mandag den 13. juni 2016

Guilty by association - et work in progress


i begyndelsen var ordet, så kom
sætningen, til sidst den rette mund,
så det fik liv, det skidt, og hænder,
som med fordel kunne gribe næsten
alting ud af luften, og til sidst
kom der historie til og øl
og vin og vievand og glemsel,


***


der ligger et digt i din seng, og det lugter
af krop og er ikke barberet i skridtet
og minder for lidt om en prins, når det roder
i pungen og finder en plovmand til speltmel,
du taler om grof og saussure, og så siger det nå,
og du snakker om tasker og sko, og så siger
det nå, og du taler om jeg og om dig,
men mest jeg, og så siger det nå,
det er til, så du dåner, du stirrer på gulvet
hver gang, du skal læse det op,


***


siden er vendt,
men den fortsætter, skriften,
det er som om,
intet er hændt,
og alligevel sker det igen,
der går hul på en engel,
og småfugle puster sig op,
alle veje går stadig til rom
eller rungholt,
hvor vandene stiger og falder,
og klokkerne kimer,
men ingen folk kommer til andagt,
og sandorme graver sig
op gennem bunden af glasset,
og endnu en gang
bliver lysene slukket,
og endnu en gang
stables stolene op,
mens der kysses i baggården,
fuglene vågner, 
og regnskabet lægges i skuffen
og aldrig går op,


***


og dit jeg er en ting, du har opfundet,
du burde få en nobelpris
i løgn og bedrag og fysik og kemi,
alt eksakt, og i litteratur, fred og teologi,
alt, der svæver, og du burde
lægge den over kaminen,
hvor alt det, som buldrer, får form,
alt, der tier, forvandles til aske og ting,
som fortættes på himlen og ligner
og så ikke ligner alligevel,
du burde blive til lynild 
og svuppen i støvlerne,
dråber, der løber langs kinder
og finder et udløb blandt stående bølger af guld,


***


og sokrates drikker sin saft
og vil gerne have småkager til,
måske scones, hvis der ellers
er åbent hos bageren, 
der er programmer om jetfly og hajer på tv,
og buskene bugner af solbær i baghaven,
kålorme spinder sig ind uden angst
for sig selv eller andre slags skygger,
på himlen har nogen smidt kvas, du,
og leget med tændstikker,
det er sankt hans, 
og han synger i stuen, gør sokrates,
synger om antændte gravhunde,
kvinder og kager og den slags,
min nabo er græsk,
han er godt gal i skralden,
og strømerne kommer om lidt,


***

så scorer han, zlatan,
så står de på banen og prøver at afklare,
hvem, som har købt den, den bold,
hvem, der huggede målstolpen ud,
hvem, som syede nettet
i hvilken fabrikshal i Thailand,
så købes der hot dogs og fadøl,
man bukker sig ned, og man rejser sig,
og man er ude på numre,
fustagerne lækker, en hånd ringer 112,


***


han går tur med sin hund,
og der blæser en vind,
og den svarer fortræffeligt for sig,
der vokser et træ, og der holder en bil,
og en lygtepæl blinker, de begge
har kendt alt for længe,
der er en historie inde i dagens avis,
og han roder i lommen,
men finder kun mønter og genfærd,
han tænker, at hullet bør udvides,
graves så dybt, at det brister i bunden,
og alle ser stjerner,
han tænker, at noget har sat sig
på tværs i hans hals,
at det sikkert er grunden til,
havene stiger, at mennesker
minder om fisk, som bør fanges
og puttes på panden, han skæller massivt,
han går tur med sin hund,
og det lugter af sulfur, det dyr,


***


hun har købt et gevær,
og det matcher til kjolen,
som kjolen står godt til plataner,
stilladser og weissbier fra hanen,
der galer, så tagene bølger og slingrer
og noget begynder, som hverken
er dag eller nat, men til overs
og unders og midt i, som akslen
og bull's eye er midt i det hele,
hun føder patroner, og brysterne
drypper af olie, hun klikker
med tungen, hun gør, der gror
valmuer frem, hvor hun går,


***

nu falder der brænde ned,
planker og brædder og kævler,
arkiver og bøger og lig,
og det ligner et regnvejr,
det ligner en rask ouverture
til endnu et forår, hvor tudser
får haler på, fugle er æg,
og man selv er en fært
i en oppyntet balsal, men nej,
der er lagt i en kakkelovn,
alle har slået et større brød op,
end de magter at bage, og ingen
er sultne alligevel, vejen til helvede,
mester, er brolagt med birkes,


***


og mågerne findes, but who gives a fuck,
når der også er myrer og pindsvin
og båtnakker til, og man ikke har tid
til at tælle de klatter, de lægger
på frakken, og frakken trods alt
skal til vask, og det snavsede vand
skal til havs, hvor det snavsede vand
hører til, ud til sneglene, krabberne,
rurerne, måske en enkelt klabautermand,
hvis der er plads til hans slags
mellem alle de andre ting,
ingen folk ser, ud til bølgerne,
dybderne, trykket og alle de andre
abstrakter, og mågerne, mågerne findes,
og kun inger c gives a fuck,


***


stilladserne fjernes,
og endnu en tegning er blevet til sten,
nok en hånd lavet om til en bygning,
og der går han, joakim,
joakim løfter sin hat,
og kaniner og sedler
kan høres mod jorden,
og jorden er blevet en sump af papir,
man kan forme til fostre
og hjerter og den slags,
og anders har knækket sin håndbremse,
anders kan tælle til 313
og rammer en mur,
som han fortsætter lige igennem,
det rasler af mønter,
hans tunge giver op,
arkitektens er dækket af skillinger,
du er en bjørnebandit,
du har også et nummer,
du skovler det op i din favn,


***


men så er der johnny,
og johnny er lavet
af finter og tyl,
og han lider, gør johnny,
af tomhedsforsnævring,
og lægen, han går til,
er stoppet med vat
og betonpiller nede fra havnen,
og selvom han prøver,
er navne besværlige,
særligt ved amputation,
for de ligger på gulvet
og fægter bagefter
og sviner hans gulvfliser til
med betydning og bindevæv,
"sy dig et skørt",
siger lægen til johnny,
"så har du et mål",


***


og træet i bunden af haven
vil være, hvad du er,
det bugter sig ud over græsset
i retning mod døren,
på grene hænger der flintesten,
fyrtøj og poser med krudt,
og i morgen kanoner,
geværer og luftskyts,
det tænker så meget, det knager
et sted under drømmenes planker,
du åbner din mund
for at skrige i søvne,
du udånder olden og bog,


