FAQ


Hvornår startede du med at skrive?

Har svært ved at skelne det at få sprog fra det at skrive. Tror, tingene kom til mig på samme tid. I hvert fald havde jeg allerede før, jeg kom i skole og lærte at stave, fundet på en lang historie ved navn "Mig og ræven", som jeg for et par år siden vævede lidt af ind i en slags romanmanuskript, der ser dagens lys som bog på et tidspunkt. Som 10-årig begyndte jeg at skrive sangtekster på ufatteligt dårligt engelsk. I 1988 så en klasselærer nogle af dem og foreslog, at jeg lavede dem om til digte på dansk. Det gjorde jeg så, og efterhånden kom der nye ting til, hvor jeg begyndte at lege mere bevidst med formsproget. Så forfatteren Steffen Baunbæk har eksisteret lige så længe, som jeg har, men digteren kom til i oktober '88.


Hvor henter du inspiration?

Alle mulige steder fra. Det kan være et ord, jeg falder over en dag og bare MÅ bruge i et digt. Det kan være et minde, som dukker op fra underbevidstheden. Det kan være nyhederne eller vejret lige så vel som et eller andet tungt, teoretisk værk, jeg lige har læst. Musik bruger jeg også en del. Har været passioneret pladesamler, siden jeg var 10 år gammel, og kigger man efter, er mine bøger fulde af referencer til den side af kunsten.


Hvad gør du, hvis du ikke føler dig inspireret?

Jeg skriver. Simpelthen. Uanset vind og vejr, uanset om det er jul eller nytår, skal der noget ned på papiret hver dag. Det behøver ikke at være genialt, men det skal være der. Min erfaring er, at skriver man på såkaldt inspiration, går der lang tid imellem, der kommer noget. Og når der så gør, kommer det typisk i form af en slags krampetrækning, hvor teksterne myldrer ud, men man ikke får styr på formen før hen mod slutningen, fordi maskineriet har nået at blive rustent siden sidst. Nej, så hellere skrive noget - godt eller skidt - hver dag. Så holder man formen ved lige. Og typisk ender man trods alt også med at få et eller andet inspireret ned hver gang, man sætter pen til papir.


Hvornår ved du, om et digt er blevet godt?

Det ved jeg i reglen med det samme. Hvis pengene passer - hvis der ikke er løse ender eller noget, der stikker udenfor - og jeg har fået fat i en eller anden essens, er digtet som udgangspunkt vellykket. Men vellykket er ikke lig fantastisk. Når man rammer noget, som er det, er man slet ikke i tvivl. Så kan man leve højt på dét resten af ugen. Det er langt hen ad vejen derfor, man skriver: For at få det der rush over at have lavet noget, som ikke bare er godt nok, men stort. Meget større end det, man har puttet ind i det.


Det lyder næsten religiøst?

Jamen jeg ER religiøs. Ikke i en kristen forstand. Nærmere en panteistisk og meget østlig. Og jeg hader dogmatik uanset trosretningen. Men jeg ved, der er noget, som er større end mig, og at det virker gennem mig, når jeg skriver. Jeg anser ikke mig selv for at være et geni i romantisk forstand - en eller anden slags sendebud fra himlen. Jeg er sproghåndværker. Men hvad det end er, som har skabt mig - og det er jeg overbevist om, at ikke nogen, men noget har - bliver jeg et med det i skriveprocessen.


Hvorfor lige digte?

Fordi jeg har svært ved at skrive længere prosaforløb. Ikke teknisk: Jeg kan være en glimrende fortæller, når det slår mig. Men jeg har svært ved at forelske mig i den slags detaljer, romanforfattere sikkert bør: Miljøbeskrivelser, opdigtede personers psykologi, enormt samfundsrelevante tematikker. Jeg vil bevidst eller ubevidst gerne frem til essensen i en fart, og så er det altså svært at skrive mere end 5-6 siders prosa uden at gå kold. Desuden har jeg en tendens til at gennemskue, hvordan en historie ender, før jeg har skrevet den. Og så er det altså surt at få den ned på papir. At skrive skal gerne være en opdagelsesrejse, ikke en forbandet pligt.


Kan du leve af at skrive?

Lægger man alt det sammen, jeg har tjent på 28 års skrivning, ville jeg sikkert kunne leve én måned for det. Med mindre man virkelig spiller spillet og sætter en ære i at give folk, hvad de vil have, er der ingen penge i litteratur. Og slet ikke i digtning. Jeg har været så heldig, at alle mine bøger indtil videre har givet overskud, men der er glimrende forfattere derude, som i praksis sætter penge til hver gang, de udsender noget. Man skal skrive, fordi man ikke kan lade være.


Kan man lære at skrive?

