Interview

Den kroniske reaktion 
- et Q&A med Steffen Baunbæk 

Simon Hesselager Johansen anmelder hård rock i forskellige afskygninger hos Metalized, ligesom han begår sig som boganmelder hos bl.a. Den Smalle Bog. Dertil arbejder han med marketing hos Det Poetiske Bureaus Forlag og har udstillet sci-fi-inspireret billedkunst ved flere lejligheder. 

I sensommeren 2020 sendte han en række spørgsmål til Steffen Baunbæk, der i bred forstand forsøgte at komme omkring forfatterskabets udvikling og intentioner. Det kom der denne korrespondance ud af.





Hvad motiverede dig til at begynde at skrive poesi?
 

Det konkrete svar er, at jeg begyndte at skrive sangtekster på engelsk som teenager, men ikke havde et band at fremføre dem med. Jeg havde så en klasselærer, der åbenbart syntes, at de var gode. I hvert fald opfordrede hun mig til at omforme dem til digte på dansk. Det gav mening. Det krævede ikke samme setup at komme ud med ordene på den måde, og jeg var ivrig efter at blive kendt i en fart. I den version af historien er motivationen klar: At blive set. Hvilket sikkert kommer af at have været mobbeoffer i den tidlige del af skoletiden: Det handlede om at overtrumfe røvhullerne ved at vise format. 

Men der er en anden og mere abstrakt udgave, for inden da havde jeg digtet historier lige så langt tilbage, som jeg kan huske, og kigger jeg bagud i familiehistorien, har der altid været nogen, som skrev eller havde et tæt forhold til litteratur. Min far skriver for sjov, min farbror har lavet satiriske vers til lokalaviser, min farfar var en ørn til at lave lejlighedssange, min oldefar efterlod sig et kladdehæfte med nogle smådigte i. Og den standser ikke der. Jeg har tekster tilbage fra 1800- og 1700-tallet, som er skrevet af slægtninge. Så skriften løber på en eller anden måde i blodet. 

Måske er det min opgave at forløse noget, der altid har været på vej. 

Hvordan har din skrivestil ændret sig rent teknisk? 

Ganske drastisk. Jeg startede i slipstrømmen af 80’er-lyrikken med den optagelse af træk fra ekspressionisme og surrealisme, der lå i den. I 90’erne tog skriftsmodernistiske træk mere over. Men i 1999 havde jeg en livskrise, der en overgang var ved at få mig til helt at opgive poesien. Da jeg opdagede, at den ikke desto mindre ville mig noget, smed jeg en masse overleveret gods overbord for i højere grad at lade skriften selv fortælle mig, hvor den ville hen. 

Siden da har jeg skrevet rytmiske ting, arytmiske, opklippede tekster, haikudigte, rimede forløb, you name it. Og det måske vigtigste: Ting, der ikke har nogen umiddelbare forbilleder. Intet er sui generis, men i de senere år har jeg lavet tekster, hvor jeg både filosofisk og formmæssigt har tænkt: Enten synes folk, jeg er blevet fuldstændigt vanvittig, når de læser det her, eller også vil de mene, jeg er nyskabende.  

Det er en meget privilegeret situation at stå i som forfatter, synes jeg. De fleste kommer aldrig videre end til at overtage en ramme, der på forhånd eksisterer, og – hvis de er gode – fylde den originalt ud. Men jeg har virkelig fornemmelsen af at være på vej ind i det allerhelligste, hvor jeg ikke engang selv har en anelse om, hvad der vil ske. 

Meget af det stof, jeg her snakker om, er dog ikke udkommet endnu. Projekterne står i kø. 

Hvordan har de gennemgående temaer i din poesi både skiftet og den dybere bagvedliggende filosofi ændret sig? 

I virkeligheden bygger hele forløbet på en altgennemtrængende intethedsoplevelse, jeg havde som femtenårig, hvor det var som om, at der blev trukket et tæppe fra mine øjne, og de fleste af de værdier og vaneforestillinger, jeg indtil da havde haft, viste sig at være det rene blændværk. Alt efterfølgende har været et forsøg på at bearbejde den erkendelse. Så der løber en eksistentiel grundtematik gennem det, jeg har lavet. 

Men selvfølgelig har jeg været igennem nogle filosofiske faser: Buddhisme, Zen, taoisme, romantik, hermetisme. Førhen arbejdede jeg måske mere specifikt i perioder, hvor jeg fordybede mig i den ene eller anden tankegang. I dag prøver jeg at spotte mønstret bagved det hele: At slutte mig frem til en grundlæggende metafysik, der går bag om kulturer, dogmer og traditioner. Med skriften som ledetråd. Det er vigtig for mig at understrege, at det er den vej rundt. Ordene er ofte klogere, end jeg er. 

Når du går tilbage og kigger på dine gamle digte, er der så nogle ting som du er utilfredse med? Hvilke ting vil du sige, du er blevet bedre til? 
 