***


tjeneren henter din tidsregning,
krybben er tom, stjernen står
det forkerte sted oppe i himlen
og venter, mens du vasker op,
stabler landskaber sammen af hvidt
porcelæn og et rustfrit metal,
du har svært ved at genkende,
hænder krymper i vask, og du
taler i bobler, der brister,
du minder om nogen, i dag er det
ikke tintin, måske nærmere haddock,
og udenfor er der en verden
af futmælkspirater, som drikker
din whisky, endda poser vand i,
de svin, mens dit skæg bare
vokser og vokser, begynder
at ligne et ligklæde, skipper,
tekstiler fra turin, en
sælhund bevogter din grav,


***


"drik din kamillethe", siger hun,
men der er intet i huset,
som ikke er knust, og især
gik det ud over kopperne,
skårene minder om bogstaver,
rifterne mere endnu, der er noget,
som løber fra næsen
og gerne vil ud, der er sømil
igen hen til bagdøren,
vandmasser buldrer på trappen,
din ende er nær, vask den vel,


***


og så starter den, ferien,
ungerne skriger på bagsædet,
far sveder tran bag ved rattet,
og mor åbner døren, vil hellere
kysses af asfalt end dem,
der har tunger og tænder,
i tanken dør tigeren langsomt
af hedeslag, ugerne slæbes
bag bilen mod bønnerup strand,


***


himlen er høj, og du springer
mod solen og månen,
men lander i mudder og affald,
du bygger af affald og mudder,
du fortsætter, til du
har lavet et tårn, som når op
til din højdeskræk,
regnen er thick as a brick snart,
du taler et fremmedsprog,
panserne venter med
tøffende biler og donuts på jorden,
i kastrup står flyet parat,


***


i kirkerne tændes der lys for de døde,
på rådhuset bål til de stakler, som ikke tog med,
"this is war", messer crowley i endnu en cirkel af kridt,
der er hjul på din bil, og de drejer, til kuglerne falder
i hak, du har vundet en time med elvis på fm
og endnu en nat i citronmånens skær,
der er kaffe i grøften, drik løs,


***


kongen er død, og du tænder
en prince og ser ud over landet,
hvor byerne sejler i hver
deres retning, du kigger på kroppe,
hvor lemmer bekriger hinanden,
du lytter til ord, som forstøves
i lyde, du smiler, du griber
en hammer, du køber en kasse med søm,


***


du har noget i øjet,
den eneste ting,
du umuligt kan se,
og den breder sig,
gør den, får tinder
og dybder, der kalder
på navne og nytte
og alting, og der,
i en lænestol midt i
en anden slags mørke,
er fuglene gået top 10,
du kan høre den,
stæren, den grå,


***


så har du taget en bus,
og så står du og prøver
at stoppe den ned i din lomme,
men bukserne strammer
for meget og revner,
og så må du være for tyk,
og du griber en kniv
og forsøger at skære
en hel side flæsk af,
men så er du kantet,
abstrakt, faktisk,
og du har brug for
en hel rulle sandpapir,
før du er glat, som du plejer,
men så er du pludselig
for lille, og ingen
kan se dig i køen,
før bussen er kørt,


***


solen har lagt sig på græsset,
måske for at sove for evigt,
i hvert fald er ormene med
på den værste, de borer og æder,
fordøjer i ét væk, mens muldvarpen
graver sig vej gennem lortet
og skubber et bjerg op for nogen
at stå på med udsigt til blændende sort,


***


"de er skøre, de romere",
siger han, obelix, han slæber
rundt på en bautasten, også på toget,
og skræmmer de små og de svage,
men plads får han altid ved ruden,
hvor byerne fiser forbi, espergærde
og humlebæk, kokkedal, klampenborg,
hellerup, gallien mangler på
landkortet, der bor goscinny,
han ved nok, hvad meningen er.


***


himlen er blå, men der blandes
på nye, utrolige farver
i værkstedet, hvor der går
malere rundt og ser syner
og vælter det hele og dejser
omkuld og transistoren
spiller syrener i stereo,
nogen bør rejse sig op,
sætte håret og danse granit,


***


der er fluer i suppen, en anden gang burde
det være kameler, dem sluger man da,
og så summer de mindre, specielt over noget
og noget for noget og alle for én,
det er nok, de er skibe i oprørte ørkener
af grøntsager, boller og fedt,


***


marken er fuld af forstenede lyn,
og man samler dem op
med beskidte og fugtige hænder,
i stuerne grubler man over,
hvordan man skal pakke dem ud,
og det knaser af gavepapir
på de vindblæste gårdspladser,
stolene fyldes med kroppe
af mudder og ler,


***


blodbøgen drypper, og under den
samles en strøm, og den løber
langs haverne, vokser en smule
hver eneste gang, den passerer
en grund, som den ikke har brug for,
den flyder mod esbjerg og fanø,
hvor las sidder klar med sin
punch og sin bakskul
og ridser dit navn ind i træ,


***


fødderne lugter af ost, de har givetvis
været på månen, hvor elvis turnerer endnu,
det er '69 hver dag deroppe, og armstrong
forsøger velsagtens at dyppe sin tå
i det ukendte nok en gang, verden har
moon boots på, ørnene cirkler i lufttomme rum,


***


børsten er helt fyldt med hår,
og de lander i bunken på gulvet,
der gradvist begynder at ligne,
din tid ligger henne på bordet,
i nat plukker hænderne
guldregn og skaldede mænd,


***


tiden løber ud, du står i bruset
med din fiskestang og madding,
fanger ugler, før de svømmer
op i mosen for at gyde, gylper
knogler op, du er, men hvad,
dét rager dig en fjer,


***


du prøver at vaske det af,
og der ryger lidt hud, så en arm,
så en torso og den slags
forfængeligt løsøre, nu er du ren,
der er kun det tilbage, man husker,


***


hveden er moden, og dog
er der bygkorn i øjet,
du skyder på noget, og alting
forvandles til sigtemel,
solen forsvinder, den ved,
du har noget i ovnen,


***


det siger sig selv, og så står du på vidt gab
og ligner en dør, man bør lukke og låse,
så ingen forsøger at løbe med fladskærmen,
vaskemaskinen og æren og alt det, man ellers
har brug for, når murene strammer om garnet
og barnet og halsen, og julen er aflyst for evigt,
og kun ting som vindtørre blade og snefnug vil ind,