Bestemt. Måske ikke at skrive godt, for jeg tror, man skal have specielle anlæg med sig, hvis man skal ud over det middelmådige. Men læser og skriver man meget, er jeg sikker på, man godt kan opøve et vist mesterskab. Hvilket det i øvrigt er min overbevisning, at man selv bør gøre. Jeg ved godt, der er forfatterskoler af enhver slags derude efterhånden, og jeg kan ikke udelukke, de kan være meget inspirerende. Men specielt på den officielle af slagsen synes jeg, der foregår en vis ensretning. Den er lidt af en pølsemaskine, hvor de undervisere, som nu engang er oppe i tiden, for det første udvælger talenter efter deres egne lidt tilfældige kvalitetskriterier, for det andet skoler dem i bestemte måder at skrive og tænke på. Ensretning er al god litteraturs fjende. Nej, lær det selv. Og kun hvis du virkelig føler dig som forfatter. For det er noget, man ved, man er. Er man i tvivl, er der næppe noget om det. Og så hjælper hverken de bedste papirer eller det flotteste sprog.


Hvor lang tid tager det dig at skrive en bog?

Det er meget sjældent, jeg kan gøre det op på den måde. Et par af mine udgivelser var jeg en måneds tid om at få ned på papiret - August og Masselinjer, der begge to kom til mig i en raptus - men for det meste tager det mig år at få en bog færdig. Jeg skriver, og hen ad vejen samler der sig så temaer eller metoder. Ofte flere på samme tid. Når jeg så begynder at kunne mærke, at emnet eller måden at skrive på er ved at være udtømt, kigger jeg på, hvad der er, og stykker et råmanus sammen. Det lader jeg så ligge lidt, før jeg tager de virkelig kyniske briller på og begynder at slette, indtil der er et klart forløb. Det kan godt være en rådden affære, for det er ikke altid, at det er det bedste udvalg af tekster, der står tilbage. Men det er dem, bogen kalder på, efterhånden som jeg finder ud af, hvad den vil med sig selv.  Når den så er antaget, er der altid noget, jeg får lyst til at fjerne, erstatte eller revidere på falderebet. Og alt det der tager tid. 8600 tog 12 år fra de første ord blev skrevet, indtil jeg stod med den færdige bog. Et af de manuskripter, jeg roder med nu, har ting med fra perioden 1988 - 2017. Et spænd på næsten 30 år. Det korte af det lange er, at det sjældent er en lineær proces for mig at skrive en bog. Det er noget, der kan trække op over mange år, mens jeg arbejder med alt muligt andet. Og når den så endelig tager form, kan processen sammenlignes med at hugge i sten: Man hakker og pudser, indtil man har den bedste skulptur, man kunne få ud af dén blok.


Har du meget i gemmerne?

16-17 manuskripter, jeg betragter som mere eller mindre færdige. Nogle af dem bliver måske aldrig til bøger. Der er dem, som har ligget i 7-8 år, og jeg nu føler mig meget fjern fra. Der er andre, som jeg ved, jeg skal kigge grundigt på igen, før jeg sender dem afsted til et forlag, fordi der er lige i underkanten af tyngde og substans. Men der er 16-17 projekter, og ingen af dem er mig ligegyldige. Jeg håber, at den rette tid og det rette sted vil melde sig for dem alle.


Vil du betegne det, du skriver, som knækprosa?

For mig er knækprosa noget, som hører 1970'erne til. Hører til en generation, som havde mere på hjerte, end den havde teknik. Selvom jeg forsøger at udtrykke mig i et sprog, som ikke er ekskluderende - jeg har den holdning, at man ikke bør mudre sine vande for at få dem til at synes så meget desto dybere - ved jeg altså godt, hvad jeg laver. Og det er mere raffineret end som så. Jeg anvender f.eks. stort set altid en fast, metrisk funderet rytmik, for det af teoretiske grunde er vigtigt for mig, at man kan fornemme flowet i teksten. På papir kan den overfladisk set ligne knækprosa, fordi teksterne bliver lange, slanke og opbrudte. Men det er af praktiske grunde: Når jeg står på en scene og skal læse op, falder ordene mig mere naturlige, når de står på den måde. Så det gør de også på bogsiderne. Digte skal - også - høres og bruges. Men hold kæft, hvor er det ofte blevet misforstået. Var med i en antologi på et tidspunkt, hvor jeg ikke engang kunne forklare redaktørerne, at der var den der rytmik i tingene. Med det resultat, at de rettede, som det passede dem, og ødelagde teksterne så meget, at jeg måtte trække alle mine bidrag minus et par stykker, jeg også burde have nægtet dem at arbejde videre med. Folk er tit så forelskede i bogsiderne, at de glemmer, hvordan tekster lyder. Så meget sagt gør jeg nogen gange en pointe ud af at ikke arbejde metrisk. I de tilfælde vil jeg dog hellere tale om frie vers end knækprosa, fordi materialet så i reglen trækker i en mere indlysende kernemodernistisk retning. Nej, lad 70'erne beholde den strømning.