Hvis du tænker på den helt tidlige del af min produktion, hvoraf rigtigt meget aldrig landede på tryk, så ja. I starten af 90’erne havde jeg den her mærkelige tese om, at hvis bare man overophedede sproget nok, ville det krakelere og slippe en anden, vildere virkelighed ud. En utopisk længsel af en slags, jeg også har kunnet spotte hos folk som Strunge og Rimbaud, men som jeg egentlig også synes, at flere i den såkaldte ”generation etik” lægger sig i slipstrømmen af, når de begår hærværk mod hverdagssproget ved at deformere ordforrådet og scramble syntaksen. Det er som om de tror, at en anden og bedre verden opstår, hvis man bare fucker formerne tilstrækkeligt op. Der er vist endda flere af dem, der betragter det som en aktivt revolutionær handling. Men se på Rimbaud, der opgav litteraturen for at blive slavehandler, eller Strunge, der begik selvmord, da utopien fejlede. 

Selv lavede jeg et frygteligt, men på sin vis originalt manuskript tilbage i 1996, der hed Den mytologiske morgen, hvor opbygningerne var blevet så tunge – og betydningerne i teksterne så obskure – at jeg til sidst end ikke selv vidste, hvad jeg skrev om. Men jeg fik drevet den der tendens helt ud i ekstremerne, og så burde alt jo have været godt. Men da det sidste punktum var sat, havde jeg stadigvæk ingen penge til bussen og nul kæreste. Så meget for dén utopi. 

Siden da var projektet længe at kommunikere så præcist, men samtidig subtilt, som muligt. Man er nødt til at tage udgangspunkt i det, sproget KAN – nemlig at overføre information mellem bevidstheder – og prøve at smugle sine egne, skumle agendaer ind i det framework. Det rum befinder jeg mig stadig i med Hiroshima-trilogien, hvor tingene sjældent bliver så udsøgte og kunstlede, at de ikke ville kunne læses op i et forsamlingshus, selvom mange sikkert ville få kaffen og sukkerkringlen galt i halsen over indholdet. Højdepunktet på den rejse var dog nok 8600, der kunne have været en regulær folkebog, hvis den var udkommet på et større forlag. Den fik jeg en rigtig fin respons på - også fra folk, som ikke selv troede, de kunne læse eller forstå lyrik. 

Hagen ved at arbejde på den måde er dog, at man ender med at kede sig selv. For et par år siden valgte jeg bevidst at brænde studiet ned til grunden – droppe metrikken og skide det prosanære et stykke – for nu at befinde mig i en position, hvor mange nok finder mig ”svær” igen. Men det var nødvendigt for mig at tage et nyt avantgardistisk syrebad, hvis jeg skulle overleve som kunstner. Når man kan sit håndværk i søvne, skal man enten finde sig et nyt eller smide en bombe. Jeg valgte det sidste, og så må det valg følge mig hen, hvor det vil. 

Men jeg synes – uden at tage afstand fra resultaterne af de gamle rutiner – at jeg skriver mit livs mærkeligste, vildeste og bedste tekster lige nu. 

Du har meldt ud, at den planlagte genudgivelse af Picnic i Hiroshima ikke kommer til at indeholde nøjagtig de samme digte som førsteudgaven fra 2012? 

At jeg har lavet en redux-udgave af Picnic i Hiroshima har ikke noget at gøre med kvaliteten af teksterne i den oprindelige bog. Men da jeg lavede den, vidste jeg faktisk ikke, om jeg nogen sinde ville komme til at udgive andre bøger, så jeg havde travlt med at demonstrere lidt af alt det, jeg kunne som digter, i ét bind. Efterhånden som det gik op for mig, at jeg havde bidt mig fast, og at det i virkeligheden var en trilogi, jeg var i gang med at skrive, syntes jeg dog, at der var tekster, som hørte mere naturligt til andre steder i projektet. Læg så det til, at jeg syntes, der var et par løse eller gentagende passager i originaludgaven, og der var en rimelig grund til at blande kortene igen, hvis jeg fik muligheden. Og det gjorde jeg så. 

Det er ikke grundlæggende en anden bog, man får i redux-versionen, men et noget skarpere værk, der zoomer ind på oplevelser og stemninger fra barndom og ungdom. De andre livsaldre kan man læse om i henholdsvis Distant early warning og Ground zero. 
  
Der gik meget lang tid fra, du begyndte at skrive poesi, til at du fik din første professionelt trykte digtsamling udgivet, nemlig Picnic i Hiroshima. Alle siden er udkommer på små og specialiserede forlag såsom Det Poetiske Bureau, Emeritus eller Rytter. Hvor meget af det skyldes, at du ikke har været tilfreds med dine tidlige digte nok til at ville udgive dem, hvor meget at det har været svært at finde forlag, som syntes de var værd at bruge tid og ressourcer på, og hvor meget skyldes udfordringerne med at få en større, sammenhængende helhed ud af en digtsamling? 

Ja, jeg begyndte at skrive digte i 1988 og debuterede i 1992. Med seks tekster skrevet i ’90, for at det ikke skal være løgn. 
 
At jeg ikke blev det store, hvide håb som teenager skyldtes helt afgjort, at jeg ikke var moden nok. I de år sendte jeg i alt tre manuskripter ind til Borgen, og de kom tilbage med den ganske rimelige bedømmelse, at kvaliteten var for spredt endnu. Men det var i de år, hvor Hans-Henrik Schwab var redaktør der, og selvom jeg selvfølgelig blev skuffet over, at toget ikke bare kørte, må jeg sige, at jeg i bakspejlet er taknemmelig over den respons, jeg fik fra den kant. Man fik ikke bare et afslag. De tog sig tid til at fremhæve de ting, der var gode, og definere nogle områder, man med fordel kunne arbejde videre på. Da vi nåede til Den mytologiske morgen, fulgte der endda en to sider lang konsulentudtalelse med. Virkelig en gave, hvis jeg i situationen havde magtet at anskue den sådan. Det var også ham, som sad på Lindhardt & Ringhof, da jeg i 1998 sendte manuskriptet skud – som jeg senere selv har udgivet i form af et limited edition bogobjekt – ind. Og det ville de i princippet gerne have haft, men udgivelsesplanen var fyldt en rum tid frem, så de valgte alligevel at returnere det. Det var en bitter omgang lige ved og næsten, der faktisk fik mig til at opgive offensiver på den front i de næste 10 år. Men det var ikke hans eller forlagets skyld. Det var bare mig, som var kørt sur i mine egne ambitioner, tror jeg. 