***


elvis has left fårevejle og assens
og gentofte, nu er der andre giraffer
på græs, og det minder om afrika, søreme,
et afrika, hvor der gror breezers på palmerne,
hvor der er skum på den gamle limpopoflod,
blitzlys om natten ud over savannen,
og aberne vover sig ned for at tegne
med tusch på hinanden og drikke sig mod til
i blæk, skide tasker og festhatte under en
måne så blå, at selv langhalse dør i dens skær,


***


der er klister på stolen og klister
på gulvet og klister på grænsen og klister
på landmassen, klister på havet og klister
på æteren, kliser på solen og klister
på stjernerne, klister på skaberen, klister
på ophøret, klister på selve idéen,
det kaldes for tyngdekraft, junior
griner, hans tube er tom,


***


nikolaj ligner en flodhest og gaber som en,
han kan have en hel pakke pottemuld
inde i kæften og fem potter primula under
sin læbe, han bliver en prima altan på et hus,
gør han, manden, når ursula kommer,
for ursula ligner en snegl,


***


heksene brænder, og kostene står
langs med murene, støvede, fyldte
med rester af pasta og grønkål,
nu fyldes det, bloksbjerg, med skygger
og skimmelsvamp, her får man snobrød,
der smager af sololie, tordenskjold
puttes i lommen på bukser, der lige
om lidt skal til vask,


***


det trækker op til kaniner, der spiller
på trommer, og dukker, som kalder på mor,
der er død og støbt om til en skraldespand,
bilerne kommer og tømmer hver uge, mens øerne
samles til søs, der gror æbler et sted
bag ved bølgerne, hænder smelter af fryd,


***


nogen har tabt sine nøgler,
og nogen har fundet dem,
nogen har alting og intet
og ikke en eneste mursten
at kalde sin egen og kysse
og sove om natten med,
nogen har halsbrand,
det kommer af fedtstof
og klirrende tingester,
nogen har brug for et hul,


***


bowie har lukket sin skabsdør, det sner,
og den mangler sgu, faunen, ved lysposten,
frankie, til gengæld, har tændt sig en smøg
og har lænet sig roligt tilbage mod pælen,
der ridser sig vej frem mod daggry,
han nikker, de ånder musik,


***


blåklokken ringer, og alle, som ikke
har stillet den, vågner og gør,
som de skal, tårne vælter, og knallerter
knuses, og gamle folk falder og brækker
de knogler i kroppen, som stadig
er hele, en drøm hoster lim op
og vender sig døsigt igen,


***


ulla er hul i sin ryg, det er
praktisk, hun sparer en masse
i håndtasker, af og til sker det,
han stjæler en læbestift, så går
han rundt på parketgulvet, ledende
efter en kasse til æglægning,
stuerne vrimler med næbdyr,
kommunen er mundlam, den er,


***


der går skår af din glæde, du fejer dem sammen
og gemmer dem under din håndvask, en dag vil du
finde en lim, som kan holde, en dag vil du hitte
en dag bag ved sofaen, så vil du samle en skal,
tænde lampen i loftet og vente på, at du får pip,


***


alfred justerer antennen og indfanger
talk shows fra venus, politiske taler
fra alpha centauri og sitcoms fra niger,
men alt, alt for lidt søren ryge, for søren
går rundt i sin have, for søren, og stikker
asparges, hvid asparges, ingen, end ikke ham,
før har set, der står røg op fra piben,
det samme fra alfreds, de hoster
signal op, gør mågerne, klart,


***


jorden er giftig, så giftig,
at alting muterer og bliver til væsener
med fangarme, følehorn, bylder på halsen
med tanker, idéer og andre slags affald i,
ingen har lyst eller overskud til at sortere,
til sidst går der hul på dem, sikkert,
så ser man, at alting er spildevand,
thales står klar ved sin brevsprække,
snart er der brev fra nobel,


***


ofelia kigger på vandet,
ofelia flimrer, mens hamlet
er gæst i et talk show
i prime time og taler
og spøgelser, fjender
og sværd, som skal glimte
i solen, han sidder på mors,
hun skal ned gennem øresund,
skal hun, før skærmen
bliver stor nok til to,


***


han er en træmand, han snitter sig selv
til hver dag, gemmer række på række
af udkast i skuret og prøver at lære dem
oldgræsk, latin eller bare en meningsfuld
sætning på dansk, han har købt sig en lighter,
måske kan han brænde den, tavsheden, bort.


***


jack stykker kroppene ud for at lære
at stave til "kærlighed", bader i damme
af blod for at skrubbe sig ren, men forsvinder
i smog hver gang solen står op over london,
og timerne fyldes af snusende hunde,
som kun sanser naboens kat,


***


døden fra lübeck er træt af at tænke
på tysk, han kan ikke forstå det
og føler sig mere som vat eller cornflakes,
vil hellere bade i mælk i din dybe tallerken
og knitre, mens det som var hårdt, bliver blødt,
han har brug for en ven, har han, døden,
din mave er tom og fortræffeligt selskab
i stunder som denne, det evige lugter af lort,


***


regnen er standset, og blomsterne gror,
og måske kunne blokkene lære det samme,
hold kæft, nogle rødder, de så kunne sætte,
de spader, som så skulle til for at civilisere
det hele, de bukser, man skulle sy om
for at klæde dem tækkeligt på,


***


ven ligger ude i tågen et sted
og er svensk og skal staves med h
ligesom halmstad og hstockholm og hlundm
sikkert, gränsen er flydende, folk går
til bunds i det stads, det er jorden
i hovedet, der gör det, en öfuld er nok,
og et helt alfabet springer läk,


***


grillbaren lukker, og mågerne bladrer
i pølsepapirer og udskider klatter
af virkelighed, hun kan følge, bettina,
tilbage til rummet i kælderen, hvor hun
kan tænde stearinlys og kigge på skabsdøre,
ingen har åbnet, og lytte til sager,
der tikker og hvisler derinde, mens
bordpladen klistrer af ketchup og svovl,


***


bjarne har taget en sprøjte, kan cykle
hvorhen, det skal være, til thisted, endda,
hvis det er, der er luft i hans hjul
og metal i hans stel, der er guldstøv
i savlet, som bobler i mundvigen,
landskabet buler, punkterer og lukker
ham ind, hvor der kun er atomer i fart,