Det lyder som om, du er meget teoretisk funderet i det, du laver?

Både og. Jeg har ikke studeret litteratur i seks år og skrevet speciale om poetik uden grund. Og jeg må sgu tilstå, at jeg bliver olm, når jeg bliver konfronteret med den der typiske holdning til forfattere som nogle sindsforvirrede stakler, der ikke aner, hvad de laver. For så vidt, som man kan vide, hvad man laver, når man skriver et digt - man skal da helst tappe ind i nogle lag, hvor man selv kommer på gyngende grund - ved jeg lige præcis, hvad jeg har gang i. Jeg kan min nykritik, min strukturalisme, min modernistiske teori. Hvis folk siger Derrida til mig, ved jeg godt, at det ikke er en ret med frølår. Og jeg tænker i poetik, når jeg skriver. Dels fordi det kan være med til at bringe en skriveproces videre, dels fordi jeg er forfængelig nok til, at jeg til enhver tid gerne vil være i stand til at forklare det, jeg skaber, til bunds, hvis nogen en dag er skarpt og virkelig går mig på klingen. Men et digt er en levende ting, og jeg har ikke lyst til at skrive for at demonstrere alt det, jeg ved. Jeg har lyst til at tage al den teori, som på papir kan blive meget abstrakt, og give den en form, som er umiddelbart forståelig for alle, der vil  forstå. Er født med en vis afsmag for magtsprog, og det finder man i meget høj grad på universitetet og i visse litterære cirkler. Da jeg studerede, følte jeg også en klar antipati  over for dem, der forsøgte at gemme umiddelbart forståelige begreber bag raffinerede fremmedord, der ene og alene havde til formål at hægte dem, som ikke var inde i jargonen, af. Det samme bilder jeg mig ind, at man ser i det, jeg skriver. At teorien er i orden, hvis man tjekker efter, men aldrig på en selvsmagende måde. Kan jeg ikke læse et digt op der, hvor jeg kommer fra, så folk får noget ud af det alligevel, er det ikke godt nok skrevet. Det er der, mesterskabet viser sig, hvis man spørger mig: Når man er ude over faconerne og formår at gøre det abstrakte alment tilgængeligt.


Hvad er din største personlige succes?

Min største personlige succes var nok at holde reception for 8600 i Voel Forsamlingshus. Ikke nok med, at jeg synes, den bog er meget vellykket: Det var Voel, min hjemby, den handlede om. Og for dem, som ikke kender den, kan jeg sige, at den ikke har naturligt anlæg for poesi. Det er en typisk soveby med rødder i landbruget, og det, som ikke kan gøres op i penge, har traditionelt ikke den store værdi derude. Men der var alligevel mødt noget lignende 100 mennesker op for at se mig præsentere den bog, og der stod jeg så og læste op for persongalleriet. Det var vildt. Det var rørende. Det var meget, meget tilfredsstillende.


Der snakkes meget om generationer inden for lyrik. Hvilken synes du, du hører til?

Det er længe siden, jeg har defineret mig selv på den måde. I starten så jeg meget gerne mig selv som en del af 80'er-generationen: Som en forlængelse af Strunge, Søren Ulrik Thomsen og den slags folk. I 90'erne var jeg også i en vis periode meget optaget af hele det postmoderne trip, som kendetegnede den tid. Men der, hvor jeg er nu, har jeg svært ved at adskille det, jeg laver, fra det, Sophus Claussen lavede i 1890'erne. Eller for den sags skyld det, jeg hører 18-årige optræde med ude på scenerne for tiden. Jeg er fra før Murens fald, det fornemmer jeg på mange områder. Der hænger en eller anden slags dommedagsbevidsthed over i det, jeg skriver, som helt unge forfattere nok kan have svært ved at relatere til. På den måde kan jeg måske nok tidsfæstes en smule. Jeg ville nok ikke skrive det, jeg gør, hvis jeg ikke var vokset op under en atomsky. Men hvad min generation så end var for en størrelse engang, føler jeg ikke noget tilhørsforhold til den længere. Det gør jeg til gengæld til enkeltpersoner. Problemet er bare, at mine valgslægtskaber omfatter folk, som er alt fra 20 til 80 år gamle. Så er dét en generation, er det en temmelig speciel en af slagsen, må man sige. Nej, skråt op med det begreb. Jeg skriver, hvad jeg skriver. Til enhver tid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar