mandag den 16. januar 2017

En af mit blæk

Endnu et testforløb fra Land & folk III. Denne gang det, man kan kalde min egen, private kulturkanon. Da bogens "første bog" - den med slægtshistoriske digte - hedder En af mit blod, har anden afdeling følgelig fået titlen En af mit blæk. Her siger det sig selv, at det er åndelige mere end fysiske slægtskaber, der er i spil.

God læsning.







***


Fiduskunstneren

Saxo Grammaticus (ca. 1160 - 1208)


Saxo
din løgnhals,
jeg husker
endnu,
da jeg
første gang
åbnede bogen,
du skrev,
dette sus
fra planerede høje
og sløjfede grave,
som for
gennem stuen
og blæste
mit bipspil,
min cola
og kritiske sans
rent
ad helvede til,
hvor det nok
hørte hjemme
alligevel
sammen
med Helveg
og Schlüter
og andre slags
"kæmper"
fra dengang,
som virkede
mere formuldede,
faktisk,
end Helge
og Amled
og Rolf
og dit øvrige
mylder
af konger
og helte,
der syntes
at være
historie,
ikke
historier,
Saxo,
din løgnhals,
din gåsefjers
kradsen
mod skindet
i cellen
i Sorø
i hensvundne
tider
var crack
for en hjerne
som min,
der forlangte
langt mere
af livet
end sødmælk
og dyrtidsportioner,
og nøj,
hvor jeg
trippede
indtil
den dag,
jeg fandt
ud af,
at Jarmerik
ikke
var dansk,
men en goter,
og Rolf
var en skide
herul,
at dit patheon,
Saxo,
din løgnhals,
af heroer
enten
var fri
fantasi
eller hæmningsløst
pyntede,
også
Bisp Absalon,
Saxo,
din løgnhals,
som nok
var en mand
med det hele,
med slaver
og sværd
og begær,
men bestemt
ikke Guds,
hvad du vidste
til fulde,
din lusede
spindoktor,
du var
til fals,
var du,
Saxo,
din løgnhals,
for klingende
mønt
ligesom Helveg
og Schlüter,
og dog
blev jeg ved
med at læse
din fandens
til bog
som om
noget
derinde
var ægte,
trods alt,
og jeg vidste,
at fandt
jeg det,
ville
det hele,
selv Odin
og jætten
og Absalons
dyd,
ikke kun
være opspind,
men sandhed,
man blot
ikke kunne
bevise,
og det
gjorde forskellen,
Saxo,
din løgnhals,
din falskhed
på skrift
gjorde verden
så stor,
at jeg ikke
blev knust
mod dens
tagspær,
men voksede op
og med tiden
blev luftig nok
selv til
at fylde
et bind.



Dødssejleren

Johannes Ewald (1743 - 1781)


Ewald
har rejst sig
og åbnet
sit vindue,
og udenfor
ligger den,
kysten
ved Rungsted,
og lokker
med lysstrejf,
der passer
perfekt ind
i bladenes
folder,
og græs,
som går lige
til kanten
af sundet,
men aldrig
for langt,
og han aner
en hånd
bag det hele,
en håndværkers
kyndige greb
eller nogens
forsigtige
kærtegn
for mange år
siden,
men der,
hvor han er,
klistrer
sygdommen
fugtigt
til spærrene,
lurer
som mosevand
nede
i bunden
af blækhuset,
jeget tager
vand ind,
hans kald er
at synke
til himmels
med stil.



Bløderen

Hans Christian Andersen (1805 - 1875)


Ingen
går fejl
 dit hvilested,
for du
er blevet
til skilte,
et hegn
og en høj,
plejet hæk,
du er
Dannebrog
mejslet
i sten
og en svane
til stads,
en prinsesse
spændt fast
til en ært,
men jeg
kender dig,
HC,
er venner
med O.T.
og soler mig
stadig
i Skyggen,
jeg véd,
at din benede
fod kender
pløret
på bunden
af Odense Å,
at dit pandeben
stadig
vibrerer
af farfars
forskruede skrig,
og at hakkerne
i dine dagbøger
fortsat
er enheden,
ensomhed
måles i,
du var
et sår,
Mester Andersen
- dét er
en blomsterkrans
værd!