***


dylan har skrevet en sang, den er ikke
af dylan, han åbner sin mund, barry manilow
synger, han slår en akkord an
og lyder med ét som Hank Marvin,
selv hatten får udslæt, selv mundharpen
bløder, den handler om labskovs,
den sang, dylan drukner sig i,


***


fjeren forsøger at blive en fugl,
flakser vildt rundt i vinden
og lander og letter og falder
til jorden, som planer nu gør
uden kendskab til hunger og frygt,


***


barnabys slips skifter farve fra scene til scene,
og barnabys slips hænger løst, man kan klynge sig
op i det, klynge sig op i et pæretræ eller en røn,
hvad som helst, man har lyst til den dag, blot det
matcher, men ingenting matcher, når jersey er midsomer,
bergerac barnaby, kun ét er sikkert: at ligene hober
sig op, at der altid er huse til salg, hvor han kommer,
at buskene rasler i skumringen liv efter liv,


***


køen er vokset, og nogen er løbet med kassen,
og strømmen er gået, og varerne hober sig op,
der er sulfo og sejlgarn og sødmælk og knofedt
og kaffe og cola og mennesker, mest af alt
mennesker, nogen har tjekket dem ind, og en
føler ved døren står klar til at tjekke dem ud,
men er tavs, der er tilbud på himmel i dag,


***


tavlen er ren, og han rømmer sig, einstein,
og ved, man vil huske ham, hvis han kan finde
en småting at rette, men sengen er redt,
og han sover med kluden i nat,


***


pokker til dr. van helsing
og alle hans træpæle, træpæle
anvendt mod gulsot og brok
og forkølelse, verden er syg,
og der findes kun én kur: vampyrer


***


mælkemanden kommer, og man gemmer sig
bare døre og gardiner, der er ting,
som ikke sker, og ikke nu, i hvert fald,
ikke her, hvor alting sker i morgen,
og man putter det, man kom af,
i kartoner, der går alt for
meget lys igennem glas,


***


det tager på vej, gør det, flyet,
det trækker en stribe af vrede
fra kastrup til heathrow og vist nok
tilbage igen, det er tyngden, den lort,
der forstyrrer den ene gang efter
den anden, er vægten, det svin,
som forpurrer dets flugtplaner,
motoren hviner af flammer,
i sæderne slumrer der
dunk efter dunk af benzin,


***


døden var barn engang, lå i sin vugge
og hørte på sange om alt det, den skulle
erobre, den lærte at gå af den grund,
det var derfor, den købte en le og fik tag
på at bruge den, nu er den bager, men bollerne
knaser i munden, og ingen vil købe, og snart
må den lukke butikken, og i dens studenterbrød
ligger der plastic og skodder som hævn,


***


og nogen har lavet en bombe,
og nogen har bragt den til
sprængning, og nogen har lort
i sit hoved, der brister og breder
sig ud over husene, kirkerne,
slottene, nogen har svært ved
at tale for stanken, og nogen
forsvinder bag dynger af
gødning, og nogen har travlt
med at så deres blomsterpistoler
og roekanoner, og alle
bliver høstet i flæng,


***


skaden er sket, og nu sidder
den ovre i træet og skræpper
og lægger sit æg i en anden
fugls rede, det ender med
knogler på jorden og prægtige
halefjer, ender med skinnende
sager i næbbet og kråser,
der spænder sig rundt omkring
skærver af ren poesi,


***


barnet er født med kolik, ligger bare og prøver
at skrige sig ud af sin krop, "det går over",
det siger han, lægen, og retter på kitlen,
"se bare hvor rask, jeg ser ud",


***


morlille er stadig en sten, og på vejen
har nogen brugt stakkels erasmus som skærver,
og det er jens vejmand, såmænd, og han sidder
bag skærmen endnu, han har jakkesæt på og en
masse forklaringer oppe i ærmet, i munde
som hans kan man blive til hvad, det skal være,


***


nu tælles der ned, og om lidt
har man kåret en vinder, måske,
eller prøvesprængt endnu en bombe
så ny og så effektiv, at man er væk,
før det sker, eller sendt en raket
op til pluto, som ikke engang er
en rigtig planet mere, bare et
bull's eye, man rammer, fordi man
kan gøre det, én ting er sikker:
de ringer fra banken om lidt,


***


togene lastes om natten, måske er
det gråd, klagen, råben og den slags,
man kører på lossen, i hvert fald
er morgenerne stille og fulde af
mennesker, rigtige mennesker, folk,
som kan købe billetter, aviser og sådan,


***


solen har foldet sig ud, og den ligner
en blomst, og man pisser i skellene for,
den skal vokse, i nætterne ligger man
vågne og lytter til kernernes brag,


***


lastbilen kører i tomgang,
og terningen oppe i ruden
vil aldrig nå frem til et
klart resultat, om han så
hedder niller en menneskealder
endnu, men citronmånen lyser
i mørket, bag have af cocio
hører han stadig en sang,


***


endnu en dag er begyndt, og af mangel
på bedre idéer forsøges den udfyldt
med tebirkes, kaffe og bidske bemærkninger
hen over bordet, og pludselig brummer den,
bilen, og hammeren ligger præcis, hvor man
slap den i går, og det samme gør stakken
af noter ved pc'en, manden, der ligger
på sofaen, snorker en del ligesom ham,
man forlagde i går, og man genkender
lyden af celler, der rådner sig vej
gennem natten i en eller andens urolige
krop, som man stadigvæk håber er guds,


***


på polititorvet står der et alter, mens gud
får bananer i zoo og et æble at stoppe i munden,
nu snittes der penne af gåsefjer, håndled bliver
åbnet bag aflåste døre, kontrakter sigeres,
der vinkes til skikkelser mejslet i røg,


***


duerne flyver i par, de har mere
i sinde end grene i næbbet, dit
sengetøj myldrer af æg, og din
sofa er plettet og våd, det er
prisen for kærlighed, du,


***


nøglerne rasler, det lyder som klokken om halsen på én,
der har pest, du har knoklet et liv for at bygge en gård
til sankt jørgen, nu låser du op og går ind for at lægge
din glorie på bordet, den smitter enhver, som vil ind
til dig, boblernes tale på huden er klar,


***


faldskærmen svigter, så hænger han der mellem
himmel og jord som en blækklat i flugt,
der kan ligne det meste, om blikkene vil,
kan han stadigvæk blive en fugl,