Men skud er jeg sådan set tilfreds med. Var den udkommet dengang, kunne jeg godt stå på mål for den i dag, selvom tonen måske var lidt til den højholtske side. Men de ting, der kom før… Var alt det stof igennem for nylig, fordi jeg arbejder på en 30 års jubilæumsbog, som skal udkomme i 2022, og der var såre lidt fra de første otte år, som fandt nåde for mit kritiske blik. Jeg kunne lige se for mig, at jeg var bogdebuteret i 1992 og blevet udråbt til generationens stemme i en fase af mit liv, hvor alt for lidt hang sammen endnu. Jeg er ærligt talt glad for, at jeg blev sparet for den oplevelse. 

Efter det skete der ikke så meget før 2009. I den tid arbejdede jeg som skribent og medredaktør for Musiktidsskriftet Geiger, og man kan godt sige, at jeg fik mine mest presserende behov for kunst og skrift dækket i den forbindelse. Først i ’08 begyndte jeg at spørge mig selv om, hvad jeg kunne have drevet det til med poesien, hvis jeg ikke havde været så hurtig til at give op, og der lå en større stak mærkelige ting i skufferne, jeg havde skrevet i de mellemliggende år, som jeg forsigtigt tog ud for at lufte på scenerne. Det var fandeme et leap of faith, for jeg anede ikke, hvor jeg befandt mig længere – om der i det hele taget var nogen, som forstod det, jeg nørklede med. Men det var der. Jeg fik kontakt med Det Poetiske Bureaus Forlag, fordi jeg kom i Griffenfeldsgade som stamgæst, og fik dem til at antage et manus ved navn Favne, hvis jeg selv kunne skaffe penge til trykningen. Men det kunne jeg ikke, så der skulle gå nok tre år, før Picnic i Hiroshima meldte sig. 

Siden da har jeg ikke været voldsomt meget ude for at shoppe omkring. Jeg har været omkring Ekbatana, som roste manuskriptet i høje toner, men ikke mente, at jeg passede ind i profilen, hvilket var fair nok. Jeg har været omkring Gyldendal med Land & folk – et monstrøst projekt på dengang over 1000 sider, som jeg godt vidste, man enten ville juble over eller give op overfor. De gav op. Hvilket også var fair nok. Jeg har siden selv redigeret kraftigt ned i det, jeg indleverede. Med dem har man så bare den fornemmelse, at hvis et i forvejen anerkendt navn kradser en halv sides løse idéer ned på en serviet i en rødvinsbrandert, kommer der en bog ud af det, mens folk udefra, der vitterligt har gjort sig umage, skal aflevere alting mere end grydeklart for at få en fod indenfor. Men det er en helt anden snak.  

Ellers har jeg kun sendt ind til henholdsvis Bureauet og senere Emeritus, der begge har været stabile partnere gennem flere projekter. Jeg har godt kunnet savne den højere grad af eksponering, som følger med at udkomme på et stort forlag med masser af netværk og store reklamebudgetter – det skal ikke være en hemmelighed, for jeg føler, at det, jeg laver, ville sælge langt bedre, hvis folk i det hele taget vidste, at det fandtes – men selvbestemmelsen er også vigtig. Begge steder er kontrakterne absolut fair, ligesom man kan tale civiliseret om de kunstneriske sider af sagen. Så helt utilfreds er jeg alligevel heller ikke over den måde, det har kørt på, og jeg har mødt mange dejlige mennesker undervejs. 

At komponere et manus… Sidst, jeg for alvor havde problemer med det, var vist i forbindelse med Den mytologiske morgen, der blev redigeret om 40-50 gange og alligevel aldrig fandt sin rette form. Det er bare at gribe fast i et forløb eller en associationsrække, så kører bussen. Men jeg er med alderen blevet mere opmærksom på ikke at putte fyldstof ind. Der er altid nogle darlings, som skal slås ihjel. 
 
Hvordan får du forarbejdet hver digtsamling til noget sammenhængende? Starter du med et tema, du gerne vil skrive en digtsamling om som rød tråd? Jeg forestiller mig at det var været tilfældet med 8600, der jo har din opvækst i Voel og Silkeborg-egnen overordnet som tema, eller Distant Early Warning, der er skrevet som efterfølger til Picnic i Hiroshima… Eller sorterer du de digte, du skriver, alt efter hvilke af de gennemgående faste temaer i dit forfatterskab, de passer ind i? 

