Værker

Picnic i Hiroshima (Det Poetiske Bureaus Forlag, 2012)


Debutsamlingen fra Steffen baunbæk består af en række beat-influerede digte med et tydeligt dansk - måske endda specifikt jysk - fingeraftryk, der samtidig udgør en lyrisk undersøgelse af digterens opvækst under dels 80'ernes atomkrigsfrygt, dels 90'ernes grunge- og outsider-kultur.

Undervejs bliver bogen også en poetisk hyldest til forfatterens kødelige ophav - og på sin egen, paradoksale facon livet selv.

Del 1 af Hiroshima-trilogien.




Ræven

går derude,
den er ikke
ligesom os,
for den har poter,
den har hale,
den har knurhår,
den er ikke
ligesom os,
den spiser fugle,
har jeg hørt,
den graver huller,
har jeg hørt,
og den er ikke
ligesom os,
og jeg har aldrig
set den, mor,
en anden gud
har skabt den, mor,
lad døren
være ulåst, mor,
for den er solen
også rød
og vinden
kold.


Udgået fra forlaget.


August (PalePoets.com, 2014)


Én digter, ét sommerhus i det vestjyske, én måned og en hel masse ro. Sådan lød opskriften på “August” i al sin enkelhed, og det er der kommet en kort, underfundig samling ud af, der på en til tider tør og rammende, andre gange lettere surrealistisk vis kommer omkring emner som tro, eksistens og natur.









7

Fårene står der og glor,
og du luder ved hegnet i vinden og ligner en nisse, en trold,
bare noget, man ikke vil have her omkring.


Download bogen gratis her.


8600 (Forlaget Rytter, 2015)


8600 er en bittersød hyldest til forfatterens hjemstavn - landsbyen Voel i den daværende Gjern Kommune - før bananen rådnede.

Det indebærer både ud- og hjemlængsel, slagsmål og skolemælk, spillemænd og knallertdrenge, køer og pornoblade, bamser og bønnemøder.

Det er en fortælling på vers om venner, familie og flammer, om rødder, der stikker dybere end jorden, om drøm og utopi versus kontanter og nytteværdi. Det er et syrligt opstød efterfulgt af det dybeste kys.

Det er livet på landet, hvor alt og intet sker på én gang hele tiden.

Salme

Dejlig er jorden,
og dejlig er ploven,
der kløver den.
Dejlig er rugen,
der pibler fra sårene.
Dejlig er køernes
brølen ved truget
og malkemaskinernes
pumpen i skumringen.
Dejlig er fluernes
sus over møddingen.
Dejlig er fjernsynets
summen i stuerne.
Dejlig er knallertens
vræl gennem gaderne,
duften af olie
og lyden af flasker,
der knuses mod asfalten
natten til søndag.
Dejlig er haven
og blæsten i bøgen.
Dejlig er hindbærrets
bristen i munden.
Dejlig er småstenens
gnaven i skoen
og tjørnen,
der holder
de ubudne ude.
Dejlig er gyngernes
slyng op mod solen.
Dejlig er rustvognens
tøffen mod kirken.
Dejlig er røgen
fra graverens pibe,
mens stierne rives
og rives igen.


Bogen bestilles hos forfatteren.


Kvarts (Det Poetiske Bureaus Forlag, 2016)


Altid/ det samme/ trafikuheld, / altid/ den samme/ uendeligt/ langsomme/ opbremsning,/ altid/ den hamrende/ motor,/ der pumper/ benzin/ ud af øjnene

Det er ikke et hvilket som helst trafikuheld, Steffen Baunbæk taler om her i sin tredje digtsamling, Kvarts. Det er livet som et trafikuheld. Det er det det hele handler om. Af forfatteren selv er bogen blevet betegnet som "en gotisk dødsmesse" med henvisning til hans fortid i goth-kulturen, men udtrykket er bredere end som så.

Temaerne i bogen forskyder sig fra det abstrakte til det konkrete: Fra “at rydde op i sit liv” til at rydde op i rodet efter en brandert, fra at ønske man kunne forlade sig selv, til at ønske at et mislykket kæresteforhold kunne holde op uden videre. Det er det liv, der hele tiden må søges og findes.


Her må ikke mere døes.
Vi skal drive gennem åbne døre,
blinde, nøgne, ude af os selv.
Vi skal lytte til hinanden,
intet huske, intet ændre, intet glemme.