***


statuen skaller, forsøger at blive
til støv, så den ikke skal stå der
i regnen og vente på stød eller
magiske hænder blandt lurende mænd,
som med fryd lader sæd gå til spilde
på jorden, så hellere blæse med
vinden, den ved, hvad den gør,


***


"i just wasn't made for these times", synger Brian
fra naboens vectra, der sætter i gear og forsvinder
helt ud af historien, ud, hvor han findes endnu, mr. wilson,
med rynker så dybe som riller, der fortsætter ind
mod det centrum, hvor røster som hans holder til,


***


han har det på skrift, så det passer,
at himlen er grøn, at der vokser moneter
på træer, at han selv er en muldvarp,
der graver sig vej under dynger af sne
og forsøger at finde et mønster i ormenes
veksler igennem et kød meget større end hans,


***


grisene skriger og vrider sig mellem hinanden,
mens lugen bliver smækket og himlen forsvinder
og snart vil erstattes af kakler, man vasker hver dag
med et sprøjteanlæg, så man ikke får noget på tøjet,
samvittighed, skyld og den slags, som ens mave har
meget lidt brug for, der trædes på speederen, hundrede
liv rystes sammen til ét, som er fuldstændigt prisgivet,
nogen har stoppet ham ned i en køledisk, klædet er rødt,


***


naboens hæg kommer tættere på, og du prøver at skyde den,
dolke den ned, når den venter det mindst, hvis den venter
på noget, hvis træer har nogen fornemmelse af, de skal dø,
hvis de skal, hvis de ikke blot lusker sig frem gennem
rødder og bær for til sidst at gro helt ind i himlen
og møde dig der, hvor matrikler er lavet af blæk,


***


i hvidovre er det august, og i gårdene
modnes der æbler og pærer og blommer,
som ingen ved rigtigt hvad hedder
og færre endnu tør at plukke og spise,
i hundige er det december, og stjernen
på himlen er fandeme halleys komet,


***


hvor dyrene gik er der striber i græssset og flåter,
der venter på lifts og forfriskninger, ikke fra dig,
du er lavet af evighed, plastic og fikse idéer, dit
kød og blod solgte du fra til steff-houlberg,
da mennesker pludselig blev trendy igen,


***


pind efter pind får du samlet et bål,
til skt. hans har det sikkert sat rødder
og blade, køb bare benzin, den skal nok
flamme op, til den rømmer sig,
tingesten, løvfald og møgfald på vej,


***


læseren vokser, han breder sig hen over siden
for siden at grave sig ind i din brystkasse,
ind i din pumpende puppe, hvor alting forvandles
til hvad som helst, hvem som helst, blot det
er ham, ingen hører dig skrige i rummet,
mens blystiften presser sig ud,


***


han rumler, pele, og med ét står der
brændende skyer af bolde i vejret,
mens flydende grønsvær bevæger sig
ned mod en verden, hvor alt, som er
flygtigt, skal stivne og blive til guld,


***


køerne vokser på marken, du kommer til
verden i stalden, din sengehalm myldrer
af orm, støv til støv, siger præsten i
kirken, men vandet i fonten får hud,


***


der går hul på en engel, og lægen
på riget forsøger at stoppe det ud
med aviser og vat, på et aflåst
kontor er der plads på reolen til
sandheder, ingen kur findes imod,


***


denys er landet, og karen er rejst,
nu går løverne baglæns, og nogen har
brygget en god spandfuld kaffe af
såsæden, dinesen synker og vågner
ved ejderens udspring i dag,


***


pengene passer, og hvor er vist ret
lige meget, i hånden, i munden,
i røven, i kussen, i bøssen i kirken,
du trækker i armen og venter,
men hallen er lukket for længst,


***


lokummet brænder, og dog er du helt kold
i røven, du går gennem vandet for nogen,
du aldrig har kendt, dine spejle er indlagt
med benbrug og åndenød, du er en ok vikar,


***


hun kigger på hånden og ser,
hun har snittet sig grimt på
et snefnug, en bloddråbe blomstrer
i frosten og folder sig sammen igen,
der vil komme en tid til at så,


***


flyene prøver at spænde et spindelvæv ud over himlen, så ingen
kan undslippe, englene spræller i nettet, i hvert fald,
de tisser af angst, mens du bygger en båd af papir, du kan sende
de afdødes kroppe afsted på i mangel af bedre,


***



i havnen serveres der hot dogs,
mens fiskerne lægger fra land og
forsvinder af syne på vej ud mod
vanvid og skibbrud, på stranden
kan folk plukke plader med navne
op: aase, amalie, gjertrud, når solen
står op, er man altid alene igen,


***


du har skrevet romaner på theblade, læst dem i bunden af
koppen med alle essenserne skvulpende nede i maven, dit
ansigt er plukket i ceylon af hænder, som aldrig vil holde
i dine, det bruser i kummen, pointen er rotternes sag,


***


det er bare et skuespil, dyre kostumer
og røg fra en kasse og nogen, som hvisker
replikker fra boksen, et stik i et hjerte,
en stemme, som taler i timevis, før den
forstummer og endnu en krop bæres ud til en
øl og pindemad omme bag alt, der er til,


***


lyset er tændt, og man hamrer mod døre
og mure i sølle forsøg på at nå det,
man kaster sig ind imod flader af glas,
lykken er, at slå noget i stykker,


***


stoffet er ustabilt, skriver hun, madame curie,
falder hen efter love, hun stadigvæk prøver at greje,
i æteren spiller de dansemusik af en art, hendes fødder
har svært ved at følge, i hårbørsten: tråde af bly,


***

det pusler i væggen, måske er det
mus, og måske er det spøgelser,
hvad som helst tjener som gyldig
forklaring, selv rockwool med
lemmer er bedre end hulrum,
der ved, hvor du bor,


***


en eller anden har været i rummet, der hænger
parfume i luften, og alt står forkert,
og igen er der svundet i glemslen, og snart
er den udryddet, så er den fest sgu forbi,


***


hegnet er væltet, og tegnene sniger sig ind
i din have som om, de har noget at gøre der,
"hvad har du selv", står der skrevet i dagens
avis, politiet har leget med kridt,


***


stjernerne blinker, måske vil de
have dig, måske har der været et
uheld, måske er der noget på vej,
selv dit trofaste brækjern
får svært ved at værne imod,


***


stenene nede på stranden er stadig
et bjerg for den hånd, som kan samle
det, vandene skærver af et eller andet,
man aldrig har set, lego, nu for eksperter,