Det er forskelligt fra gang til gang. Jeg har aldrig sat mig ned med en disposition, jeg slavisk skulle følge. Det kan jeg slet ikke: Jeg ville meget hurtigt miste interessen for at fylde punkterne ud. Men cirka halvdelen af mine bøger er opstået ud fra overordnede idéer, mens resten er blevet til ved at kigge i tematiske eller stilistiske bunker og vælge ud. 8600 var rigtigt nok en af de mere ”udtænkte”. Men kun på den måde, at min tid i Voel nu engang havde et bestemt forløb. Ellers skrev og skrev jeg, indtil emnet ligesom var udtømt. Flere af motiverne i flere udformninger, så jeg kunne udvælge den bedste. 

Masselinjer opstod faktisk også på den måde, men var en meget mere koncentreret proces: Jeg var brændt så meget sammen over højredrejningen i samfundet, at jeg bare rensede galde ud. Og den bedste galde endte så i bogen, kan man sige. August, der blev lavet som onlineudgivelse, skrev jeg på en uge, mens jeg var i sommerhus i Stenbjerg oppe i Thy, og det var så rammen om dét projekt. Men som du nok kan se, har det ikke i nogen af tilfældene været stålsatte koncepter: Bare løst definerede områder med masser af rum til spontane indfald. 

Kvarts og Hiroshima-trilogien, derimod, startede bare som tematiske bunker. ”Dødsdigte” kaldte jeg en, ”Beatdigte” en anden. Og teksterne i de værker er skrevet over længere årrækker – nogle helt tilbage i 90’erne. 

Men typisk gør jeg det, at jeg starter med 2-300 mulige tekster, jeg koger ned til en suppe, som jeg synes begynder at smage af noget. Når det er gjort, leger jeg med digtenes placering i forhold til hinanden: Skal der være klart definerede afsnit i bogen, eller skal der bare være et flow. Og i så fald: Hvilket? Når jeg har fundet ind til det, der forekommer mig at være den bedste løsningsmodel, fjerner jeg tekster, hvis temaer overlapper hinanden, eller finder nye, der lapper eventuelle huller. Det betyder, at det ikke altid er de allerbedste digte, der lander i enhver bog, for passer en god tekst ikke ind i strukturen, må den ud, og er der en mindre opsigtsvækkende, som til gengæld virkelig fungerer i sammenhængen, må den ind. Tidsskrifterne bliver gerne bombarderet med rester hver gang, jeg er kommet igennem en sådan proces, og det skal de ikke bande over, for det er langt fra altid den tynde øl, de får serveret. 

Men sådan fungerer det i grove træk. 

Er der nogle tendenser, din egen poesi har udviklet sg i reaktion imod? Da Masselinjer udkom, lancerede du jo den digtsamling som ”et forsøg på at skrive samfundskritisk poesi, der forblev relevant efter næste folketingsvalg...” 

Den har vel altid været i opposition. I 90’erne mod hele den der shoegazing og sakrale smagen på ordene, der fulgte med den hermetiske strømning, i 00’erne mod stand up-poesien, der måske nok havde viddet og biddet, men ofte manglede kvaliteten. Men i de senere år har min poesi nok udviklet sig mere i opposition til sig selv: Forstået på den måde, at hvis folk begyndte at få lidt for faste idéer om, hvad jeg var for en type poet – eller jeg selv fik det – var og er det vigtigt for mig at skifte strategi. Jeg er en ret klaustrofobisk person på den måde: Jeg kan ikke have fornemmelsen af, at vandet er ved at lukke sig omkring mig. Så hellere rive hele lortet ned og starte forfra igen. 

De ting, jeg skriver nu og her, er en reaktion mod bøger som Kvarts og Distant Early Warning, hvor alt faktisk er bygget op omkring stramme metriske skemaer og klichéer, der twistes rundt så diskret, at mange læsere faktisk ikke bemærker grebene. Med det resultat, at mange har kommet mig i kassen med knækprosa og tror, jeg har noget med Vita Andersen og Lola Baidel at gøre. Når den slags sker, får jeg lyst til at lave noget, der absolut IKKE er metrisk og diskret, men brager igennem med absurditeter og andre slags mentalt sprængstof. Bare for at fucke de folk. Men også for at fucke mig selv, så jeg ikke får lov til at hvile på laurbærrene. 

Mht. Masselinjer var den en reaktion på en antologi, jeg var ved at stykke sammen til Det Poetiske Bureau sammen med Thurston Magnus. Konceptet var, at den skulle være politisk, og der kom ufatteligt mange tekster ind, der kørte videre i sporet fra 70’ernes kamplyrik og egentlig ikke havde dybere budskaber end ”Pia Kjærsgaard er et svin”. Man befandt sig et godt stykke fra folk som Brecht og Lorca, der får flettet alt muligt andet ind mellem linjerne end det tørt politiske, og det, jeg ville gøre med Masselinjer, var at fortsætte ud af dét spor. På min egen måde. Uden at gå nogen af de to direkte i bedene, bare lære af deres eksempler. 

Er du bange for, at du når til det punkt i dit liv, hvor dit verdensbillede holder op med at ændre sig?
 

Jeg plejede at være det. Havde den sædvanlige krise omkring de 40, hvor jeg var bange for, at vandene var ved at lukke sig om mig. Sikkert på baggrund af samfundsudviklingen på den tid: Jeg kunne overhovedet ikke identificere mig med den såkaldt progressive del af befolkningen - ungdommen - der for størstedelens vedkommende syntes mest i at gå op i at tylle breezers, støbe sig om i plastic og stemme på Liberal Alliance. Hver gang, jeg åbnede munden, syntes jeg mere og mere, at jeg lød som en gammel idiot, hvis bedste tid HAVDE været der. 