Gennembrud

Georg Brandes (1842 - 1927)


Georg,
åh, Georg,
for helvede da,
der var
fart på dig,
mere end
verden
var bygget til,
andre folk
fedtede rundt
med at sætte
en jernhest
på skinner,
mens du
havde opfundet
warp speed
forlængst
som et middel
til tankernes
fremdrift,
og ude
i grøften
lå døde poeter
og svovlende
præster
og sværmere,
som ville eje
de sjæle,
de påstod
at elske,
selv Gud
fik du påkørt
og dræbt
på din vej
ud mod det,
der var
virkeligt nok
til at stille
din sult,
som det
ensomme
kammer,
din motor brød
sammen i,
før du
var nået
i mål.



Graduering

Vilhelm Hammershøi (1864 - 1916)


Det var ikke
motiverne,
Vilhelm,
du sværmede
for,
det var
lyset
og skyggerne,
linjer
og flader
som to typer
ingenting
udpenslet
indtil det
nærmest
blev pinligt,
figurer
med sænkede
hoveder
og bøjede
rygge
af skam
over ikke
at blot
være
interiør.



Djæveleri

Sophus Claussen (1865 - 1931)


Jeg drømte
om Sophus
i nat,
han sad ovre
ved bordet
og bladrede
i mine digte
og drak al
min rødvin,
det takløse svin,
mens han
rablede løs
om Verlaine,
Mallarmé
og Rimbaud
og de andre,
han syntes,
jeg burde
besøge
lidt mere
i stedet
for Ginsberg,
Prévert
og Pessoa,
selv lå jeg
i sengen
og talte
minutter,
helt lammet
og tavs,
til han
tabte
sit glas
og sov
rusen ud
der
mellem
linjerne.



Brændingen

Johannes Jørgensen (1866 - 1956)


Født
blev han
til at
besejle
de syv
oceaner
og smage
på salt,
mærke vinden
i håret
og ikke
én eneste gang
tænke på,
hvor det
kom fra,
det hele,
men hånden
begyndte
at trække
i land,
ind i sproget,
på jagt
efter noget,
som ikke
var blæk,
og så blev han
den rastløse
yndling,
som vandrede
rundt
i forblæste
og regnfulde
nætter,
men hverken
fandt ro
i det sansede
eller
det åndende
tomrum,
hans rytmer
og rim
lod fornemme,
han kaldte
fra Taarnet,
og svaret
var bøger,
latin,
ornamenter
af guld
så massive,
at troen
blev håndfast
som aflad,
ikoner
og vievand,
pludselig
gik han
til Frans
og Birgitta
i stedet
for Brandes
og Byron,
mens vennerne
stødte
på grund,
men hans
bogstaver
brusede
stadig,
da englene
kom.



Kærlighed, kærlighed 

Ingeborg Stuckenberg (1866 - 1904)


Der sad du
i haven
for foden
af Taarnet
og skyllede
slotte
og stuer
og køkkener
rene
for klunker
og støvkorn
med sange
så klare
i tonen,
at kun
dine lytteres
genskær
når frem
til os nu
gennem
gulnede
bøger,
for du var
gudinden
i blåt
og Erato
i grønt
og the lady
in red,
du var streng
som et smil,
du var blid
som et slag,
du var vis
som et dyr,
du var dum
som geniet,
en norne,
som løste
de knuder op,
præsterne
bandt
på din
ældgamle
væv
med ét eneste
gentaget ord,
nemlig
kærlighed,
kærlighed,
kærlighed
større
end pungen,
og boligen,
større end
kyskheden,
større
end kroppen,
en kærlighed
skjult
under kjolen
på selvsamme sted
som den kraft,
der gav
blomsterne
blade
og kloderne
kredsløb,
den kraft,
du var tro
over for,
da du efterlod
Viggo
i Sorgenfri
for at
tage plads
på en båd
med Hans Dines
på broen
og grædende
børn
i det knagende
lastrum
for blot
at gå ned
på en udmarvet
ager
ved Auckland
af kærlighed,
kærlighed,
hullet
i hjertet,
bestemt,
men forløst
i en grad,
intet væsen
kan leve
sig fra.