Vi skal vaske os i tid
og lade fødder vokse, arme visne,
hjertet sejle ind på plads bag panden.
Vi skal løsne os fra spiralerne
og af dem danne cirkler.
Vi skal intet mere kende.
Vi skal intet mere dø.

Køb bogen her.


Masselinjer (Det Poetiske Bureaus Forlag, 2017)


Egentlig er “Masselinjen” en metode til at lede folket i Mao Tse-tungs politiske filosofi. Det er også titlen på et nummer på Kliches debutalbum Supertanker. Masselinjer er også titlen på Steffen Baunbæks tredje digtsamling på Det Poetiske Bureaus Forlag.

Digtene handler om fremmedgørelse. De tager alle de symboler frem, som den politiske digtning har anvendt i de moderne 1960’ere og 70’ere og vender dem indad mod menneskets egen, teknologisk og materialistisk betingede fremmedgørelse. Selv fremhæver Baunbæk “sort humor, dødelig alvor og ingen alt for skræddersyede ideologiske løsninger” som centralt for bogen.

I hans tolkning er Masselinjen ikke længere den kraft, der skal drive folket frem, men et sted, man er tvunget til at være uden rigtigt at kunne se mulighederne for fællesskab.

En virkelighedsnær dystopi.


Tallene

lyver
med garanti
aldrig,
de er,
hvad de er,
uanset
om man lægger
dem til
eller trækker
dem fra,
man kan dele
dem over
så meget,
man vil, 
og dog
taler de
sandt om
din mening,
din økonomi,
dine vilkår,
den tid,
du forventes
at leve
og være
et ulige
nummer,
man heldigvis
altid
kan gange
med to.

Bestil bogen her.


Distant Early Warning (Emeritus Books, 2019)


I Distant Early Warning, der er del 2 af Baunbæks Hiroshima-trilogi, er fortælleren fra Picnic i Hiroshima nået til midten af livet. Berlinmuren - der prægede opvæksten - er forlængst faldet, og ingen leger længere med den røde knap udover ham selv, der fortsat ikke har tillid til, at ting kan vare, og konstant pirker til sin egen forgængelighed.

Det er fortællingen om en aflyst verdenskrig, der til gengæld er rykket indenbords. Og om en kat, der redder verdener, ved blot at være til.




Distant Early Warning

Endnu et brag
er på vej,
og de hamstrer
bananer
og rugbrød
i Føtex,
de afsikrer vægge
i kældrene,
lader geværer
og folder sig hatte
af sølvpapir.

Jeg står på taget
og smiler,
der sker det,
som skal,
når det skal,
og i rette tid
smider jeg tøjet.


Køb bogen her.


Ground Zero (Emeritus Books, 2020)

Ground zero er sidste bind af den trilogi, Steffen Baunbæk påbegyndte i 2012 med debutsamlingen Picnic i Hiroshima. En meditation over de psykologiske følgevirkninger af en opvækst i atombombens skygge, som de viser sig i henholdsvis ungdommen, voksenlivet og alderdommen.

Med Ground zero er man kommet til livets afsluttende kapitel, hvor nye generationer - stik imod prognoserne - står klar til at tage over med deres digitale dagsordener, og der er rigeligt med tid til at filosofere over revolutioner, som blev aflyst, ambitioner, der viste sig ligegyldige, og teknologiske fremskridt, der som sædvanlig ikke førte lykken med sig. Men også tid til at længes efter foreningen med den endnu frugtbare jord og sin skaber, som måske ikke er af typen, der lytter til bønner og udviser nåde, men trods alt er kommet tættere på end nogensinde før.

Ground zero er historien om en tom sjæl, der alligevel på falderebet folder sig ud for at modtage lyset. Og ender med at sætte frø.


Jisei

Husk,
at jeg prøvede.
Husk,
at jeg næsten var den,
som jeg var.
Husk,
jeg sådan omtrent
fik bedrevet de ting,
jeg var født til,
og faktisk var tæt
på at være
den kærlighed værd,
som jeg fik.
Husk,
jeg bad mine bønner
for andre,
men sjældent mig selv,
der fortjente hvert hug,
jeg blev tildelt,
og husk,
at jeg ikke var glad
for buketter,
men helst blot
lod blomsterne gro,
hvor de stod.
Husk,
jeg prøvede.
Husk,
at jeg opgav til sidst.
Nogen måtte,
så verden
blev stor nok
til dig.