Men det har ændret sig med Thunberg-generationen, som ikke er ræd for at give min egen utilladeligt slappe og selvoptagne generation en på hatten. Det var fandeme på tide, at nogen gjorde det. 

Så længe der er en bevægelse i verden, jeg kan se noget som helst konstruktivt i, vil jeg være i bevægelse. Og så længe, der er nye emneområder, jeg kan finde interessante, vil mit verdensbillede udvikle sig. Det kan jeg se nu. Stilstand er ikke rigtigt en mulighed. 

Men man kan føle sig mere eller mindre i sync med den tid, man lever i. Det gjorde jeg overhovedet ikke for fem år siden, hvor jeg kun havde foragt til overs for de toneangivende kræfter. Langt mere nu. Hvis ikke faktisk forud for den. På mange måder synes jeg ikke, at det opbrud, der for tiden er i de ideologier, jeg voksede op med, er radikale nok. Der er et helt verdensbillede, som skal tænkes om. For mig, men faktisk også for os alle sammen. 

Plejer er død. Det er spændende, men dæleme også farligt. 

Har du lavet nogen strategi for, hvordan du håndterer det problem som forfatter? Har du tænkt dig bare at holde op med at skrive? 

Hvis jeg nogen sinde når dertil, hvor der absolut intet nyt sker, eller jeg føler, at skriveprocessen ikke lærer mig noget mere, må jeg stoppe og lave noget andet. Jeg er ret firkantet på den måde: Jeg vil fandeme ikke ende som ringvrag. Da jeg i sin tid syntes, at jeg ikke kunne komme længere som musikjournalist, trak jeg mig også fra Geiger for ikke at stå i vejen for yngre stemmer, der stadig havde nysgerrigheden og gejsten i behold. Pokker, om jeg ville ende som en Thomas Treo og på 30. år gokke alt nyt oven i hovedet med Sort Sol og Nick Cave. 

Så længe jeg har en eller anden form for ventil i hovedet, der tillader mig at regulere overtrykket, er der ingen, som siger, at det, som kommer ud, partout skal have en bestemt form. Det kan lige så godt være musik, jeg vælger at udtrykke mig igennem. 

Men indtil videre har jeg formået at holde bolden rullende ved at skifte stil og metode, når jeg følte, jeg var ved at stå i stampe. Og hvor, man skal hen, ligger gerne indkapslet i det, man allerede har lavet: Man reagerer simpelthen bare imod, hvis båndene strammer. Jeg kan sagtens se den bevægelse fortsætte livet ud. 

Men nu er det jo efterhånden også kun 30 - 40 år, hvis jeg er heldig, det drejer sig om. 

Hvor tit lægger du mærke til, at nogen har et eller andet billede af dig, som du ikke selv genkender? På hvilke punkter? 

Det sker hele tiden. Og på rigtigt mange punkter. Men det er en generel erfaring her i tilværelsen: Ingen kender én helt til bunds. Og det er ikke så underligt, for jeg synes bestemt heller ikke, jeg kan påstå, at jeg kender mig selv til det punkt. Hvordan skulle en ven, et familiemedlem eller en læser så gøre det? 

Folk forholder sig til det, de kan se og fornemme, og så former de deres egne billeder ud fra det. Så korser de sig gerne, når de viser sig ikke at svare til virkeligheden, og det ler jeg ofte svedent af. Men sådan er det, og jeg er næppe bedre selv, når det kommer til stykket. Som mennesker er det vores egne idéer om andre, vi elsker, hylder og respekterer, frem for den faktiske person. 

På den anden side: Lægger du særlig meget arbejde i måske at opbygge et offentligt image, som ikke helt reflekterer dit private jeg? 

Når folk ser mig på en scene, oplever de tit et frådende monster, der spytter og hvæser ordene ud. Virker selvsikkert og måske endda en smule arrogant. Den skikkelse har ikke ret meget med den private Steffen at gøre, i hvert fald, som er langt mere tænksom, indadvendt og måske endda ligefrem angstpræget. 

Steffen, the performer, begyndte bare at tage form fra første gang, jeg stod på en scene, for var der noget, jeg allerede dengang ikke ville, var det at stå og messe i min egen klokke. Jeg ville ud over scenekanten. Jeg ville provokere og involvere. Det vil jeg stadig. Og det er jo praktisk, at det langt mere skrøbelige menneske indenunder har en hærdebred punker at gemme sig bag. 

Alle, der optræder ofte, har brug for en persona, tænker jeg: Ellers bliver mødet med publikum en alt, alt for nervebetonet affære, der i lidt for høj grad involverer sprut og andre slags stimulanser. I forvejen kæmper jeg med nerver, når jeg optræder, men uden personaen ville jeg hurtigt ende på hospitalet, er jeg bange for. 

På samme måde har jeg et kompliceret forhold til det ellers nok så hyldede autenticitetsbegreb, når jeg skriver. Jeg vil gerne have, at læseren lærer mig bedre at kende, og at det, som flyder fra min pen, er ærlige følelser, men har også for længe siden måttet sande, at det kun kan lade sig gøre, hvis man på den ene eller anden led bærer en maske. Projicerer sine tanker over på en fiktiv figur, bevidst lyver omkring, hvordan bestemte ting fandt sted, den slags. For ellers bliver DET også alt for sårbar en position. 