***


danny har strøget sin bog,
han har klippet den op for
at stykke den sammen igen,
nu som flader af sprog,
ingen øjne kan trænge igennem,
en flakkende, vild vibration,
intet hjerte kan omslutte
uden at falde itu, slipset
strammer, er med på den værste,
og hatten gør ondt, men på
neglene tørrer den ind,
skriften, hylden er klar,


***


englene spiller trompet, jimi hendrix har prøvet
at lære dem guitar, john bonham at tæske i tønder,
men pokker, om de vil tage strøm på dig, dommen
forbliver analog, kommer næppe som download til
ipad, ve den, som er gammeldags nok til at dø,


***


byggen har banet sig vej op i lyset som om,
der var mark, ikke huse af mursten og kager
af asfalt, der smager de fleste, selv manden
med leen er arbejdsløs her i kvarteret,


***


børnene græder af ingenting, voksne
forsøger at fylde det ud, om nødvendigt
med vat, så det minder om kroppe og
dyr, som vil føre én trygt gennem natten,


***


gyngerne svinger som om, der er vand under
jorden, måske, eller guld eller væsener,
som ikke bør findes, men ungerne gør, og nu
springer de af, og nu bygger de slotte af sand


***


du får ben at gå på, gør du
to af slagsen, der kan brække,
snuble, blive som af gummi
ramt af kærlighed og død og
den slags småting, du får grus
og marmor, gør du, og et kort,
som du kan komme til, men aldrig,
gentager: aldrig gå i stykker,


***


hundene skider, hvor hundene vil,
og du tror, du er herre, at poserne
nede i lommen er noget at have dig
selv i, at livet er evigt, hvis bare
du undgår at ramme en skraldespand,
tankerne gærer og letter, en dag
inden længe er himlen helt brun
af balloner, der hviner og brager,
så er du for alvor en klovn,


***


svarene blæser i vinden, de hober
sig sammen i larmende bunker, om
natten, når ingen folk ser det,
bliver gaderne fejet, og når de får
øjne, er lykken plausibel igen,


***


hun går som en zombie, som kød,
der har levet sig ud og vil gøre
de grummeste ting for at smage
idéen med alting igen, det er
brains, der er skyld i det, brains,


***


du har flagrende bæster i maven, måske er
det takvinger, men der er mulighed for,
det er flagermus, fucking vampyrflagermus,
der har tænder som syle og hænger fra
vener og tarme og den slags og skider på
alting, tak, skæbne, for lud og klorin,


***


morten hansen er død her til morgen,
og pjerrot er hul, hænger omme bag scenen
og er, hvad han er, en grimasse af
tid, der vil snakke med månen i aften igen
med en anden mands stemme, drabanten
vil svare med hans, de vil begge to lyse i nat,


***


judas vil kysse, men folk trækker kinderne
til sig og flygter, og haven er pludselig
så stor, som en have nu er, når det hele er
dækket af kvikgræs og torskemund, pengetræer
finder man ikke, i hvert fald, men hamp
til et reb er vist muligt endnu,


***


og naboens knallert forsøger at starte
i regnen, den lyder organisk, den hoste,
måske kan den smitte, måske vil det ende,
det hele, med sorte plamager af olie på
hænder asfalt, med dage, der revner af rust,


***


lyset har rødder, det udpiner stjernerne,
suger dem langsomt ihjel, indtil alt,
der resterer, er huller i virkeligheden,
alt synligt forsvinder igennem,


***


sommeren skranter, det nytter vist ikke det
store at udskrive piller, syng sange og hold
den i hånden, tag mål til en kiste og håb,
der er jord nok på kloden til sådan en grav,


***


redderen bjærger en hånd, så en
fod, så en blålig plamage af
indvolde, resten er matematik,
det er ikke hans skyld, at det
hele lagt sammen giver nul,


***


bladene danser i vinden, det ligner en tango
til døden, hvor partnerne sejler på gulvet
og én efter én bæres ud til de ventende vogne,
men strengene knækker og trommerne revner,
og dog får den aldrig en ende, den fandens musik,


***


du bruger mund, og alligevel siger du altid
det samme, har ord for det hele, men
hengemte smager de, harske og tørre, reservedel
ønskes, helst man-size, hvis muligt endnu,


***


skriften er slem, leger skjul med dig, kortslutter
strømmen og lader dig fægte i mørket og ler hver gang,
du er alene med dine talenter og smadrede spejle,
men én ting er sikker: den kommer så snart, du har
glemt den, og lægger en blomst på din grav,


***


der er så meget, man aldrig får set, såsom
springvand på månen og trump i nordvest
og de sjæle, man elsker, og kridtet, der
skraber mod tavlen, til blod pibler ud,


***


tivoli åbner, og folk kaster op på de
gyngende gulve, de hvinende unger i
sædet foran, der bliver skudt efter
skiver og smadret tallerkener og båret
afsted med gigantiske bamser, der udånder
ro og nok aldrig får vejret påny,


***


målet er scoret, og kampen er ovre,
og dog løber folk rundt på banen
endnu for at fælde hinanden, et rødt
kort er bare begyndelsen, mester,
og alle begærer dit guld,


***


stenene gør, som de plejer, og det
gør du også, du venter på bølger
og blæst, jordskælv, bræer og den
slags, tænk bare at blive til grus
i det helt store maskineri,


***


træerne kom, før vi gjorde, vi skulle
have noget at klatre i, ligesom, og nu
står de der, og vi her, og de finder
på frugter, vi finder på save, papirgrød
og alt sådan noget, det minder om
paradis, bare med kviste og flis overalt,


***


han har solbriller på, han vil skærmes
fra verden, og verden vil skærmes
fra ham, eksistensen er indstøbt i glas,
der uendeligt nemt går itu,


***


fuglene puster sig op, så de lidt ligner
fjerbolde, mcenroe lever endnu, sidder
sikkert bag ruden et sted i new york
og har lyst til at spille et sæt,


***


"nevermore" bræger det,
fåret, og ensom i nat
eller ej er det tåbeligt,
det er på tide at hente
geværet og tage det med
ud, hvor ravnene bor,


***


hun er en tøs, hendes cykel
er lyserød, neglene gyldne
og ansigtet melet af pudder,
hun griner på vej hen til
jobbet, hvor urnerne fyldes
med aske og sendes afsted,


***


der er tid endnu, tid til at vælte
på cykler og bide i græsplæner,
tid til at antænde juletræer, træde
på snegle og tygge i glassplinter,
tid til at afsætte rande af kaffe
i bøger, man bare har lånt, så
man ikke har levet forgæves,


