig mine.
For nok kan den bruges
til skændige formål,
og nok kan den skylle
så meget omkuld,
som fortjente en advarsel,
ikke total destruktion,
men det samme kan vandet,
som dog er nødvendigt
for alle tings trivsel.
Den vrede, som kender kontrol
og har styr på sit ophav,
er ofte en effektiv kur
mod en sygdom,
som alle er bedre tjent uden.
En rød pen, som retter
på det, som er usandt.
Et drivmiddel, som lader den,
der er kuet og henvist
til dage i kvælende skygger,
slå murene ned
for at indtage sin plads
under solen.
En dum mand lader flydende jern
tage form af kanoner,
en klog bygger vældige huse
i stedet,
der skyder til vejrs,
og giver stjernerne
steder at bo.


13


Tavshed er guld,
er der mange, som siger.
Måske er det sandt,
for det tydeligste tegn på,
at man hører sammen med nogen,
er, at man kan tie
i nærheden af dem.
Men folk går som regel
i hver deres retning,
og hurtigt,
når stilheden truer,
og mange vil hellere larme,
endda øve vold mod hinanden
og alting i nærheden,
end de vil sidde
i summende rum uden lyd,
og at mangen en krig er begyndt
med det usagte
mere end buldrende ord fra tribuner,
er vist ingen hemmelighed,
og det lønner sig tit
blot at snakke om vejret og ingenting
frem for at give det ordløse stemme.
Dog: Bedst er det altid
at bruge en vægt, når man taler:
At veje sit sprog,
så den kritiske ytring
suppleres af ros,
og den bidende følges på vej
af den kærlige.
Mennesker mistrives,
hvis de skal leve af én kost alene,
og putter man had i sin skål
eller blændet forgudelse,
ophører alting,
for vist er balance en sjælegift,
men det er værre, hvis tingene
skingrer og skurrer konstant,
så lad verberne danse i vinden,
til dagen får farver,
men hold tungen
lige i munden imens.


14


Ord kan man ofte
tage i sig igen,
men med handlinger
er det betragteligt sværere.
Det, som er gjort,
lader sig ikke forandre,
men er en forandring,
der flygter fra hånden
som ringe i vandet
og aldrig kan fanges igen,
og dog vender tilbage
som brådsøer
eller en medvind.
At starte, hvor ordene slutter,
er farlig magi,
som kan ændre en verden på måder,
man aldrig har tænkt,
og alligevel såre nødvendigt.
Hvem frygter den tiger,
hvis tænder er lavet af pap og papir,
og hvem elsker den elsker,
som bruger blændende gloser,
men flygter fra kærtegn?
Hvem agter den bygmester,
som tegner smukke kasteller
med passer og pen på et ark,
men er sen til at brænde en mursten?
Man er her, fordi man skal skabe
og ikke kun drømme,
forvandle det landskab, man arver,
og give det videre,
hellere gødet end afbrændt,
og den, som er fej,
kvæles langsomt af vildskud og tornekrat,
den som er hastig og dum,
vil få sulten og angsten at føle,
men den, som er tænksom og vis,
vil man kende på løvet og afgrøden
mange år efter sin tid.


15


Tanken har kraft,
men at støtte sig
til dén alene er farligt.
Den er kun så stor
som de ting, man har oplevet selv
eller ved noget om
med usvigelig sikkerhed.
Selv for den klogeste
er dét forsvindende lidt
i en verden, hvor himlen
er bundløs og jorden en dør,
som er lukket
for alle, der lever,
og ingen vil nå horisonten,
om så de går raskt,
indtil linjerne mødes igen.
Der er noget,
man bare må gisne om,
selvom man bruger sit hoved,
og hjertet kan kun vidne sandt
om det menneske,
som bærer det.
Når det bliver mørkt uden ende,
når solen forbrænder ens øje,
når benene bævrer,
når kontinentalplader knækker
og grænser forstøves
er troen det bedste, man har.