Jeg vil gerne være i stand til at gå i seng, uden at der sidder en læser i hjørnet og ved, hvad jeg foretager mig under dynen. Og jeg vil gerne kunne formidle essensen af en situation, uden at én eller anden lidt for skråsikkert kan stå udenfor og råbe "svin" eller "klaphat". 

Friheden og ærligheden i mit kreative rum afhænger i meget høj grad af, at modtageren aldrig kan føle sig 100 procent sikker på, at den stemme, som formulerer teksten, er min personlige. Som jeg plejer at sige: Vil man virkelig kende mig, skal man læse mine digte. Men man skal gøre det rigtigt: Lægge til nogle steder, trække fra nogle andre, kombinere ting på tværs af produktionen. Man skal kort sagt vide, hvad man går efter. Og det er der næppe nogen, som gør. Heldigvis. 

Problemet ved den approach er selvfølgelig, at der er mange, som læser teksterne ud fra forestillingen om, at de er autentiske, og som følge af det opbygger nogle ganske groteske billeder af, hvad jeg er for en størrelse. Men det er jeg ikke herre over. Det KAN jeg aldrig blive herre over. Det er umulig at holde en kunstner ansvarlig for, hvad folk udefra putter ind i hans ting. 

Hvilke nulevende kunstenere vil du selv nævne som ligesindede? 

At være ligesindede er en gensidig proces, tænker jeg. Og mange af dem, jeg har hængt ud med gennem årene, og som jeg ved anerkender mit arbejde, har været typer, som delte passionen for poesi, men akkurat IKKE laver det samme, som jeg gør. Og derfor strengt taget ikke er ligesindede. I den absolut mest positive forstand. 

De navne, som primært har inspireret mig – hvis det er det, du mener - er udenlandske. Og selvfølgelig trækker jeg på et meget bredere felt, men det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ret frankofil: Elsker hele strækket fra Voltaire frem til Boris Vian, Antonin Artaud, Paul Celan og Jacques Prévert. Og amerikanofil, hvis det ord findes: Hiroshima-trilogien ville ikke have eksisteret uden Walt Whitman og Allen Ginsberg. En britisk romantiker som Lord Byron har spillet en vis rolle, og jeg har også tidligere nævnt Lorca og Brecht, men de er jo alle sammen døde. 

Men som man måske kan fornemme ud fra de mange mange intertekstuelle referencer til rock, man finder rundt omkring i mine samlinger, har musikken været et felt, som har haft en enorm indvirkning på mig. Også metodisk. Hvad angår min overordnede strategi, har jeg lært meget af Depeche Mode, som jeg lærte at kende som stor dreng. I de 40 år, de har kørt nu, har de aldrig lavet den samme plade to gange - og aldrig en, som har været rendyrket lort heller. Det er rigtigt, at der med årene har krystalliseret sig en art kernelyd omkring dem, men helt i stå er de aldrig gået, hverken musikalsk eller tematisk. Sådan skal det være. Og sådan skal min karriere også være. 

Der er grupper som Cabaret Voltaire og The Residents - til en vis grad også Robert Fripp og King Crimson - der har lært mig at gå strategisk til skriveprocessen og ikke vige tilbage fra det kringlede, det sære eller abrupte. De samme ting ligger i dada- og surrealismen, men som teenager fik jeg det mere effektivt ind den vej. Neofolk-navne som Current 93 og Death In June gjorde også meget i forhold til at lede mig ind på andre åndelige retninger end de gængse: Førte mig på sporet af såvel Crowley som buddhismen og de gnostiske evangelier, som jeg for visses vedkommende finder utroligt interessante. Specielt Thomas- og Judasevangelierne, hvor der virkelig bliver åbnet for nogle nye opfattelser af, hvad kristendom kan rumme eller indebære. Alt sammen interessante mure at spille bolde op af kreativt. 

For tiden er jeg meget påvirket af Mark E. Smith fra The Fall og hans næsten action painting-agtige måde at arbejde med ord og lyd på. Han var vist en stor Burroughs-entusiast i sine unge dage, men det var ikke cut-ups, han lavede til sidst. Det var noget mere yderliggående, hvor sproget tilsyneladende blev sjasket skødesløst omkring, og meningen var det, der opstod, når betydningsblokkene enten forsøgte at samle sig igen efter traumet, eller læseren kom til med sine forventninger om, at der da måtte kunne findes en mening i galskaben. Men bortset fra, at han efter sigende hældte speed på sine cornflakes i stedet for sukker, tror jeg faktisk, at der gemte sig en bevidst strategi i det: At han ønskede at se, hvad der voksede frem, når man sprængte kohærensen i småstykker, spredte den ud over landskabet og lod den passe sig selv. Lidt som med Pollocks action paintings, der ret beset bare var en fuld mands farvesjask, men befandt sig så tilpas midt i feltet mellem form og ikke-form, at enten værket eller beskueren alligevel genererede et eller andet udsagn. Måske ikke et konventionelt, måske ikke en gængst logisk, men ikke desto mindre et udsagn. Jeg grubler stadig over, hvad værker af den type siger om kunsten - eller om os - men tilsyneladende kan man overhovedet ikke operere med et tegnsystem, uden at det genererer en betydning. Jo mere, man prøver at afspore den proces, jo mere uventet og spændende bliver den betydning tilsyneladende imidlertid. Så uden at jeg har tænkt mig at følge Smiths eksempel menneskeligt, har han afgjort åbnet et nyt felt for mig at udforske: En slags kreativitet, hvor det skabende ligger i at sønderbombe døde mønstre og logikker. 