***


kloden drejer stille rundt, men os, til gengæld,
larmer som besatte børn,der lidt for godt vil
høres, hvad vi sikkert bliver, det ringer snart på
døren, hvem det end er, har han næppe vafler med,


***


ribsene rådner på jorden,
rødt presset til grænsen
og over, en solnedgang
vendt mod sig selv,


***


vindens hånd stryger mod græsset,
måske som en trøst, men her lindrer
kun rimfrost, en bøn og morfin,


***


dråberne gentager sig selv,
som de altid har gjort, og
alligevel falder de aldrig
det helt samme sted på den
helt samme måde, de øver
sig til deres første
og sidste koncert,


***


der er mere endnu, der er årstider, ingen
har oplevet, farver, som aldrig er set,
ord, der bliver til mere end kød, når det
bliver banalt, er man voksen for real,


***


plænen har fået et crewcut
og ligner et passende sted
at marchere på, nedenfor
venter de, buskene, fulde
af flåter og spindlere,
mennesket: ikke et dyr,


***


vi må afsted, ud i junglerne,
tundraen, ørkenen, hjem til
os selv, hvis vi ellers kan
huske adresserne, se, vi er
former i rågummi, du, og benzin,


***


vi bør nedskæres, vi er for dyre
i drift, som det er, vi bør fritstille
lever og nyrer, som ingen har set,
og de færreste aner, hvad laver, bør
afskaffe mave og lunger, som kræver
og kræver, men kun yder affald og
rædderlig ånde til gengæld, bør
udfase hjertet, der bløder og sladrer,
og hjernen, som altid forsøger at
kloge sig, armen bør udliciteres,
kun hånden er indiskutabelt et aktiv
så længe, den kender sin plads,


***


det hober sig op under sengen,
bag døren, langs væggen i poser
og kasser og sække, man hverken
tør kigge i eller kassere, det
der, som man kalder et liv,


***


fluerne danser om noget, som ikke er luft, det
må være en afart af tyngdekraft, en eller anden
slags sol, kun en maddikes højere væsen kan se,


***


man er, hvad man bortsmider, noget, som rasler
i gaden om natten, og former, der drømmer om
øjne et sted under jorden, et bål på en afsides
grund, hvor grimasserne stiger til vejrs,


***


se, skyggen gemmer sig bag dig, du dækker for
regnvejr og storm og almindelig modgang og ældes,
mens den er så glat som en barnerøv, stil den
i front, den har godt af lidt dagslys, det svin,


***


det trænger til reparation, det er skrammet
og revnet og holder kun vind og vejr ude
en kort stund endnu, er der tilbud på det,
som er bedre end liv, så slå til,


***


tiden er gået, du sidder ved bordet
med whisky i glasset og brevet
i hånden, "farveller, din glatnakke",
står der, du renser geværet,
du ved, hvor den bor,


***


blicher er draget afsted, og alligevel
kalder de på ham, fasanerne ude i sanden,
selv dvæler den også, men kun for en stund
vest for vrads, skyer skyller mod land i august,


***


salen er tom, og du prøver
at rasle med stole og klirre
med glas, skære tænder og hamre
din hovedskal ind imod muren,
du lider af Lebensraum,
ingen har fundet en kur,


***


solen er ligesom sinatra, den afholder afskedskoncerter
konstant, og hver gang er der nogen, som græder, og andre,
der tænker, det altid har været for sent, og måske er den toast
allerede, måske er den ligesom ethvert andet genfærd, en blindgyde
ridset i lak og vinyl, ingen glemsel kan slide, et malignt sarkom i det blå,


***


sommeren ender om lidt, og så står du
med æbler i hånden, uendelige mængder
af frugt til at holde en doktormand
væk eller to eller tusind, men alt,
du vil have, er et plaster på såret,
en pille i munden, et bud på, hvorfor,
også hjertet er modent til høst,


***


lyset er skarpt, og man baner sig
vej frem mod skygger og læ ligesom
snegle, man afsætter spor for de
andre at krydse, et sprog trækkes
ud over landskabet, det kræver
vinger og den slags at tyde og
le af, før endnu et tungt
manuskript rammer kurven,



***


du skriver, og alle, der kender dig, bliver til linjer, til blokke
af tegn, der kan cuttes og pastes og rykkes omkring, som du lyster,
du udnævner dem, som er helte, og dem, der skal  dø, konstruerer
moraler af knogler og bindevæv, udjævner sjæle og bygger din bolig
på resterne, this is 4 real, and you're not, er der ridset i muren,


***


der er ilden, som snylter på jorden,
og jorden, som afgrænser vandet,
og vandet, der ikke vil kendes ved
luften, og luften, som aldrig tager
ende og følgelig blæser på alting,
og så er der dig, kammerat, som er
lidt af det hele og tror, der er
noget at kende, en kerne, måske,
som kan findes ved meditation eller
yoga, et indre atom, ingen forsker
har påvist, men, ven, der bliver fest
på manhattan i nat, hvis det sker,


***


verden er fuld af historier, fuld af
granater, som kastes, forstande, der
mistes, og bryster, som støbes i plastic
og sælges for svimlende summer på
glittet papir, og et andet sted græsser
moralerne stadigvæk, trygge ved
øjne og hænder, de aldrig vil se,


***


så skifter de glas på facaden,
og så kan man se hele verden
som genskær, se solen, som siler
mod jorden i striber, se smilene
stivne på dem, der skal ind,
mens de nærmer sig, blodige pletter
fra fugle, som mente at ane en
genvej til himlen og fandt den ved
prøvestenscentret, men glasset
er nyt, nu er alting identisk igen,


***


mørket har lagt sig, smidt sokker
og bukser på gulvet og pakket sig
ind i de smuler af verden, som fortsat
resterer, en hånd løfter dynen
og putter sig ind til det lige om lidt,


***


der er lemminger, er der, i bussen
og henne på rådhuset, oppe på tagene,
nede i kældrene, inde i sengen, men du er
en lone wolf, du er, med en helvedes skidt appetit,


***


det har stormet, og stranden er spækket med rav,
og han samler det ind, der er myrer og mursten
og ansigter i det, og brik for brik samler han
verden på bordet derhjemme, hvor nogen skal dø,


***


du er menneskelig, du sveder gummi
og udånder sennepsgas, skider et helt
alfabet ud i sneen og håber, der venter
et eventyr, når der bliver forår igen,