Køb bogen her.


Når dæmningen sprænger (Books on Demand, 2021)



En opsamling af tekster, som i årene 2010 - 19 blev publiceret her på siden, da den fungerede som blog, men aldrig fandt deres hjem andre steder.

Ligger stilistisk og tematisk i direkte forlængelse af Hiroshima-trilogien med beat-orienterede, ofte meget rytmiske forløb, men kan også læses som et selvstændigt værk om opvækst, kærlighed og undergang.

Trykt i et eksklusivt på 24 eksemplarer med henblik på privat salg.



Tivoli kom,


og med ét
var den sumpede eng
syd for byen
et ælte
af fadøl og bræk,
nogle skød
efter skiver
og ramte forbi,
andre åbnede lodder
og tabte
og købte
en ny håndfuld nitter,
vi kørte
i radiobiler
og lo,
da vi ramte
en mur.


Picnic i Hiroshima Redux (Emeritus Books, 2021)


Efter udsendelsen af de to efterfølgende bind i Hiroshima-trilogien virkede det relevant at gentænke første bind, der oprindeligt var sat sammen med henblik på at demonstrere alt, forfatteren kunne på det tidspunkt, og ikke tog højde for efterfølgere. Visse digte røg helt ud, andre blev flyttet til en ny position i Ground zero, og det resterende materiale blev organisereret igen fra bunden. Resultatet blev en redux-version af Picnic i Hiroshima, der fremstår som både strammere og stærkere end originalen. 






Far vasker bil

Far vasker bil.
Far har sæbe
i spanden
og klude
og svampe
og voks
i en dåse
ved siden af.
Far vasker bil,
fjerner flager
af salt
over hjulene,
aftørrer døde
insekter
og pletter
af blod
på den dampende
motorhjelm.
Far vasker bil,
huset brænder
og træerne visner
i skoven
og omme
i baghaven.
Far vasker bil,
der er sol
gennem regn,
og jeg står der
og kigger på far,
og han
vasker.


Køb bogen her


Digterens hus (Aurora, 2022)

Ved siden af en række frit versificerede samlinger producerede forfatteren i årene 2010 - 2021 også en række rimede, metrisk faste tekster med henblik på et bind, som skulle demonstrere, at kontemporær poesi også - lig den bedste hip hop-lyrik - kunne bygge videre på tidligere tiders faste former. Problemet var at finde et forlag, som ville stille op til at udsende den type materiale, men med Aurora - drevet af Tommy Flugt og Alice Faber, som begge havde en fortid i Røde Mor - lykkedes det. Og eftersom netop dette kunstnerkollektiv var en væsentlig del af Baunbæks tidlige, kulturelle dannelse, følte han sig specielt beæret over at få lov til at udkomme der.

Bogen falder i tre dele. Den første rummer almene betragtninger om livet, døden, kærligheden og samfundet. Den anden består af en slags børnerim med meget voksne pointer. Tredje del former sig som en kunstnerisk overflyvning af terrænet. Undervejs bliver der plads til både selvmorderiske cyklister, børnevenlige rockere og Bob Dylan, ligesom der bydes på en gendigtning af Slapp Happy-klassikeren "Scarred for life" fra 1997.

Meditation

Vi finder på.
Vi finder sted.
Vi læsser af.
Vi tager med.

Vi giver los.
Vi giver op.
Vi siger til.
Vi siger stop.

Vi kværner løs.
Vi klapper i.
Vi tager til fest.
Vi går i hi.

Vi spilder tid.
Vi bruger døgn.
Vi holder ord.
Vi vil have løgn.

Vi går på knæ.
Vi piller ned.
Vi trækker blank.
Vi ønsker fred.

Vi kommer ind.
Vi vandrer ud.
Vi tror på Ohm.
Vi beder til gud.

Bogen, der koster 150 kroner inkl. porto, kan anskaffes direkte fra Aurora, Kastrupvej 31, 4300 Holbæk, eller ved at give besked til Tommy Flugt på tlf. 51265643. Herefter vil han guide dig gennem resten af bestillingsprocessen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.