Så er der selvfølgelig Kvarts, som var mit forsøg på at lave en litterær parallel til gotisk rock. Ikke et specifikt navn, men selvfølgelig måtte det godt skinne igennem, at jeg særligt som yngre gik meget op i bands som Bauhaus, The Sisters of Mercy og Siouxsie & The Banshees. Idéen var at lave et "black album", der kunne stå mål med Joy Divisions Closer, og samtidig lægge en mørk fase i mit liv bag mig for at opnå et mere konstruktivt fokus. I virkeligheden lykkedes ingen af delene. Det er den af mine bøger, jeg har det sværest med, selvom der stadig er meget godt materiale i. 

Billedkunst: Der er meget, jeg kan lide, men ikke så meget, der direkte har påvirket mig. Sikkert mest M.C. Eschers måde at gennemhulle logikken på ved netop at arbejde strengt logisk. Jeg vil gerne vedkende mig hans forkærlighed for paradokser og faldgruber i det positivistiske verdensbillede. 

Når det kommer til film, tænker jeg nogle gange, at jeg slægter den sene David Lynch på. Hans forskruede narratologier og uglerne, der aldrig er, hvad de ser ud til at være. Men mere konkret var 8600 ganske påvirket af Edgar Reitz' Heimat-trilogi. Den der bittersødme, man finder i hans beskrivelse af det fiktive Schabbach, hvor alle også på en eller anden måde var i familie med hinanden, og den største bonderøv måske nogle gange viste sig at være den største fantast. Voel kunne sagtens have været en landsby i Reitz' Hunsrück. 

Men der er et par danske eksempler, jeg også vil nævne. Først og fremmest musikerne omkring det kollektiv, som engang hed yoyooyoy, der som mennesker og musikere lærte mig en masse om spontanitet og improvisation på et tidspunkt, hvor jeg var ved at gå til i perfektionisme og metodisk tænkning, men også Andreas Hansn fra Singvogel, der gennem efterhånden rigtig mange år har skabt et vildt og grænseløst sprogunivers i sine tekster uden sidestykker herhjemme. 

I periferien af min egen verden finder jeg litterater som Tommy Heisz, Harald Toksværd, Michael Dyst og måske også Peter H. Olesen. Dem kan jeg godt se visse ligheder med – i hvert fald over en bog eller to – og jeg oplever respekt derfra. Men det fælles fodtrav er ikke rørende, og det er det fine ved dét. 

Knud Sørensen føler jeg mig meget beslægtet med, når det kommer til balancen mellem det landlige og det moderne. Han er måske bindeleddet mellem den jyske bevægelse og det, jeg lavede i 8600. Den yngre, hysteriske Martin Hall plejede jeg også at føle mig et slægtskab med – både hvad angik signal, kompromisløshed og arbejdsmoral. Men ligesom Søren Ulrik Thomsen er han blegnet lidt med tiden. Så er der Suzanne Brøgger, der dybest set har skrevet den samme bog i snart 50 år, men formår at gøre skriften lige legende, vild og indsigtsfuld hver gang. Hun har en høj stjerne i mit univers, faktisk. Men hun er sgu ikke en ligesindet. Hun er sit helt eget bæst. 

Hvilken tradition, eller traditioner, opfatter du dig selv som følger af? 

Efterhånden kun punken. Ånden i punken mere end formen, vel at mærke, som den fremstod i ’76, før alle mohikanerfrisurerne kom frem, og der blev lavet VIP-pladser i Ungdomshuset. Tanken om kunsten som anarkistisk praksis. Tolkningen af virkeligheden bag om vaneforestillingerne og de nemme kategorier. Åbenheden overfor formbrud og dissonans. Og ikke mindst energien. Jeg vil stadig gerne have, at mine tekster skal være strømførende. Selv i mine mere romantiske og sfæriske tekster må der gerne være noget skrammel og intensitet. 

Nævnte det for et par år siden for en af vore mere etablerede digtere, og han blev bleg og sagde: Det skal du nok ikke snakke for højt om. Som om det var dumt, en dødssynd eller bare passé. Men som jeg ser det, var der punk til længe før Sex Pistols. Sokrates var punk, Rabelais var punk, Rimbaud og Baudelaire var i allerhøjeste grad punk. Jeg startede selvfølgelig som en del af en ungdomskultur, men med alderen er punk for mig blevet til en nærmest kosmisk kategori. En urkraft. Og samtidig et begreb, der er så tilpas løst, at jeg kan finde mig til rette i det. 

Hvad vil du sige er de største problemer ved dansk litteraturliv i øjeblikket - både overordnet og især vedrørende litteratur og poesi? Både forretningsmæssigt, filosofisk og æstetisk? 