Lyndirigenten 

Thøger Larsen (1875 - 1928)


Den jyske
bevægelse
kaldte Johannes
V. Jensen
det vist,
det,
han mente,
at du var
en del af,
og nok var
han klog,
men han
fattede
aldrig,
at du,
hvis du ellers
var kommet
til verden
i Bonn
eller Peking,
var blevet
den samme,
at stjernerne
over Lemvig
nøje lignede
dem over
Dar es-Salaam,
at de hedenske
guder
var Jahve
og Manitou
klædt
i lokale
tekstiler,
at kraften,
du så
i de fygende
sandkorn
ved kysten
og bladenes
årer
og digtenes
gnistrende
kredsløb,
var større
end byskiltet,
flaget
og hudfarven,
du kunne
sagtens
have skrællet
et æble
fra haven
og vist ham
en sol,
men du vidste
velsagtens,
den så
ville blive
fortæret
og ikke blot
spist.



Løven

Leo Mathisen (1906 - 1969)


Der var
mørklagte
ruder
dengang,
der var
togsæt
i rasende
tempo
på vej ud
hinsides
det hele,
et klaviatur
fyldt med
lyse
og sorte
tangenter
at bruge
i flæng
og et grin
som en
detonation
i en
fornem
salon,
en cigar som
et flakkende
nødblus
i munden,
et stateligt
rovdyr
ved dammen,
hvor ænderne
snadrede
løs i det
selvsamme
vand,
som de
sked i,
et vanvid
at sprælle til
længe
før Lennon
og Lydon.



Strøg og strejf

Asger Jorn (1914 - 1973)


1

Jeg kender
det,
Asger,
jeg ved,
hvordan
gågaden
inde
i Silkeborg
altid
er både
for kort
og for lige,
hvordan
der er pris
på det hele
derinde,
specielt
på éns hoved
med alle
de vilde
idéer,
som bare
er fikse
så længe,
de ikke
giver overskud
ovre
i banken,
jeg kender
de køligt
bedømmende
blikke
og hånlige
tilråb,
jeg ved,
hvordan typer
som os,
Asger,
kræver
en by
af den støbning
for rigtigt
at folde
sig ud.


2

Jeg drømte
engang,
at jeg stod
mig dig,
Asger,
ved dammen
og så
på din ælling,
så gul
og monstrøs
og unik
og fantastisk,
den var,
"men den lever
af andemad",
sagde du
til mig:
"Husk dét".


3

Du kaldte
dig selv
Buttadeo,
den evige
vandrer,
og var det
hvad enten
du bankede på
hos mistænksomme
bønder
på egnen,
som ikke
gad eje
dit gnidrede
lort,
eller søgte
om midler
til værket
om nordboens
folkekunst
for at få
afslag
på afslag
og Cobra
forlod du
så snart,
slangen
bed sig
i halen,
selv Helhesten
lagde du
uden
en tåre
i graven
til sidst,
du var
fredløs,
og kun
dine fodspor
i farve
og tanke
og ler,
hvad som helst,
blev med tiden
så tørre,
at de
i det mindste
fandt ro.


4

Man siger,
du malede
Stalingrad,
Asger,
og puttede
mere
og mere på,
når du
med flere års
mellemrum
fandt
maleriet
og fattede
penslen
igen,
men jeg tror,
at du gravede,
Asger,
du skrællede
lag
efter lag
af den sminke,
som dækkede
rædslens
ufattelige
ansigt
og fuldt
bevidst
ikke
blev færdig,
før du
tog afsted.


5

Og dit
fodboldspil,
Asger,
med tre mål
i stedet
for to,
var et glimrende
studie
af orden
i kaos
for din tid,
i dag
prøver alle
at score
og afværge
samtidigt,
fælder
hinanden
på kryds
og tværs
uden
at ænse
at bolden
er væk,
men den
pynter da
på min
reol,
og hvor
måltavler
ruster
i regnen,
og grønsværen
pletter
på tøjet
og lugter
af opløsningsmidler,
vil dig
og mig,
Asger,
en dag
drible rundt
med den
blot for
at revne
af grin.



