mandag den 5. maj 2025

Ny udgivelse: Det lange farvel




Det lange farvel er en collage af anekdoter, erindringer, lokalhistorie og fotos fra forfatterens hjemby: Voel. Som der står på bagsiden: 

"Man hører om byens og slægtens historie. Om kammeratskab, markræs og famlende forelskelser. Om UFO'er, illegal hampdyrkning og en monstrøs musetrappe, der akkurat ikke endte i Guiness Rekordbog, Over det hele står længslen: Områdets ustabile råstof, som både kan føre store ting og dybe fald med sig.

Det lange farvel er fortællingen om en barndom og ungdom i de sidste årtier af Det Tyvende Århundrede, som den tog sig ud i en østjysk flække, der kunne have været så mange andre steder, men absolut ikke var det."

Et uddrag fra bogen:

1982. Mig og Bo Lauritsen står nede i engen og lytter til det svirpende elhegn. 2000 volt eller noget i den retning løber der igennem det. Nok til at holde en fuldvoksen, lidt for nysgerrig ko i ave, i hvert fald.

Bo og jeg er nogle rigtige drenge.

Man siger, at der altid er så mange brud på en stråle pis, at det burde være en fysisk umulighed at få stød ved at urinere på et elhegn, men vi udfordrer alligevel hinanden. Lyner ned, går i gang og modtager hvert vores hårde slag i nosserne, som får os til at rulle rundt i græsset, hvor vi hyler af lige dele smerte og grin.

Så kigger vi på hinanden. 

Så gør vi det en gang til.

Bogen er på 164 sider, koster 175 kroner og er tilgængelig på et bredt udvalg af platforme. Også som e-bog til 79 kroner. Bestil bogen her.



torsdag den 10. oktober 2024

Ude nu: At pisse blod ned i ungdommens kilde




At pisse blod ned i ungdommens kilde er en række dagbogsnotater fra 2022-23 om en genopfinde sig selv som midaldrende i en omskiftelig tid, der er præget af corona, krig, misvækst og værdiskred. I lige dele filosofisk, lyrisk, bidsk og humoristisk, mens der tackles emner som identitetspolitik, psykopater, juletræer og obskøne flagstænger på nabogrunden.

Bogen er ude på de fleste platforme, men fås billigst fra udgiveren, nemlig Books on Demand. Her koster den 125 kroner, men kan fås som ebog helt ned til 59 kroner. 

søndag den 6. marts 2022

Ny samling: Digterens hus




Bogen er 64 lang og koster 100 kroner inkl. porto. Bemærkning anno 2024: Siden udgivelsen er forlaget - Aurora - ophørt, da ejeren, Tommy Flugt, desværre døde, men det er stadig muligt at skaffe bogen gennem forfatteren her

mandag den 18. oktober 2021

torsdag den 9. januar 2020

Velkommen til næste kapitel

Som fordums brugere af denne side nok ved, plejede den indtil for nylig at være et arbejdende værksted. Sådan er det ikke mere. Som tiden er gået, har jeg fået mere brug for en ordentlig hjemmeside til at præsentere min produktion frem for daglige posteringer på godt såvel som ondt. Så efter 10 år har jeg valgt at skære indholdet ned til det allermest nødvendige. Folk, som fortsat måtte være interesserede i at vurdere min dagsform, kan følge min personlige profil på Facebook - Steffen Baunbæk Pedersen - hvor i hvert fald mine hæderligste nye ting vil være at finde.

Tilbage sidder jeg med en større bunke manuskripter, der vil se dagens lys efterhånden, som det bliver muligt, over de næste mange år. Og Books on Demand-udgivelsen Når dæmningen sprænger, der samler løsøre fra det gamle Assistens... og kommer på gaden her i løbet af 2020.

Væsentlige nyheder vil dog fortsat blive præsenteret her, ligesom nye udgivelser vil blive fulgt efterhånden, som de melder sig.

Vel mødt til Assistens & elsewhere 2.0.