Det største problem er, at et bestemt stort forlag efterhånden har fået monopol på af definere, hvad dansk poesi er og skal være. Og at et diplom fra en bestemt uddannelsesinstitution stort set er det eneste, der er adgangsgivende i receptionen på det forlag. Og at journaliststanden generelt er for doven – eller styret af økonomiske interesser – til overhovedet at bemærke, at der er andre aktører på spil. Selvfølgelig er der flere underordnede problematikker – som det faktum, at folk i almindelighed er tilbøjelige til at forveksle det, at man er ung, ser pissegodt ud og har nogle meget slemme forældre, med litterær kvalitet. Men det er det helt overordnede problem: At der er en kæmpe, som larmer så meget med sine temmelig kedelige og rutineprægede strategier, at den brede offentlighed overser mange af de allermest spændende talenter og litteraturfolk lige nu. 

Der ER dem blandt etablissementet, der godt ved, at lokummet brænder – som Peter Stein Larsen, der har anerkendt relevansen af de alternative udgivelseskanaler – men det er få. Alt for få. 

I din erfaring: Hvad er det mest effektive, som forfattere kan gøre for at nå ud til et større publikum, hvis de ikke har diverse elite-institutioner såsom Forfatterskolen, Statens Kunstfond, de større forlag og avisernes anmeldere på deres side? 

Gøre noget grotesk. Sylte en hundehvalp eller brænde et dannebrogsflag af på Rådhuspladsen i myldretiden. Sørge for, at personen bliver en god historie, og skide på, om nogen ser kvaliteten eller manglen på samme i det, man laver. 

Så i går, at Debutantprisen var gået til en transperson, der skrev som en dårlig kopi af Tove Ditlevsen. Lovordene fra dommerpanelet ville ingen ende tage, men de gik stort set alle sammen på det svære i at være i vedkommendes situation, ikke den litterære kunnen. Og jeg ville være den første til at hylde en transkønnet, der skrev godt - folk skal gøre præcist det, de har behov for, for at føle sig godt tilpas i deres egne kroppe - men det var på ingen måde tilfældet. 

Det indrammer meget godt tendensen til, at historien er alt, håndværket nada. Det er gøglerne, der styrer showet, og velsignelsen kommer fra højeste sted. 

Tænker du af og til, at dine digte ville nå ud til et større publikum eller blive mere positivt modtaget, hvis du havde levet på et andet tidspunkt?
 

Det ved jeg sgu ikke. Kigger jeg tilbage på litteraturhistorien, ville jeg gerne have været med i Taarnet, når Claussen, Jørgensen og Stuckenbergerne havde deres diskussionsklubber. Men jeg ville også gerne have diskuteret stjernebilleder og historieopfattelse med Thøger Larsen, kosmologi med William Heinesen. På nogle punkter hører min sjæl nok en anden tid til. Men omvendt vil jeg hele tiden fremad og videre, så gennemsnitligt har jeg det sikkert meget godt i nuet, hvor jeg virkelig kan perfektionere at være hunden i keglespillet. 

For det er, hvad jeg er. Og egentlig også det, jeg ønsker at være. Og det er sjældent nogen populær position. Slet ikke i samtiden. Der ser man jo helst, at folk danner skoler og generationer. Er dejligt entydige. Men jeg er typen, som nok heller ikke ville have været entydig i 1977 eller 1890. Sådan lidt en kronisk paria. 

Så svaret på spørgsmålet må nok være: Nej. 

Hvilken længerevarende effekt på dansk litteratur – og kulturliv i det hele taget – forventer du at have? Har nogle digtere allerede nævnt dig som forbillede? 

Det har jeg ingen som helst idé om. Det er ude af mine hænder. Det er set før, at hypede digtere er blegnet efter kort tid, og at navne, der gik helt under radaren, da de oprindeligt udkom, senere er blevet opdaget og hyldet. Se på Sophus Claussen, der blev anset for lidt af en særling i sin egen egen tid, men senere er blevet en klassiker. 

Pointen er bare, at man umuligt kan være herre over tendenserne i hverken sin egen eller andre tider. Men gør man det bedste, man overhovedet kan, for at sende noget kvalitetsbetonet, relevant og gerne også originalt ud i verden, er chancen for, at man på en eller anden måde bliver stående, større. Regner jeg med. 

Skulle den der forkromede anerkendelse melde sig, har jeg på samme måde ingen klar idé om, hvad folk vil bruge mit forfatterskab til. Allerede nu kan jeg mærke, at visse læsere reagerer markant mere positivt på visse bøger frem for andre, men hvilke skifter. 

Det, jeg gerne VIL lære folk, hvis jeg kan – og de ellers tager imod – er at tænke selv, at udstikke deres egne veje, selvom det kan være en både frustrerende og smertefuld proces, og at HELE personligheden er værd at digte om. Der er forfattere, der hurtigt låser sig fast på ét tema og én æstetik, som de så ellers spinder guld på, til de dør. Det er en meget kedelig måde at lade sig repræsentere på som menneske, synes jeg. Hos mig er der på godt og ondt plads til alt, jeg er eller har været: Bonderøven, punkeren, filosoffen, mystikeren og kraftidioten. Bare til en start. 

Det sidste spørgsmål burde andre nok besvare. Ind imellem er der andre, som tager temaer og former op, jeg har været igennem, og så tænker jeg mit. Men sådan er litteraturhistorien jo: Vi står alle sammen på skuldrene af nogen, og så længe ingen decideret negler noget, passer det mig faktisk fint. Så kan jeg mærke, at jeg har gjort en forskel. Men i virkeligheden er det en egoistisk glæde, for det ville være langt mere konstruktivt, hvis de folk i stedet var i gang med at definere deres helt egne former og universer.

Fotos: Steffen Weiss.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.