Strengeleg

Jørgen Ingmann (1925 - 2015)


Det var pop,
og det skulle
det være,
for ingen
fik jakkesæt
gratis
forærende,
dog var
der noget,
som faldt,
når han
tæmmede
guitaren,
Jørgen,
i tåger
af heftig
reverb,
det var
noget,
som røg,
når han sad
i sit
laboratorium
hjemme
i stuen
og klippede det,
som var tørt
og konkret,
op i bidder,
han splejsede
sammen
til nye,
opfindsomme
bånd,
som blev spillet
på halv
og fordoblet
og helt
og aldeles
forskruet
og vanvittig
hastighed,
det var
vel sløret,
han rev
fra de
stivnede øjne,
som indså,
at alt var
en drøm.



Forestilling

Dirch Passer (1926 - 1980)


De lo,
da du
drattede om
der på scenen
i Tivoli
midt i
et nummer,
du ikke
var ganske
tilfreds med
endnu,
du var ikke
Kim Larsen,
i hvert fald,
kun Dirch,
og hvem
Dirch var,
var ikke
et spørgsmål
om hvem,
men om hvad,
en grimasse,
et blik
og et tonefald,
hvad der
kom til dig
af tekster
og ikke
den tekst,
som i dig
blev fortættet
til hoved
og hjerte
og lemmer
og krævede
plads,
hvad den fik,
da lokalet
omsider blev
tavst.



PHoeten da capo

Per Højholt (1928 - 2004)


Sidder
med Højholt
på toget
mod Nivå
og hader det,
han er
begejstret
og taler
med livlige
fagter
om manglende
formål
og hensigt:
"Vi sker",
siger han,
"sker,
og så
går det
derudaf
med sømmet
i bund",
og så
er det,
jeg minder
ham om,
at det faktisk
er sket
med ham,
at det
er slut
med at jage
med Henry
og læse
for fluer
og den slags,
at showet
er helt
og aldeles
finito,
han ler blot
og pudser
sit brilleglas,
venter
på endnu
et tæppefald
gør han,
for fluen
og Henry
og os.



Forekomster

Knud Sørensen (* 1928)


Det pusler
i skellet,
og der er
så Knud,
og han ved,
hvor det
går til,
det samme
gør jeg,
og så står
vi der,
oven på
jorden,
og ser,
hvordan gårde
og huse
slår rødder
og skruer
sig op
af den,
skæbner
bliver formet
af solskin
og rusk,
til de minder
om elme
og graner
og vælter
til sidst,
og vi ser,
det i mangel
af bedre,
er godt,
og så
nikker vi
kort til
hinanden
og skilles,
forsvinder
i hver
vores retning
som skygger
på sne.



Overgang

Dan Turéll (1946 - 1993)


Alting
er blot
en sekvens
af manjana,
et glimt
i en øde
og blæsende
hal, som
med ét
lader én se
præcist dét,
man tror
eksisterer,
en sølvstjernes
blinken
i natten
et sted
over Vangede,
Hondaens
sus ind
i urtågen,
lyset
på Gittes
stolt knejende
nakke
og skyggen
af nogen,
som aldrig
kan dø,
men igen
og igen
tager springet
fra kød
til idé
og tilbage
påny i
et jordskred
af drægtige
hænder.



Det konkrete 

Kirsten Klein (* 1945)


Jeg er ikke
til billeder,
Kirsten,
de er,
hvad de viser,
for linsen
er ude
af stand
til at lyve
om noget,
et dødt
aggregat,
som alene
er til
for at vise
hvor magisk,
det synlige
er,
når det
undslipper
blikket,
men dit
er så skarpt,
at man
pludselig
ser,
hvordan
vand
er granit,
når det kommer
til stykket,
og korn
en slags lys,
som er blevet
organisk,
og alt,
der er til,
rekvisitter
i et
eller andet
enormt
ritual,
som skal
påkalde
nogen,
der hverken
er fra
eller til,
men vil væk,
når du
spænder
din finger.



Rød støj

Annisette Koppel (* 1948)


De var bare,
de fødder,
men skabt
til at træde
på glas,
ikke vandre
på vandet,
og stemmen
var ikke
beregnet
til lovsang,
var nærmere
upløjet
jord til
at bygge på
sammen,
og kroppen
drog gennem
årtier
med kampe
og tab,
og nu
står den
på scenen
som om,
den er
blændværk,
men vasen
med gule
og tæmmede
roser,
der står
bag kulisserne,
venter
på os
og kun
os.



Eksekution 

Lars von Trier (* 1956)


Dit kamera,
mand,
er et gab,
er Leviathan
selv,
det fortærer
enhver,
det for alvor
får øje på,
gerne
i farver
og altid
på nye,
opfindsomme
måder,
og så kan
man tale
om kærlighed,
tro
eller frihed
så tosset,
man vil,
for kun
en ting
er vigtig:
At Kronos
er sulten
og du hans
begejstrede
tjener
os andre
den hujende
pøbel,
som spoler
tilbage
i svimlende
blodrus
og ser det
i slow motion,
giftig
detalje
på giftig
detalje,
og græder
og klapper
fra hvert
vores eget
skafot.



Klovnerier

Tonny Trifolikom (* 1956)


Tonny
Trifolikom
tager en ballon,
og han puster
den op,
og han tager
en ballon,
og han puster
den op,
og han vrider
dem sammen
og tager
en ballon,
og han puster
og vrider,
og bum,
han har lavet
en ægte
giraf,
har han,
Tonny,
den står der
og nipper
fra toppen
af kirsebærtræet
i baghaven,
gør den,
og Tonny
Trifolikom
tager en ballon
og én til
og én til
og en til,
og nu fyldes den,
gaden
i Borum,
med bøfler
og harer
og næsehorn,
himlen
bliver blå
af balloner,
og skyerne
lugter
af gummi,
og armene
hviner
mod kroppene,
Tonny
Trifolikom
danser
i gruset
og leger
med ild,
former flammer
med læberne,
Sine
vil hjem nu,
hun græder,
jeg ler,
den siger bang,
hele verden,
om lidt.



Dæmring

Rune T. Kidde (1957 - 2013)


Rune
er død,
det er
stadigvæk
nat,
da jeg
modtager
beskeden,
og huset
er stille,
og verden
er ditto,
og katten
har puttet sig
ind til mig,
men jeg
kan slet ikke
sove igen,
jeg står op,
laver kaffe
og sætter mig
hen for
at skrive,
at Rune
er død,
det er ikke
fiktion,
det er ikke
et digt,
jeg kan digte,
det står der
og stirrer
mig ned,
og jeg tænker
på Røvjette,
Pulven
og alle
de andre,
hvordan
de har tacklet,
at Rune
er død,
at der ikke
er nogen
i himlen,
at pennen
er tør,
at der bare
er regnen
tilbage,
jeg tænker
på mig,
hvor jeg var
lige nu
uden Røvjette,
Pulven
og alle
de andre
og Rune T. Kidde,
jeg aldrig
fik takket,
fordi
der var nogen
i himlen,
hvordan
også jeg
er et undsluppet
gag fra
et gammelt
og meget
slidt album
af Rune T. Kidde,
jeg åbner
for vinduet,
bilerne
suser,
og selv
er jeg vokset
en side,
mens nat
blev til dag,
det er
lyst nu,
men Rune
er død.



Addi på Assistens

Michael Strunge (1958 - 1986)


Din grav
var så lille,
den lignede
faktisk
et jordlod
som dem,
jeg som barn
lagde selvdøde
solsorteunger
på plads i,
måske
var det dét,
du var,
Michael,
en sangfugl,
der ikke
var klar
til at flyve
endnu
trods
det fact,
at du skrev
mangt og meget
MED STORT
og i drømme
forlængst
havde indtaget
himlen,
for ordene
rystede
under dig
ofte,
men når du
var bedst,
var du virkelig
en verdenssøn
væbnet
med tændsatser,
når du
var værst,
var du bare
en flapper,
som godt nok
var væbnet
med vinger
og skreg
som et barn,
hver gang
ræven
kom nær,
men var ude
af stand til
at lette
for vægten
af Bowie
og Tzara,
Rimbaud
og dit eget
talent,
som var stort,
men bestemt
ikke strømlinet,
og var
der noget,
du lærte mig,
var det,
at sproget
er mere
beslægtet
med bly
end ozon,
at man selv
mindst
skal være
en engel
og gerne
et dyr
for at flygte
fra reden
med held.