16


Dyrenes hyrder, det kalder vi os,
og alligevel er der en riffel
og ikke en vandrestav i vores hænder,
en økse, hvor totter af græs
havde klædt os betragteligt bedre.
Vi tror, vi er engle af kød,
ganske særlige væsener,
hvis ånd ikke kommer af mudder og muld
som de urene dyrs,
men er formet i lys af en højere hånd,
der har tildelt os magt af en kærlighed,
som kan fortære en verden
og stadigvæk slippe os mætte
og uskadte ud
i en anden og bedre.
Men himlen er her,
og det samme er helvedes flammer,
og kun den, som ikke forstår ofrets blik,
trykker villigt sin aftrækker ned,
og kun den, som er døv
for det levendes tusinder af tunger,
forstår ikke skrig, der er skrig,
og kun den, som er blind for det velskabtes
skønhed og opgaver,
spiser med tålsom samvittighed
kødet og stænglerne,
han burde vogte med kroppen som indsats
og kun bruge løs af
for ikke at ende som blege ben selv.
Men den kommer, den dag,
hvor vi selv bliver bytte,
hvor navnet, vi bærer,
bliver udvisket mellem de jordiske ordener,
for alting, selv manglen,
vil vende sig mod os i vrede,
og storme vil rase
mod borge og rønner,
og vande vil stige,
og drømme og hovmod vil drukne som killinger,
ingen har brug for,
og sandet vil sprede sig
ud over markerne,
folk vil slå andre ihjel for et riskorn
og bytte et flag for en ren dråbe vand,
indtil ormens og rågens epoke er kommet,
og det, som har skabt os,
vil frydes sig over de væseners trivsel
langt mere end vores,
for den, som har ører, bør høre,
og dem, som har øjne, bør se,
som det væsen, der gives en hjerne, bør tænke
og læse korrekt og forstå,
at et hverv dårligt passet
er åbenlys hån mod den givende hånd
og vil bære sin løn i sig selv.


17


Glæden er ikke
et stramtandet smil
på kommando
og ikke en latter,
der smerter i kroppen,
ej heller en pligt,
man bør opfylde uanset hvad
for at tækkes de mennesker,
man omgås,
for glæden er ikke en løgn,
men komplet ubestikkelig
af sin natur
og en gave, man får,
ikke noget, man bare kan tage,
som man vil.
Den er små ting, man finder
tilfældigt på vejen,
og større ting,
man bruger liv på at opbygge
varsomt i skyggen af uro og tab.
Den er stejl og ulydig
og nægter at komme
hvor højt, man end kalder,
men kommer som kaldet,
når nøden er størst,
i de særeste former,
som af og til synes stupide,
banale og komiske,
men er en effektiv kur
mod det dybeste mismod,
og intet er større
end glæden,
der kommer som sol gennem regn
eller lys
i en mørk og uendelig tunnel.
Tag ydmygt imod den
så ofte, du skænkes en chance,
og hån ikke hånden,
den kom fra,
med falske grimasser
og påtaget morskab,
for hænder
kan ikke kun give.


18


Det siges, at vejen til visdommens sale
går over beruselsens stier,
at sandheden findes på bunden af glasset
og indsigten bor i den hellige urt,
og vel findes der intet,
som ikke gør nytte
i rolige, fattede hænder,
og søger man glæde og opstemthed,
går man kun sjældent forgæves,
hvor kolberne bobler og knopperne gror,
og den smerte, man ikke kan bære,
kan rusen formindske,
mens sjælen får ro til at slikke sit sår,
men jeg siger jer: Dette sæt øjne
har set store drømme forstøve
blandt skyer og dampe,
genier forvandles til rablende fæ
og de flittigste hænder
begynde at ryste og miste al skabende kraft
i det kemiske vildnis,
og den, som har søgt efter lærdom og tro
på dét afsides sted,
har for tit fundet svedne ruiner
af det, som var ham eller hende, i stedet,
for det, der er egnet som gødning
i passende mængder,
forvandles til gift, hvis man bruger det
flittigt og uhæmmet.
Det, der begynder som rekogniseringer
ind i sit sind,
ender gerne som krig imod selvet,
der ingenting levner
foruden et hul i den virkelighed,
indsigten skjuler sig i
under tæpper af blinklys og løgn.
Der er ingen nem genvej
til oplysning,
kun en møjsommelig rute,
som kræver et fast greb om spaden
og klart vejr, hvor andre ser dis.


19


Synden er ikke begæret,
for lysten er nedlagt
i mennesket lige fra starten
af det, som har skabt os,
og ligesom dyrene
gør, hvad de gør,
uden blusel og skam,
bør vi nyde den gave,
som kroppene skænker os,
uden at rødme,
for det, som to voksne
er enige om,
skader ingen,
hvor sært, det end er,
og gør kun slægten stærkere.
Synden, hvis ellers
den findes,
begås kun af den,
som har ører,
men ikke vil høre det nej,
som bliver udtalt
i stilhed af barnet
og fæene,
det, som bliver ytret
med munden,
og højlydt,
af den, som er målet for åttrå,
og det,
som ens elskede hvisker,
når man er på vej
ud af døren.
At tale om synd,
kræver himmelske dommere,
ikke kun menneskers
vrede og udbredte afsky,
men den,
som med vilje er døv,
har fortjent
hver en tilskikket ulykke.
Lysten,
til gengæld,
er ren
i sig selv
og en bøn,
man bør bede
med fryd.


20


Manden og kvinden
er skabt for at holde
hverandre ved selskab
og af samme kød,
og alligevel går de forskrækkeligt
fejl af hinanden
i tide og utide.
Intet kan hade så voldsomt
som hjertet, der elsker,
og afskyr en halvdel sit blik,
bliver helheden rådden,
for stikker der noget i øjet,
er spejlet som regel den ting,
der bliver spredt over gulvet
i talløse stykker.
Der findes en forskel,
for ingen kan elske sig selv
og få åndelig næring,
og det er i sandhed velsignet.
Der findes en forskel,
som hindrer den fulde forståelse
og giver grobund for blændværk
og domme på løseligt grundlag,
og det er forbandet.
For det, der var tænkt som en ægteseng,
ender for tit som et slagtehus,
hvor både kroppe og sjæle forsvinder
i kvælende dampe
og strømme af blod,
og det bånd,
som var knyttet
med nyt liv for øje,
bliver ofte et hampreb,
der strammer om halsen i stedet,
og kærlige hænder
til hænder, som trækker og løfter
så ravnene får deres måltid.
Kun hvor der er ligevægt,
levnes der håb.
Kun hvor polerne smelter,
og vandene favner hinanden,
er fremtiden vis.
For nok kan man beruse sig længe
i dryppende honning
og muskler, der svulmer af vildskab og kraft,
men der kommer en dag,
hvor man vågner ved siden af mennesker,
ikke fortryllende kroppe.
Der kommer en dag,
hvor den salige rus hører op,
og man vækkes med alvor og vilkår.
Den dag har man brug for en kvinde,
som ikke er kuet og undertrykt,
men har ideer,
der starter, hvor ens egne slutter,
og ytrer dem klart
og tager fra som en fælle.
Den dag har man brug for en mand,
som kan handle med hjertet
og ikke blot hændernes greb
og har styr på sig selv
frem for alt det,
der rører sig på gaden
og omme bag skoven.
For vel er vi skabt hver for sig,
men med henblik på udfyldte tomrum,
og den, som vil skabe et liv,
kan svært nøjes med leret alene
så lidt som kun pustet,
og den, som vil bygge et hjem,
gør kun klogt i at se
hver en sten, som den er,
og at påskønne pladsen,
den udfylder,
frem for at kyle den bort
med for hastigt et blik.
Mænd og kvinder
er fronter
og sær alkymi,
store planer,
hvis inderste formål
er skjult
for det dybeste sind,
som dog adlyder,
når kaldet høres
fra ødet
og alting
med et
flammer op.


21


Vi er født
til at skulle herfra,
og knapt sanser vi lyset
for første gang,
før vi begynder at falme,
men føles det tungt,
så husk på,
at der fandtes en verden før dig
og vil findes en bagefter,
og viser spejlet dig ting,
du har svært ved at påskønne:
Mind dig selv om,
at enhver alder
har sine fortrin.
At barnet, der tumler sig
vildt rundt i græsset,
måske nok har tiden og livskraften med sig,
men ikke, som oldingen,
glæden ved alt,
det har skabt på sin rejse.
At den, som er ung,
måske godt nok er smuk,
men begår mange fejl,
som den ældre forlængst
har lagt bag sig og lært af.
At alle skal gennem
det samme forløb
for at lære at leve og dø,
og at selv de fortvivlende stadier
er til for at danne dig.
At vores liv kun kan føles værdifuldt,
fordi det engang rinder ud,
og bør leves i stykker
før da.


22


Selvom den slider
og tærer på alting,
er sorgen langt fra
en forbandelse.
Den, som for alvor
er hinsides håb,
er det menneske,
der taber alting omkring sig
og ingenting føler,
for selvom den brænder i sjælen,
er sorgen et tegn på at elske:
Et vidnesbyrd om, at man kan.
Den, som mister den evne,
er ikke selv kærlighed værd
og vel knapt det væv,
han er skabt af,
for det, som har skabt os,
har ønsket det sådan,
at celle skal søge til celle
som knoglen til kødet
og manden til kvinden
og fællen til fællen.
Således er tingene til
for at finde og støtte hinanden
så længe som muligt,
og når noget mistes,
bliver sjælene tildelt et sår,
som bliver urent,
hvis ikke det passes og plejes med omhu,
og sorgen er bare betændelsen,
der renser ud og beviser,
man ikke har opgivet ånden endnu.
Den, som ingenting mærker
og ikke bliver svækket af feberens rasen,
er død, men i live,
en hul skal, fordærvet har tømt
og kun efterladt som en pervers parodi
på et menneske.
Græd, ras og suk, som du vil,
skrig, hvis smerten bliver stærk og ubærlig,
men påskøn din sorg,
giv den plads,
den er hellig
som dem,
der gik bort.


23


Døden er grænsen
for selv den mest oplystes
sikre erkendelse.
Af og til søger
en bortgået sjæl
sine kære
med henblik på trøst
og forklaring,
men ingen
kan give den kødet igen,
og hvorvidt den er fri
af bekymring og sorger,
er uvist,
men dette sind tvivler.
Kun når den selv vælger
sin vej ind i lyset
og søger i læ
under hånden, der skabte den,
finder den ro,
men i hvad,
er der ingen, som ved.
Dog: At leve for evigt
og ophobe skuffelser,
endsige tab efter tab,
ville være en straf
kun en djævel fortjente,
og selvom den ikke
bliver uddelt retfærdigt,
for bæster
kan leve i lang tid
og udånde sødt,
mens de smukkeste engle
kan dø under pinsel,
før tiden, de fik,
var vel brugt,
kommer døden
med ro, ikke skærsild,
for skærsilden findes
på jorden,
og selvom den flammer endnu
blandt de levende,
renser forbrændingen den,
som går bort.
Selv den hæsligste sygdom
kurer den, døden.
Det er vel
den passende løn
for et liv.


24


Pris det, der skabte dig.
Pris det med alt, hvad du er:
Med din dybeste sorg
og dit højeste jubelråb.
Pris det med arbejdet.
Pris det med søvnen.
Pris det med kysset og jernnæven.
Pris det med undren
såvel som med vished,
med syrlighed
ligesom med sødme,
og pris det med blodet,
der drypper,
og såret,
der trækker sig sammen
og snart er usynligt.
Og dans! Dans til dråberne falder,
og sole står op.
Dans et øde
såvel som en frugthave.
Dans, indtil stjernerne lærer det.
Dans, til du spejler
dit ansigt i tunger af ild.
Syng dets pris!
Syng den ud gennem munde,
der åbner sig.
Syng den som drift ud ad øjne,
som lukker sig.
Syng mellem kroppene.
Syng mellem bølgerne.
Syng mellem stenene.
Syng, indtil skyerne ligner
og husene flimrer i lydhavet.
Pris det, der skabte dig.
Pris det med rustende, svigtende stemme
og derpå med rungende tavshed.
Bliv ved, indtil alting
er ens.