torsdag den 1. december 2016

Saxo

din løgnhals,
jeg husker
endnu,
da jeg
første gang
åbnede bogen,
du skrev,
dette sus
fra planerede høje
og sløjfede grave,
som for
gennem stuen
og blæste
mit bipspil,
min cola
og kritiske sans
rent
ad helvede til,
hvor det nok
hørte hjemme
alligevel
sammen
med Helveg
og Schlüter
og andre slags
"kæmper"
fra dengang,
som virkede
mere formuldede,
faktisk,
end Helge
og Amled
og Rolf
og dit øvrige
mylder
af konger
og helte,
der syntes
at være
historie,
ikke
historier,
Saxo,
din løgnhals,
din gåsefjers
kradsen
mod skindet
i cellen
i Sorø
i hensvundne
tider
var crack
for en hjerne
som min,
der forlangte
langt mere
af livet
end sødmælk
og dyrtidsportioner,
og nøj,
hvor jeg
trippede
indtil
den dag,
jeg fandt
ud af,
at Jarmerik
ikke
var dansk,
men en goter,
og Rolf
var en skide
herul,
at dit patheon,
Saxo,
din løgnhals,
af heroer
enten
var fri
fantasi
eller hæmningsløst
pyntede,
også
Bisp Absalon,
Saxo,
din løgnhals,
som nok
var en mand
med det hele,
med slaver
og sværd
og begær,
men bestemt
ikke Guds,
hvad du vidste
til fulde,
din lusede
spindoktor,
du var
til fals,
var du,
Saxo,
din løgnhals,
for klingende
mønt
ligesom Helveg
og Schlüter,
og dog
blev jeg ved
med at læse
din fandens
til bog
som om
noget
derinde
var ægte,
trods alt,
og jeg vidste,
at fandt
jeg det,
ville
det hele,
selv Odin
og jætten
og Absalons
dyd,
ikke kun
være opspind,
men sandhed,
man blot
ikke kunne
bevise,
og det
gjorde forskellen,
Saxo,
din løgnhals,
din falskhed
på skrift
gjorde verden
så stor,
at jeg ikke
blev knust
mod dens
tagspær,
men voksede op
og med tiden
blev luftig nok
selv
til at fylde
et bind.

onsdag den 30. november 2016

Addi på Assistens

Din grav
var så lille,
den lignede
faktisk
et jordlod
som dem,
jeg som barn
lagde selvdøde
solsorteunger
på plads i,
måske
var det dét,
du var,
Michael,
en sangfugl,
der ikke
var klar
til at flyve
endnu
trods
det faktum,
du skrev
mangt og meget
MED STORT
og i drømme
forlængst
havde indtaget
himlen,
for ordene
rystede
under dig
ofte,
men når du
var bedst,
var du virkelig
en verdenssøn
væbnet
med tændsatser,
når du
var værst,
var du bare
en flapper,
som godt nok
var væbnet
med vinger
og skreg
som et barn,
hver gang
ræven
kom nær,
men var ude
af stand til
at lette
for vægten
af Bowie
og Tzara,
Rimbaud
og dit eget
talent,
som var stort,
men bestemt
ikke strømlinet,
og var
der noget,
du lærte mig,
var det,
at sproget
er mere
beslægtet
med bly
end ozon,
at man selv
mindst
skal være
en engel
og gerne
et dyr
for at flygte
fra reden
med held.

tirsdag den 29. november 2016

Sommerfugleeffekten

Åh,
mor og far,
dette digt
ville være
en langt
større sællert,
hvis bare
jeg kunne
beskylde jer for,
at jeg selv
blev et vrag,
hvis I slog
eller rørte mig
steder,
man ikke
bør røre
et barn,
hvis jeg
voksede op
med forventninger,
jeg kunne
knække
min hals på,
og gjorde det,
bare et
misbrugsproblem
ville pynte
gevaldigt
på sagen,
men nej,
var der noget,
som knækkede,
da jeg
blev født,
var det mig,
der var
skyldneren,
mig,
som kom
dumpende
først i
den ungdom,
I skulle
have haft,
og forandrede
alting,
erstattede
bulder
og baller
med blevask
og pligter
mindst ti år
før tiden,
I burde have
hadet mig,
burde have
fået psykoser,
men nok
engang nej,
alt,
jeg fik,
var det bedste,
I havde,
var kys,
karameller
og tøjdyr
og eventyr
læst på
en sengekant,
timer
i haven
og værkstedet
fyldte
med hygge
og lærdom,
og senere,
da jeg
blev ung,
fik jeg lov
til det meste,
til mudderbad
ovre i Roskilde,
druk med
de andre
og drømme,
I end
ikke selv
havde nået
at drømme,
og dengang,
I gik
fra hinanden,
så kendte
jeg grunden,
og da I
fik svært
ved at stå
for jer selv
efter dét,
var jeg klar
over årsagen,
jeg kunne se
resultatet
af børn,
som fik børn,
i hver eneste
grumsede
vandpyt,
på vejen,
jeg tog,
det var det,
jeg fortrød,
aldrig jer,
men måske
er dét
også
en salgbar
historie.

mandag den 28. november 2016

Politik

bør man føre
på baggrund
af facts,
og de facts
skal man hente
i virkeligheden,
og virkeligheden
er det,
der er sandt,
når den ikke
er det,
som er falsk
eller bare
en påstand,
en påstand
er noget,
som sikkert
er falsk,
men med et
bliver sandt,
hvis det
gentages ofte
og målrettet
nok,
hvis det
gentages
ofte
og målrettet
nok,
kan det blive
til virkelighed,
man bør
handle
i forhold til,
gerne
politisk,
og handler man
på den
politisk,
er afkastet
facts,
man kan bruge
politisk
med mindre,
man finder dem
falske
og gentager
det ofte
og målrettet
nok
og har
sølvpapir
nok
til at værne
om det,
som er virkeligt
nok
til at blive
til sand
politik,
politik er
i virkeligheden
et spørgsmål
om sølvpapir
nok
til at være
politisk,
og det er
et fact.