Rimets Nestor

Einar Enemark (* 1966)


Da MC Einar
scorede klejner
på sin mikrofon,
kunne skuflerne
ved mufferne
gå på pension,
der var ikke plads
til Beatlesgarn
og hentehår,
vammel libido
fra Sommersko
og sidste år,
der blev kradset
på vinyl og sparket
svedig mås,
sluppet tyre fri
til anarki
fra nok en bås,
farveladerne
på gaderne
var sidste skrig,
og man rystede
sin røv, som om,
man var i krig,
elefanterne
tog over,
da det hele
blev lidt sjovere,
MC Einar
skød til måls
og ramte alt
for ofte over,
men fik kroppen
ud på toppen
med en lille smil,
bliver nu gammel
uden skammel
med den nye stil.



Betragteren

Jakob Ejersbo (1968 - 2004)


Du var
bare
et ansigt
i mængden,
en flygtig
figur
blandt
de andre,
man så,
når det
tjærede
mørke
faldt på
over Aalborg,
og endnu
et glas
med skarntydesaft
tømtes
ved baren
på 1000Fryd
eller måske
Revolution,
og der var
så mange
af slagsen,
som hende,
der stod i
en pornoforretning
til hverdag,
men ellers
var kendt
for at eje
to helt hvide
schæfere,
ingen hånd
mig bekendt
klappede
ustraffet,
eller den
sortklædte gut,
der fik
slebet
to tænder
i munden
så spidse,
at han
kunne kysse
som slangen,
og hende,
der lignede
et stort
tattoo,
men var
rolig nok
ellers,
ja, virkede
sød,
når hun
sad der
i mængden
og bare
var til
som de
færreste,
indtil hun
pludselig
var draget
til Norge
på jagt efter
rigtige
mænd
af den slags,
som,
foruden
at spille
metal,
brændte
stavkirker af,
den var
levende,
byen,
af typer,
man aldrig
helt glemte
og aldrig
helt kendte,
og du var
såmænd
ikke noget
specielt,
mens du
sad der
og så
bag et smil,
som måske
var reelt,
måske syrligt,
et blik,
som man
styrede
ind i
og ud af
igen
uden rigtigt
at mærke det,
før du
en dag
havde gjort
også ens
egen sjæl
til historie.



Den kloge kone

Tina Henneberg (* 1974)


Hun bor der,
hvor kragerne
vender
og flyver
på hovedet,
hvor monstrene
tygger
på landkort
og bøvser
konturer,
i baghaven
vokser der
bønner
på stager
og klynger
af fuldmoden
natskygge,
penslerne
ligger
på bordet
ved siden
af knivene,
arket
og lærredet
vrider
og vånder sig,
blikket
er skarpt,
hånden
sikker,
mens lys
sættes fri.



Blasfemi 

Sort Sol (dannet 1977)


Jeg siger
det gerne:
At opdage jer
var at fødes
igen,
som at komme
fra lys
til et blændende
mørke
og skrige
og lære
at tale
og vandre
i dét,
Peters
guitar
var én stor,
vibrerende
superstreng,
Steens
dybe croon
ikke sang,
men et aum
fra det dybeste
kosmos,
og trommerne
pauker,
som varslede
kamp
og forløsning,
og midt
i det hele
stod Knud
og forvandlede
farver
til lyd,
lyd
til kød,
kød
til kupler
af ild
over askende
byer,
I voksede,
gjorde I,
fra jeres
navne
og håndværk,
blev farlige
indiske
guder,
man tilbad
med pennen
og pillen
og pisken,
ens blod
blot et offer
at bære
til alteret,
I var
de eneste,
der kunne
skænde,
men, drenge,
det gjorde
I godt.