***


lys over land skal der til, helst så
meget, at skygger forstener og landskabet
smider det slør, vi har boet i, jorden
skal syde af lopper, mens solen står op,


***


nu lukkes der ned for musikken, så står man
på gaden og stirrer mod himlen som om, der
er noder deroppe at forsætte dansen til,
hjerterne ligger i kummerne, folk møder ind,


***


burroughs er clean, han er
bare en krop i et rum med en
fucking stor skrivemaskine,
som knuser insekter i serier,
udenfor venter en grænseløs sult,


***


de venter i flokke ved vandet,
måske på, der kommer en båd,
måske bare på højvande, viser
det hele, i hvert fald, som om,
de skal væk i en fart, hvaler
strander og bliver, hvor de er,


***


sort spiller midnight train to summer i dit
hoved, men du ruller mod september, gennem
dis og rådden frugt forlænges sporene mod bræer,
der gror flintesten det sted, hvor du skal af,


***


murene skaller, og stenene smuldrer, og før
eller siden vil regnen og vindene æde sig
ind gennem frugtkødet, ind til det tomrum,
du bor i, du folder dig ud til april,


***


bag horisonten et sted ligger england
med pudding og bobbies og afternoon tea,
men her ser man kun al den uendelighed,
som man stoppede huller med,
da den var blevet til overs,


***


der er sømunke, er der, derude bag revlerne,
klokker, som kimer i kirker i byer i nordsøens
kogende mave, i fygende dynger af opkast
langs kystlinjen knepper man løs,


***


skibene driver forbi,
som de vil, de kan ikke
bestikkes med brød eller
græs til at snakke og kæle,
de afviser kugler og net,
er en anden guds dyr,


***


stormen har lagt sig i bunker
af grene og biler og tagsten
og flasker, den sover den ud
og vil absolut ikke forstyrres,
ve staklen, som ser, den er til,


***


før man plantede marehalm, levede klitterne,
trak sig ved neglene hen over gader og marker
på jagt efter et eller andet, der ikke var
bølgeskvulp, tanglugt og åndssvage måger,
der skreg, nu er tidsaldre rådnet og bitterhed
blevet et grundstof, silicium, muligvis, knivene
stritter i vejret, de kysser med glæde din hånd,


***


du slipper den fri, pennen,
ler, mens den boltrer sig
ude på marken og nedlægger
hegnene, tordner mod biler
og fræser folks alt for pænt
anlagte bede, du græder,
mens den vender hjem,


***


der er brug for et jærtegn,
en sol, som er sort, eller bare
en sky, der er formet som stalin,
george w bush eller fedtmule,
noget, som ligner en grund til,
at dagene kværner forbi og forvandler
de slette såvel som de bedste
til benmel og gulnede fotos
i genbrugsbutikker, i stedet for
tørrer man digte af tøjet,
mens mågerne stiger igen
og forsvinder bag tage og tårne
i retning af opgaver,
ingen kan tænke sig til,

torsdag den 9. juni 2016

Morgen på stenbroen

- Hej.
- Hej.
- Godt vejr i dag.
- Ja, det er helt fint.
- Hør, der er noget, jeg altid godt har kunnet tænke mig at spørge om.
- Spørge om? Mig?
- Hvorfor ikke?
- Tjo, måske.
- Hvordan er det at være...du ved...
- Være hvad?
- Øeh, neger.
- Hvordan er det at være menneske?
- Sagde jeg noget forkert?
- Så var det vel heller ikke værre. Jeg svarede da, gjorde jeg ikke?
- Jo, jeg gjorde.
- Nej, hold nu op.
- Hvordan er det at være sort?
- Årh, for fanden...
- Hvad med nigger?
- Hvad tror du selv?
- Afrikaner?
- Se, nu er jeg jo født i Vanløse, og...
- Anden etnisk baggrund end dansk?
- Nu stopper du!
- Person med anden genetisk pulje end den gennemsnitlige nordeuropæer?
- Vi ses! Goodbye!
- Eksemplar af homo sapiens sapiens med ekstensiv pigmentering?
-
- Typisk! Folk af din slags forstår sgu da heller aldrig, når vi andre prøver at være venlige!

Ytringsfriheden

er noget,
man værner om,
selv med
sit liv,
lad kun bomberne
brage
og kuglerne
suse i luften.
vi rokker
os ikke
for hadet
og volden
og alt
det der tjavs,
som man ser
i Paris
og Madrid
og New York,
tjavs,
der sker,
fordi nogen
har talt
i det åbne
om tingene,
ingen
bør tale
så åbent
om noget
som helst,
at man
dør af det,
så må
de dø
eller puttes
i fængsel
på forhånd,
så må der
kontrol til,
kontrol
med den,
ytringsfriheden,
før ytringsfriheden
går hen
og kreperer
sig selv.

tirsdag den 7. juni 2016

Negeren

På Statens
Museum for Kunst
holder negeren
op med
at være
en neger,
er pludselig
for gammel
og grim
til at findes
som andet
end noget,
man holder
i bur
i den dybeste
kælder,
i telte,
i stinkende
kroge,
på slidte
madrasser,
ja, hvor
som helst,
vågner han
hver dag,
til gengæld,
med fotos
fra Jos
og Damaskus
i lommen,
med minder
fra Emdrup
og Skjern
proppet ned
i den klistede
pose,
med bønnen
om indtægt
og stabilitet
på kasserede
læber,
på gaderne
råber man
efter ham,
pisser
på alt,
hvad han er,
men det varmer
trods alt,
og så
er han
da noget
imens.

mandag den 6. juni 2016

Nogen

har fanget
en sommerfugl,
nogen
er ræd
for at træde
på fortovets
revner,
og nogen
ser reruns
igen af
En by
i provinsen,
og nogen
har åbnet
en ny karton
papvin
fra Netto
og stirrer
fortvivlet
på solen,
som aldrig
går ned.

Terræn

Der gror løvetand
på Skanderborg Station,
og der gror gyvel,
meld og storkenæb
på Skanderborg Station,
og der gror birk og bøg
ved Skanderborg Station,
der gror til gengæld
ingen digte. Heldigvis.

Erkendtligheder

De kommer
med blomster,
og der
står du så
og har
fødselsdag
eller
er syg
eller klar
til at puttes
i jorden,
du nikker
med hovedet,
dit ur
lyder lidt
som en
saks.