Mørket

er svært
at få overblik
over,
det synes
at fylde
det hele
på visse
besværlige
tider
af døgnet,
man vandrer
i mørke
og sparker
til mørke
og slår sig
på mørke,
og hvis
man er heldig,
formår man
at finde
sin seng,
og så
ligger
man der
som en tåbe
og indånder
skidtet
og håber,
det bare
er luft,
før man
døser
og glemmer,
man nok
ville
udånde
lys,
hvis den
tese
var sand.

fredag den 25. november 2016

Den stærke mand

ser sig
i spejlet
og bryder
sig ikke
om synet
af øjne,
der stirrer
igen
og bedømmer,
om huden,
som alt
for let revner
og rynker
og danner
grimasser,
han ser helst,
det hele
forsvinder,
at han står
tilbage
alene
en dag
i sin stue,
befriet
for ophør
og målestok,
men der
er lang vej
igen,
og i dag
skal han også
på job.

torsdag den 24. november 2016

Selvportræt gennem et timeglas



1

Jeg var barn
af 70'erne,
hvor der
var folk rock
og klassekamp til,
mandfolk strikkede,
kvinder
røg pibe
og unger
som mig
måtte klatre
i træer,
tænde bål
og få mudder
på tøjet
og alting
var brunt
ligesom jakken
på ham der
fra Bjørn & Okay,
og man spiste
og drak
uden hensyn
til samfundets
økonomi,
for når alt
kom til alt,
var der ingen,
der rigtigt
blev set
som en byrde
af typen,
man hyrede
folk
til at udrydde
blot ved
at sætte
et kryds.


2

Jeg blev ældre
i 80'erne,
dengang
KU
var en vogue
og Dan Rachlin
en guru
og strømerens
knægt
fik en
Commodore 64,
vi kunne
lege med
uden at bruge
den der
fantasi,
som var håbløst
forældet,
og ikke
fik tæsk
af de gamle
af hverken
den grund
eller andre,
dengang,
man fik pasta
i stedet
for rødgrød,
kebab
kom til byen
og bomberne
holdt sig
i ro,
sådan cirka,
til Muren
blev støv,
og jeg selv
blev forfremmet
fra lig
til person.


3

Jeg var ung
i 90'erne,
lo af
enhver ting,
der havde
betydning,
fordi
selve ordet
"betydning"
var tomt,
jeg var fri
som Cobain,
da han slugte
geværet
og blæste
sig ud
af enhver form
for realitet,
drak alt det,
der var drikkeligt,
røg,
hvad jeg kunne
få ild på,
og kneppede alt,
der var
fucked up
som jeg,
mens regeringer
skiftede,
kurser
brød loftet
og ingenting
gjorde
en forskel,
det krævede
lyset
fra tårne,
der brændte
og styrtede
sammen,
før jeg,
som en hel
masse andre
fandt ud af,
jeg rent faktisk
havde
et hoved
endnu.


4

Jeg blev voksen
i 00'erne,
åd mine
piller
og kom mig
og så mig
omkring
i en verden,
der lignede
verden
omtrentligt,
for mange,
jeg kendte,
fik huse
og biler
og børn,
som de satte
i pleje
om dagen
og nænsomt
parkerede
foran
et fjernsyn
så snart,
de kom hjem,
men til jul
fik de prægtige
gaver,
som hvert år
blev større
og større,
mens markeder
dannede
bobler
og folk
faldt omkuld
med infarkter,
og naboen
snakkede
hadsk
om de fandens
til perkere,
som ville
hugge
det hele
og smide
en bombe
i stedet,
og ham der
den ledige
stodder
i gangen
ved siden af,
Skat
bare blindt
smed en formue
efter,
og da der
gik hul
på idyllen,
og børserne
blødte,
blev alting
ét virvar,
men en ting
stod klart:
At enhver
måtte klare
sig selv.


5

Jeg blev gammel
i 10'erne,
alt, alt
for tidligt,
jovist,
men det skete
alligevel,
ikke
ved druk
eller hor
eller traumer,
det rakte
at læse aviser
og se sig
omkring,
mens de nedslidte
togvogne
hvinede
koldt
gennem byen,
de hjemløse
flokkedes
over de
varmende
riste,
og folk
gik forbi
i habitter
og sparkede
til dem
for sjov.


6

Men jorden,
jeg går på,
er vist nok
den samme
som før,
jeg blev født,
mineraler,
partikler
og sporstoffer,
som man
kan stole på
skjuler
én godt,
når historien
går løs.