Gartneren

Anders Lauge Meldgaard (* 1980)


Signalet
er klart
uanset,
om maskinen
er billig,
defekt
eller helt
havareret,
om hænderne
fægter
sig frem
eller snubler
i farten,
musik
er musik,
ligesom
frugter
er frugter
og smager
af mest
frisk
fra haven
med ridser
og skimmel
og stød.

fredag den 13. januar 2017

Brændingen

Johannes Jørgensen (1866 - 1956)


Født
blev han
til at
besejle
de syv
oceaner
og smage
på salt,
mærke vinden
i håret
og ikke
én eneste gang
tænke på,
hvor det
kom fra,
det hele,
men hånden
begyndte
at trække
i land,
ind i sproget,
på jagt
efter noget,
som ikke
var blæk,
og så blev han
den rastløse
yndling,
som vandrede
rundt
i forblæste
og regnfulde
nætter,
men hverken
fandt ro
i det sansede
eller
det åndende
tomrum,
hans rytmer
og rim
lod fornemme,
han kaldte
fra Taarnet,
og svaret
var bøger,
latin,
ornamenter
af guld
så massive,
at troen
blev håndfast
som aflad,
ikoner
og vievand,
pludselig
gik han
til Frans
og Birgitta
i stedet
for Brandes
og Byron,
mens vennerne
stødte
på grund,
men hans
bogstaver
brusede
stadig,
da englene
kom.

torsdag den 12. januar 2017

Gennembrud

Georg Brandes (1842 - 1927)


Georg,
åh, Georg,
for helvede da,
der var
fart på dig,
mere end
verden
var bygget til,
andre folk
fedtede rundt
med at sætte
en jernhest
på skinner,
mens du
havde opfundet
warp speed
forlængst
som et middel
til tankernes
fremdrift,
og ude
i grøften
lå døde poeter
og svovlende
præster
og sværmere,
som ville eje
de sjæle,
de påstod
at elske,
selv Gud
fik du påkørt
og dræbt
på din vej
ud mod det,
der var
virkeligt nok
til at stille
din sult,
som det
ensomme
kammer,
din motor brød
sammen i,
før du
var nået
i mål.

onsdag den 11. januar 2017

Strengeleg

Jørgen Ingmann (1925 - 2015)


Det var pop,
og det skulle
det være,
for ingen
fik jakkesæt
gratis
forærende,
dog var
der noget,
som faldt,
når han
tæmmede
guitaren,
Jørgen,
i tåger
af heftig
reverb,
der var
noget,
som røg,
når han sad
i sit
laboratorium
hjemme
i stuen
og klippede det,
som var tørt
og konkret,
op i bidder,
han splejsede
sammen
til nye,
opfindsomme
bånd,
som blev spillet
på halv
og fordoblet
og helt
og aldeles
forskruet
og vanvittig
hastighed,
det var
vel sløret,
han rev
fra de
stivnede øjne,
som indså,
at alt var
en drøm.

tirsdag den 10. januar 2017

Rød støj

Annisette Koppel (* 1948)


De var bare,
de fødder,
men skabt
til at træde
på glas,
ikke vandre
på vandet,
og stemmen
var ikke
beregnet
til lovsang,
var nærmere
upløjet
jord til
at bygge på
sammen,
og kroppen
drog gennem
årtier
med kampe
og tab,
og nu
står den
på scenen
som om,
den er
blændværk,
men vasen
med gule
og tæmmede
roser,
der står
bag kulisserne,
venter
på os
og kun
os.

mandag den 9. januar 2017

Overgang

Dan Turéll (1946 - 1993)


Alting
er blot
en sekvens
af manjana,
et glimt
i en øde
og blæsende
hal, som
med ét
lader én se
præcist dét,
man tror
eksisterer,
en sølvstjernes
blinken
i natten
et sted
over Vangede,
Hondaens
sus ind
i urtågen,
lyset
på Gittes
stolt knejende
nakke
og skyggen
af nogen,
som aldrig
kan dø,
men igen
og igen
tager springet
fra kød
til idé
og tilbage
påny i
et jordskred
af drægtige
hænder.

Dødssejleren

Johannes Ewald (1743 - 1781)


Ewald
har rejst sig
og åbnet
sit vindue,
og udenfor
ligger den,
kysten
ved Rungsted,
og lokker
med lysstrejf,
der passer
perfekt ind
i bladenes
folder,
og græs,
som går lige
til kanten
af sundet,
men aldrig
for langt,
og han aner
en hånd
bag det hele,
en håndværkers
kyndige greb
eller nogens
forsigtige
kærtegn
for mange år
siden,
men der,
hvor han er,
klistrer
sygdommen
fugtigt
til spærrene,
lurer
som mosevand
nede
i bunden
af blækhuset,
jeget tager
vand ind,
hans kald er
at synke
til himmels
med stil.